Opheliac

Denne historie handler om pigen Ophelia. Hun er forelsket i sin kæreste Richard. Eller... Så forelsket hun tillader sig at blive. Og hvem er denne Romeo hun pludselig ser? Kan hun vælge når den ene måske ikke har langt igen?

Denne historie er med garanti noget, du aldrig før har set. Håber ikke at enden er for chokerende.
-CarabaoFreak101 og MissBlackShoes

1Likes
2Kommentarer
1096Visninger
AA

3. 'Perfekt'

Morgenen efter opdagede jeg til min skræk, at jeg havde sovet over mig. Aftenen før havde jeg kun tænkt på beskeden fra Richard, så jeg havde helt glemt at stille vækkeuret.

Jeg sparkede dynen af og gennemsøgte hektiskt mit klædeskab efter noget tøj, jeg kunne have på. Jeg afsatte altid mit pæne tøj til de dage, hvor Richard ville komme forbi. Lige denne dag valgte jeg bare nogle normale jeans og en mørke blå T-shirt. Med tasken under armen, søgte jeg forgæves efter noget mad i køkkenet. Et æble i tasken og et i hånden var alt, jeg måtte klare mig med den dag.

Da jeg spejdede ud af vinduet, kunne jeg i det fjerne skimte den gule bus, der om ikke så lang tid ville passere mit hus. Hvis jeg ikke nåede den bus, ville jeg komme for sent i skole.

Jeg greb fordørens håndtag, da en tanke strejfede mig.

Burde jeg ikke tage min... tænkte jeg, men blev yderligere stresset, da jeg så bussen komme nærmere. Nej, det kan jeg ikke nå!

Derpå fór jeg ud af døren og nåde bussen i sidste sekund.

Jeg dumpede ned på bussædet med en underlig følelse i maven. Savnede jeg Richard? Det var helt klart det, blundede jeg med en trist mine, da jeg kiggede på landskabet der blev sløret for mine øjne.

 

Jeg kom i skole til tiden, men jeg følte mig alligevel ikke helt tilpas. Ingen af mine venner var i skole, hvilket gjorde mit dybe savn til Richard endnu mere smertende.

Et øjeblik undrede jeg mig over, hvorfor alle mine venner pludselig holdt op med at komme i skole, men Richard optog mine tanker.

Det føltes som om jeg gik igennem vådt cement. Jeg havde mest af lyst til at gå - også midt i timen, som jeg i øvrigt slet ikke fulgte med i.

Halvvejs gennem dagen havde jeg en stor trang til bare at sætte mig ned og græde, men jeg havde ikke lyst til at praktisk talt fremmede skulle komme hen til mig. Jeg ville bare have Richard.

Jeg husker ikke, hvor mange triste og kærlige beskeder jeg havde sendt ham, men han svarede ikke. Han havde sikkert for travlt til mig, faldt det mig ind, hvilket bare gjorde mig endnu mere trist. Mit hjerte vred og vendte sig i mit bryst, mens jeg tænkte på, hvornår jeg mon ville se ham igen. Jeg vidste, at han ikke havde tid til mig lige forløbig, men jeg var egoistisk og krævede næsten af se ham med det samme.

Ville han synes, jeg var desperat, hvis jeg sendte ham en besked til?

Jeg turde ikke. Jeg ville have, at Richard ikke skulle hade mig. Han måtte ikke hade mig. Det var min skyld. Bare han ikke hadede mig.

I mit mest desperate øjeblik, søgte jeg ud på toiletterne og ønskede brændende, at snakke med Richard.

Det var da, jeg så ham. Hans dyb blå øjne fangede mig med det samme. Jeg havde altid drømt om sådanne øjne. De var perfekte - ligesom resten af ham. Hans lysebrune hår var næsten blond og sad perfekt. Den blege hud virkede så rafineret, at det måtte være porcelæn.

Han smilede venligt til mig - åh, det smil. Selv hans hvide tænder var perfekte.

"Hej," sagde han venligt og sendte mig et dybt og kærligt blik - åh, hvis bare jeg kunne lade mig selv blive fortabet i hans øjne. Bare glemme alt.

"Hej," hviskede jeg knap hørligt, selvom han så ud til at høre det helt fint.

"Mit navn er Romeo."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...