Brændene had

"De søgende" er lige begyndt at hærge, de samler børn ind, som de så bruger til sex-slaver eller børne-soldater. Børnenes forældre er de ligeglade med, dem slår de ihjel med koldt blod. Dette er historien om den 16 årige Collen, der mistede sin tvillingebror, far og mor, og måtte flygte for sit og sine yngre søskendes liv...

7Likes
4Kommentarer
1332Visninger
AA

3. Hytten

Vi hjalp hinanden med at bære "plankerne" hen til fignetræet. Det var nu at arbejdet for alvor begyndte.

Jeg lavede et slags hejseværk med tovet, så Raphael kunne binde plankerne fast, hvorefter jeg hejsede dem op, og løsnede knuden. Den først planke skulle sidde på tværs mellem to grene, tættest på stammen, og den anden, stadig på tværs, yderst på stammen. Så skulle de andre brædder bare sættes fast. Jeg var nødt til at lave fordybninger i de to første planker så de andre ville sidde fast. Tidligere havde jeg taget meget af det tøj af fra igår og skyllet det i bækken. Jeg havde dog beholdt et tyndt lag på og nu, hvor vinden afkølede mit svedige tøj, blev jeg kold. Rigtig kold. Jeg prøvede at arbejde hurtigt så jeg ville få varmen igen, men det var som om at det var ligeså meget mine følelser der gjorde mig kold. Jeg havde ikke rigtigt andet tøj at tage på, jeg var også nødt til at lave hytten færdig. 

Da jeg fik sat den sidste planke som gulv kunne jeg ikke længere mærke mine fingre. Jeg beundrede hurtigt kvadraten af planker, den var vel 6 kvadrat m. Jeg begyndte at klatre ned og opdagede hvor svært det var at mine fingre til at lystre, pludselig gav mine fingre slip. Alt gik meget langsomt, jeg tænkte på hvordan de to små ville blive ædt af rovdyr, når jeg ikke var der til at passe på dem. Mine hænder prøvede at finde noget at holde fast i, men forgæves, det var bare mine nele der rev ned af den ru bark. De 20 meter syntes at vare en evighed. Pludselig var hejserebet der, og jeg nåede at gribe fat i det hvilket førte til at jeg hamrede ind i træet. Jeg kravlede de sidste meter ned af rebet, jeg var faldet omkring 17 meter. Jeg skælvede og mine hænder sved, jeg kiggede ned og skar en grimasse. De var revet fulstændig til blods, og jeg havde fået revet min lillefinger negl af. Jeg sank sammen og begyndte at hulke, Raphael satte sig på knæ foran mig, og lagde armene om mig.

"Det er okay" sagde han.

"Jeg er uduelig, hvordan skal jeg nogensinde kunne passe på jer to? Det var et mirakel at rebet pludselig var der, jeg ved ikke hvor det kom fra!" Jeg blev pludselig bevidst om hvor forkert det var at Raphael skulle trøste mig, men jeg kunne ikke holde op, tårerne vældede bare frem, som om jeg skulle have tømt mit hjerte.

"Vi klarer det sammen! Det var mig der hev i hev i rebet, så det kom hen til dig. Der kan du se, hvis vi kan skabe mirakler sammen kan vi også klare dette." Han voksne ord fik mig til at smile "Du har ret, undskyld at jeg lod dig trøste mig!"

"Det er okay, det får mig til at føle at jeg alligevel er til nytte." han sagde ikke mere, men vi læste begge det næste: Følte at vi var til nytte og at de ikke døde uden grund. Det var svært at føle sig uduelig når ens familie slog sig selv ihjel for en at man skulle leve videre, for  hvad var formålet så, hvis man ikke engang kunne holde sig selv i live?

Raphael dyppede nogle tøjstykker i den kolde bæk, og vaskede forsigtig mine hænder rene. Bagefter forbandt han dem. Pludselig stivnede han "Hvor er Ra?" hans ord gjorde mig rædselslagen, jeg havde lyst til at råbe af ham og sige at det var ham der skulle passe på hende, men jeg vidste at det ikke var sandt, det var ligeså meget min skyld.

"Ra!" "Raaaa!" Vi fór rundt og ledte. Pludselig hørte vi noget: En klingende latter. Vi skubbede nogle grene til side, og der sad og Ra, og lo. Jeg åbnede munden af forbavselse da jeg så hvad hun lo af. Hun var omringet af sommerfugle, Luften svirrede af dem! Raphael´s og mit blik mødtes, og langsomt gik vi ind i flokken af de solnedgangs gyldne, havblå og græsgrønne sommerfulge. Vi kunne heller ikke lade være med at le, da en stor violet sommerfugl fløj imod mig og satte sig midt på min næse. Den var virkelig smuk og jeg kunne ikke lade være med at tænke på at det kunne være et tegn.

Jeg ved ikke i hvor lang tid vi sad der, men da vi endelig vendte tilbage til fignetræet, var vi vildt sultne. Raphael bad om at få lov at hente noget, så det var mig der sad og passede Ra. Hun gik omkring og undersøgte ting, snart blev hun dog træt, og kravlede op på mit skød og puttede sit hoved ind til in hals. Da Raphael kom tilbage sov hun tungt. Vi kravlede op i træet, det var Raphael bar Ra, da jeg ikke ligefrem havde brug for yderligere vægt til mine smertende fingre. Da vi havde spist noget frugt, lagde også vi os til at sove. Ra lå i midten, og vi lå beskyttende udenom.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...