A Dream Is A Wish Your Heart Makes ♥ Justin Bieber Novelle

Ligesom Melissa tror at alt i hendes liv er perfekt, finder hun ud af at alt måske ikke er så perfekt alligevel... Var det Joey sagde om at hun var adopteret og ikke kendte hendes rigtige forældre sandt? Holder Paige og George på et kæmpe hemmelighed overfor Melissa? Hvordan reagere hun, da Paige og George pludselig vil tale med hende, om noget alvorligt?

9Likes
37Kommentarer
2564Visninger
AA

2. Is this love..♥

 

’’Please.. Fortæl nu.. Jeg vil vide alt om min familie’’ siger jeg. Hun kigger på mig og sukker, mens nogle tårer trille ned langs hendes kinder. Jeg rækker hende en serviet. Hun rejser sig og tørrer øjnene. George kommer ind. ’’Hvad sker der, her?’’ spørger han. Jeg kigger ned på alle papierne. ’’George, vil du ikke være sød at fortælle hende hvorfor hun er her? Jeg kan ikke overskue det’’ siger Paige. Han sætter sig ned overfor mig. ’’Da du var 10 måneder gammel, ville din mor skilles med din far. Hun kunne ikke overskue at han aldrig var hjemme, og hjalp til. Men det var din far ikke helt enig i. Han begyndte at slå ud efter din mor, og ville ikke lade hende gå. Det lykkedes heldigvis for din mor at få fat i jer og flygte, til sidst. Din mor løb med dig under armen, og med din storebror i hånden… Din mor tog jer med hen på hospitalet, for at få hjælp. Din mors krop var nærmest gennem tæsket af din far. Dig og din bror blev fjernet fra hende, og sat på børnehjem. Og derfor er du her nu’’ siger han. Tårerne trillede ned langs kinderne på mig. Tanken om at min far havde tæsket min mor var forfærdelig. Men visse tanker kører konstant rundt i mit hoved. Tanken om, at min mor måske ikke skulle være i live længere, og hvor er min bror?

Jeg sidder i lang tid og græder. Hvordan kan et menneske være sådan overfor et andet menneske? Ufatteligt. ’’George?... Lever min mor endnu?’’ spørger jeg. Han kigge mod mig, og siger: ’’Ja, din mor lever endnu’’. Så er der håb endnu! Måske kan jeg finde hende igen, og min bror. ’’Men hvor er min bror så nu?’’ spørger jeg. Han kigger væk, og tager en dyb indånding. ’’Han er hos din mor’’ siger han uden at kigge mod mig. Hvad? Hvorfor er han hos min mor? Og det er jeg ikke? Hvorfor?? Det er alt for meget på engang. Jeg rejser mig og går mod døren. Jeg har brug for noget frisk luft i alt den her kaos. Jeg går hen i parken og sætter mig. Jeg sidder og kigger på alle de forældre der pjatter rundt med deres børn, mens tårerne trille ned.

 

Pludselig hører jeg en stemme: ’’må jeg sætte mig her?’’. Jeg kigger op, og nikker. Han sætter sig ved min side. Jeg tørre de sidste tårer væk, og snøfter. ’’Noget galt?’’ spørger han. Jeg kigger mod ham, og siger: ’’Det er ikke noget særligt.’’ Han ligger en arm om mig, og siger: ’’Hvis det ikke var noget særligt, ville du ikke være så ked af det. Fortæl mig! Jeg lytter.’’ For første gang er der nogen andre end mine forældre der ren faktisk gider at lytte til mine problemer. Det er en underlig ukendt følelse. Ikke nogen væmmelig følelse, men en dejlig en af slagsen. Jeg smiler til ham, og siger: ’’Vil du virkelig gerne hører hvorfor jeg er så ked af det som jeg er?’’ spørger jeg. Han smiler til mig og nikker. Jeg fortæller hele historien om adoptionen, men ikke uden tårer. Det var som om det var noget helt andet at fortælle det til ham. Meget mere virkelig, og som om han forstod mig fuldt ud. Han sad endda og tørrede min tårer væk fra min kinder. ’’Men hvorfor sidder du så her?’’ spørger han. Jeg kigger op på ham, og siger: ’’Jeg går altid her hen og sætter mig her når jeg har brugt for at tænke, eller er ked af det.’’ Han smiler til mig, og tager min hånd. Han trækker mig med ud af parken. ’’Vent hvad skal vi? Jeg kender dig jo knap nok’’ siger jeg. Han stopper op, vender sig mod mig og siger: ’’Jeg hedder Justin.’’ Jeg griner og spørger: ’’Jeg er Melissa…Men hvor skal vi hen?’’

Han smiler til mig, og går hen mod mit ene øre. ’’Bare følg mig, søde’’ hvisker han. Jeg slipper et lille grin og et smil. Han trækker mig ned gennem gaderne, og ned mod stranden. Vi ender ved vandkanten. Solen skinner, og himlen er blå. Der er mennesker overalt på stranden. ’’Hvad skal vi her’’ spørger jeg. Han sender mig et smil. ’’kom’’ siger han, og løber ud i vandet. Jeg griner og kigger på ham, som om han var sindssyg. ’’kom nu’’ siger han. Jeg ryster på hovedet. Han løber ind mod mig, og tager fat i mit håndled. ’’Justin, nej… Justin!’’ skriger jeg og griner. Han løfter mig op i hans arme, og løber ud i vandet med mig. Han lader sig vælte ned i vandet. ’’seriøst?’’ siger jeg og griner. Vi pjatter lidt rundt ude i vandet, indtil Justin pludselig opdager nogle paparazzier. Han tager fat i mig og trækker mig ind til land. Vi løber op gennem byen, plask våde. ’’Justin, hvad sker der?’’ spørger jeg forvirret. Vi løber ind gennem en lille port, og sætter os ned ved muren. ’’Justin hvad sker der?’’ spørger jeg igen. ’’Du skal vide en ting’’ siger han alvorligt. Jeg kigger på ham med et forvirret blik. ’’Jeg er kendt. En sanger. Vi flygtede fra paparazzierne. Jeg er… Justin Bieber’’ siger han. Jeg kigger på ham med store øjne, og siger: ’’Hvorfor sagde du ikke det til at starte med?’’. Han kigger ned mod jorden og sukker. ’’Jeg var bange for at det ville ødelægge noget… Melissa..’’ siger han og stopper op, og kigger på mig. ’’Jeg ved det her lyder skørt… Men lige fra da vi pjattede rundt ude i vandet, har jeg været helt skudt i dig. Og jeg ville ikke have at du skulle blandes ind i alt det paparazzi halløj allerede nu’’ siger han. WOW! Den havde jeg ikke lige set komme. Kom som lidt af et chok for mig, men han er nu ret sød. Det er som om at de ord lige ændrede det hele. Før kunne jeg bare lide ham som en ny ven, men nu er det som om at jeg kan lide ham mere en bare en ven. Jeg smiler til ham og siger: ’’Aww, det var virkelig sødt sagt. Overhovedet ikke skørt.’’ Jeg kan mærke jeg rødmer. Han smiler til mig, og læner sit hoved tættere på. Pludselig mærker jeg hans læber mod mine. Til at starte med ved jeg ikke hvad jeg skal gøre, men jeg lader mig hurtigt rive med. Det føles vidunderligt. Vores læber giver langsomt slip fra hinanden. Jeg åbner øjnene og smiler til ham. Han rejser sig op og rækker sin hånd hen til mig. Jeg tager den og han hjælper mig op. ’’Hvad med noget tørt tøj?’’ spørger han. Jeg nikker, og smiler. Den dreng er bare for sød! Det er som om at han har ændret hele mit liv på ingen tid. ’’Min ting ligger henne i studiet, vil du med?’’ spørger han. Jeg nikker og vi går derhen. Jeg siger til ham at det med paparazzierne er lige meget.

 

Vi henter tingene i studiet, og jeg hilser på hans manager Scooter Braun. Han virker flink. Vi går ind i nogle tøjbutikker og finder noget tøj. Bagefter sætter vi os ind på et pizzeria. Vi bestiller en pizza som vi deler. ’’Jeg ved godt at det måske ikke lige er det mest romantiske sted’’ siger han og griner. Jeg smiler til ham og siger at det er perfekt. Vi griner og har det sjovt. Han er virkelig sød. Jeg tror at jeg er ved at få flere og flere følelser for ham, for hvert minut vi er sammen. Han er lige som en dreng skal være. Efter vi har spist følger han mig hjem. Vi kysser farvel udenfor døren, og veksler mobil numre. Jeg når kun lige ind af døren, da jeg får en sms. ’’Savner dig allerede søde’’ skriver han. Jeg glider ned langs døren. Det varmer om hjertet. Det er som om at han gør alting meget lettere.

 

Jeg tror jeg er forelsket…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...