Love can chance everything - One Direction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jun. 2012
  • Opdateret: 16 aug. 2012
  • Status: Færdig
Dette er 2'eren af Alle kan føle smerte - One Direction.
Stella Night rejser tilbage til Harry, og tilgiver ham. Imellemtiden skal de på tour, og Stella skal med. Vil Harry finde ud af Nialls og hendes lille hemmelighed. Eller forbliver den hemmelig? Dette for i svar på.
3 dage inde i touren bliver Stella 19 år, og det skal fejres. Men hvordan ender den dag, når det viser sig at Stella er gravid? Hvordan ender det drama, og hvad sker der overhovedet med bandet? Stella? Barnet? Alt?...
Følg med i her i 2'eren..
//Vandged.. dx'

48Likes
69Kommentarer
4240Visninger
AA

8. Kapitel 7.

 

 

Nialls synsvinkel:

Jeg var fri, smerten var væk, og jeg elskede allerede følelsen. Godt nok var alting mørkt, men det føles som om, at jeg fløj, som en fugl gennem luften. Intet at tænke på, intet at nå, kun en selv. Man vælger selv vejen man vil, og ingen kan stoppe en. 

Men der mangler noget... Jeg er ikke hel fri, tanken bliver alligevel ved med at komme frem i baghovedet. Jeg er bange, bange for om jeg faktisk er død. Ej, hvorfor skulle jeg være død?... Det virker bare ikke, som en søvn. 

Det er ikke det samme, som at sove. Der er man næsten ikke til stede i verden, og man tænker ikke så man kan høre ens egne tanker. Man sover bare, og når man slår øjnene op igen, er man en del af verden igen.

Dette er ikke en søvn, er det virkelig sådan her frihed føles? Jeg havde håbet på, hvad havde jeg egentlig håbet? At de andre ville finde mig, og hjælpe mig? Det er ikke, jeg ønsker. Men var det, som jeg havde håbet? Jeg havde håbet, håbet på, at jeg ikke ville være fri alene..

Jeg savner ikke lyset, mørket er rart, mod mine trætte øjne. Hvorfor havde jeg også taget den kniv med? Som om, jeg nogensinde ville turde at skære i mig selv. - Aldrig, sådan er jeg ikke. 

Er dette bare opmærksomhed? Er det fordi, at jeg føler mig glemt, at jeg gør dette? Er det fordi, at jeg bare savner opmærksomheden. Nej, det tror jeg ikke. Sådan er det overhovedet ikke, jeg ville bare gerne være fri. Fri fra alting, og bare være almindelig. 

Være i gang med min uddannelse lige nu, og have venner, der ikke var drengene. Ikke at jeg ikke elsker drengene, de betyder mere end noget andet. Men igen, nogle gange kan jeg ikke omgås dem. - Jeg kan ikke omgås dem, fordi jeg hader at mærke følelsen af, at jeg ikke er god nok. 

Liams smil, Louis' humør, Harrys charmende krøller, Zayn's six pak, det alle fansene er vilde med.. Jeg har intet af det, de har. Jeg er det 'lyse' får..

Jeg ønsker bare at være fri, men hvis det er sådan her friheden er, så ønsker jeg den ikke.. 

 

Harrys synsvinkel:

Mine ben rystede under mig, men jeg forsatte igennem de mange grene. Stella, vidste hvor Niall var, og Stella var langt foran. Eller ikke så lang længere.

Længere fremme lå han, helt fortabt, med Stella over sig. Han var sikkert gennemblødt, men hvorfor bevægede han sig ikke. Mine ben knækker næsten samme under mig, da jeg når dem. 

Jeg stopper op, og stirrer på Niall. Han er faldet, og har nogle blodstriber i panden, og en lille hudafskrabning på hagen. Der er lidt blod på hans venstre bukselomme, og jeg er ikke længere den eneste der stirrer på ham. Drengene er med, samt Eleanor og Danielle..

                                                                               ***

"Undskyld mig." Siger jeg til damen bag disken, og hun smiler venligt. "Ja, Hr. Styles?" Siger hun venligt, og sender mig et falsk smil. Hendes stramme hestehale, er næsten for stram. Hendes brune øjne, lyser af kedsomhed, og hendes læber er tørre. Hendes skønhedsplet, passer til farven på hendes hår.... "Stella Night, skal udskrives tak." Hun kigger igen ned i hendes computer, imens hun trykker på forskellige knapper. 

"Sådan, skriv under her." Siger hun og rækker mig en kugle pind, og et stykke papir. Kort undrer jeg mig over, at der ikke skal mere til. Så skriver jeg dog under, og hun smiler falsk til mig. "Mange tak, forsat god dag." Smiler hun, og ligger papiret under en masse andre, "lige et spørgsmål." Siger jeg, og hun vender igen opmærksomheden mod mig.

"Niall Horan?" Smiler jeg usikkert, og hun begynder stille at forklare mig vejen op til stuen. Jeg mumler et tak, og forsvinder hen til stolen, hvor Stella helt fortabt sidder.

Jeg tog hende med hjem, så hun kunne få noget ren tøj på. Hun har ikke sagt et ord til mig, siden hun råbte af mig. "Slip mig Harry! Jeg ved hvor Niall er!" Jeg kan tydeligt huske det, og det giver mig en smule skyldfølelse. Over hvad, ved jeg ikke. 

Stella er helt væk, så jeg sætter mig på hug foran hende. "Vil du med op til Niall?" Hendes øjne møder først mine, det sekund jeg siger Nialls navn. Hun rejser sig, og rækker ud efter min hånd. - Okay, så ved jeg, at hun ikke hader mig. Hun vender blikket mod mig, og jeg kigger lidt såret på hende. 

"Du siger ikke noget?" Spørger jeg alvorligt, og hun ryster på hovedet. "Undskyld," hvisker hun, og klemmer sig ind i et kram med mig. Jeg ligger beskyttende armene om hende, og et smil flyder frem på mine læber. "Lads os finde Niall." Hvisker jeg i hendes øre, og hun nikker langsomt..

Usikkert trak jeg mig fra hende, og kyssede blidt hendes kind. "Kom" hviskede jeg, og flettede mine finger i hendes. Hun smilede kærligt, og jeg smilede kort tilbage. Jeg var faktisk ikke, så meget i humør til at smile lige nu. 

Jeg sukkede, da vi nåede døren til Nialls stue. Jeg åbnede døren, og trådte ind med Stella i hælende. Liam kiggede kort op, og prøvede at smile, men det blev bare til en grimasse. Zayn sad i vinduet, og kiggede ud. Jeg vidste, at han ikke ville kigge på nogen af os.. Lige nu, i hvert fald. 

Liam sad over ved sengen, hvor Niall lå og sov. Danielle sad ved siden af, og holdte Liam trygt i hånden. Louis sad på en stol på den anden side af sengen, på hans skød sad Eleanor imens Louis havde armene om hende. Normalt ville jeg komme med en kommentar om, at Louis var min. Men ikke lige nu..

Stella slap min hånd, og gik små skridt over mod sengen. Eleanor sendte hende kort et smil, men kiggede så ned igen. Stella satte sig på den frie stol, ved siden af den Louis og Eleanor. Jeg stod lidt tavst, da jeg ikke vidste hvordan Niall havde det. Jeg rettede mig op, og gik over til sengen. Jeg stod for fodenden og betragtede den uskyldige dreng, i den hvide hospitals seng..

Et suk undslap mine læber, og Liam kiggede kort op. Jeg vendte ryggen til Niall, og gik 3 skridt over til væggen. Den gled jeg ned af, og lagde hovedet stille imod den. Jeg sukkede igen - bare lydløst, og kiggede kort over mod Zayn. Hvorfor lige Zayn ved jeg ikke, men han plejer ikke at vise, at han er 'ked af det'. Det gjorde han heller ikke nu, han sad bare og kiggede ud af vinduet.

Nialls synsvinkel:

Et gisp undslap mine læber, da mine øjne åbnede sig hurtigt, og jeg så lys ovenover mig. En kæmpe smerte skød frem i min krop, hvilke fik mig til at gispe igen. Jeg så panikken rundt, og opdagede, at alle sad og kiggede på mig. Zayn, med helt røde øjne, og stadig tåre på kinderne. Louis med Eleanor i hånden, hvor deres øjne var mere røde en Zayn’s. Harry sad nede ved forenden, op af væggen, og kiggede nervøst på mig. Hans øjne var ikke særlig røde, så han havde ikke grædt.. Hvorfor skulle han også det? Danielle og Liam sad på den anden side af mig, Danielle på Liams skød, og de havde i hvert fald grædt. Den sidste person i rummet, fik mig næsten til at skrige – af lykke. Stella sad, på stolen ved siden af denne klamme hospital seng. Med helt røde øjne, og helt fortabt ansigt udtryk, som hurtigt gled op i et smil fordi, at mine øjne mødte hendes. Jeg smilede svagt igen, og Liam skubbede hurtigt Danielle ned, og farede over til min hånd. ”Niall? Har du ondt? Louis, Harry hent en læge!” Han kiggede kort ned på mig, inden Louis og Harry var forsvundet ud af døren.

”Er du okay? Har du ondt nogen steder?” Liam så, så bekymret ud. Havde jeg virkelig gjort så meget skade på dem? Hvordan kunne jeg nu leve med mig selv? Nej sådan, burde jeg ikke tænke. Men lige nu, er det desværre det jeg gør.

Jeg ville gerne svare Liam, men det var som om, at jeg ikke kunne få et ord ud. Den smerte, som jeg havde påført ham. Jeg kunne ikke få mig selv til det, hvorfor havde jeg overhovedet påført så meget smerte på ham? Han glemte mig næsten..

Jeg kunne ikke svare ham lige meget, hvor meget jeg faktisk ønskede det. Jeg kunne ikke få et ord, til at flyde ud igennem mine læber.

Liams hånd gled væk fra min, og jeg kiggede hurtigt op. Hvad skete der? En ny hånd faldt i min, og hun hulkede højlydt, imens hun klemte den. Stella..

Jeg ville snakke til hende, berolige hende. Men jeg kunne ikke, hele min krop gjorde ondt. Ikke kun fysik, men også psykisk. Jeg havde det så dårligt med, at få hende til at græde. Også oveni det, så havde jeg utrolig ondt i hele kroppen, den var øm.. Meget.

Men det store spørgsmål er, hvordan kom jeg her hen? Det er mærkeligt? Jeg huskede, at jeg faldt, men ikke at nogen fandt mig?

Stella hulkede en ting gang, og jeg tvang mig selv til det. Jeg lagde 1 finger under hendes hage, og løftede blidt hendes hoved op. Tårerne røg ned af kinderne på hende, og jeg løftede langsomt min hånd. Jeg lagde den blidt mod hendes kind, og kærtegnede den blidt. Hun snøftede, og jeg vidste dette var forkert. Harry kunne komme ind hver sekund, men jeg kunne ikke få mig selv til at flytte den..

Mine øjne lukkede sig i, da det blev uoverskueligt at holde dem åbne. Stella hulkede igen højere, og jeg kunne høre Liam sagde noget til hende, men hendes hulk overdøvede hans ord. Jeg rynkede panden. ”Stella..” Mumlede jeg, og kærtegnede igen hendes kind. Mine øjne var lukket, og min stemme var hæs.. Jeg kunne ikke kende den mere, den var ikke fyldt med glæde mere, hvilke gjorde utrolig ondt. Jeg fjernede hånden, da det var for hårdt. Jeg lagde den igen ned, og en smerte skød igen igennem min krop. Jeg rynkede panden endnu mere, og tvang flere ord ud.. ”Jeg..” Min stemme knækkede over, og da jeg hørte døren gå op igen, åbnede jeg kort øjnene.

En ukendt mand, stod lænet ind over mig, og hans briller var lidt duggede. Han lyste mig i øjnene med en lommelygte, og jeg lukkede igen øjnene. ”Niall.” Sagde manden, som nok var en læge. Jeg stønnede bare træt, og smerte fulgt. Lægen mumlede noget om smertestillende, og gik ud igen..

Jeg var okay, men jeg forstod ikke.. Havde jeg påført så meget smerte, bare fordi jeg ville være fri?

 

                                                                           _______________________________

 

1805 ord siger word. Undskyld, at jeg hele tiden skiftede synsvinkel. Undskyld, den dårlige slutning. Like alligevel ikke? Eller kommentarer? Synes, det står helt stille??

//Vandged! 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...