One Shots

Denne movella er dedikeret til disse såkaldte 'one shots' eller 'imagines', som er små, korte og ubetydelige tekster, hvor jeg skriver om ting, der alligevel aldrig nogensinde kommer til at ske. De er baseret på One Direction, hvilket du sikkert allerede har regnet ud på anden vis. Du er mere end velkommen til at ønske diverse scenarier nede i kommentarerne, men jeg kan ikke garantere, at jeg vil kunne opfylde dit ønske; dog vil jeg gøre en indsats. Jeg skriver ikke personlige one shots, men jeg modtager gerne input eller idéer.

269Likes
158Kommentarer
82025Visninger
AA

28. Liam: Den, hvor han tror på, at du er stærk

 

27
one shots

Det havde sikkert været meningen, at hospitalets hvide farver skulle give en form for håb. Det ville være logisk, hvis grunden, til at væggene var malet i den lyse kulør, var, at det skulle opmuntre de ellers syge patienterne og få dem til at se lyst på tingene. For dig virkede de efterhånden vante omgivelser dog kun yderst deprimerende. Måske havde det også noget at gøre med dit i forvejen elendige humør og det faktum, at du havde ligget og kigget på de samme hvide vægge i en hel uge.

    Forsigtigt skubbede du dig op og sidde i den næsten alt for komfortable hospitalsseng, før du ganske langsomt svang benene ud over sengekanten. Det var for tiden ikke så tit, at du havde overskud til at sidde oprejst, men det var som om, at tanken, om at Liam ville være her inden neget længe, gav dig en ny form for energi og kræfter i din ellers døsige tilstand.

    Igennem din indlæggelse havde Liam desværre kun havde haft tid til at besøge dig en enkelt gang, og det var, da du var blevet indlagt; hvilket i dag var præcis syv dage siden. Du savnede ham mere end noget som helst andet.

    Derfor kunne du mærke, hvordan det svimlede for dig, da din mors blik løftede sig fra ugebladet mellem hendes hænder, og hun så op på en person, som for dig endnu var gemt bag hjørnet. Instinktivt fikserede du dine øjne i retning af, hvor hun så.

    "Hej, Liam," hilste hun mildt, selvom hun lød meget træt.

    Gennem dit sygdomsforløb havde hun stort set hele tiden siddet i den sorte stol, der stod et par metre væk fra din seng. Dog var der en glidedør, som man kunne trække for, hvis man ønskede noget privatliv. Lige nu, da du kunne se en velkendt skikkelse træde frem fra hjørnet, ønskede du dog langt fra at blive isoleret fra omverdenen. Du ønskede kun at se ham.

    Liam smilede forsigtigt. "Goddag," hilste han høfligt.

    I nogle sekunder hvilede hans øjne på din mor, før du kunne fornemme, hvordan hans nøddebrune øjne gled rundt i lokalet og til sidst landede direkte på dine. Et udefinerbart smil skilte hans læber ad, før han med faste skridt gik mod dig.

    "Hej, skat," hviskede han, før hans varme hænder lagde sig om dine kinder, og han trykkede sine læber mod din pande.

    Instinktivt lukkede du øjnene, før dine hænder omsluttede hans håndled i et svagt greb. Duften af ham virkede nærmest overvældende og på en måde også surrealistisk. Efter du var blevet indlagt, var det gået op for dig, hvor meget mere du var begyndt at værdsætte alle de små detaljer. Til tider blev det næsten helt for meget. Derfor prøvede du ihærdigt at få den prikkende fornemmelse bag dine øjenlåg til at fordufte. Du ville ikke bruge din tid med Liam på at tude.

    Nu var han her jo endelig med dig.

    Alt for hurtigt forsvandt hans greb igen, og du åbnede næsten forpustet øjnene igen for at se på ham. Du kunne sagtens mærke den fugtige overflade over dine øjne, men Liam havde heldigvis vendt sig bort et kort øjeblik for at lukke døren bag sig, hvilket tillod dig nogle sekunder, hvor du kunne få blinket de uvelkomne tårer bort og i stedet smile til ham.

    Liam satte sig ved siden af dig på sengekanten. "Hvordan går det?" spurgte han.

    I takt med Liams hånd, der lukkede sig om dine, der lå placeret i dit skød, vendte du blikket nedad og betragtede hans tydeligt større hånd. Farven på hans hånd stod også i klar kontrast til din. Du var bleg, og du var næsten overbevist om, at du havde mørke rander om øjnene. Det var ulempen ved, at Liam besøge dig; at han skulle se dig sådan her.

    "Jeg vil gerne hjem," hviskede du stille, da du endelig fik samlet dig.

    Du kunne høre Liam trække vejret tungt ved din side, før han bevægede sig en smule. "Du er så stærk." Hans ord virkede fuldkommen sikre, og du kunne ikke andet end at tro på ham, når han sagde sådan. "Det ved du godt, ikke?"

    Kortvarigt overvejede du at svare, men måtte bide dig hårdt i læben, da adgangen til dine tårekanaler igen syntes at virke dominerende. Du nåede heller ikke meget længere end at åbne munden, før Liam flyttede hånden fra din og i stedet lagde armen om dig for at trække dig tæt ind til dig. Lyden af hans hjerte, der bankede i en fast rytme, da dit hoved landede mod hans bryst, virkede underligt beroligende. Den fik dig til at slappe af, og du havde kontrol over de ellers utilregnelige tårer.

    Dog var der noget andet, der pludselig virkede altoverskyggende. Ikke længe havde du nået at læne dig op ad ham på denne måde, før du blev nødt til at slå en hånd for munden. Kvalme havde været en af de mange uudholdelige symptomer på denne sygdom, og det var noget, som du havde kæmpet rigtig meget med og måtte leve med næsten hver eneste dag.

    Liam var hurtigere til at reagere end dig, og hvis han ikke havde været der og havde fået fat på baljen, der stod foran sengen, så havde du ikke nået at brække dig ned i den. Det eneste, der løb igennem hovedet på dig, som du hang ind over baljen, var, hvor meget Liam måtte væmmedes ved dig lige nu. Du følte dig klam og ulækker. Du hadede det.

    Dit hår kildede om nakken på dig, da du kunne mærke, hvordan det forsigtigt blev fjernet fra dine skuldre og i stedet holdt op i en hestehale, så det ikke røg ned i baljen. "Undskyld." Det ensomme ord kom kun ud som et form for kvæk.

    Liam svarede ikke, men slap i stedet grebet om dit hår for at tage fat om baljen. Uden du havde bemærket det, var der trådt en sygeplejerske ind -- sikkert fordi hun havde hørt dig kaste op, og hun tog imod baljen, da Liam rakte hende den. Skamfuldt stirrede du frem for dig, før du med rystende hånd tog imod noget køkkenrulle, som Liam rakte dig. Du lagde det for munden, mens du kæmpede mod trangen til at lukke øjnene og derved blokere for den efterfølgende svimmelhed.

    I stedet tillod du dig selv af og til at skæve mod Liam, som var i gang med at hælde noget appelsinjuice, som stod tilbage fra morgenmaden, op i et lille plastickrus. Du havde øjnene rette mod gulvet, da Liams sko dukkede op for dit blik.

    "Drik noget, skat," sagde han stilfærdigt.

    Modvilligt vendte du blikket op mod hans hånd, hvori han holdt glasset med juice. Din hånd rystede en anelse, da du endelig løftede den og tog fat om glasset. Liam var hurtig til at hjælpe dig af med papiret igen, så du kunne sætte kruset for munden.

    Juicen føltes dejligt rensende, men den slettede ikke det, som du følte indeni. Liam var den sidste, som du ville have til at opleve dig sådan her. Hvorfor skulle du også lige få det dårligt, når han var her? Hvorfor skulle du også lige være syg?

    "Babe, du må ikke græde."

    Liams ord rev dig ud af dine tanker, og det gik pludselig op for dig, at du endelig havde givet slip på tårerne, som lydløst havde dannet våde spor ned af dine kinder. Du fjernede glasset fra munden, som han også hjalp dig med at stille fra sig. Denne her gang var han hurtigt tilbage, før han stillede sig overfor dig og lagde armene om dig i et tæt greb.

    Flere tårer fyldte dine øjne, da dit hoved landede mellem hans skulder og nakke, og du havde ikke længere selv kontrol over dem. "Jeg vil bare ikke have dig til at se mig sådan her;" hikstede du. "jeg ser forfærdelig ud."

    "Nej." Liam var hurtig til at modsige dig, men fjernede ikke hans betryggende greb om dig. "Du er stadig den smukkeste pige, som jeg har mødt," tilføjede han stilfærdigt. "og jeg ved, at du snart bliver rask igen. Du er så stærk. Du kan sagtens."

    Et uindbudt hulk fandt vej over dine læber, og det fik ham trøstende til at tysse på dig. Du lagde din hånd mod hans mave for at tage et stramt tag om hans T-shirt, mens han forsat forsøgte at berolige dig. Uden ham ville du ikke ane, hvad du skulle gøre.

⇢ ⇢ ⇢ ⇢ ⇢ ⇢ ⇢ ⇢ ⇢ ⇢ ⇢ ⇢ ⇢ ⇢ ⇢ ⇢

Jeg har skrevet det her one shot før, men det var desværre blevet slettet, så jeg har prøvet at genskabe det. Det blev ikke lige så godt som originalen, og jeg er også ved at være lidt søvnig, så jeg er ked af det, hvis det er helt ude og skide.

x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...