Tell me a lie • 1D

Selene er en 18 årig pige fra det sydlige England. Hun har en kæreste fra One direction, ved navn Niall Horan, som betyder alt for hende. Hun rejser virkelig tit hen til ham i London, hvor han bor i et hus med de andre fire drenge. Men da deres nye turné skulle til at begynde, måtte Selene tage hjem til de sydlige England, til hendes familie og til hendes bedste veninde, Hayley. Men da Selene kommer hjem, venter hende et stort drama. Måske delte Hayley ikke ALT sammen med Selene alligevel... Og hvordan kommer det til at gå, når mystiske nyhedder om Niall og en anden pige dukker op rundt omkring?

18Likes
17Kommentarer
3464Visninger
AA

5. Happiness can be quickly replaced

Jeg blev ret nervøs for hvad hun ville, og om der var sket noget, da klokken jo var blevet ret mange. "Hvad så?" Sagde jeg hurtigt, og gned mig i øjet med den anden hånd. Der blev tavshed i telefonen, indtil jeg pludselig kunne høre Hayleys stemme. "Hej søde!" Udbrød hun, og man kunne tydeligt høre glæden i hendes stemme. "Hej." Svarede jeg og et lille smil gled hen over mine læber. Det var dejligt at høre den stemme. Den stemme jeg har ville høre hele dagen. Hendes glade stemme. Den varmede.

"Jeg ville bare sige godnat." Sagde hun og begyndte at fnise. Men ja, vi havde jo også snakket sammen hver eneste aften da jeg var oppe hos drengene - så det var jo blevet en vane, men det gjorde heller ikke noget.

"Godnat, sov godt." Sagde jeg og gik ud på fortovet. Jeg kunne hurtigt mærke forskellen, fra at gå på sand, og så stenene på fortovet. Jeg kiggede ned ad den mørke gade, hvor der stortset ingen trafik var.

"I lige måde." Lød Hayleys stemme fra telefonen, hvilket fik mig til at smile. Jeg var faktisk lidt forvirret - først var hun vildt ked af det, nærmest ulykkelig, og nu lød hendes stemme som den plejede: Glad. Men jeg havde ikke lyst til at spørge ind til det, jeg lod det bare lægge.

Da mit hus kom til syne, sluttede jeg hurtigt samtalen med Hayley, og trådte ind. Jeg smed mine sko hen på hylden til de andre sko, og rev min jakke af, for at hænge den op på knagen. Jeg kiggede mig lidt omkring, som om jeg aldrig havde været her før - men det var jo også en del tid siden. Jeg kunne høre lyde inde fra stuen af, og gik med hurtige skridt derind.

Jeg kiggede hen mod sofaen hvor min mor og far sad. Jeg fik hurtigt øjenkontakt med min mor, og man kunne tydeligt se hendes bekymrende smil. Men det blev hurtigt ændret, hvilket fik mig til at sende hende et falsk smil, af ren refleks.

"Selene!" Udbrød hun og rejste sig hurtigt, og løb nærmest hen til mig. Hun trak mig hurtigt ind i et kram. "Hvor har du været?" Spurgte hun og trak sig ud af krammet for at kigge på mig. "På stranden." Mumlede jeg og kiggede ned i gulvet. "Vi har været vildt bekymret!" Lød det henne fra sofaen af, hvor min far sad. Han sendte mig et varmt smil, hvilket sendte mig en glad følse indeni. "Hvad har du lavet?" Spurgte min mor om, og jeg fik hurtigt øjenkontakt med hende igen. Jeg bed mig i læben og kiggede igen ned i gulvet.

"Jeg snakkede med Niall." Sagde jeg koldt, og gik ud mod køkkenet. Det var ikke meningen at min stemme skulle lyde kold, det fløj bare ud af munden på mig. "Niall? Du har da næsten lige været sammen med ham." Råbte min far fra stuen af, hvilket fik mig til at kigge derhen af, hvorfor, ved jeg ikke.

"Jeg savnede ham bare." Sagde jeg og åbnede køleskabet. Jeg kiggede på de forskellige ting - mælk, smør, juice, pålæg, frugt og mere endnu. Jeg tog hurtigt æblet ud, og lukkede derefter køleskabet. Jeg drejede æblet en smule for at tjekke det for pletter, men da jeg indså der ingen var, tog jeg en bid.

"Kom lige herind, skat." Lød det fra min mor, og jeg sukkede. Jeg orkede ikke rigtigt alt det her snak, jeg var for træt til at tænke. Jeg gik langsomt hen mod stuen igen, og lænte mig op ad dørkammen. Jeg kiggede med et spørgende blik på både min mor og min far.

"Vi har besluttet, at vi skal rejse til USA, i næste måned." Sagde min mor, og kiggede hen på min far som stod ved siden af hende. Et smil gled over mine læber, det havde jeg virkelig altid ønsket mig. "Ej!" Sagde jeg glad og holdte min anden hånd hen over min mund et kort øjeblik, da jeg var så overrasket. "Hvor er jeg bare glad! Hvor lang tid?" Spurgte jeg og sendte dem et stort smil.

"Tre måneder." Sagde hun forsigtigt og holdte sit blik ved mine øjne. Mit smil stivnede hurtigt, og mundvigen blev hurtigt afslappet. Jeg kunne ikke. Jeg kunne hverken undvære Niall, drengene, eller Hayley i så lang tid! Det kunne godt være at Niall var på turné lige nu, men da ikke i tre måneder. Og desuden kunne jeg ikke bare efterlade Hayley igen, og især ikke efter alt det her.

Jeg rystede langsomt på hovedet, og vendte mit blik ned mod gulvet. "Jeg kan ikke det her." Sagde jeg, og ignorerede deres blikke på mig. "Jo, Selene. Vi savner dig jo." Sagde min far en smule hårdt, og jeg kunne tydeligt mærke hans blik hen på mig, hvilket fik mig til at kigge op på ham. "Hvorfor ikke?" Spurgte han da vi fik øjenkontakt.

"Jeg kan hverken undvære Niall eller Hayley i så lang tid." Mumlede jeg og kiggede hen på min mor. Hendes smil var væk, men hun var heller ikke sur eller ked af det. Bare.. Ærgelig, tror jeg. "Eller drengene." Tilføjede jeg og hentydet til Harry, Louis, Liam og Zayn. "Men vi har allerede bestilt." Sagde min mor, med en utrolig lys stemme.

"Jeg er ked af det." Sagde jeg og vendte mig om, og skulle til at gå, da min fars stemme stoppede mig. "Og hvad så med os? Hvorfor vil du ikke nyde noget tid med os?" Sagde han, hvilket fik en smule vrede frem i mig. Selvfølgelig ville jeg gerne nyde noget af min tid med dem, men jeg kunne ikke undvære de andre i så lang tid, og det havde jeg sådan håbet, at de ville forstå.

Et suk undslap mine læber, for at holde noget af vreden tilbage. Jeg pressede hårdt mine øjenlåg sammen, og åbnede dem igen, da jeg ville svare. "Det gør jeg lige nu." Svarede jeg, og holdte så godt som jeg kunne den vrede stemme væk, og kom istedet for med en kold en. Jeg gik med hurtige skridt ind mod mit værelse, og lukkede døren efter mig.

Jeg smed mig i sengen, og kunne mærke mine tåre presse på. Jeg kunne ikke lide at skuffe mine forældre, og slet ikke, når jeg faktisk også savnede dem. Jeg sukkede hurtigt. Denne dag havde helt igennem været utrolig negativ. Da jeg skulle sige farvel til Niall, Harry, Zayn, Liam og Louis, episoden med Hayley, da jeg kom for sent hjem, og episoden nu. Jeg følte mig efterhånden som et problem, hvilket jeg virkelig hadede.

Jeg lukkede langsomt mine øjne i, for at prøve at sove. Jeg opdagede lidt efter mit æble i hånden, hvilket jeg bare smed hen på mit skrivebord, jeg orkede ikke rigtigt at gå ud i køkkenet og smide det ud.

Mine tanker faldt hurtigt hen på Niall. For bare 24 timer siden, lå jeg sammen med Niall. En glad følse gik hurtigt igennem min krop. Han gjorde, at jeg følte mig som noget særligt. Han fik mig altid sådan til at smile, kort sagt, med ham var jeg så lykkelig. Jeg savnede ham virkelig, og tanken om, at jeg først skulle se ham om et par uger, var så sørgelig. Den fik altid mine tåre til at presse på. Og de andre drenge. Louis humor, som altid fik mig til at grine. Liams søde smil. Zayns kram. Og Harrys gode humør. Hm, faktisk kunne jeg nævne utrolig mange ting ved dem, som jeg savnede.

Hayley. Mine tanker gik hen mod Hayley. Jeg ville ikke tænke episoden idag igennem igen. Den fik mig i et værre humør, og gjorde mig ked af det. Fra episoden hvor hun var så ulykkelig, til da jeg snakkede med hende for en time siden, hvor hun lød så utrolig glad. Det gjorde mig så forvirret. Og jeg håbede så inderligt på, at når hun kom hjem igen, ville hun fortælle meget mere om hendes tanker, og om hendes far. Jeg ville gøre hvad som helst for at hjælpe Hayley - ligesom hun altid hjalp mig. Hun fortjente ikke det, hun havde været igennem, på nogen måder.

Mine tanker faldt tilbage på mine forældrer. Havde jeg egentlig såret dem? Jeg ønskede ikke at såre nogen som helst. Jeg ønskede blot, at gøre alle glade, hvilket jeg tydeligvis ikke altid kunne. Men jeg hadede virkelig at se folk kede af det, om det så var en jeg slet ikke kendte. Jeg ved ikke hvorfor jeg altid har så pokkers meget medfølse, men sådan er jeg altså bare.

***

Jeg kiggede omkring. Jeg var på en stor græsmark, hvor græsset var vokset virkelig højt. Solen var skarp, og stod lige ned på plænen. Jeg gned mig hurtigt i øjnene og kiggede rundt, indtil et skrig afbrød mig. Jeg vendte mig forvirret rundt, for at se om jeg kunne se personen, men intet kom til syne. Jeg kunne høre et hulk, som jeg hurtigt genkendte, jeg kunne bare ikke sætte navn på hvem det var. Men noget jeg var sikker på var, at jeg havde hørt både skriget og hulket før. Og det var ikke ret lang tid siden.

Igen kunne jeg høre et skrig, hvilket fik mig til at gå i panik. Jeg løb hurtigt frem, for at gennemsøge græsset, og jeg faldt hurtigt over en person. Jeg rejste mig hurtigt op, og stivnede da jeg fik øje på Hayley, som lå i græsset. Hun havde lukket øjne, og hendes hår lå udover det hele. Hun sagde ikke noget, overhovedet. Man kunne ikke engang høre hendes vejrtrækninger, kun mine. Jeg ruskede i hende, indtil jeg hurtigt så ned af hende. Det fik hurtigt mine hænder fra hende, som blev placeret for min mund. Jeg trådte hurtigt væk, og fik store øjne. Hele hendes hånd var nærmest gennemblødt af blod. Hendes ben så ligesådan ud, og hendes hofter blødte også. Jeg kiggede op på hendes hånd, hvor jeg så en kniv ligge. Jeg kiggede på hendes hovedpulsåre, hvor blodet sprøjtede op. En måsse tåre strømmede hurtigt ned af mine kinder, og jeg gik i panik. Jeg rejste mig op og gav et skrig fra mig. "HAYLEY!" råbte jeg og holdte mine hænder op foran min mund, hvor jeg kunne mærke en masse tåre ramme.

Jeg kastede mig ned på mine knæ og uden at tænke over noget, lavede jeg mund til mund metode. Jeg ville ikke tro på, at det var slut. Der måtte være en chance! Et håb. Da jeg havde brugt en del tid på det, kiggede jeg på hende igen, og jeg kunne stadig ikke høre nogen vejrtrækninger. Jeg kiggede ned mod hendes krop, hvor en masse blod lå. Jeg lage min hånd over hendes hjerte, og begyndte på hjertemassage.

Da jeg havde gjort det i flere minutter, slog jeg mig ned i græsset og hulkede højlydt. Af og til begyndte jeg at skrige. Jeg lage mine arme om Hayley, og blev ved med at kramme hende. En masse tåre strømmede ned ad mine kinder, og ramte hende. Jeg kunne ikke beskrive mine følser.. Jeg kunne ikke beskrive hvor ked af det jeg var.

***

Jeg slog hurtigt mine øjne op, og kunne mærke mit hjerte som bankede hurtigt. Jeg lage min hånd op på min pande, og kunne mærke en smerte gå igennem mig. Før jeg så mig om, begyndte en masse tåre at strømme ned af mine kinder, nøjagtigt ligesom i min drøm. Drøm? Det kunne man ikke kalde det. Det var et mareridt. Det værste jeg havde haft. Dog gled et smil hurtigt frem på mine læber, da jeg fandt ud af, at det kun var en drøm. Jeg greb hurtigt min telefon, og så ikke mindre end 10 nye opkald fra Hayley. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere igen, og uden nogen overvejelser, ringte jeg hende op.

Jeg førte telefonen op til mit øre, og hurtigt kunne jeg høre hendes stemme i telefonen. En lettelse gik igennem mig, og jeg begyndte at smile. Jeg var så glad for at høre hendes stemme, og vide at hun var i live. Selvom det bare var en drøm, var den så.. Ægte.

Uden jeg nåede at sige noget, nåede Hayley at sige noget inden. "Selene." Startede hun, hvilket gjorde mig en smule nervøs. "Jeg.. Gjorde det igen." Mumlede hun, hvilket fik en tåre til at trille ned af min kind. Hun måtte hentyde til det med at hun havde cuttet igen.. "Jeg kommer nu." Sagde jeg bestemt og skulle til at lægge på, da hun skulle til at sige noget, men jeg afbrød. "Vi mødes ved stranden." Sagde jeg og lage på. Jeg ville ikke have at hun skulle sige imod, for jeg ville sikre mig hun var okay. Okay lige nu. Jeg ville have, at hun skulle på bedre tanker, og jeg ville hjælpe hende. Jeg ville ikke have, at det her skulle ende galt. På en måde var jeg også sur på hende. Sur på den del af hende, som fik hende til at skade sig selv.

Jeg rejste mig hurtigt fra sengen af, og ud mod gangen. Jeg kunne høre lyde inde fra køkkenet af, men jeg ignorerede dem. Jeg ville ikke til at forklare min opførsel igår, og hvorfor jeg skulle gå nu uden at have spist morgenmad, eller overhovedet at have skiftet tøj. Jeg kiggede hurtigt ned af mig selv. Jeg havde glemt at skifte tøj igår inden jeg skulle sove! Ligemeget.

Jeg rev mine sko på hurtigt, og lage jakken om mig. Jeg kiggede mig hurtigt ind i spejlet, og mit blik faldt hurtigt på mit hår. Det så forfærdeligt ud. Og mit tøj sad helt forkert. Jeg kom hurtigt i tanke om Hayley, hvilket fik mig til at styrte hen mod døren, og åbne den. Min far kom hurtigt ind i gangen og kiggede rundt, til hans blik ramte mit.

"Selene" Sagde han og sendte mig et skævt smil. "Hvad skal du?" "Mødes med Hayley." Mumlede jeg og skulle til at gå, da hans stemme lød igen. "Hun er hos sin mormor sammen med sin lillebror, vent nu til hun kommer hjem, og få noget morgenmad inden. Selene du spiste heller ikke noget hele dagen igår." Sukkede han og rullede med øjnene. En vrede gik igennem mig. Jeg skulle nok selv bekymre mig om hvad og hvor meget jeg spiste. Desuden havde jeg ikke haft tid. Og det her var vigtigt, jeg kunne bare ikke forklare ham det. "Jeg kommer senere." Sagde jeg koldt, og prøvede at sende ham et smil, som var falsk. Jeg løb hurtigt ud af døren, og kunne høre at han kalde på mig, men jeg ignorerede ham. Han fortjente ikke at blive ignoreret, men det var min eneste mulighed lige nu. Faktisk havde jeg det utrolig dårligt over, bare at ignorere ham.

Jeg nåede hurtigt stranden, hvor jeg så Hayley ligge i sandet. En nervøs følse gik igennem mig, da det mindede mig om min drøm. Den drøm, hvor hun lå nøjagtigt sådan der også, bare i græsset. Jeg løb hurtigt hen over sandet, og hen til hende.

Min nervøse følse gik væk, da jeg så hende uden noget blog nogen steder, i forhold til drømmen. Hun sendte mig et hurtigt smil, og satte sig op. Nervøsiteten kom hurtigt frem igen, og jeg bed hurtigt i læben.

"Hvad så?" Sagde jeg og prøvede at sende hende et smil, hvilket jeg bare ikke kunne. Jeg kunne ikke smile over, at hun gjorde skade på sig selv, og det var det eneste jeg havde i tankerne lige nu.

Hun trak op i sit ærme, hvor en stor rids kom til syne. Et par tåre pressede på, men jeg holdte dem inde. Jeg blev også en smule lettet over at hun kun havde skåret sig der, og at ridsen ikke var ligeså dyb som de andre. Eller, jeg ved faktisk ikke om hun havde skåret sig andre steder, men det håbede jeg ikke på.

"Selene." Sagde hun, og kiggede ned i sandet. Jeg kunne tydeligt se på hende, og hun var virkelig ked af det. Var der noget specialt? Noget hun ikke havde fortalt mig? Jeg blev hurtigt bange, og lage min hånd på hendes ryg, og trak hende ind i et kram. Et hulk kunne høres fra hende, hvilket fik en tåre til at trille ned af min kind. Hun skulle til at fortsætte, da endnu et hulk kunne høres fra hende..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...