Love can chance everything - One Direction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jun. 2012
  • Opdateret: 16 aug. 2012
  • Status: Færdig
Dette er 2'eren af Alle kan føle smerte - One Direction.
Stella Night rejser tilbage til Harry, og tilgiver ham. Imellemtiden skal de på tour, og Stella skal med. Vil Harry finde ud af Nialls og hendes lille hemmelighed. Eller forbliver den hemmelig? Dette for i svar på.
3 dage inde i touren bliver Stella 19 år, og det skal fejres. Men hvordan ender den dag, når det viser sig at Stella er gravid? Hvordan ender det drama, og hvad sker der overhovedet med bandet? Stella? Barnet? Alt?...
Følg med i her i 2'eren..
//Vandged.. dx'

48Likes
69Kommentarer
4220Visninger
AA

7. Kapitel 6.

 

I Miss You - Avril Lavigne..

                                                                                

 

Jeg ryger i tidsrummet igen, kan overhovedet ikke røre mig. Jeg er væk, fuldstædig væk. Mine tanker overtager mit sind. Hvad har Niall gang i? Hvorfor så alvorligt? Jeg handler ikke, tænker kun. Mine tanker overtager min fornuft, fornuften som siger, at jeg skal efter Zayn - hen til Niall. Hvor end han så er. Jeg er bange, hvad vil Niall gøre? Hvad kunne han gøre? 

Tidsrummet er der, og jeg kan kun svagt høre Harrys stemme. Jeg kan se ham, hans læber bevæger sig, og han står med et forskrækket ansigt foran mig. Jeg vil så gerne hen til ham, følge med ham, hen mod Niall. Finde Niall, stoppe ham, hvis han er ved at gøre noget dumt. 

Men jeg kan ikke, tidsrummet er i vejen. Det er som om, at denne her væg, usynlige væg, hele tiden sætter sig imellem den rigtige verden, og tidsrummet. Det er forvirrende, og jeg kan ikke handle. Jeg kan ikke bryde igennem væggen, ikke lige med det samme. Det er umuligt. Helt igennem umuligt. 

Zayn deltager nu, med at råbe foran mig. Jeg tror i hvert fald, at de råber. Mine tanker, og følelser flyver rundt i hovedet på mig, og jeg kan ikke tage mig sammen. - Min krop er i oprør. 

Jeg vil hjælpe Zayn, og Harry. Så derfor, tager jeg dette skridt. Ned fra sengen, hiver den eneste nål, jeg har i, ud af min hånd. Jeg bliver svimmel, og alt forgår i slowmotion. Harry kigger alvorlig på mig, og derefter siger han noget til Zayn. 

Jeg er væk, imellem tidsrummet og den virkelige verden.  Jeg ryger langsomt ud af tidsrummet, og kan fornemme hvad Harry og Zayn siger. Jeg er forvirret, hvad har Niall gang i? Harrys og Zayn's ord giver mig lyst - lyst, til at tage tilbage til den virkelige verden. Jeg vil hverken være i tidsrummet, eller imellem tidsrummet og den rigtige verden. 

Jeg vil være der for Niall, jeg vil trøste ham, stoppe ham, berolige ham, snakke med ham, fortælle ham... Jeg vil hjælpe Zayn og Harry. Men jeg kan ikke rykke mig ud af stedet - jeg sidder fast. 

Jeg stirrede bare ud i luften, ude af stand til at flytte mig. Jeg ville finde Niall, jeg måtte bryde igennem - igennem væggen. Væggen mellem tidsrummet og den virkelige verden. Jeg vil finde Niall! Med den tanke, ryger jeg tilbage til virkeligheden. Zayn og Harry råber af hinanden, og mig.. Jeg rejser mig, og med et er jeg henne ved Zayn. 

"Hvor er han?!" 

 

Nialls synsvinkel:

Jeg er træt af at høre det, se det, føle det. Jeg gider ikke mere, derfor sidder jeg her. Helt alene, eller næsten. Døren til mit værelse i tour-bussen er låst, og jeg prøver at lukke larmen ude. 

De andre drenge, eller Liam og Louis. Råber og skriger ude foran døren, som om det gælder mit liv. Det gør det ikke. Så dårligt har jeg det heller ikke - tror jeg. 

Jeg havde glædet mig, glædet mig til at Harry og Stella, ikke længere ville elske hinanden. At hun ville elske mig, måske.. Harry er en idiot, det var ham der startede. Ham der startede med at lave rod i deres forhold. Jo jeg elsker Harry, mere end du kan tænke dig til. 

Derfor er dette sværere, meget sværere. Jeg er glemt, glemt blandt alle. Alle har så travlt med Harry og Stellas forhold. Det irriterer mig, eller det går mig på. - Meget. Jeg hader at sige det, men jeg ville ønske, at jeg ikke kendte nogle af disse folk omkring mig. 

Ikke at jeg hader dem, jeg elsker dem virkelig. - Men lige nu, i denne situation er det svært. Ikke svært at elske dem, men at leve iblandt dem.. Jeg elsker dem, men at omgås dem er svært lige nu. 

Jeg er forelsket i Stella, jaloux på Harry, ødelagt over at vores ufødte barn er dødt, jaloux over Louis' og Eleanors forhold, det samme med Liam og Danielle, og det helt samme med Zayn, og hans udseende. Alle synes Harry og Stella er så søde, alle synes Liam og Danielle er så søde, alle synes Louis og Eleanor er så søde, alle synes Zayn er så lækker. 

Også er der mig, hvad er jeg? Det lyse får, med den forkerte hårfarve i vores band. Av den gjorde ondt, men det er jeg. Det sorte får, men i dette tilfælde det 'lyse' får, i ved.. min hårfarve. 

Jeg kan ikke klare tanken, tanken om alle der bare synes, at jeg skal ud af bandet. Selvfølgelig er der mange, der utrolig gerne vil have mig med i bandet, men jeg ved ikke helt. Jeg kunne vel godt bare, være drengenes venner, og se dem nogle gange og sådan noget, jeg behøver da ikke være med i bandet? Gør jeg? 

Stella, en håbløs-forelskelse, som aldrig vil blive til virkelighed. Det kunne ellers være perfekt, også med en lille mini Horan/Night.. Det kunne være perfekt - næsten. 

Derfor er jeg skuffet, skuffet over mig selv. For at ligge låg på det hele. Jeg er jaloux, håbløs-forelsket, bange, det 'lyse' får, usikker, skuffet og sur - de sidste 3 ting, på mig selv. 

Jeg er usikker, på bandet. Skuffet, over at jeg ikke bare kan glemme Stella. Sur over, at dette ikke er første gang jeg har følt denne følelse. Følelsen af tomhed. 

Det er ikke den samme 'tomheds-følelse', som da jeg mistede vores ufødte barn. Det og dette er ikke den samme 'tomheds-følelse'. 

Denne her er anderledes, den fortæller mig, at jeg ikke er god nok. Som en stemme, der hele tiden har været i mit hoved - siden jeg fik hate. Haters over mig, og bandet. Folk der ville have mig ud af bandet, og de havde endda lavet flere grupper om det, og lavet en navn.. Det er ikke rigtige Directioners, men stadig, er det bare mig? Mig der ikke er god nok?

En pige stemme lyder, og denne gang er det ikke Danielle og Eleanor. Det er en hel anden, hendes bekymrede stemme får tårene frem, i mine øjenkroge. Hun er bekymret, men hvorfor? Det giver ingen mening. Hun elsker mig ikke, hun elsker Harry. Som jeg desværre ikke kan hade, Harry er som en bror for mig. Jeg kan ikke bare hade ham, ikke bare sådan. Det ville være forkert. 

"NIALL!" Hendes stemme skriger nærmest mit navn, og hun banker hårdt hånden mod døren. Dette får mig til at kigge op, og over på døren.. Jeg havde hele tiden haft mit ansigt i mine hænder, bange for at skulle finde mig selv i spejlet. Hun hulker højt, og falder vist nok ned af døren. Tårene baner sig vej ned af mine kinder, hurtigt.

Hun er bange, det er de allesammen. Deres råb, og skrig, er ikke til at tage fejl af. De er bange, men hvorfor? Det forstår jeg overhovedet ikke? Jeg ryster hurtigt på hovedet, da det ikke kan passe. De er ikke bange.. 

Hun er sikkert bare på-virket. På virket over, at hun ikke fik vores barn. - Hvor hun så kunne bilde det ind, at Harry var faderen, og ikke jeg. Også bare havde ladet mig være, som om alt var almindeligt. Det var det ikke! 

Jeg slår hovedet ind i sengekanten, af ren hovedpine. Det hjælper nok ikke ligefrem, eftersom alle bare skriger højere og råber. Jeg åbner mine øjne, som jeg har lukket? Jeg kigger rundt i rummet, men ruller hurtigt over spejlet. Det vil jeg ikke se i, så overtager mine negative tanker bare. 

Jeg kigger over på vinduet. Vi kører ikke, jeg kunne jo? Nej, ville det være dumt? Nej! Det var alligevel middag, okay, det gør det bare værre. Jeg er ligeglad, der ligger en skov tæt på her. Jeg vil væk, væk fra deres stemmer. De er alligevel ligeglade, de vil bare ikke sættes i dårligt lys. Det bekymrede sig slet ikke.

Jeg rejser mig hurtigt op, for hurtigt. Mit syn bliver sløreret, og jeg kan ikke se noget som helst. Mine ben krøller under mig, men jeg går ligeså stille et skridt, imens jeg løfter hånden op til panden. Det gør ondt i min pande, og mine øjne presser nærmest på. Jeg slår mig engang over armen, så smerten forsvinder derned. 

Jeg går hurtigt over til den lille komode, med de mange skuffer i. Jeg åbner straks nummer 2, ud af 5 og leder.  Imellem urene, min MacBook og iPhone-coverne finder jeg det, som jeg despart har ledt efter. Jeg tager det op, og ligger det langsomt i lommen. 

Jeg hopper op i vindueskarmen, og høre lige Zayn råbe noget u-forståeligt, inden jeg er hoppet ud af det. De godt 1 meter ned klarer jeg godt, og sætter nu i løb mod skoven. 

Deres ansigter visses i min nethinde, for hvert skridt jeg tager. De går på omgang. Stella, Harry, Liam, Louis, Zayn, Danielle, Eleanor.. Også forfra. Det får mig bare til at løbe hurtigere, og ind mellem nogle træer. Uvidende om, hvor jeg faktisk løber hen.. 

En gren knækker under mine fødder, og jeg flyver et kort sekund i luften. Det føles fantasitisk, som at være fri, fri som en fugl, eller bare fri som selve friheden. Indtil jeg rammer jorden, og en smerte bryder sig ud i min krop. En stor del af smerten, er boret ind i mit lår, fra den kniv jeg havde lagt i min lomme. Uvidende om hvor jeg er, mærker jeg smerten overtage min krop, sammen med følelserne, og mine øjenlåg lukker sig tungt i...

Stellas synsvinkel:

Alt går i stå igen, men jeg er ikke tilbage i tidsrummet. Jeg kan høre alles stemmer der despart løber rundt i Nialls værelse, som vi fandt en extra nøgle til. Han var her ikke.. Det værste er, at vi ikke ved, hvor lang tid han har været væk.. 

Jeg savner ham allerede, jeg sidder på gulvet, og vugger mig selv frem og tilbage. Mine ben er trukket op under mig, og mit hoved ligger på mine knæ. Mine arme er rundt om mine ben, også sidder jeg ellers bare og vugger mig til side og side. Imens mine følelser langsomt æder mig op, indefra. 

"Nej...nej...nej.." Hvisker jeg uroligt, og vugger mig selv hurtigere. Hvorfor Niall? Jeg ved jo ikke, hvad den dreng kan tænke. Jeg ved, at han virker som en rolig, sød dreng, men jeg tror hans negative tanker nogle gange overtager ham. 

Jeg får øje på vinduet, og kan se det står åben. Mine øjne ruller videre rundt i værelset, men stopper pludselig og ruller tilbage på vinduet. Han har hoppet ud af vinduet, og sikkert forsat ud i skoven. 

Jeg rejser mig hurtigt, og løber hurtigt over til vinduet. Jeg hopper op i vindueskarmen, og skal lige til at hoppe ned, da en holder mig tilbage. Jeg kigger mig tilbage, og finder Harrys alvorlige øjne. 

"Slip mig Harry, jeg ved hvor Niall er!" Råber jeg, og han slipper mig af ren overraskelse. Jeg er også selv ret overrasket over, at jeg råbte af ham - efter hvad vi lige har været igennem. Men jeg må undskylde senere, jeg hopper ned i mudderet, og kan se Nialls fodspor. 

Jeg sætter i løb efter dem, og kan mærke et tordenbrag, men lige nu er jeg ligeglad. Jeg skal finde Niall. Det regner kraftigt, og jeg prøver at løbe hurtigere for ikke at miste sporet. Deres stemmer skriger mit navn bag mig, men jeg er fuldstændig ligeglad, jeg skal finde Niall! 

Hans fodspor stopper, og jeg kigger despart rundt til siderne. Hans fodspor forsatter ind imellem en masse træer, og væk fra stien. I panik løber jeg derind, bange er jeg. Men jeg er ligeglad, ting kan bare komme. Jeg skal finde Niall. Jeg savner ham, hans glade ham. Den Niall, der er utrolig madglad, og griner over alt. Jeg savner ham.

Jeg savner hans kys, jeg savner Niall, og bliver pludselig i tvivl, elsker jeg Harry eller elsker jeg Niall? Nå, det er ligemeget lige nu. Jeg skal finde Niall.  

Og det gør jeg. Få meter fremme lægger han, og jeg sætter farten op. Jeg falder ned på knæ ved siden af ham, og kigger på hans bukselomme, hvor der langsomt ryger blod ud af. Jeg hulker højt, og falder ned over ham. Hans øjne er lukket, og han er kold og våd. 

Jeg fandt ham.

Nu er mit næste mål, at se ham åbne sine flotte blå øjne. 

Det skal han! 

 

                                                                  _______________________________-

 

Org kære mennesker!

Dette kapitel er rettet igennem, og jeg elsker jer allesammen fordi i læser. Der kan stadig godt være stavefejl selvfølgelig, undskyld! 

Jeg er rigtig glad for dette kapitel selv (det er jeg overhovedet ikke tit), og ville blive glad hvis i skrev en kommentar, om dette kapitel?

Var det godt, og hvad kunne jeg gøre bedre..? 

Jeg gennemgår stadig en hård tid i mit liv, som er blevet lidt mindre efter at have sommerferie. Men imorgen skal jeg på ferie, og det vil betyde i ikke får mere lige sådan bare.. Men jeg skriver, da det ikke er udlandet, bare en lille ting jeg skal.

Det tager jo også tid at skrive.. Husk, at jeg også har et liv udenfor movellas! xD....................

Læs mine andre noveller, også med One Direction. 

Love is just a word - One Direction - som jeg selv skriver. 

&

Everything changes ~ One Direction - som jeg skriver med min elskede Handihomocapbent! 

Xoxo Vandged. <3<3<3<3<3. *-:

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...