La légende de Mimi et Maxime~

Maxime er en kriger i kongeriget Authameleth, desuden en af kongens bedste. Da en krig indtræffer, bliver Maxime indkaldt og derefter sendt ud i krig. Maxime har udkæmpet mange kampe og aldrig tabt, men denne krig bliver anderledes.

2Likes
2Kommentarer
830Visninger

1. Kap. 1

 

Græsset var dækket af frisk dug, da morgensolen dukkede op af horisonten i øst. Maxime lå og tyggede på et græsstrå alt imens han betragtede himlen - den var mørkeblå, som den havde været et stykke tid før solen stod op, men man kunne nu tydeligt se, at den begyndte at lyse op i en mere lyseblå betoning. 

De eneste to ord der beskrev denne situation var fred og ro. Det følte Maxime også, og i et øjeblik glemte han alt om Authameleth's sorger og krige. Authameleth var det kongerige Maxime havde vokset op i og nu boede i. Maxime var 19 somre gammel, og meget vis af sin alder - men også stædig. Han havde langt krøllet hår der oftest var sat op i en knold, grønne øjne, han var kraftigt bygget men havde stadig fine og feminine træk, skønt han var en dreng. Han var søn af den mest respekterede kriger nogensinde - Orchall, og følte derfor stor trang til at leve op til sit efternavn "Orchallson".

En kalden rungede gennem luften og knuste roen og freden. "HR ORCHALLSON! MAXIME! DER ER SENDT BUD EFTER DEM!" lød en stemme. Maxime hoppede op på benene af rene reflekser. Der kom en lille, tætbygget mand prustende med langt brunt hår, med så feminine træk, at han næsten kunne gå for at være en pige. Han så hverken stærk eller modig ud, lignede nærmere en kujon. Men det var Maxime ligeglad med, da han kendte den lille mand. Et stort smil viste sig da han kunne se hvem det var. 

"Iacobus! Er det Dem? Hvor har jeg dog savnet D.." var det eneste Maxime nåede at sige før Iacobus klaskede et stykke pergament op i hovedet på ham. Maxime iagttog brevet uden at læse det helt, og nøjedes med at fange et par ord. Frygt markerede sig tydeligt i hans øjne og hans smil blegnede. "Hvad skal det her forstille?" spurgte Maxime. "Altså..." startede Iacobus. Han ville have sagt mere, men ord kom ikke ud af hans mund. "Sig ikke at..." startede Maxime så, men de ord der skulle havde været kommet efterfølgende, forblev usagt. "Lad os komme igang" fik Iacobus så endelig sagt. Maxime så på ham som om at han -Iacobus- ikke forstod hvad der skete. Det skete sidst for 5 år siden, og der havde Maxime mistet sin far. Hans hals snurrede sig sammen. Det var alt sammen sket så hurtigt - flammer, spyd, buer og pile. Knive. Sværd. Mennesker, der hadede hinanden uden nogen som helst grund. Kvinder der skreg, da deres børn blev taget fra dem. Maxime tog sig til munden. "Ja, De har ret" mumlede han. "Godt! Kongen forventer at se Dem i hans slot inden fuldmåne! Pak hvad De har brug for, og vi tager afsted omgående." sagde Iacobus halvt kommanderende. 

"Jeg har alt hvad jeg har brug for lige her. Lad os komme afsted"

"Deres sværd, hr.? Deres hest? De vil vel ikke komme til slottet til fods?"                      

Maxime trak sin kofte op i den ene side, og et smukt udsmykket sværd viste sig. Iacobus betragtede det. "Og apropos det med transport - " sagde Maxime. Han trak en lille snor han havde om halsen ud over koften, og Iacobus så at der hang en træfløjte på størrelse med det øverste led i en tommelfinger i den. Han pustede i den, og skønt ingen lyd kom ud, kom  en flot halfinger galoperende imod dem - ud af intet, som om at den havde siddet og ventet oppe i himlen, og så da han pustede i fløjten sprang den ned. 

Maxime kælede den på mulen og hviskede "Goddag igen Fiala. Har du hørt det? Vi skal i krig"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...