One Shots

Denne movella er dedikeret til disse såkaldte 'one shots' eller 'imagines', som er små, korte og ubetydelige tekster, hvor jeg skriver om ting, der alligevel aldrig nogensinde kommer til at ske. De er baseret på One Direction, hvilket du sikkert allerede har regnet ud på anden vis. Du er mere end velkommen til at ønske diverse scenarier nede i kommentarerne, men jeg kan ikke garantere, at jeg vil kunne opfylde dit ønske; dog vil jeg gøre en indsats. Jeg skriver ikke personlige one shots, men jeg modtager gerne input eller idéer.

268Likes
158Kommentarer
81216Visninger
AA

32. Liam: Den, hvor I ikke har et øjebliks stilhed

 

31
one shots

Rummet, som du befandt dig i, var kvadratisk, hvor alle fire vægge var malet hvide. Gulvet var af lyst træ, og selvom det var en sparsom møblering, var den også holdt i lyse farver. Der var næsten ingen larm, selvom man godt fornemmede, at der var tumult udenfor. Med andre ord var dine omgivelser på ingen måde ment til at være andet end beroligende og afslappende.

    Alligevel var du mere anspændt og nervøs, end hvad du plejede at være.

    Du kiggede op fra dit skød, som du ellers havde stirret ned i de sidste mange minutter, da døren gik op. Personen, der trådte ind, var iklædt en sort T-shirt og ud fra den hvide skrift på ryggen af ham, hvor der stod security, regnede du hurtigt ud, at det bare var en af sikkerhedsvagterne, der åbenbart havde et ærinde inde i dit og Liams backstage-rum. Han skænkede dig heller ikke et blik, da han fik fat på noget på det hvide bord henne i den anden ende af rummet, før han hastede ud af lokalet igen.

    Det var kun, fordi I havde jeres datter med på turné, at I fik tildelt jeres eget backstage-rum, hver gang I rejste fra det ene land til det andet. Ellers plejede drengene jo bare at dele, men da I i begyndelsen af turnéen havde aftalt, at du skulle med, havde Liam insisteret på, at du skulle have et mere roligt sted at være, mens de optrådte. Selv havde du ikke haft lyst til at splitte ham fra de andre drenge på den måde, men han mødtes alligevel altid med dem en halv time, før koncerterne startede.

    Lige nu var de ude til soundcheck, og du var derfor efterladt alene.

    På mange måder føltes det, som om det var første gang, at du havde været alene i meget lang tid... og lige nu ønskede du sådan set også, at du slet ikke behøvede at være det. Det gav dig mulighed for bare at sidde med dine egne tanker og ikke noget som helst andet til at distrahere dig. Dine håndflader var efterhånden begyndt at svede, og du kunne ikke sidde stille med dine fødder, som du havde lænet mod kanten kaffebordet foran den sofa, som du sad og ventede i. Du var et nervevrag.

    Måske skulle du gå ud og tage noget frisk luft. I var trods alt i Rom i Italien i dag -- et sted, som du aldrig havde været før. Dog havde du ikke kunnet nå at se så meget af byen, da I var ankommet i nat og skulle af sted igen i aften efter koncerten her.

    Alligevel talte du dig selv fra idéen, selvom den lød fristende. Du vidste, at de ville være færdige derude om bare få minutter, og Liam ville komme tilbage hertil. Og du havde lovet dig selv, at du ville fortælle ham det efter soundcheck. Du kunne ikke blive ved med at komme på alle mulige overspringshandlinger og udskyde det. Det var på tide, at du fik det sagt nu.

    Der var vel heller ingen grund til at være nervøs... vel?

    Det gik op for dig, at du havde holdt vejret, da du pludselig gispede efter det, idet døren abrupt blev åbnet igen, og Liam kom grinende ind ad den med Niall bag sig. De var begge en smule svedige -- sikkert efter at have stået ude i solen. Det var en udendørs arena, som de skulle optræde i i aften, og eftersom solen ikke var gået ned endnu, havde de vel været nødsaget til at stå på scenen, mens den bagede ned på dem. Liam var i hvert fald hurtig til at gribe vandflasken, der stod placeret på en stol.

    Niall lænede sig op ad bordet i den anden ende af lokalet, før han så mod dig. "Hvad så? Hvordan har baby det?"

    Du kunne ikke lade være med at smile lidt over måden, som han altid omtalte din og Liams datter, og du så instinktivt ud mod terrassen til venstre for dig, hvor du kunne se barnevognen i skyggen. "Hun sover," svarede du stilfærdigt.

    Dog var det pludselig, som om smilet over dine læber blev erstattet med en diskret rynke mellem dine bryn, idet alle bekymringerne kom væltende tilbage ind over dig. Du bed fat i din læbe og holdt blikket i nogle sekunder på barnevognen, før du så tilbage mod Liam og Niall. Niall havde i mellemtiden også fået fat på en vandflaske og lod ellers til at have genoptaget sin samtale med Liam. Selvom du holdt virkelig meget af ham, kunne du ikke lade være med at ønske, at han ville efterlade dig alene sammen med Liam -- også selvom det var det, som du havde frygtet i al den tid, som han ikke havde været her.

    Du vidste ikke, om du var kommet til at sidde og se alt for betænksom ud, for pludselig var det, som om Liam opfangede, at der var noget i gærde. "Hey, Niall, er det okay, hvis vi mødes lidt senere?" afbrød han sin ven, som ellers talte.

    Instinktivt så du mod Liam, idet han havde afsluttet sin sætning, men han havde allerede vendt øjnene mod dig. Ud fra hans rynkede øjenbryn vidste du, at han helt klart havde fornemmet, at noget var, som det ikke helt plejede at være.

    Niall blev først en smule perpleks over Liams forspørgsel, men gav ham så et hurtigt klap på skulderen, før han forlod rummet med sin vandflaske. Idet døren lukkede bag ham, var det, som om der blev fuldstændig stille. Selvfølgelig kunne man stadig høre den konstante snakken ude på gangen, men alt andet end Liam, der nu var på vej hen mod dig, var tonet ud.

    Lige før han nåede dig, rejste du dig op fra sofaen. "Jeg bliver nødt til at fortælle dig noget."

    Ordene faldt nærmest ud af munden på dig, og Liam stoppede forbavset op, idet du havde sagt dem. "Jeg kunne godt mærke det." Hans svar kom efter nogle sekunder, og han så lidt på dig, før han bed sin læbe. "Hvad er der galt?"

    I stedet for at svare ham trådte du udenom kaffebordet, der lige nu adskilte jer. Du kunne mærke dit hjerte sidde helt op i halsen på dig, og Liams hænder gav dig næsten stød, da de lagde sig om dine arme, idet du stillede dig foran ham. Endelig turde du løfte blikket, hvor det første, som du mødte, var hans brune øjne. De så bekymrede og en smule ængstelige ud.

    "Jeg -"

    Det gav et gip i jer begge, da døren pludselig bankede op igen. "Liam, du skal ned i fittings om femten minutter og prøve din jakke. Den skal være klar til i aften, så du har bare ikke at være sen på den, forstået?" Turnéens stylist var marcheret ind i rummet og var i gang med at samle forskellige stykker tøj, der var spredt ud over hele lokalet, mens hun talte til Liam.

    Først da vi begge havde stået og stirret på hende i noget tid, og Liam endnu ikke havde svaret hende, kiggede hun hen mod os. Det var tydeligt, at hun slet ikke havde bemærket alvoren i rummet, da hun var trådt ind, men pludselig var det, som om hun forstod, da hun fik øje på os. Derfor hev hun hurtigt et par bukser op fra gulvet, før hun bakkede hen mod udgangen igen.

    "Femten minutter," var hendes sidste ord, før hun forlod os alene igen.

    Liam rømmede sig kort. "Ja," svarede han blot, selvom hun sikkert ikke hørte det.

    Hurtigt vendte han opmærksomheden tilbage mod mig, før han flyttede sit greb til mine hænder ved at lade dem glide ned langs mine arme. Jeg foldede mine hænder om hans, da han gav mine et blidt klem, og jeg trak vejret tungt indad.

    Nu var der ikke mere tid tilbage.

    Igen lød der et brag, idet døren bankede ind i væggen bag den, og denne gang var det en metalvogn med en masse T-shirts på, der kom ind i rummet. "De her T-shirts skal signeres, så de kan blive solgt i aften." Det var bandets manager, der kom til syne bag vognen, da den var blevet skubbet ind i rummet. "Du skal bare nå så mange af dem, som du kan, fordi de skal også -"

    "Okay." Denne gang afbrød Liam, før han nikkede kort. "Skal jeg nok. Er der andet?"

    Du sendte ham et forsigtigt smil, da han så tilbage på Liam med et smule perplekst blik, før han rystede på hovedet. Det var jo ikke, fordi han mente det i ond mening, men indtil videre havde I slet ikke haft bare to sekunder alene. Han lod og så hurtigt til at opfatte hentydningen, da han rystede på hovedet og efterlod vognen, før han i en hast forduftede ud af rummet igen.

    Med et tungt suk så Liam igen tilbage på dig, før han fugtede sine læber. "Hvad sker der, skat?" spurgte han forsigtigt.

    Endnu en gang kunne du mærke et kraftigt sus gennem kroppen på dig. Du var virkelig ved at sige det her. Der havde været så mange afbrydelser, og på mange måder var de kun med til at bekræfte, hvor svært det var at sige. Du anede jo ikke, hvordan han ville reagere på det. Det var jo ikke noget, som I havde aftalt skulle ske. Det var ikke noget, som du havde regnet med.

    "Liam, jeg -"

    Et frustreret suk lød fra hans læber, idet lyden af gråd pludselig begyndte ude fra terrassen. Det var jeres datter, der var vågnet og nu forstyrrede jer for fjerde gang. Dog holdt du fat i Liams hænder, da han skulle til at slippe dig for at gå ud til barnevognen på terrassen, hvilket fik ham til at se tilbage på dig. Du pressede læberne sammen, før du smilede en smule.

    Dit hjerte bankede vildt i brystet på dig. "Lad os bare sige, at du nok skal vænne dig til en hel del mere af det der," sagde du langsomt efter noget tid, før du skævede en smule ud mod barnevognen, hvor der stadigvæk lød en lavmælt gråd fra.

    "Hvad?" Liams ansigtsudtryk ændrede sig med ét, og han stirrede på dig i nogle sekunder. "Er du -"

    Du nikkede, da du afbrød ham. "Ja." Du kunne mærke, at du rystede en smule. "Jeg er gravid."

    Denne gang gik der ikke så meget som et sekund, før Liam reagerede. Og selvom du havde frygtet hans reaktion, lige siden graviditetstesten fortalte dig, at du var gravid, så vidste du, idet han slog armene om dig, at du slet ikke havde haft nogen som helst grund til at være den mindste smule nervøs. Egentlig havde det også været latterligt at tro det til at starte med. Liam var en fantastisk far overfor jeres datter, og du var ikke i tvivl, om han ville være lige så god en far overfor den lille nye.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...