One Shots

Denne movella er dedikeret til disse såkaldte 'one shots' eller 'imagines', som er små, korte og ubetydelige tekster, hvor jeg skriver om ting, der alligevel aldrig nogensinde kommer til at ske. De er baseret på One Direction, hvilket du sikkert allerede har regnet ud på anden vis. Du er mere end velkommen til at ønske diverse scenarier nede i kommentarerne, men jeg kan ikke garantere, at jeg vil kunne opfylde dit ønske; dog vil jeg gøre en indsats. Jeg skriver ikke personlige one shots, men jeg modtager gerne input eller idéer.

268Likes
158Kommentarer
81179Visninger
AA

21. Louis: Den, hvor det hele nok skal gå

 

20
one shots

Forsigtigt hældte du de sidste dråber af det kogende vand ned i koppen, hvor det lille tebrev hang ud over kanten, før du stillede kedlen fra dig igen. Kun lyden fra fjernsynet, som kørte dæmpet inde i stuen, brød stilheden, som ellers hang så tungt i luften. Det havde ikke taget dig mange sekunder at finde ud af, at der var et eller andet galt. Louis havde kun mumlet et stille hej, da du var trådt ind ad døren, og det var vist en underdrivelse at sige, at det var usædvanligt. Du havde dog ikke spurgt ind til det, men i stedet gået ud i køkkenet for at lave det te, som du nu stod og dyppede tebrevene i for at få smagen til at brede sig.

    Hurtigt fik du færdiggjort de to kopper og tog dem i hver sin hånd, før du gik mod stuen, hvor Louis sad i sofaen med den ene arm lagt op sofaryggen. Han sad ganske tavst og så på fjernsynet, selvom der ikke foregik noget spændende i det.

    "Nå. Vil du så fortælle mig, hvad der sker?" spurgte du, som du satte kopperne på bordet.

    Louis så fra fjernsynet for lade sine gråblå øjne glide over dig. "Hvad mener du?" spurgte han.

    Han fulgte dig med øjnene, som du satte dig ved siden af ham. Du trak det ene ben med op, mens du smilede opmuntrende til ham. Bare som du sad her, kunne du sagtens fornemme, hvordan hans øjne så mere vemodige og livløse ud, end de plejede.

    Du kunne ikke lide det. Louis var den mest livsglade person, som du endnu havde mødt, og det var lige præcis det, som du havde faldet for, da I havde mødtes for første gang. Bare tanken om at noget nagede ham, gjorde ondt på dig.

    "Der er noget galt," konkluderede du blidt, "vil du snakke om det?"

    Han trak vejret tungt indad, før han flyttede sine øjne fra dig og i stedet så ned i sit skød. Han pillede lidt ved sin finger uden noget egentligt formål, men sad ellers i tavshed. Du lagde hovedet på skrå uden at se fra ham.

    "Det... det er bare... det er bare Harry." Hans ord lød tunge. "Noget har ændret sig. Han har ændret sig her på det seneste."

    Du rynkede straks på brynene, da du hørte Harrys navn og rykkede dig ham instinktivt nærmere. Harry og ham var bedste venner. Du havde aldrig set noget lignende. I alt den tid som du havde kendt Louis, havde du aldrig oplevet dem have nogle former for uvenskaber. De kendte hinanden ud og ind... og derfor var det foruroligende, hvis der skulle have opstået noget. 

    Du holdt dit blik på hans silhuet, som stadig var vendt nedad. "Hvordan, skat?" spurgte du blidt.

    Han trak på skuldrene og løftede endelig blikket, men kun for at stirre ud i luften. "Jeg ved ikke. Det er bare -" Han afbrød sig selv for at ryste på hovedet. "Lige siden han har mødt Taylor, er det som om, at det er blevet førsteprioritet. Deres forhold."

    Pludselig var det som om, at han ikke kunne holde på det længere, og han drejede hovedet med åbenlyst sårede øjne. "Alt andet virker ligegyldigt for ham. Ikke kun mig, men hele bandet. Han aflyser aftaler for at være sammen med hende."

    Og der gik det op for mig, hvad der havde sat alt det her i gang. Louis havde været ret tidligt hjemme i dag, men havde godt snakket om, at han havde haft en aftale med Zayn og Harry... hvilket så havde blevet aflyst åbenbart.

    Fordi Harry skulle være sammen med Taylor.

    Du lagde forsigtigt hånden på hans overarm, som stadig lå hen langs sofaryggen, før du i rolige bevægelser begyndte at ae ham med din tommelfinger. Dog brød du ikke ind, da du kunne fornemme, at han stadig havde mere på hjerte.

    "Det er jo ikke, fordi jeg ikke kan lide Taylor som sådan," mumlede han mere beroliget, efter han havde fået samlet sig igen. "men jeg kan bare ikke se, hvordan hun er blevet så vigtig for ham på så kort tid. Specielt ikke når vi -"

    Hans stemme døde ud, men du vidste godt, hvad han havde tænkt sig at sige. "når I har været venner så lang tid."

    Han gav en kort lyd fra sig, før et tomt smil bredte sig over han læber. "Ja," svarede han kort.

    Du rettede dig lidt op i sofaen, før du flyttede din hånd, så du kunne tage fat om hans, som lå i hans skød. Du holdt den mellem dine hænder, hvilket fik hans opmærksomhed rettet mod dig. I nogle sekunder så du ham blot ind i øjnene.

    "Lou, kan du huske, da vi først kom sammen?" spurgte du blidt. "I begyndelsen af et forhold kan det hurtigt komme til at virke som om, at det er det vigtigste. Men du bliver nødt til at stole på, at Harry ved, hvor meget jeres venskab er værd."

    Det var lige før, at du nærmest blev væk i de gråblå øjne, som du snart kendte alt for godt. Men de var lige der foran dig, og de stirrede direkte ind i dine øjne med et blik, som fik din mave til at krølle sig sammen på en udefinerbar måde. Når han var så nede, fik du en trang til at lægge armene om ham og bare holde ham tæt ind til dig. Være der for ham og trøste ham.

    Men imidlertid måtte du nøjes med at holde hans hånd mellem dine.

    Han sank. "Men... hvad hvis det ender med, at han dropper bandet?" Du kunne snildt fornemme hans nervøse undertone. "Selvom vi begyndte at date, så aflyste jeg aldrig aftaler med mine venner eller med noget, som omhandlede bandet."

    "Hvis det er dit indtryk af situationen, så synes jeg, at du skal tage en snak med ham. Måske skulle du spørge de andre drenge om det først," forslog du blidt, før du løftede hans hånd mellem dine hænder op, så den hvilede mod dit knæ i stedet. "men jeg tvivler stærkt på, at han nogensinde kunne finde på at droppe det hele. I har trods alt været bedste venner i tre år."

    Hans øjne skævede kort mod jeres hænder, før han ikke kunne undgå at smile lidt. Og denne gang var det ikke bare et tomt og udtryksløst smil, men begyndelsen på et rigtig Louis-smil. Det fik en lettelse og glæde til at lette indeni dig.

    "Var det et smil, som jeg så?" drillede du, mens et større smil skilte dine læber fra hinanden.

    "Stop," advarede han, men flyttede så armen over sofaryggen, så den lagde sig om dine skuldre og trak dig med hen til ham.

    Automatisk landede dit hoved mod hans skulder og hals, mens du grinede kort. Du satte dig tilrette ind til ham, før du svang benene hen over hans. Han lagde armene om dig, og du kunne ikke lade være med at lukke øjnene, da varmen fra ham virkede skøn i det kolde decembervejr. I noget tid sad I blot i stilhed, mens duften fra hans parfume bibeholdt det svage smil om dine læber. Louis trak vejret tungt, hvilket fik dit hår til at hvirvle en anelse rundt, når han pustede ud.

    "Det skal nok gå, ikke?" forsikrede du ham stilfærdigt om.

    Igen tog han en dyb indånding, før du kunne fornemme, hvordan han nikkede stille. "Hvordan formår du altid at få vendt mit humør på den her måde?" spurgte han pludselig om, og du kunne ikke lade være med at smile af hans ord.

    Du grinede af ham, før du rettede dig en smule op, så du kunne placere et kys ved hans kæbe. Dine øjne mødte hans, mens du lavede en uvidende grimasse af ham, som om det også var dig et mysterium, hvordan du kunne det.

   Det var dog mest af alt ment i sjov.

    Han smilede. "Du er fantastisk," hviskede han blidt, før han lænede sig ind mod dig og trykkede sine læber mod dine.

    Automatisk lukkede du øjnene i, da han bløde læber forenes med dine. Du elskede de her kys. Der behøvede ikke at følge noget stort bagefter, men bare et ømt, lille kys. Det gjorde hvert eneste af dem endnu mere specielt. Smagen af hans læber mod dine var euforisk... og som altid var den væk alt for hurtigt igen. Dog var hans kys efterfulgt af et hurtigt ekstra ét.

    Hans pande lagde sig mod din, og du holdt dine øjne lukkede. "... og det er du også."

    Og det var han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...