One Shots

Denne movella er dedikeret til disse såkaldte 'one shots' eller 'imagines', som er små, korte og ubetydelige tekster, hvor jeg skriver om ting, der alligevel aldrig nogensinde kommer til at ske. De er baseret på One Direction, hvilket du sikkert allerede har regnet ud på anden vis. Du er mere end velkommen til at ønske diverse scenarier nede i kommentarerne, men jeg kan ikke garantere, at jeg vil kunne opfylde dit ønske; dog vil jeg gøre en indsats. Jeg skriver ikke personlige one shots, men jeg modtager gerne input eller idéer.

268Likes
158Kommentarer
81246Visninger
AA

16. Liam: Den, hvor han ringer midt om natten

 

15
one shots

Fortumlet slog du øjnene op, og det første, som dit blik mødte, var komplet mørke. Du rynkede på øjenbrynene, da det tog dig nogle sekunder at huske på, hvad det var, der havde vækket dig fra din søvn. Det var først, da lyden af ringetonen fra din mobil ved natbordet igen lød, at du kom i tanke om det. Hurtigt tog du fat om mobiltelefonen, hvor du kiggede på det alt for oplyste display for at se, hvem der dog ringede på denne her tid af døgnet. Liam. Gad vide, hvorfor han ringede så sent?

    Du trykkede alligevel på den grønne tast og satte dig helt op i din seng.

    "Klokken er halv tre om natten," lo du træt i telefonen, før du kørte en hånd gennem håret.

    Du smilede for dig selv, men smilet fortog sig idet, at du hørte et lavmælt snøft i den anden ende af røret. Du mærkede en ubehagelig fornemmelse, som susede gennem dig, og du kunne mærke, at du allerede var ved at gå i panik.

    "Liam, hvad er der galt?" spurgte du bange, selvom han endnu ikke havde sagt noget.

    Der lød endnu et snøft. "Det er Danielle. Det er forbi." Du kunne fornemme, hvordan han holdt vejret.

    "Jeg er der om fem," sagde du blot, før du skyndte dig at ligge på og hoppe ud af sengen. 

    Pludselig følte du sig fuldstændig vågen. Liam boede i lejlighedsbygningen lige overfor dig, så du skulle kun lige over gaden, så var du der. Mens du trak i nogle løse joggingbukser, strømmede tankerne gennem hovedet på dig. Han lød oprevet.

    Det måtte være hende, der havde slået op... men hvorfor dog?

    Selvom du kun havde kendt Liam i nogle måneder, så vidste du, hvor længe de havde været sammen, og hvor meget de holdt af hinanden. I starten havde det faktisk gået dig en smule på, at de var så tætte, da du altid havde haft en lille ting for Liam, men du havde lært at leve med det. Han var en enestående og fantastisk ven, som du ikke havde lyst til at miste på grund af det, og du ville i hvert fald heller ikke stå op klokken halv tre om natten for bare hvem som helst. Men for Liam ville du.

    Da du havde fået sko på, greb du dine nøgler. Det tog dig kun få sekunder at løbe ned ad trapperne i opgangen og åbne døren ud til natten. Det var sommer, så selvom det var køligt, ville du nok ikke blive syg, selvom du kun var iført en T-shirt.

    Lyden af Liams triste stemme indtog gang på gang dine tanker. Det gjorde virkelig fysisk ondt at høre ham sådan. Han fortjente slet ikke den smerte. Han var en varm, bedårende og kærlig person, som langt fra fortjente at føle sorg. Det undrede dig stadig, hvad der havde fået Danielle til at slå op... og det undrede dig faktisk også en smule, at Liam havde ringet til dig.

    Det var nok, fordi du boede så tæt på. Ellers havde han vel nok kontaktet en af drengene, ville du gætte på. Det var også lige meget. Du ville være der for ham. Nærmest forpustet stoppede du op foran hans hoveddør, hvor du bankede på. Dit hjerte sad helt op i halsen, mens du stod og ventede. Om det var fra den hastige gåtur eller hvad, vidste du ikke.

    "Bare kom ind," lød det fra den anden side af døren.

    Du trykkede ned i dørhåndtaget, og det viste sig, at døren var ulåst. Du så rundt i lejligheden, som du egentlig kun havde været i få gange før, mens du prøvede at tage det hele ind. Her var helt mørkt, og der var noget, der sagde dig, at han ville befinde sig i sit soveværelse. Du lukkede døren efter dig, før du drejede ned af gangen til venstre, hvor hans soveværelse lå.

    "Liam?" kaldte du forsigtigt, før du lagde hånden mod døren ind til værelset.

    Dine øjenbryn blev igen presset mod hinanden og dannede en lille rynke mellem dem, da dit blik mødte hans. Der var mørkt i værelset på nær en lille lampe ved siden af sengen, som han sad på kanten af. Præcis ligesom dit værelse så ud, før du forlod det. Der samlede sig endnu en gang en ulmende sammentrækning i dit mellemgulv af ubehag. Hans øjne var røde, og det var tydeligt, at han havde haft grædt... hvis ikke stadig han gjorde det. Du sank den klump, som havde formet sig i halsen på dig.

    "Liam." Du trådte hen til ham og instinktivt satte dig ved siden af ham på sengen, før du lagde armene om ham.

    Han lænede sig ind til dig, og du kunne høre, hvordan han kæmpede for at trække vejret. I noget tid sad i blot i stilhed, før du aede ham over håret. Selv kunne du mærke tårerne prikke i dine øjne. Du kunne ikke holde ud at se ham græde.

    "Hvad skete der?" spurgte du tøvende; du vidste ikke, om han havde lyst til at snakke om det. 

    Han rykkede sig en smule fra dig, og du slap grebet om ham for i stedet at tage fat om hans ene hånd med begge dine, og du så ham ind i de dybe, brune øjne. "Undskyld, at jeg ringede så sent." Han talte lavt. "Jeg havde bare brug for nogen."

    Du rystede blot på hovedet, mens du forsigtigt aede ham over håndryggen med din tommelfinger. Han behøvede overhovedet ikke at undskylde. Det var slet ikke noget spørgsmål. Selvfølgelig ville du komme -- specielt når det var ham.

    Han trak vejret. "Vi mødtes... ja, faktisk for nogle timer siden. Det var som om, at det først gik op for mig nu." Han slog blikket ned. "Først snakkede vi bare, men... jeg kunne bare ikke mere. De sidste par uger har jeg bare ikke følt det samme."

    Vent.

    Du kunne ikke undgå at lave en forvirret grimasse. "Slog du op med hende?" spurgte du i en konfus tone.

    Liam så op igen og mødte dine øjne, før han nikkede kort. "Ja;" svarede han. "jeg ved godt, at det er mærkeligt, at jeg så sidder og tuder over det, men... vi havde bare været sammen så længe. Jeg havde aldrig troet, at det ville blive mig, som slog op -- og da slet ikke grundet det, som jeg slog op over," fortsatte han i den mest kontrollerede stemme, som han kunne.

    Du lagde hovedet lidt på skrå. "Hvad mener du?" spurgte du stadig i vildrede.

    Han så dig blot i øjnene i noget tid, før han trak vejret dybt indad. "Jeg er forelsket i en anden," hviskede han langsomt.

    Du løftede øjenbrynene i overraskelse. "Hvem?"

    Spørgsmålet fløj ud af dig, og du fortrød det, så snart det havde forladt dine læber. Det ragede jo ikke dig -- og det var sikkert det sidste, som han ville snakke om. Du bed dig hårdt i din underlæbe. Du blev dog kun yderligere forvirret, da et svagt smil formede sig om hans læber. Det matchede slet ikke med de vemodige og røde øjne. Hans blik lå alvorligt på dig.

    "Dig."

    En chokbølge skyllede ind over dig, og du måtte se virkelig lamslået ud. Dit hjerte satte farten op, og du strammede ubemærket grebet om hans ene hånd. Du fik pludselig problemer med at trække vejret ordentligt. Det hjalp bestemt heller ikke på det, da han rykkede sig dig nærmere. Du kunne også fornemme, hvordan hans brystkasse hævede og sænkede sig hurtigt, som var han ligeså nervøs, som du følte dig lige nu. Instinktivt lukkede du øjnene i, men sad bare helt paralyseret.

    Først da du kunne mærke en sød, varm ånde mod dine læber slap der et lille gisp ud. Det kildede over det hele, og du kunne ikke undgå at nyde det i fulde drag. Du havde ventet så længe på det her. Var det virkelig Liam, der sad her og næsten kyssede dig? Var det virkelig Liam, som netop havde fortalt dig, at han var forelsket i dig? Hvordan kunne det lade sig gøre?

    Det gav ingen mening.

    Alle de spørgsmål forduftede, idet hans læber forende sig med dine i et nænsomt og blidt kys. Hans læber mod dine føltes fremmede, men det havde en berusende effekt. Du fik lyst til at slynge dig om ham, men du havde ikke nogen idé om, hvordan dine arme og ben fungerede. Alt du kunne gøre var at nyde følelsen af hans læber mod dine... og derfor føltes det alt for hurtigt, da han trak dem væk igen. Du slog blikket op og mødte hans øjne, som var fyldt med tvivl, og du gik med et i panik.

    Havde han fortrudt?

    "Liam," begyndte du i et langsomt tempo, og han sig hårdt i læben; de læber, som lige havde ligget trygt og rart mod dine. "jeg har også været forelsket i dig... i et godt stykke tid nu." Det føltes helt forbudt at sige ud, så det kunne høres.

    "Virkelig?" spurgte han tøvende, men det var som om, at der lå et snert af glæde lige bag.

    Du kunne kun nikke, hvilket forårsagede et stort smil, der bredte sig over hans læber. Du smilede også selv og kom til at fnise kort. Han tog fat om dit håndled, før han trak dig med ned og ligge på madrassen i sengen. Du kunne ikke gøre andet end at følge med ham, og da lyset pludselig blev slukket, mærkede du et sus igennem dig. Dette var dog anderledes end de forrige.

    Dette var fyldt med en lalleglad nervøsitet, men mest af alt lykke. Du lå i mørket ved siden af Liam, som netop nu flettede sine fingre ind i dine. Du følte dig ekstatisk. Et par læber blev trykket mod din pande, hvilket fik dig til at lukke øjnene.

    "Tak, fordi du er her for mig," hviskede han mod din hud.

    Du nikkede. "Altid," forsikrede du ham, og du kunne mærke på hans læber, at han smilede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...