Tell me a lie • 1D

Selene er en 18 årig pige fra det sydlige England. Hun har en kæreste fra One direction, ved navn Niall Horan, som betyder alt for hende. Hun rejser virkelig tit hen til ham i London, hvor han bor i et hus med de andre fire drenge. Men da deres nye turné skulle til at begynde, måtte Selene tage hjem til de sydlige England, til hendes familie og til hendes bedste veninde, Hayley. Men da Selene kommer hjem, venter hende et stort drama. Måske delte Hayley ikke ALT sammen med Selene alligevel... Og hvordan kommer det til at gå, når mystiske nyhedder om Niall og en anden pige dukker op rundt omkring?

18Likes
17Kommentarer
3624Visninger
AA

6. I'm confused.

Lidt efter trak Hayley sig fra mig, og stirrede ned i sandet. Jeg blev virkelig nervøs, da jeg ikke anede hvad der foregik. Jeg lage mine arme om hende igen og krammede hende fra siden af. Hun skulle føle at jeg var der for hende, ligemeget hvad - for det var jeg.

"Fortæl det, Hayley." Sagde jeg og krammede hende hårdere, hvilket gav et lydløst hulk fra hende. Jeg trak mig fra hende og kiggede hende i øjnene. Hendes øjne var fuldstændig våde, og af og til ramte en tåre hendes kind.

"Jeg prøvede." Sagde hun, og lidt efter strømmede hendes tåre hurtigere ned ad hendes kinder, og prøvede at undgå mit bliik. Nu var jeg endnu mere nervøs - prøvede på hvad, helt præcist? Jeg bed mig usikkert i læben, og lidt efter tog jeg mig mod til at sige noget. Jeg ville ikke presse hende til noget, eller være ubehagelig at snakke med. Så jeg ville sige noget hun kunne bruge til noget. Noget der kunne hjælpe hende.

"Prøvede på hvad?" Sagde jeg, og prøvede at kigge med et blik, som viste at jeg ville hjælpe hende. Et øjeblik stivnede hun helt, og stirrede ud i luften, uden nogen bevægelser. Lidt efter kunne man se, at hun skulle til at sige noget; "Jeg prøvede på det. Men det lykkedes ikke." Hendes stemme var helt kold, og lige nu lød hun som en, der slet ikke havde grædt. Hun trak langsomt sit ærme op, og viste sit håndled. Jeg gispede, og lage en hånd for min mund da en rids over hendes hoved pulsåre kunne ses. Jeg prøvede dog at holde følelserne inde, da jeg ikke ville have at hun skulle få det værre, men alligevel var jeg virkelig nervøs og bekymret for hende. Hvad nu hvis det en dag gik galt. Et øjeblik kom jeg i tanke om mit mareridt i nat, som bare gjorde mig mere nervøs.

Jeg kiggede hende i øjnene, og jeg kunne se at hun ventede et svar. "Undskyld." Hendes stemme var lige ved at knække sammen, og hun kneb hurtigt øjnene sammen, men åbnede dem igen da jeg lage min hånd på hendes ryg.

"Hayley." Hviskede jeg og holdte mit blik ved hendes øjne. "Hvorfor?" Fortsatte jeg i en lav tone. "Jeg kan ikke overskue det her." Sagde hun hurtigt efter mit spøgsmål, som om hun havde ventet på at jeg ville stille det. "Men jeg vil hjælpe dig." Sagde jeg, og trak min hånd til mig, hvilket man kunne se på hende, gjorde hende usikker.

"Det skal nok gå, Hayley." Svarede jeg stille og kiggede ned i sandet. Jeg var nærmest tom for ord. Det gjorde virkelig ondt i hjertet at se hende sådan. At vide, at hun virkelig var synket så dybt på de dage jeg havde været væk. Hun fortjente slet ikke det hun havde været igennem. Hun fortjente en bedre far.

"Jeg er her for dig. Jeg vil hjælpe dig." Jeg prøvede at muntre hende en smule op, og ville vise hende at jeg var der for hende, hvilket jeg snart håbede at hun ville forstå - hvis hun ikke allerede havde forstået det.

Et lille smil gled over hendes læber. Om det var falsk eller ej, var ikke til at se, men smilet var der, hvilket fik mig til at smile. "Tak, Selene." Sagde hun, men kiggede stadig ned i sandet, men lidt efter trak mig ind i et kram. Men jeg var alligevel vildt bekymret for hende. Jeg var kun 18 år, og havde ingen erfaring på det hun havde været igennem. Men jeg vidste også, at hun aldrig kunne finde på at snakke med sin mor eller en psykolog om det. Og jeg ville ikke virke så svag.. Men hvis det ikke lykkedes mig at hjælpe hende, blev jeg nød til at fortælle det til hendes mor. Jeg gjorde det jo blot for hendes egen skyld.

Hun rejste sig lidt efter op, og kiggede ned på mig, hvilket også fik mig til at rejse mig. "Skal vi gå ind til byen?" Spurgte hun, og begyndte at gå, og jeg fulgte med. "Ja." Sagde jeg og nikkede kort. Hele den her sag med hende, var både utrolig bekymrende og forvirrende. Forvirrende fordi at hun blev så hurtig glad, som også gjorde mig usikker. Jeg vidste jo ikke hvad hun tænkte. Måske ville hun ikke have min hjælp, eller bruge den. Ellers var hun flov over at fortælle mig det, og ville have emnet væk.

***

Da vi var nået ind til byen, kiggede vi lidt rundt, men da mit blik hurtigt faldt hen på en avis hvor jeg så Nialls ansigt, begyndte jeg hurtigt at smile, og sætte farten op for at gå hen til det. Dog nåede Hayley derhen før mig, og hendes smil var hurtigt væk. "Hvem er det?" Spurgte hun og pegede på en pige som holdte om ham. De sad sammen inde på et værelse, det var let at se. Nialls hånd lå om hendes hofte, hvilket fik mit hjerte til at slå hårdt. Jeg håbede så dybt inderligt at det dog bare var rygter! Jeg vidste hvordan paparazzi'er kunne være, men seriøst.. Det der billede havde overskredet min grænse. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg var bare så følsom overfor så noget.. For Niall var virkelig min første ægte kærlighed, og jeg var stadig så dybt forelsket i ham. Jeg elsker ham. 

En tåre gled ud af mit øje, og så en mere, og så en mere. Jeg kunne ikke styre det. Tænk hvis han havde haft noget med hende længe? Eller at han havde holdt noget skjult for mig? En vrede skyllede hurtigt ind over mig, og jeg vidste egentlig ikke om jeg skulle være sur eller ked af det, eller ingen af delene. Jeg kunne ikke holde ud at stå her i al offentlighed og stå og tude, så jeg træffede hurtigt beslutningen, at gå væk. Bare væk. Bare.. Hjem.

Jeg gik nogen skridt ned ad en gade, og skridtene blev hurtigt til et løb. Jeg kunne høre Hayleys stemme bag mig, og selvom jeg egentlig mest havde lyst til at stoppe for at høre på hendes omsorgende ord, kunne jeg bare ikke. Men da jeg lidt efter blev nød til at sætte farten ned, da jeg var i vildt dårlig form, stoppede jeg helt. Et hurtigt hulk gik igennem mig, og jeg tørrede hurtigt tårene væk fra mine øjne.

Hayley kom til syne foran mig, og prøvede at få øjenkontakt med mig. "Selene? Er du okay?" Selvom jeg selv synes det var et virkelig dumt spøgsmål, sagde jeg det ikke. Jeg rystede bare på hovedet, og pludselig begyndte en masse tåre igen at presse på, men jeg holdte dem inde. Jeg ville være stærk.

"Selene, det er sikkert bare rygter. Ring nu til ham." Sagde hun, og lage begge sine hænder på hver af mine skuldre, hvilket fik mig til at se op på hende. Jeg skulle til at svare, da jeg hurtigt tænkte det hele igennem igen. Jeg ville ikke være så let. Han kendte vel selv overskriften? Han måtte selv ringe. Mit ansigt blev hurtigt lavet om igen til et fuld af vrede, hvilket jeg også var. 

***

Jeg lå i græsset, med min telefon i hånden og kiggede op på himmelen. Jeg havde overbevist Hayley om at jeg var okay, jeg måtte bare være alene for at tænke en masse ting igennem. Egentlig var jeg en smule bange for at det ville gå hende endnu mere på, eller at hun ville gøre noget mod sig selv igen. Jeg burde tænke mere på hende. Jeg følte en skyldfølse, hvilket fik mine tåre til at presse på.

Tankerne blev afbrudt, da jeg kunne mærke min telefon ringe. Jeg skulle til at acceptere, da jeg så at det var Niall. Det ville være bedst hvis jeg tog den, men jeg havde ikke lyst til at snakke med ham. Eller jo, det havde jeg måske, men på en måde heller ikke. Det var virkelig forvirrende!

Jeg træf hurtigt en beslutning, og accepterede. Jeg trak telefonen op til øret, hvor jeg kunne høre Nialls glade stemme - som altid. "Hey babe!" Hvordan kunne han bare snakke som om der ikke var noget galt? Anede han det slet ikke selv? Et suk lød fra mine læber, og jeg lage hurtigt på. Det der, gjorde mig bare så irreteret! Hvorfor startede jeg egentlig med at tage den?

Mine tanker blev endnu engang afbrudt af min ringende telefon - men jeg lage på, da jeg igen så at det var Niall som ringede. Kunne han da ikke bare forstå, at jeg ikke ville tale med ham? Lidt efter modtog jeg en besked, som selvfølgelig var fra Niall: #Selene, hvad sker der?#

Jeg sukkede igen. Han ville nok ikke lade mig være, før jeg gav ham et svar, så jeg oprettede hurtigt en ny besked. #Lad mig nu bare være.# Svarede jeg, og trykkede hårdt ned på send knappen og smed min telefon lidt væk fra min hånd. Jeg ved ikke hvad der gik af mig, jeg havde aldrig nogensinde skrevet på den måde til Niall.. Jeg var bare så følseskold lige nu. Lidt efter bibbede min telefon igen, og jeg greb hurtigt ud efter og gik ind på beskeden, som selfølgelig var fra Niall. #Selene, jeg vil aldrig lade dig være. Hvad er der? Ring nu.# Jeg læste beskeden igennem et par gange, og fik nærmest kvalme af den. Kunne han da ikke selv regne det ud? Så svært kunne det da heller ikke være, seriøst!

Lidt efter ringede han mig igen op, og dum som jeg var - tog jeg telefonen. Jeg besluttede mig hurtigt for, at jeg ville have en forklaring på det. Og hvis han ikke kunne komme med en.. Ja..

Jeg blev revet ud af mine tanker da Nialls stemme lød i telefonen: "Selene, hvad er der galt?" Hans stemme var bekymret - det var let at høre. Den plejede altid at være glad, men det var den langt fra nu. Men han burde heller ikke være glad.

Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige. Om jeg skulle lægge på, eller snakke. Jeg var tom for ord. Selvom jeg ville have spurgt om så meget, kunne jeg ikke. Ordene kunne ikke komme ud, selvom det var hvad jeg ville. "Jeg kan mærke der er noget galt. Fortæl det nu, ellers tager jeg hjem til dig." Sagde han, stadig bekymret. Det fik mig til at spærre øjnene op. Jeg sad i lang tid med min telefon i hånden, og ikke anede hvad jeg skulle gøre..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...