Tell me a lie • 1D

Selene er en 18 årig pige fra det sydlige England. Hun har en kæreste fra One direction, ved navn Niall Horan, som betyder alt for hende. Hun rejser virkelig tit hen til ham i London, hvor han bor i et hus med de andre fire drenge. Men da deres nye turné skulle til at begynde, måtte Selene tage hjem til de sydlige England, til hendes familie og til hendes bedste veninde, Hayley. Men da Selene kommer hjem, venter hende et stort drama. Måske delte Hayley ikke ALT sammen med Selene alligevel... Og hvordan kommer det til at gå, når mystiske nyhedder om Niall og en anden pige dukker op rundt omkring?

18Likes
17Kommentarer
3484Visninger
AA

10. Don't leave me

 

Jeg gik fuldstændig i panik. Mit hjerte dunkede hårdt, og mit ansigt var fuldstændig gennemblødt af tåre. Jeg faldt på knæ foran hende og ruskede panisk i hende. ”HAYLEY?” Tårene strømmede ned af mine kinder, inden jeg omfavnede hende. ”VÅGN NU OP!” Jeg krøb helt sammen mens jeg gav mig til at hulke. Jeg måtte gøre noget! Jeg kneb øjnene sammen, og derefter op igen. Jeg måtte gøre noget, før det var forsent. Jeg greb min mobil og ringede efter en ambulance og prøvede at beskrive hvor det var, vi var henne. Da vedkommende havde fået sine oplysninger, lage jeg hurtigt på, og smed min telefon ud i det høje græs.

”Hayley, ikke forlad mig” Ordene var sværere at få ud, før jeg mærkede hendes hjerte. Det bankede svagere end før, og det fik det værste frem i mig. HVAD HAVDE HUN GJORT? HVAD VAR DER SKET? Jeg fik alligevel en smule skyldfølelse. Jeg skulle have ladet vær med at være så ligeglad med hende de sidste par dage! Jeg opførte mig som en idiot, og det havde jeg gjort lige siden den dag med artiklen. For det to personer der betød allermest for mig. Og lige nu manglede jeg bare Hayley. Og KUN Hayley…..

Jeg blev revede ud af mine tanker, da en ambulance kørte ind på marken. De lage hende forsigtigt på en båre, og lage hende ind i ambulancen. ”Vi skal nok ringe” Sagde en af mændene, i samme øjeblik som Harry kom løbende i en styrtende fart hen mod mig. Jeg var mundlam.

Da Harry kom helt hen til mig og kiggede mig i øjnene og så hvor meget jeg havde grædt, gav han mig et stort kram. Jeg elskede hans kram. De var altid så omsorgsfulde på en eller anden særlig måde. Jeg trak mig ud af det og kiggede på betjenten. Jeg nikkede, og derefter kiggede jeg ned i jorden, men et par tåre trillede ned af mine kinder.

Ambulancen susede igen hen over græsset men udrykning på, men jeg stod fortabt på græsset, inden jeg faldt ned på mine knæ, og gav mig til at græde højlydt.

Harry satte sig på hug foran mig, og lage tog fingre under min hage, og løftede mit hoved op så vi fik øjenkontakt. ”Selene. Hun er i gode hænder nu. Du gjorde det rigtige” Han øjne lyste op af bekymring da han kiggede på mig, mens jeg bare nikkede, og fjernede blikket fra ham, til ned i græsset.

***

Harry og jeg var taget hjem til mig, og lige nu sad vi inde på værelset, og havde snakket alt igennem. Han var så omsorgfuld, og på en eller anden måde, havde han formodet at fjerne skyldfølelsen en smule, men det gjorde ikke, at den var fuldstændig væk, eller at jeg ikke var ked af det mere.

”Selene, tag med mig hen til Niall og drengene” Sagde han, og fangede mine øjne. Ja, det havde jeg virkelig overvejet, desuden havde min mor også fortalt, at det med Hayley lige nu, var alvorligt, og det gik ikke, at hun fik besøgende p.t da hun havde en del at skulle arbejde med. Så jeg måtte bare nøjes med at ringe til hende, selvom bare tanken om, at jeg ikke måtte se hende lige nu, var ubærlig. Jeg VILLE se hende. Jeg ville snakke med hende, og se hendes smil, høre hendes grin, og være sammen med hende, som vi altid plejede – ja det var lige det, jeg ville. Se hende være glad.

”Hey” Harry rev mig ud af mine tanker, og sendte mig et lille smil. Jeg nikkede og kiggede op på ham, ”Jeg tager med dig.” Sagde jeg, og tvang et smil frem. Jeg havde svært ved at smile lige nu, men alligevel følte jeg, at jeg blev nød til at vise taknemmelighed overfor Harry, det er hans skyld, at Niall og jeg’s forhold er reddet, og at jeg lige nu ikke er HELT ude af den. Jeg var blevet ked af det efter min mors kommentar om, at jeg ikke måtte besøge hende, men da Harry forklarede alt, blev det bedre.

”Lad os tage af sted” Sagde han og rejste sig for at gå hen mod min dør. Et lille grin kom frem – underligt nok. ”For det første, skal jeg pakke mine ting, og for det andet, skal vi bestille flyvbilletter” Sagde jeg mens jeg rejste mig langsomt op fra min seng af, og hen mod mit skab for at finde noget tøj.

”De er bestilt, babe” Sagde han og sendte mig en blanding af et smil og et grin – han var bare skøn.

Jeg grinte inden jeg lukkede min kuffert med en smule besvær, mens Harry skar mig en grimasse. ”Nej nej, du behøver slet ikke at hjælpe!” Sagde jeg og prøvede at få det til at lyde så ironisk som muligt. ”Okay” Sagde Harry og satte sig i min seng – ja, det var bare Harry.

***

Harry rev mig med gennem mængden af fans, som stod ude foran. Nogengange, kunne de godt være lidt for meget. Men well, jeg havde også fået en masse hate før for at have været Nialls kæreste.

”Kom” Harry kiggede kort på mig, efter vi var kommet forbi fansene, da en sikkerhedsvagt hurtigt var henne hos os, og fulgte os op i flyet og hen på vores pladser – sikkert.

”Jeg kommer om lidt.” Sagde Harry og var lidt efter ude af mit syn. Jeg lage min kuffert under sædet, og satte mig afslappende ned i sædet, og lænede mig tilbage. Det havde været en ret overvældende dag, og nu trængte jeg bare til at slappe af, og komme hen til Niall. Jeg havde savnet ham, og jeg var så utrolig ked af alt det her. Jeg sukkede af mine tanker, før jeg faldt hen..

 

Harry’s synsvinkel:

Jeg var på vej tilbage til Selene, efter at have været på toilettet. Vi sad for os selv, hvilket jeg havde bestemt, da jeg vidste at Selene havde meget imod at blive genkendt som Nialls kæreste. Da Niall og hende lige var blevet det, fik hun rigtig meget had, som gik hende meget på. Ja, faktisk havde hun endda været igennem helt enorme trusler, som gjorde Niall ret vred, og fik ham til at skrive på twitter, og efterhånden blev det bedre og bedre. Men jeg vidste, at hun stadig er skræmte over vores fans – en smule utryg.

Jeg kiggede hen på hende, og opdagede hurtigt at hun sov. Men det var vel heller ikke så underligt, efter det hun har været igennem de sidste par dage.

Jeg smilede for mig selv, inden jeg satte mig ned i sædet. Så lang tid tog det nu heller ikke at flyve til Frankrig, to timer endnu, og vi var der!

***

Selene’s synsvinkel:

Jeg vågnede af Harry som ruskede i mig, hvilket i så fald fik mig hurtigt op og stå. ”Harry forfanden” Sagde jeg, men da han gav sig til at grine, kunne jeg heller ikke holde mit tilbage.

Jeg tog fat i min kuffert, og gik ned af den lange trappe, for at komme ned og stå på jorden. Men selvfølgelig stod der nogle fans – det kunne man næsten ikke komme udenom. Men det skulle nok gå så længe Harry var her.

”Kom” Sagde Harry og tog fat i min arm, og trak mig med igennem mængden og hen til en bil, som vi satte os ind i.

”Fem minutter” Sagde Harry og spændte sin sele. Jeg var nu egentlig ret træt. Dagen havde været temmelig forvirrende, og egentlig var jeg ikke rigtig i stand til ret meget. Jeg ville ringe til Hayley senere, jeg regnede ikke med at hun ville svare, men jeg ville forsøge. Jeg havde lidt fortrudt, at jeg var taget til Frankrig – men det var forsent nu.

 

Da Harry åbnede bil-døren, blev jeg hurtigt revet ud af mine tanker, for at spænde mig op og gå ud af bilen. Inden Harry smækkede døren i, sagde han tak til chaufføren.

Jeg vendte mig om, og så et virkelig stort hotel foran mig. ”Wow.” Mumlede jeg og kiggede fasinerende og undersøgende på hotellet. Harry skubbede blidt til min ryg for at få mig med, hvilket straks fik mig til at gå.

”Flot, hva?” Sagde han og rev sin telefon op af lommen, før han begravede sit ansigt ned i den. Jeg bed mig i læben og nikkede. Jeg var lidt nervøs for at jeg skulle stå foran Niall om lidt. Tankerne om det Harry havde fortalt mig kom hurtigt frem. Han var blevet væk fra en koncert, og været så ked af det. På grund af mig. Skyldfølelsen skød hurtigt frem i mig, og havde egentlig helst lyst til at vende om – men det kunne jeg bestemt ikke være bekendt. Jeg savnede ham også.

Harry fjernede blikket et øjeblik fra sin telefon, og åbnede døren indtil hotellet for mig. ”Jeg kan altså godt selv åbne døren, Harry.” Fniste jeg, og trådte ind med Harry lige i hælende af mig. ”Jamen det var da så lidt Selene” Svarede han ironisk, hvilket fik mig til at fnise endnu mere.

”Her!” Sagde Harry og stilte sig foran en dør på en længere gang. ”Værelse 63, der bor mig og Louis” Sagde han og åbnede døren, og tre velkendte stemmer lød i mine øre. Glæden gled over min krop – jeg havde virkelig savnet de drenge!

Jeg lukkede døren efter mig, og fulgte med Harry ind i stuen. Dog blev jeg lidt skuffet, da ingen Niall kom til syne. ”Seleeeeene!” Udbrød Louis og løb hen for at give mig et kram, efterfulgt af Zayn og Liam.

”Hvor er Niall?” Sagde jeg, dog var det kun Liam som hørte mig, da både Zayn, Louis og Harry var i gang med en eller anden underlig samtale som fik dem til at hvine op. ”Inde på hans værelse. 65” Sagde Liam og sendte mig et smil, som jeg ikke kunne andet end at gengælde. ”Han har vidst ventet på dig” Sagde han igen, hvilket mig til at bide mig nervøst i underlæben. Jeg nikkede, og sendte ham et taknemmelig blik, før jeg forsvandt ud af værelset.

Jeg gik lidt længere hen ad gangen, men stoppede da jeg nåede værelse 65. Det var nu. Jeg bankede stille på døren, før jeg åbnede den og gik ind, og lukkede den igen efter mig.

”Niall?” Min stemme var den eneste lyd, som kunne høres i huset, der var bum stille. ”Selene?” Nialls søde stemme kunne høres gennem huset, og fik mig til at følge den ind i stuen hvor han sad og kiggede i sin mobil – underligt nok, det plejede han aldrig at gøre!

Jeg smilede. Jeg kunne ikke lade vær! Jeg gik hen til ham, hvor han rejste sig op, og uden jeg nåede at tænke mig om, blev vores læber presset sammen. En masse kærlighed gik igennem min krop. Jeg havde virkelig savnet ham, og det kunne jeg især mærke nu!

”Niall, jeg er virkelig ked af det” Sagde jeg og trak mig en smule væk fra ham. Jeg mente mine ord, selvom han også burde have fortalt om forsiden. ”Det er okay Selene. Jeg burde at have fortalt om hende.” Sagde han omsorgsfuldt. Hans blå øjne fangede mine. Jeg elskede hans omsorgsfulde side, som fik mig til at føle mig som noget særligt, og som gjorde mig så glad. Han kunne gå fra at være virkelig hyper og lalleglad, til at være den mest omsorgsfulde og søde person.

Jeg nåede ikke at reagere, før jeg helt af mig selv kyssede ham midt på munden igen. Alting var gået ned af uden ham, det havde det virkelig!

”Men Selene, hvad er der sket?” Han kiggede på mig med bekymrende øjne, hvilket fik alt smerten tilbage i kroppen. Hayley. Ja, hvad mon der egentlig var sket siden hun lå der? Hun havde det jo så godt da jeg besøgte hende! Jeg skulle være blevet ved hende. Det var som om at alt indeni stoppede, da jeg tænkte over hvad der må have været sket.

”Selene?” Han strøg mig over ryggen, og pludselig pressede tårene sig virkelig på. Men jeg ville ikke græde nu! Jeg skulle desuden have fortalt Niall det med Hayley fra starten af! Han var min kæreste for pokker, han burde vide hvad der går mig på.

Jeg rystede på hovedet og kiggede ham ind i øjnene. ”Det startede med at jeg bustede hende” Begyndte jeg, før jeg fortsatte, og fortalte det hele til ham. Om da jeg så hende ligge på sin seng, med blodet som strømmede ud. Og om vores samtale på stranden, og hvordan jeg havde forladt hende da jeg så den artikel. Godt nok sendte jeg ham et undskyldende blik der, han skulle jo ikke få dårlig samvittighed, overhovedet.. Jeg fortalte ham også om det der skete tidligere i dag.. Det var faktisk det, der gjorde aller mest ondt.

Da jeg var færdig, så han nærmest helt skræmt ud. Jeg kneb øjnene i, havde han nu fået skyldfølelse? Måske var det en dum idé ligefrem at fortælle det hele… Hvorfor gjorde jeg det ikke bare første dag, så han nogenlunde anede hvorfor jeg var så ked af det? Skyldfølelsen strømmede også hen over mig.

Niall lage hurtigt sine arme om mig, mens han lage sit hoved på min skuldre. En indre varme tog noget af den skyldfølelse, jeg havde haft for bare et minut siden. Det føltes behageligt. På en eller anden måde, lykkedes det altid Niall at gøre mig glad.

***

Jeg vågnede op, i sofaen hvor jeg åbenbart var faldet i søvn i. Udenfor var det mørkt, og gadelygterne var tændte. Men de andre kunne umuligt være gået i seng – desuden sov Niall vel også hos mig i så fald?

Jeg gabte og tog mig til hovedet. Tænk jeg kunne være så træt. Efter at jeg også havde sovet i flyet. Jeg rejste mig op fra sofaen og gik hen mod hoveddøren, hvor fem stemmer gik mig i møde.

Pludselig blev døren åbnet, og selvom jeg vidste det var dem, blev jeg så forskrækket at et skrig undslap mine læber, og jeg hoppede en meter bagud. Alle fem drenge, begyndte pludselig at grine af mig, hvilket nok heller ikke var specialt underligt.

”Forskrækket, hva?” Sagde Louis drillende og rækkede tunge efter mig, hvilket bare fik mig til at skære ham en grimasse. Jeg var glad. Glad for at være her hvor jeg var, og selvom jeg vidste hvor min bedste veninde var, så vidste jeg, at de bare gjorde deres bedste, og selvom jeg ikke gad indrømme det, vidste jeg, at jeg ikke selv kunne gøre noget. Men jeg ville ringe til hende senere, også måtte jeg se, hvordan det gik.

Jeg skulle til at gå ind til de andre, hvor min mobil pludselig vibrerede nede i min lomme, og straks trak jeg den op af min lomme, og så, at det var Hayleys telefon. Var det Hayley?! Var hun okay?! Eller var det en dårlig nyhed!? Var hun død? Var det overhovedet hende som ringede, eller en anden?! Jeg bed mig hårdt i læben, før besvarede opkaldet og trak mobilen og til øret. Jeg kneb øjnene sammen, før en stemme lød i telefonen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...