Love Rain ~ 1D ~

18-årige Evelyn Horan er en helt almindelig pige, som lever et helt almindeligt teenager liv. - men bortset fra at hun bliver slået og misbrugt der hjemme af sin far, og så drikker hun i smug - Der er der ingen der ved, ingen gang hendes mor. Og sådan vil hun gerne have det forbliver! Men en dag, ændrer det sig. Hun møder tilfældigt en af drengene fra One Direction og bliver gode venner med resten af bandet. Vil drengene give hende nok støtte til at hun kan sige fra over fra sin far, og vil hun endelig fortælle det hele til sin elskede mor? Og for det ikke skal blive værre dukker der en endu større hemlighed frem, hvordan reagerer Evelyn?

7Likes
3Kommentarer
656Visninger
AA

2. 2 different sites

 

Det hele er så hårdt, jeg tror ikke jeg kan holde det for mig selv længere, jeg tror bare heller ikke jeg kan mere. Jeg løb alt hvad jeg kunne, jeg kunne ikke stoppe nu, selvom mine fødder helst gerne ville. Suk. Jeg havde glemt at tage sko på, i min flugt væk fra huset. Smerten havde sat sig i mine knæ, og var på vej op igennem resten af min krop. Men jeg ignorerede det, eller jeg prøvede i hvert fald. Smerten var intet i forhold til den jeg havde i mit hjerte. Jeg var helt og aldeles knust. Jeg sænkede farten og stoppede op, ved en lygtepæl. Jeg tog et hurtigt kig ned ad mig selv. Jeg lignede noget der var løgn. Mine sorte strømpebukser var allerede slidt op på hælen og jeg var fuldstændig gennemblødt! Vandet dryppede ned fra min næse og hår. Det stod ned i lår tykke stråler. Jeg tog min hånd op til min kind, for at mærke efter. Endu et suk slap mine læber, da jeg blev prioteret i det jeg havde forstillet mig. Min kind var helt hævet, og jeg kunne sagtens forstille mig at den var helt lilla og rød! Minderne fløj tilbage da jeg snittede min kind, de minder jeg helst ville glemme.

 

Han trådte et skridt tættere på mig og lyftede hånden. Ham som alle andre end mig selv så som en venlig person. Ham som alle troede ikke kunne gøre en flue fortræd. Men jeg var den eneste der kendte hans sande jeg. Endu et hulk undslap mine læber, og tårende rendte ned i vilde strømme af mine kinder. Et højt klask genlød i hele huset, efterfuldt af et højt fnis. Du er så ynkelig , sagde den sorte skygge der stod foran mig, og smilede et smil der slev kunne få en voksen mand til at skide i bukserne. Den sorte skygge trådte nærmere. Jeg kunne ikke se ham ordenligt, enten var det af had, eller også var det af de tåre der fyldte mine øjne af smerte. Så ynkelig, og så uviden sagde han igen. Et skrig rungede i hele huset, da en voldsom smerte skød op igennem mit ene ben. Han havde sparket mig, Den havde sparket mig.

 

Minderne var alt for tydelige, alt alt for tydelige. Jeg ønskede så inderligt at forsvinde fra denne verden, væk fra ham. Der ville alligevelet ikke være nogen der lagde mærke til at jeg ikke var her mere. Men på den anden side ville jeg ikke give op, jeg ville kæmpe. Kæmpe for at jeg en dag skulle være fri fra ham, fri nok til at bestemme over mit eget liv! Fri til at møde personer der ville elske mig for den jeg var.

Mine tanker blev afbrudt af nogle skarpe billygter. SHIT, det var løgn. Han var efter mig. Bilen satte kurs mod den lygtepæl jeg stod op ad. Jeg kigge forvirret rundt, efter en flugt vej. Der, der var den. Jeg satte i spurt over mod en lille gyde mellem to højhuse. Bilen kunne umuligt komme igennem. Men i stedet for at stoppe, blev jeg ved med at løbe. Jeg tog ingen chancer. Mit liv var for kort til chancer. Jeg forsatte ud gennem gyden og ud på vejen. Det var halvtmørkt, så der var heldigvis ingen mennesker. Jeg forsatte tværs over vejen, og igen end mellem nogle huse. Jeg sprang op på en mur, og kkiggede mig tilbage. Hans bil var ikke til at se nogen steder. Jeg hoppede tilfreds ned på den anden side af muren. Hvorfor ville han overhoved følge efter mig? Han viste at jeg før eller siden ville komme hjem igen. Jeg har jo ingen steder at bo. Det var derfor at ingen ved at han mishandler mig sådan. Han sørger for tag over hovedet og mad til mig, men tilgengæld skal jeg holde min kæft om hvad der sker inden for husets rammer. For hvis jeg plaprer ud med at han slår mig, ville han jo havne i fængslet og jeg ville blive hjemløs. Men, ja. jeg har jo min mor. Men hun vil ikke have noget med mig at gøre, eftersom hun lagde mærke til, at der var noget meget galt med mig, efter skilsmissen. Og jeg nægftede at tale ud om det, pg.a. min.... Hmf. Far.

Jeg begyndte at sætte farten op igen, uden egentligt at vide hvorfor. Men jeg var ligeglad, ligeglad med hvor jeg var på vej hen. Jeg ville bare væk. Bump. Jeg landede lige på røven på det kolde fortorv. "Undskyld, undskyld, undskyld!" fik jeg fremsagt, men det blev kun til en hvisken. En hånd blev rækt frem. Jeg tog i mod den og blev trukket op. Da jeg rejste mig op mødte jeg et par grøn, brune forførende øjne.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...