A Dream Is A Wish Your Heart Makes ♥ Justin Bieber Novelle

Ligesom Melissa tror at alt i hendes liv er perfekt, finder hun ud af at alt måske ikke er så perfekt alligevel... Var det Joey sagde om at hun var adopteret og ikke kendte hendes rigtige forældre sandt? Holder Paige og George på et kæmpe hemmelighed overfor Melissa? Hvordan reagere hun, da Paige og George pludselig vil tale med hende, om noget alvorligt?

9Likes
37Kommentarer
2562Visninger
AA

1. The truth hurts even more...

 

Jeg ligger tasken fra mig, og smider mig i sengen. Jeg mærker tårerne trille ned langs kinderne på mig. Var det sandt hvad Joey sagde? Kender jeg ikke mine rigtige forældre? Holder mine ’’forældre’’ en kæmpe hemmelighed for mig? Er jeg adopteret? Jeg kan ikke overkomme tanken om at det skulle være rigtigt, så jeg udelukker den. Selvfølgelig kender jeg mine rigtige forældre! Jeg bor jo sammen med dem. Paige og George er mine rigtige forældre! Joey har sikkert bare sagt det for at gøre mig endnu mere sur. Selvom jeg prøver at udelukke tanken om at jeg måske er adopteret, er det svært.

Jeg rejser mig og går hen til mit spejl. Min mascara er tværet fuldstændig ud, og render ned af mine kinder. Jeg tørrer det værste væk med noget makeup-fjerner, og går nedenunder. ’’Melissa?’’ Siger min far. Jeg går ud i køkkenet hvor min mor og far sidder. Jeg fanger en pære i skålen, skyller den, og læner mig ind over køkkenbordet. ’’Hvad er der, George?’’ siger jeg, men fanger hurtigt mig selv i mine ord. Jeg tager langsomt min hånd op foran min mund. Hvorfor sagde jeg det? Hvorfor sagde jeg ikke far? Min far sender et underligt blik til min mor. ’’George?’’ siger han. Jeg plejer aldrig at kalde ham George, som han hedder. Jeg plejer altid at kalde ham far. Min mor rejser sig og går hen til min ham ’’Måske er det bedst vi fortæller hende det med det samme’’ siger hun. Min far kigger ned i bordet. ’’Fortæller mig hvad?’’ siger jeg forvirret. Pludselig kommer tanken om at jeg er adopteret frem igen. Hvad sker der? Vil de fortælle mig, det jeg frygter allermest?

’’Melissa.. Vi har noget meget vigtigt vi gerne vil fortælle dig’’ siger min mor. Der opstår en tavshed, men min mor bryder den hurtigt. ’’Du er…’’ fremstammer hun, men begynder at græde. Hun går mod mig. ’’Stop! Du skal ikke komme nærmere!’’ Siger jeg og bryder ud i gråd. Jeg vender mig og går mod døren. Inden jeg når helt ud af køkkenet, vender jeg mig op igen. ’’I skal bare holde jer langt væk fra mig! Jeg ved hvad i vil… Bare hold jer væk!’’ siger jeg, med tårer trillende ned langs kinderne. Jeg tager sko og jakke på, og smækker døren efter mig. Tilbage i køkkenet sidder min George og Paige fuldstændig ude af den. Hvordan kunne jeg vide hvad de ville sige?

 

Jeg sætter mig på en bænk i parken, og bryder sammen. Så Joey havde ret? Jeg er adopteret! Men hvorfor fortæller de det først nu? Jeg er 16 år. Burde jeg ikke have fået det af vide noget før?

Jeg sidder længer og tænker og græder. Pludselig mærker jeg ar hånd på min skulder. Det giver et sæt i mig, og jeg kigger op. Det er Paige. ’’Sagde jeg ikke at i skulle holde jer væk fra mig?’’ råber jeg. Hun prøver at berolige mig og forklare hvorfor de først har fortalt det nu. Vi sidder i mange timer, hvor vi bare snakker om det. ’’Men hvem er min rigtige mor så?’’ spørger jeg, og kigger på hende. Hun tager sin hånd mod min ansigt, og tørrer tårerne væk fra mine kinder. ’’Hun hedder Carrie… Kom med hjem så laver vi noget te og kigger i papirerne sammen, søde’’ siger hun.

Vi går hjem og roder i nogle skuffer og mapper for at finde papirerne. Vi sætter os ved bordet, og begynder at kigge i alle papirerne. Der er hundredvis af papirer. Vi finder alle mulige informationer om min mor, min far, mig… og så en dreng kaldt Chris. Han er min storebror. Jeg havde aldrig troet at jeg skulle have en storebror. Mig som altid har været enebarn? Jeg bliver ikke ked af det, men måske lidt skuffet. Hvorfor gav min mor og far mig væk? Og hvorfor beholdte de Chris?

’’Paige… hvorfor gav min mor og far mig væk?’’ spørger jeg. Hun tøver lidt, og kigger ned i bordet. Jeg kan se på hende at noget er galt. Hun prøver at skjule et eller andet, men hvad? Jeg lægger min hånd på hendes og siger: ’’Bare fortæl… Det er okay… Jeg vil forsøge at forstå’’. Hun kigger igen ned i bordet, og siger så: ’’Det er lige netop det… Jeg er bange for at du vil blive mere såret…’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...