Det sorte liv!

Det handler om en pige der bliver mobbet hver dag, det eneste hun har er in hest. Hun bor i en pleje familie, som dog ikke bliver nævnt.

(det vil stå som en stil da jeg ikke kunne dele den op)

Noget af det er taget fra mit eget liv. Da min største drøm er at ride til Jylland

1Likes
4Kommentarer
816Visninger

1. Det sorte liv

Pigen går ned af den snoende gade. Tårende løb ned af hendes kinder, igen og igen tænkte hun på det samme. Hvorfor skulle hun ikke være en ad dem? En ad dem der var seje og styrede hele klassen, men nej! Kun drenge og piger skulle være efter og mobbe hende. Hele tiden, kommatere alt. Være onde, aldrig nogle forståelse. Nej! For de troede sikkert bare at hun kunne lide at blive skubbet. Hvorfor? Hvorfor lige mig? Hun var så bange, var de efter hende igen? Hun havde aldrig lov til at få fred. Uden at hun skulle bagtaltes, de bagtalte hende selvom hun sad lige ved siden af. De sårede hende dybt, skubbede, slog hende og alt muligt ondskabsfuldt. Hun ville bare væk fra alt, til et eller andet nyt. Bare for evigt. Eller springe ud fra vinduet på skolen fra anden sal. Så kunne klassen jo høre om det sagde splat eller ikke.  Hun ville jo bare være alene, men de skulle altid se hvad hun lavede. Selv når hun var på computer, så hvis hun nu rykkede sig fulgte de med hende, for at se hvad hun lavede. Hvis hun nu gik ind på en eller anden hjemme side, nogle gange var det Facebook eller en anden hjemme side, så råbte de op i klassen om at hun var på den der hjemme side. Og hvis nu hendes mobil ringede så var alle stille i klassen og bag efter råbte de at det var hendes mobil, men hvis det var andres mobil begyndte de at råbe og synge, så læren ikke kunne høre hvilkens mobil eller om der var en mobil der ringede. Det sårede hende så meget, hvorfor lige hende? Hun ville være den alle syntes godt om, og ikke blev bagtalt, eller noget i den stil. Endnu en tåre gled ned af hendes lille kind. Endnu en lille fugl sang over hendes hoved, men intet ændret noget, alt var som et sort hul!
 
Lige pludselig forsvandt fuglen, som en eller anden havde skudt efter den. Hun kiggede rundt, stille begyndte hun at løbe. Hun kunne mærke et eller andet. Men hvad det vidste hun ikke. Hun ville så gerne vide, da hun bare kunne mærke noget farligt. Hun løb og løb. Pludslig faldt hun ned på den hårde vej af sten. Det skreg af smerte i hendes krop. Hun blev liggende, og kiggede ikke op. Der var en der sparker så hårdt i hendes side, så hun rullede om på den anden side. Hun kiggede væk. Lukkede øjne, da hun blev løftet op, og båret et sted hen hun ikke vidste. Hun vidste drengene ville gøre det igen. Der var en der slog hende i hovedet, så hun røg ud af sin beviste, nu lå hun i drengenes favn helt bevistløs. 

Da hun vågnede igen lå hun på vejen, med en taske der var hullet igennem, og bøgerne der var spredt ud over det hele. Hun rejste sig op og tog sine bøger, først nu så hun at det ikke var en vej, men kirke gården. Hun lå lige ved siden ad sin mors og fars grav. Hun sank en hård klump, før hun smed alle sine ting og løb, sin vej. Drengene havde gjordt det samme sidste gang, men det var heldigvis hendes mormor og morfar hun var kommet til at ligge ved siden af da hun vågnede. Hun løb ud på Hasselø og hen til hendes smukke islænder, så hun løb 5km men det var heller ikke slemt. Hun løb ind på folden, hvor hesten bare stod og ventede. "Sölvi jeg elsker dig" sagde hun græde færdigt. Sölvi, som hesten nu hed, trøstede hende helt roligt. Hun aeede ham blidt og kært da hun endelig var kørt ned igen. Dog var hun stadig helt berørt over det der var sket. Sölvi havde fået hele den meget lange historie. Hun græd stadig lidt, faktisk meget, men hun var faldet til ro nu. Hvis man kunne kalde det for det. 

Hun tog hjem til hendes hus, flere timer efter. Hun havde stået hos Sölvi det stykke tid. Hun smurte sin mad pakke til i morgen tidlig. Da hun på den bus om morgen var hun i et højt humør. Hun steg af bussen før tid, som sævanlig. Hun gik op til gården, som hun gjorde hver morgen. Hun gik ud på folden og snakkede med Sölvi, der efter lagde hun sadel og trense på. Hun lagde sin ekstra trense samt alle hendes 6 grimer ned i tasken. Hun satte sig så op og red afsted mod motervejen. Det hun altid havde drømt om. Hun vidste hun hvor hun ville hen. Hun ville til Jylland. 

Hun red langs den store vej, altså motorvejen. Hun nynnede en sang, endelig var hun taget afsted. Hun havde sovet i en lille skov, hun stoppede tit bilerne og spurgte dem om hvad vej hun skulle ride hen mod Jylland. Hun havde nu skiftet retning mod Jylland. Sölvi red roligt afsted, han var bare glad, hun nussede blidt Sölvi på halsen og sagde så med en hæs stemme "nu er vi i Fyn skat". Der var nok gået flere dage nu, de havde lige holdt en hel pause dag, på et hotel. Hun nussede ham roligt på halsen. Sölvi travede roligt af sted, og hun sad bare der stolt. Pludslig hørte hun en høj lyd bag sig. Sölvi vendte sig halvt om, han nåede ikke at vende sig mere, før en stor lastbil styrede lige direkte ind i dem. De begge faldt og alt blev sort. 

The end
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...