Love can chance everything - One Direction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jun. 2012
  • Opdateret: 16 aug. 2012
  • Status: Færdig
Dette er 2'eren af Alle kan føle smerte - One Direction.
Stella Night rejser tilbage til Harry, og tilgiver ham. Imellemtiden skal de på tour, og Stella skal med. Vil Harry finde ud af Nialls og hendes lille hemmelighed. Eller forbliver den hemmelig? Dette for i svar på.
3 dage inde i touren bliver Stella 19 år, og det skal fejres. Men hvordan ender den dag, når det viser sig at Stella er gravid? Hvordan ender det drama, og hvad sker der overhovedet med bandet? Stella? Barnet? Alt?...
Følg med i her i 2'eren..
//Vandged.. dx'

48Likes
69Kommentarer
4324Visninger
AA

6. Kapitel 5.

                                                                      One Direction - Moments. 

 

Følelserne omkring mig, kan ikke beskrives. Jeg er tom, tom for følelser. Lever i min egen, egen ukendte verden. En verden uden følelser. Jeg er i et tidsrum, mellem virkeligheden og mine tanker. Svagt i mit baghoved kan jeg svagt høre, mine lave hulk, og Harrys trøstende ord. 

Stadig, befinder jeg mig her. I tidrummet mellem virkelig at føle mig levede, og føle mig død. Det er ikke gået op for mig endnu. Jeg har taget et anden menneskes liv, et barn, et ufødt barn, mit ufødte barn. 

Det er nok, det der er værst. Det er at tænke sådan, det var mit ufødte barn. Jeg har taget livet fra mit eget barn, mit ufødte barn. Den lille pige, eller dreng.. Pigen med den lange brune hår, med det røde skær i. Nialls rigtige hårfarve, med min rigtige skær i. De blå øjne, som hun skulle have avet fra os begge. De små blå øjne, som ville være fyldt at glæde, glæde over alting. Over hendes lille bitte familie. Med 2 fadrede. Også den lille dreng, hvis det var en dreng. Med det mørkebrune hår, fra Niall, og de små blå øjne fra os begge. Fyldt af kærlighed, og livs-nydelse. Han ville være perfekt, hun ville være perfekt. De kommer aldrig til at leve..

Jeg tog dens liv, det gør så utrolig ondt. Jeg havde glædet mig, glædet mig til at se den lille krop, vokse sig større. Jeg ville elske, at skulle være vågen flere gange om natten.  Høre 'den' sige sit første ord, som selvfølgelig skulle være "far". Se 'den' starte i vuggestue, se den udvikle sig, fra spædbarn, til umulige teenager. Det kunne være perfekt, at skulle skændes med 'den' om, hvornår 'dens' sengetid er. Se 'den' bryde vores aftaler, hvorefter at løse dem igen. Se 'den' tage rigtige og forkerte fejl, hjælpe 'den' igennem livet, når det er værst.. 

Det kunne være blevet fantasitisk, men sådan bliver det aldrig. Ikke med præcis, denne baby.. Ikke med Nialls rødder i.. Hvem ved, hvem den næstes rødder bliver. Harrys? Nialls? Eller en hel 3.? 

Men den følelse, af Nialls og mit lille pige/dreng løbe rundt, og løbe rundt. Bekymring for om han/hun vil falde. Bekymring, om den nogensinde vil spørge, spørge til om Niall og jeg - sammen..

Det gør ondt at tænke på, for jeg ved, at det aldrig kommer til at ske. Hvorfor er der ingen der holder om Niall? Han må hænge i det samme tidsrum, som mig lige nu. Med alle de tanker, om vores perfekte lille pige eller dreng. Han må tænke de samme tanker, som mig. Men han må også tænke noget andet. Tænke, hvor perfekt jeg må have det. Jeg må have det perfekt, jeg ligger i en persons arme, og bliver trøstet. Han sidder alene, uden nogen form for kærlighed. Jeg burde gøre noget ved det. 

Men jeg kan ikke.. Jeg kan ikke bevæge mig, kan ikke røre mig. Jeg ligger i dette tidsrum. Med mine egne tanker, og bekymringer.. 

Det ville være perfekt, at sidde som gamle, og sidde og kigge igennem billeder. Billeder fra 'dens' opvækst.. Det ville være det bedste nogensinde, at kunne side der.. Sammen med mit lille dreng/pige.. Bare sige, der, og kigge tilbage. Tilbage på hvordan de havde været, men sådan skulle det ikke være. Ikke med Nialls og mine rødder, det er forbi. Niall og jeg, det var en fejl, så selvfølgelig skulle fødselsen også gå galt.. Jeg har taget en persons liv, en ufødt persons liv. Mit ufødte barn. 

Jeg kan ikke få det ind i mit hoved, alt er anderledes... Jeg kan ikke kende den.. Kan ikke kende følelsen i min krop. - Tomheden, har mange gange været der for. Men der er en anden følelse. En følelse, jeg er sikker på ikke, har et navn. Måske er det skyldfølelse, blandet med noget andet? Det kunne det, da godt være ikke? 

Tomheden laver larm, og mine egne hulk bliver lavere. Lavere og lavere. Harrys beroligende stemme, er kun en susen i mit hoved. Den er næsten væk, men kun næsten. Langt ude, kan jeg høre den. Det er som om, at jeg kravler mere og mere, end i dette tidsrum. Dette tidsrum, jeg også ved Niall hænger i. Jeg ved, at han har det ligeså dårligt som mig. Ingen andre ved, hvad i tænker. Ikke Danielle, ikke Eleanor, ikke Liam, ikke Louis, ikke Zayn, og overhovedet ikke Harry. Ingen af dem. Kun Niall og jeg.

Kun Niall og jeg, ved kender til dette. Vores ufødte barn, er dødt. Det vil aldrig stå på benene, aldrig blinke sødt med øjet. Aldrig. Den er forbi, og dette forstår kun Niall og jeg. De andre, har aldrig prøvet det. De ved ikke, hvilke tanker, der går igennem vores hoveder lige nu. De ved ikke, at vi hænger i dette tidsrum, tænkende. Fulgt med skyldfølelse. Jeg ved Niall føler sådan, for vi står i det helt samme. Og jeg kan mærke det.. Jeg kan mærke, at han føler det..  

                                                                                      ***

Jeg ligger i dette tidsrum længe, flere timer, mine hulk er stoppet, men ikke mine tanker. De kører på fuld fart, og stopper aldrig. Et suk forlader mine læber, da jeg begynder at høre folks stemmer normalt igen. Louis og Liam, der snakker lavt til Harry og Niall. Harry svare, men jeg kan ikke høre hvad. Jeg kan høre deres stemmer, men er ikke rigtig ude af mit tidsrum til at høre efter, hvad de faktisk siger. 

Jeg sætter mig op, og kigger ud af hospitals vinduet. Det er mørkt, og jeg skæver til uret på væggen. Den er lidt over 8, om aften. Jeg kigger rundt. Zayn, Danielle, Eleanor, Liam, og Louis, står på en række, og Danielle snakker til mig. Jeg kan høre hendes stemme, men hvad ordene er, ved jeg ikke. Jeg kigger ned på Harry, som sender mig et forvirrende blik. Hans læber bevæger sig, og endelig kan jeg høre hans ord.

"Stella?" Spørger han forsigtigt, og en glæde strøg fylder mig. At kunne høre folks stemmer igen, er rart. De sidste timer, har mit hovedet arbejdet på højtryk. Været fulgt af tanker, og følelser. Det er rart, at kunne høre folk tale rundt omkring. Lad dem forme ordene kort, og forståeligt. Stille og roligt, afslappet og næsten dødt. Det er, det der er behageligt. Stilheden, stilheden, uden de mange tanker, og følelser, der gør stilheden til et helvede. Ikke den stilhed, men den anden stilhed.. 

"Stella, vi smutter hjem nu. Vi ses imorgen." Siger Danielle blidt og aer mig blidt på panden. Jeg nikker bare, ude af stand til at sige noget. Eleanor giver min hånd et klem, imens Liam, Louis, og Zayn nikker let med hovedet, og sender mig et smil inden de forlader stuen. 

Der er stille, en behagelig stilhed, og intet tanke tidsrum. Det er behageligt. Altså lige indtil Niall rejser sig fra hans stol. Jeg vender opmærksom blikket mod ham, og prøver at fange hans blik. - Men der har jeg tabt. For lang tid siden, tabte jeg den kamp. 

"Niall." Hvisker Harry, men jeg tvivler på, at han faktisk hvisker. Jeg tror bare, det er mig, desværre.. Niall kigger kort op på Harry, og ryster så på hovedet. "Jeg har bare brug for at sove, vi ses imorgen. Sov godt." Mumler han, og kigger endelig ned på mig. Jeg smiler forsigtigt til ham, og han gengælder. "Tak, og i lige måde Niall. Er du sikker på, at du ikke vil blive?" Spørger Harry, og rejser sig fra sengen. Jeg følger hans bevægelser bange for, at han vil forlade mig. Men det vil han ikke, han forlader mig ikke. Han forsætter bare, forsætter rundt om sengen, til han står med armene om Niall. - Niall gengælder, og jeg smiler svagt. 

Niall nikker kort til mig, og jeg smiler til ham. Han forlader stuen, og der er igen stilhed. Den er behagelig, og Harry vender sig om. Han går rundt om sengen, og overtager lidt af hospitals sengen. Jeg smiler, da han langsomt nusser mig på panden. Han kysser den, og jeg ligger mig trykt ind til ham. 

 "Alt er anderledes nu. Morfar er død, han kommer aldrig tilbage." Hendes hårde ord, ligger sig med et hug på min hud. Den bryder ind i mig, prøver at få mig til at forstå. 

Forstå, hvor hun vil hen med dette. "Morfar er død Stella, fat det. Han kommer ikke tilbage." Siger hun igen hårdt, da tårene triller langsomt ned af kinderne på mig. Jeg ryster på hovedet, det kan ikke passe.

Hendes ord æder mig op indefra, for hver minut der går, ødelægges en lille gnist af troen. Troen på livet - den tro morfar gav mig. Den ødelægges ikke bare hvert minut, men også hver sekund. 

Kæmper sig igennem min krop, op i min hjerne, og skærer ned i den. Hvisker "Han er død, kommer aldrig tilbage." Får mig til at forstå ordene, som jeg helst ikke vil forstå. 

Morfar er ikke død, han skal være her. LIge her! Ved siden af mig, hjælpe mig igennem livet. 

Men morfar er død..

Minderne der vælter ind over mig, jeg har mistet ham, og jeg vil aldrig se ham igen. Minderne der langsomt forsvinder, jo ældre jeg bliver. Mine tanker er ikke så meget på ham mere, mit liv er ændret. Det ville han ønske, og han prøvede. Men med hans død, kunne han ikke fuldføre hans job. Hans mål, der er synd. Ikke mindst for ham, men også for mig.

Mine øjne glider langsomt op, og jeg lystet gør mig næsten blind. De larmende maskinder omkring mig, larmer sjovt nok. Samtidlig med maskinderne, synger fuglende udenfor det åbne vindue. Min mave er i smerte, og jeg kigger til siden.

Harry ligger der, og ser fuldstændig uskyldig ud, det er han også. Hans krøller ryger ned over hans øjenlåg, og hans læber er helt tørre. Hans arme lægger rundt om mig, og jeg kører en finger langs hans mave muskler. Jeg smiler, og frugter langsomt mine læber.

Tomheden er væk, tidsrummet er væk, og jeg mærker langsomt, hvordan betydningen af ordet "Død" er. Jeg får aldrig min morfar, at se igen. Han er væk, og jeg vil aldrig kunne ligge i hans varme arme mere. Det er som om, at jeg har gået og ventet på ham. Ventet på, at han er kommer tilbage, men det gør han ikke. Han er død, og sådan er det. Barnet er død, og jeg kan ikke få det tilbage. Pigen/drengen får jeg aldrig lov til at se løbe rundt. Nialls og Stellas rødder i en person, smidt væk, i en skraldespand. Det gør ondt, meget ondt.

Måske er det næste foster i mit mave ikke, Nialls og Stellas rødder. Men hvis, jeg er heldig er det måske Harrys og Stellas rødder? 

Lige i det sekund, jeg vender hovedet mod Harry, går døren op. En forpustet Zayn står i døren, med et chokret ansigts udtryk. "Zayn?" Spørger jeg forvirret, og han kigger bange på Harry, og derefter jeg. Harry bevæger sig lidt, og jeg vender blikket mod ham. Jeg kigger forvirret på ham, og da han får øje på mig smiler han. Jeg forholder mig forvirret, og hans ansigt forvandler sig pludselig, også til et forvirret et. Jeg vender mit blik mod Zayn igen, og Harry følger mit blik. 

"D-de-det er Niall. Skynd jeg.." 

_________________________________________________________________

Hej over skønne mennesker! 

Jeg er pisse træt, og ved dette kapitel ikke er langt. Men undskyld I ved, hvordan jeg har det med denne historie. Klokken er lige nu 00.29, og jeg er pisse træt. Har været aktiv idag, men altså..

Tak fordi i læser, jeg orker ikke rette igennem. 

Men det ville betyde meget, hvis i skrev en kommentar, så jeg faktisk kunne se, hvem der læser. 

- Hvad tror i Niall har gang i? 

// Vandged.. dx'<3

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...