Fanget i fortiden

16-årige Silvia skal på udflugt til en borg med sin gymnasieklasse. Men turen bliver alt andet end kedelig, som forventet, for på mystisk vis havner hun selv i fortiden, til 1600-tallet. Her møder hun den jævnaldrende staldknægt Nick, som hun hurtigt får et forhold til. Nu må hun tage valget mellem enten at leve i fortiden, velvidende at hun aldrig ser sin familie eller venner igen, eller vende tilbage til nutiden.
Gør jer klar til et spændende kærlighedsdrama!

3Likes
2Kommentarer
931Visninger
AA

4. En uvirkelig sandhed

Nick så tavs på mig. Det så ud, som om han tænkte. "Så... du kommer fra fremtiden?" spurgte han. "Fremtiden? Jamen jeg..." jeg gik i stå midt i sætningen. Logisk set var det jo rigtig nok efter alt det mystiske, der lige er sket. Jeg kunne jo ikke komme med andre forklaringer på, hvordan alt det nutidige bare sådan forsvandt i den blå luft. "Hvor er jeg? Altså, hvilket årstal befinder jeg mig i?" spurgte jeg. "Du befinder dig i øjeblikket kun i år 1632" sagde Nick, og smilede venligt. Kun? Som om det ikke var nok! "Jeg stammer fra fremtiden. År 2012" sagde jeg. "År 2012! Hvad kan man der?" spurgte Nick. Jeg begyndte at forklare ham om den moderne teknologi, og om den globale opvarmning, som var meget problematisk. Nick lyttede interesseret efter. "Fascinerende! Det lyder spændende!" sagde han imponeret. I det samme bankede det på døren. En venlig udseende kvinde trådte ind. Nick gjorde tegn til at jeg skulle gemme mig under sengen. Jeg gjorde som han befalede. Som jeg havde gættet, var kvinden slottets tjenestepige. "Herren siger, at du skal i gang med arbejdet. Ridderturneringen er afsluttet" meddelte hun. Hun lod sit blik flakke mistænksomt rundt i værelset, før hun gik sin vej uden et ord. "Javel" råbte Nick tilbage. "Bliv der til jeg kommer tilbage" beordrede han. "Ingen må for guds skyld se dig" "Hvorfor må jeg ikke gå med?" spurgte jeg. "Du kan blive opdaget! Vi skal jo gerne have dig tilbage til der hvor du kom fra, hurtigst muligt" svarede Nick, og gik sin vej.

Det føltes som flere timer, siden Nick gik. Trægulvet, jeg lå på var ikke ligefrem behageligt at ligge på. Endelig kom han tilbage. Jeg kiggede ud ad vinduet. Solen var på vej ned i et orange skær på aftenhimmelen. "Har du savnet mig?" spurgte han, da han stod i døren. Jeg havde ligget sammenkrøbet så længe, at hver en muskel gjorde ondt i min krop, da jeg forsøgte at rejste mig. Nick kom og rakte mig sin hånd, som jeg tog i mod, og vaklende kom jeg op at stå. Jeg nikkede. "Du kan sove på gulvet" sagde han smilende. "Selvfølgelig" sagde jeg. Han fandt et ekstra tæppe frem som han brugte, når det blev for koldt, og gav det til mig. Jeg svøbte tæppet om min krop, og før jeg vidste af det, var jeg faldet i søvn. Det havde været sådan en sindsoprivende dag, at jeg ikke kunne gøre andet end at lade søvnen overmande mig.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...