One Shots

Denne movella er dedikeret til disse såkaldte 'one shots' eller 'imagines', som er små, korte og ubetydelige tekster, hvor jeg skriver om ting, der alligevel aldrig nogensinde kommer til at ske. De er baseret på One Direction, hvilket du sikkert allerede har regnet ud på anden vis. Du er mere end velkommen til at ønske diverse scenarier nede i kommentarerne, men jeg kan ikke garantere, at jeg vil kunne opfylde dit ønske; dog vil jeg gøre en indsats. Jeg skriver ikke personlige one shots, men jeg modtager gerne input eller idéer.

268Likes
159Kommentarer
80143Visninger
AA

4. Zayn: Den, hvor det hele tager en drejning

 

3
one shots

OBS: Dette one shot kan virke grænseoverskridende eller stødende for nogle, da det indeholder bandeord og seksuelle referencer, så hvis du er en sart sjæl eller under den seksuelle lavalder, skal du muligvis vende tilbage igen. Sidste advarsel!

Du strøg dit ærme hen over dine kinder, selvom det ikke hjalp meget mod tårerne, som strømmede ned over dine kinder. Du stoppede ikke op, men fortsatte i stedet hen langs fortovet, selvom det ikke havde lykkedes dig at stoppe med at græde.

    Det var sent om natten, og mørket havde for længst omsluttet gaderne. Du hev din mobil op af lommen, hvor du hurtigt  trykkede igennem dine kontakter. Du havde kun været i Bradford i få dage, hvor du havde været hos din far. Nu var du kommet op i et kæmpe skænderi med ham, og du vidste ikke, hvor du skulle gå hen. Da du var helt lille, boede du også i Bradford, men det var de færreste af de mennesker, som du havde kendt fra dengang, som du stadig havde kontakt til.

    Du satte mobilen for øret efter at have fundet, hvad du ledte efter.

    Du skælvede en smule. Det var satans koldt udenfor, og regnen silede ned, hvilket kun gjorde det endnu mere trist og sørgmodigt at gå her. En varme spredte sig i din krop, da du hørte en velkendt stemme i den anden ende af telefonen.

    "Zayn?" snøftede du med en rystende stemme.

    Stemmen, som før havde lydt søvnig, lød pludselig frisk. "Hvad er der galt? Hvad er der sket?" spurgte du.

    Du snøftede igen. "Vækkede jeg dig?" spurgte jeg.

    Dumt spørgsmål. Klokken var jo lort om natten, så du havde nok højst sandsynligt vækket ham. En bil kørte forbi dig og dyttede højtlydt af dig, så han kunne ikke have undgået at have hørt lyden af det igennem telefonen.

    "Hvor er du?" spurgte han og ignorede fuldstændig dit spørgsmål.

    Det lød, som om der blev væltet lidt rundt, hvor han var. Du stoppede op og snøftede igen. Du ville ikke græde, men tårerne blev ved med at strømme ned langs dine kinder. Du kiggede rundt, før du fik øje på et skilt med et gadenavn på. Du oplyste adressen til ham, før du satte dig ned på et trappetrin, som førte op til en dør til en butik, som selvfølgelig havde lukket nu.

    "Jeg er der om 5 minutter," svarede han, før han lagde på.

    Så snart hans stemme var væk i telefonen, gemte du dit ansigt i dine hænder, og gråden fik frit spil. Du hadede at involvere Zayn i det her. Han var en af dine allerbedste barndomsvenner, som du havde mødtes med i går for første gang i mange, mange år. Det var nærmest utilgiveligt, at du ringede til ham og bad ham om hjælp på den måde. Han skyldte dig jo ingenting.

    Du så først op, da en mørk bil rullede hen ad gaden. Der var ingen andre biler i nærheden, så du antog, at det var ham. Du rejste dig, åbnede døren til passagersædet og satte dig ind. Du kunne knapt se ham i øjnene, men hans blik hvilede på dig.

    "Hvad er der sket?" hviskede han og rakte ud efter dig.

    Han fjernede noget af dit våde hår fra dit ansigt, og du så endelig op på ham. Hans mørke øjne var indbegrebet af bekymring, og han havde morgenhår. Ikke noget, som man ofte så Zayn med, men du dvælede ikke særligt længe ved det.

    "Undskyld, Zayn;" sagde du, og din læbe vibrerede en smule. "det er min far." Han kendte godt til problemerne med din far.

    Han nikkede forsigtigt og vidste, at du ikke ønskede at tale om det. Han slap dig forsigtigt og vendte blikket mod vejen foran jer. Turen hjemad gik hurtigt, og det gik op for dig, at der faktisk ikke var særlig langt hjem til ham herfra.

    Din skyldfølelse voksede, des længere i nåede hjem. 

    Han måtte virkelig synes, at du var irriterende -- også selvom han på ingen måde havde givet udtryk for det. Nu kom du bare her med dine problemer og ødelagde hans søvn. Du så op fra dit skød, da han drejede ind i en gade, før han stoppede bilen.

    Huset udenfor var abnormt. Zayn var hurtigt henne ved dig, da du åbnede bildøren og trådte ud. Uden videre kunne du mærke hans hånd, som tog fat i din. Du så nærmest chokeret op på ham, da du kunne mærke et elektrisk stød, som startede ved dine fingrespidser og forsatte op gennem din arm. Han smilede blot til dig og trak dig med hen mod hoveddøren. Du kunne ikke andet end at følge med. Han slap først din hånd, da I stod inde i stuen. Han gik hen mod et skab, hvor han trak en dyne ud.

    "Jeg sover på sofaen, så kan du tage sengen ovenpå," sagde han og smed dynen på sofaen.

    Du rystede på hovedet. "Nej, Zayn. Det er nok, at jeg allerede har forstyrret dig midt om natten. Jeg sover på sofaen."

    Han så ned på dig, da der ikke var langt imellem jer. Du kunne mærke, hvordan din make-up løb ned af dine kinder, dit hår klattede mod dit ansigt, og du lignede sikkert noget, som katten havde slæbt med ind eller det, der var værre. Du frøs, og du følte mig klam -- og trods hele situationen, så kunne du ikke få den lille lykke, som spirede inde i dig, til at forsvinde.

    Det var som om hans nærvær gjorde dig glad. Da han bakkede et skridt, forsvandt den igen.

    "Lad mig hente dig noget tørt tøj, og så viser jeg dig, hvor soveværelset er." Han ignorerede, hvad du lige havde sagt til ham.

    Han gik mod trappen, men du nægtede at opgive. Du fulgte ham, hvilket fik ham til at standse.

    "Du sover ikke hernede," sagde du bestemt og så op på ham.

    Han kiggede dig ind i øjnene, men rystede så bare på hovedet med et smil. "Glem det. Jeg lader ikke mine gæster sove på sofaen. Specielt ikke dig," sagde han og lagde hovedet på skrå, hvilket fik det til at kilde underligt i din mave.

    Det føltes nærmest, som man sad oppe i en rutsjebane, og man var nået til det sted, hvor det gik lodret nedad. Du prøvede at skjule smilet, som virkede dominerende på dine læber. Det var først nu, at det gik op for dig, hvad han havde på. En tanktop, som afslørede hans muskuløse arme og nogle af hans tatoveringer. Derudover havde han joggingbukser på. Måneskinnet, som lyste ind gennem vinduerne, der lyste ham op, da der var helt mørkt i huset. Hans øjne skinnede ned på dig.

    "Zayn..." protesterede du og rystede på hovedet.

    Han stod stille, men vendte sig så pludseligt om og fortsatte op af trapperne. Et lille grin undslap dig, men du holdt resten inde. Af en eller anden grund følte du, at du skulle være stille. Hvorfor vidste du ikke helt; der var jo ikke andre i huset end jer.

    Du luntede hurtigt efter ham og hen mod en dør, som han gik ind ad. Det gik op for dig, at det måtte være soveværelset.

    Han havde åbnet et skab, hvor han rodede efter noget tøj. "Her. Tag det på;" sagde han. "du kan sove der, så smutter jeg ned på sofaen," sagde han og nikkede mod sengen, før han igen gik mod udgangen af soveværelset og kastede tøjet til dig.

    Du greb tøjet, men fjernede dig ikke fra døren, så han ikke kunne komme ud af den. Du så på ham med løftede bryn og med favnen fuld af tøj. Zayn sukkede. Hans blik forvandlede sig pludseligt til en smule tøvende. Han så mod jorden.

    "Jeg mener;" begyndte han. "altså, du må ikke tro noget forkert om mig, men -" sagde han og så hen på dig. "Vi kunne jo også bare dele sengen. Altså, nu hvor jeg ikke må sove på sofaen. Det er jo en dobbeltseng, og jeg tillader altså ikke, at du sover nede på sofaen,” afsluttede han og bed sig nervøst i læben, hvilket endnu en gang formåede at få dig til at smile.

    Han bed sig altid i læben, når han var nervøs. Det var en af de mange ting, som du havde bemærket ved ham.

    Du trak på skuldrene. "Aftale," sagde du, før du lukkede døren bag dig.

    Der var nu helt mørkt inde i værelset, da det sidste lys kom ude fra gangen, hvor du havde lukket døren til. Du kunne høre Zayn, som gik hen mod sengen, og du begyndte selv at trække dit våde tøj af. Han kunne jo alligevel ikke se noget i mørket.

    Du stod til sidst tilbage i undertøj, men trak hans bluse, som han gav dig, over hovedet. Den var ret stor, men ville være behagelig at sove i. Du tøvede lidt med de bukser, som han havde givet dig. Du lod dem blot ligge, før du tøvende bevægede dig hen mod sengen. Du trak dynen lidt ned, så du kunne kravle ind under den. Dit hjerte bankede en smule hurtigere, da det gik op for dig, at I skulle dele dyne. Du havde ikke haft mange kærester, og hele det her scenarie virkede nyt for dig.

    "Hvor er du?" hørte du Zayns stemme spørge om.

    Du grinede lidt. "Her," sagde du, før du rakte ud mod ham.

    Din hånd mødte hans, og igen følte du stødet. Denne her gang havde du mulighed for at smile, uden han ville kunne se det. Du rykkede dig lidt tættere på ham, og dit hjerte fortsatte sin hurtige banken. Han sagde ingenting, men lod dig nærme sig. Du slap hans hånd for at række den frem mod dig. Den landede mod noget varmt og blødt. Hans brystkasse. Han var tættere på, end du havde troet. Dit ansigt lå få centimeter fra hans bryst. Du fjernede hurtigt din hånd, og du rødmede gevaldigt.

    Du kunne høre Zayn grine vagt, før du mærkede hans arm om dig, og han trak dig ind til sig.

    "Gud, hvor er du kold;" hviskede han, da din pande ramte hans brystkasse. "er det her okay for dig?"

    Du nikkede, da du ikke var i stand til andet. Varmen fra ham var mere end vidunderlig. Du havde virkelig frosset derude. Du havde aldrig oplevet Zayn sådan her. Han havde altid været en fantastisk ven. Sjov, venlig, pålidelig.

    Den omsorgsfulde side af ham var helt ny.

    Du lukkede øjnene. Det virkede helt surrealistisk -- at det var Zayn, som lå overfor dig. Zayn, som nussede sig forsigtigt på armen med sine fingrespidser. Uden du overhovedet nåede at tænke over det, placerede du forsigtigt et ensomt kys på hans brystkasse. Hans nussen på din arm stoppede øjeblikkeligt, og du slog øjnene op. Du turde ikke se op på ham.

    I det, der føltes som en evighed, stirrede du bare ud i mørket. Du så først op, da hans fingre lagde sig under din kæbe og tvang dit ansigt op. Til din overraskelse så du et smil og et glimt i hans øjne. Han lænede sig ned over dig og trykkede sine læber kærligt mod dine. Du lukkede dine øjne, hvorefter du intuitivt lagde armen om ham. Du kunne mærke, hvordan han trak dig tættere ind til sig. Han rullede om på ryggen, så du lå halvt inde over ham uden at slippe dine læber på noget tidspunkt.

    Du trak dig væk blot for at få vejret. "Zayn," hviskede du, men åbnede ikke dine øjne.

    Hans hånd aede dig ned over din arm og nåede til sidst din hånd, som han flettede sine fingre ind i. "Jeg sværger; det var virkelig ikke planlagt," pustede han og lød ligeså forpustet som dig, hvilket fik dig til at grine lidt af ham.

    Du strøg en hånd gennem hans hår. "Det gør det ikke mindre rigtigt," hviskede du, før du kyssede ham igen.

    Tænk at have kendt en for altid, men først så sent, hvor stærke ens følelser for ham var. For det var de virkelig. Du havde altid elsket ham -- som en ven. Du havde egentlig aldrig rigtig troet, at det kunne blive mere end det.

    Han slap din hånd, og hans hænder forsatte i stedet ned over din krop.

    Han havde været foran din næse hele tiden. Det føltes så rigtigt. Den måde, som han holdt dig på, og den måde, som han kyssede dig på. I rullede en halv omgang, så det nu var dig, som lå nederst. Han stoppede kysset kort for at hive en smule op i den bluse, som du ellers lige havde fået på. Han hev den ikke helt af, men så på dig for at sikre sig, at det var i orden. Du hjalp ham med at få blusen resten af vejen af. Du placerede dine hænder omme i hans nakke og så ham op i de brune øjne.

    "Jeg elsker dig," sagde han pludselig.

    Du så lidt overrasket på ham, og det lignede, at han fortrød sine ord.

    Du smilede dog, hvilket så ud til at berolige ham. "Jeg elsker også dig," svarede du.

    Han lænede sig ned over dig igen og kyssede dig ømt. Du pressede din krop op imod ham, da du elskede at mærke ham tæt på dig. Hans varme og hans duft. Det gjorde dig helt blød i knæene. Han lagde sig ind til dig, og du trak hovedet til dig, da du mærkede noget mod dine ben. Du så op på ham og kunne ikke lade være med at grine, da det gik op for dig, at det var bulen i hans bukser. Du sagde intet, men så blot på ham. Han smilede lidt og trak på skuldrene.

    "Hvad kan jeg gøre?" svarede han.

    Du bed dig drillende i siden af læben, før du tog den ene hånd om på ryggen og klipsede din BH op uden at slippe blikket fra ham. Du kunne se det lidt overraskede udtryk i hans øjne, men han hjalp dig så langsomt af med den. Du lukkede øjnene igen, da han kyssede dine læber, mens dine hænder fortsatte ned over hans overkrop, indtil de nåede hans underbukser.

    Igen stoppede han kysset. "Vent;" sagde han. "er du sikker på, at du vil det her?" spurgte han.

    Hans brystkasse hævede og sænkede sig i et hurtigt tempo, og det var jo tydeligt at mærke på ham, at han gerne ville. Du smilede lidt af ham, og som svar trak du ned i hans underbukser, hvilket jo ikke rigtigt kunne misforstås.

    "Åh, Gud," grinede han, som om det hele var ved at blive for meget.

    Du fniste, før du hev hans underbukser helt ned.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...