Brændene had

"De søgende" er lige begyndt at hærge, de samler børn ind, som de så bruger til sex-slaver eller børne-soldater. Børnenes forældre er de ligeglade med, dem slår de ihjel med koldt blod. Dette er historien om den 16 årige Collen, der mistede sin tvillingebror, far og mor, og måtte flygte for sit og sine yngre søskendes liv...

7Likes
4Kommentarer
1329Visninger
AA

2. I sikkerhed?

Jeg begyndte hurtigt at svede med alt det tøj jeg havde på, og Raphael der både var træt og udmattet begyndte snart at små klynke for sig selv. Jeg var nødt til at slappe af, det kunne godt være at jeg skulle være sikker på at vi ikke blev fundet, men vi var et godt stykke væk nu, og jeg skal også sørge for at mine søskende overlever, sådan rent helbreds mæssigt. Jeg fandt et træ, hvis grene hang helt ned til jorden, og der satte vi os ind, jeg pakkede noget mad ud, noget brød og tørret kød til Raphael og jeg, og noget frugt mos til Ra. Ra er kun 1 år, og hun bliver nok min største byrde, men jeg klarer det. For min families skyld, og for de ofre de har givet. For min fars liv, min mors liv, men mest af alt min brors liv, som han burde have så meget tilbage af. Jeg kan ikke forestille mig en jeg hellere vil have ved min side en min tvilling. En følelse af ensomhed rev i brystet, og jeg måtte bide mig hårdt i læben for at tårerne ikke skulle bryde frem. Nu måtte jeg være stærk, og tage vare på mig selv, Raphael og lille Ra. Efter mad pakkede jeg sammen, og Ra fik sin middagslur, selv Raphael, der ellers altid vil være så stor, tog sig en lur. Jeg holdt vagt imens, det kunne ikke gå at vi blev opdaget nu. Da jeg følte at der var gået over en time, vækkede jeg de andre, Ra begyndte at græde, hun kaldte på min mor, og jeg tog hende op og vuggede hende i mine arme. Hun ville ikke ned i sin bære-bylt igen, så jeg havde hende på armen. Denne gang gik vi bare. Da det blev mørkt, vurderede jeg at vi var langt nok væk, fra vores gamle landsby. Jeg bad Raphael holde øje med Ra så jeg kravlede op i det høje mango træ. Jeg bevægede mig smidigt, jeg havde klatret hele mit liv, og kunne nu klatre hurtigere end jeg kunne gå. Da jeg nåede op i toppen, kiggede jeg rundt, solen ville være nede om omkring en time, og vi skulle skynde os, jeg så et bjerg et stykke væk, jeg klemte øjnene sammen, hvis jeg ikke tog fejl så....Jo den var god nok, ned af bjerget, var der et lille vandfald, det var kun så bredt som min arm, men der var nok til at drikke. Vi løb derhen, nu skulle det gå stærkt, det kunne godt være a der var en time til at solen gik ned, men der var kun omkring ti minutter til at lyset forsvandt i junglen. Vi nåede derhen i tide, det var perfekt, kilden løb ned over bjerget, og forsvandt ind i det igen, og lige op af bjerget, stod et kæmpe figentræ. Jeg tog Ra i bylten, selvom hun protesteret, og så kravlede jeg op i det, med Raphael lige i hælene. Træet var perfekt, grenen vi sad på var tyk nok til at man kunne sove på den i nat, og stærk nok til at lave en hytte på imorgen. Vi satte os godt tilrette, jeg bandt Raphael fast med et reb fra deres rygsæk, og Ra lod hun blive i bylten. Jeg faldt hurtigt i søvn, og drømte en god drøm om at min familie var forenede, og boede lykkeligt sammen, borte fra fare..

Næste morgen vågnede jeg ved daggry af fuglene der sang, og minderne kom hurtigt tilbage. Jeg besluttede at kigge mig omkring, jeg bevægede mig stille, så Ra ikke skulle vågne, op af træet. Jeg plukkede et par figner, og kravlede så ned igen, hvor jeg lagde nogle ved siden af Raphael, så han kunne spise dem når han vågnede. Jeg tog en skål for tasken og kravlede ned på jorden. jeg fandt en gren, som jeg skyllede, og brugte til at mose to figner skålen, derfefter fik jeg med besvær Ra til at spise det. Jeg gik t stykke tid, og satte så Ra fra mig, jeg holdt hele tiden øje med hende, da jeg løsnede øksen fra mit bælte, og da jeg begyndte at fælde træ til en hytte. Mit tøj var drivvådt af sved da Raphael kom med trætte øjne og begyndte at høvle træerne så de blev glatte på ene side, som en slags planker. Vi udvekslede ikke ord, da vi holdt pause kiggede jeg bekymret på ham, mens han sad bøjet over træt. Jeg var ret sikker på at han græd, men jeg turde ikke at gå hen til ham, så ville jeg også bare begynde at tudbrøle, og det kunne jeg ikke tillade mig, ikke over for dem jeg skylde beskytte, de to mennesker der nu var dem jeg elskede højest i hele verdenen. Jeg blev så glad som man nu kan blive når nogle fra ens familie er død, da jeg så Ra stavre, på sine små tykke ben over til ham. Hun bukkede sig ned og og greb fat i ham med sine hænder og sagde "Rapha itte gæde" hendes øjne fyldtes med tåre, og han greb hende og knugede hende ind til sig. Der sad de et stykke tid, og græd, jeg er ikke sikker på at Ra forstod hvorfor, men det hjalp Raphael, som snart fik et lille smil om munden. Jeg blev pludselig overmandet af had, så meget at jeg begyndte at ryste, jeg skyndte mig at fortsætte med det udmattende arbejde. Da solen stod midt på himlen fandt vi noget mad sammen. Rapha og jeg snakkede stadig ikke sammen bortset fra små sætninger eller en-stavelses ord som: "Kan du lide mango?" "Det er udemærket". Det gik mig lidt på og jeg håbede at det snart ville være en overstået epoke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...