One Shots

Denne movella er dedikeret til disse såkaldte 'one shots' eller 'imagines', som er små, korte og ubetydelige tekster, hvor jeg skriver om ting, der alligevel aldrig nogensinde kommer til at ske. De er baseret på One Direction, hvilket du sikkert allerede har regnet ud på anden vis. Du er mere end velkommen til at ønske diverse scenarier nede i kommentarerne, men jeg kan ikke garantere, at jeg vil kunne opfylde dit ønske; dog vil jeg gøre en indsats. Jeg skriver ikke personlige one shots, men jeg modtager gerne input eller idéer.

268Likes
158Kommentarer
81213Visninger
AA

10. Zayn: Den, hvor han altid er der for dig

 

9
one shots

Du snøftede ubevidst, før du lagde en hånd over din næse og din mund. Tårerne var heldigvis stoppet med at løbe ned over dine kinder, men du var ikke i stand til at holde de små snøft tilbage. Du sad alene derhjemme i din sofa. Eller... i grunden var du langt fra hjemme. Fra nogle måneder siden var du flyttet til England for at bo sammen med din kæreste, Zayn.

    Du havde tidligere på dagen fået et telefonopkald fra din grædende mor, som fortalte, at din mormor var afgået ved døden. Du havde med det samme ringet til Zayn, da han var den eneste, som du kunne snakke med, som var i nærheden.

    Han havde dog ikke haft tid. Han var på vej ind til et interview sammen med resten af bandet. Du forstod det godt. Der var så mange ting, som I ikke oplevede sammen længere. Det var en del af hans karriere; det kunne du ikke bebrejde ham for.

    Dit blik landede på fjernsynet, som havde kørt i baggrunden. Lyden var skruet helt ned, da du ikke havde kunnet overskue at lytte til det. Du sad bare her i mørket med et tæppe trukket langt op under hagen. Det var først nu, at du rakte ud efter fjernbetjeningen og skruede lidt op for lyden. Interviewet med One Direction startede nu, og du havde lovet Zayn at se det.

    Intervieweren begyndte at snakke, men du lyttede kun halvt med. Dine tanker var et helt andet sted. Det var kun på grund af dit løfte til Zayn, at du fulgte med. Dine øjne gled langsomt hen over skærmen, og du rynkede lidt på øjenbrynene, da du fik øje på Zayn. Han sad med et tomt blik i øjnene, og hans ansigt var rettet mod jorden. Han virkede fraværende.

    "... og hvad med dig, Zayn? Du virker nede?" sagde intervieweren i en påtaget trist stemme.

    Zayn så endelig op og så på intervieweren -- hvad, du dog ikke havde set komme, var, at han pludselig rejste sig op og trak den lille mikrofon af trøjen. "Jeg bliver nødt til at gå," kunne man fornemme ham sige og med det forlod han lokalet.

    De andre drenge så forvirret på hinanden, og det var som om, at ingen af dem rigtigt kunne komme med en forklaring. Selv var du mindst ligeså forvirret. Zayn plejede altid at være behersket og have overblik, når han var med i et interview. Studiet, hvor interviewet blev optaget, lå kun nogle få minutter væk, så du overvejede kortvarigt at tage derind og se, hvad der skete. Du talte dog hurtigt dig selv fra idéen. Du kunne slet ikke overskue tanken om at skulle begive dig ud i offentligheden. Med ét var det som om, at al sorgen skyllede ind over dig igen. Du slukkede TV’et med fjernbetjeningen og med et stille hulk, begyndte tårerne at vælte ned over dine kinder igen. Du begravede dit ansigt i tæppet, som du havde mellem hænderne.

    Du løftede hovedet i en forskrækket bevægelse, da du pludselig hørte noget rumstere ude ved døren. Du kunne mærke en panik sprede sig i kroppen på dig. Dit hjerte bankede hurtigere, da du hørte døren gå op. Havde du glemt at låse?

    Lettelse, men også overraskelse strømmede ind over dig, da du hørte Zayn kalde dit navn. Du prøvede febrilsk at tørre tårerne væk, mens du kunne høre skridt nærme sig stuen. Pludselig stoppede skridtene, men satte så i løb hen til sofaen.

    "Åh, Gud." Han satte sig ved siden af dig i sofaen, lagde armene om dig og trak dig tæt ind til ham, så dit hoved lå mod hans bryst. "Jeg er så ked af det. Jeg skulle være kommet hjem med det samme. Du må ikke græde," hviskede han grødet.

    Du rystede på hovedet, men lagde armene rundt om ham. "Nej, Zayn; du burde være blevet."

    Du ville ikke så i vejen for hans karriere. Han kyssede forsigtigt din hovedbund.

    Du kunne høre Zayn tysse på dig, hvorefter han aede dig over håret. Hans åndedræt lød en smule besværet -- næsten som om han græd. Du tog en dyb indånding, før du skubbede dig en smule ud fra ham, hvorefter dit blik landede på hans ansigt.

    Det var fortrukket i en sørgelig mine, og du kunne fornemme hvordan hans øjne var blanke. Han lagde hænderne om dit ansigt, da han så dine røde øjne og våde kinder. I lang tid sad I blot sådan, mens du kiggede ham ind i øjnene.

    "Jeg er så ked af det," hviskede han, før han kærligt kyssede dine tårer væk.

    Du lukkede øjnene, men slog dem op igen, da du ikke længere kunne mærke hans læber. "Når du er her, skal det nok gå."

    Han smilede vemodigt, før han igen lænede sig fremover. Denne gang ramte hans læber dog dine, og du gengældte straks kysset. Det kildede stadigvæk helt nede i din mave, selvom I snart havde været sammen i et halvt år. Kun ham kunne få dig til at føle sådan. Du kunne mærke ham trække sig en smule væk, og du slap modvilligt hans læber.

    "Jeg elsker dig," hviskede han, før han lagde sine hænder om dig.

    Han trak dig blidt med ned og ligge i sofaen, så du lå med ryggen til ham. Du lod ham få noget af tæppet over sig, og kort efter havde han trukket dig helt ind til sig. Du kunne mærke hans ånde mod din nakke, og du følte dig straks mere rolig.

    "Jeg elsker også dig," hviskede du tilbage, før du faldt i søvn i hans arme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...