Fanget i fortiden

16-årige Silvia skal på udflugt til en borg med sin gymnasieklasse. Men turen bliver alt andet end kedelig, som forventet, for på mystisk vis havner hun selv i fortiden, til 1600-tallet. Her møder hun den jævnaldrende staldknægt Nick, som hun hurtigt får et forhold til. Nu må hun tage valget mellem enten at leve i fortiden, velvidende at hun aldrig ser sin familie eller venner igen, eller vende tilbage til nutiden. Gør jer klar til et spændende kærlighedsdrama!

3Likes
2Kommentarer
916Visninger
AA

1. Udflugten

Kære dagbog

"Det bliver garanteret lige så kedeligt, som jeg har forudset det. Hvad spændende er der i at vandre rundt i en uinteressant gammel klam borg? Jeg har aldrig interesseret mig i historie, så hvordan skal jeg kunne fortælle om vores oplevelser i min stil om turen? Hvad skal jeg gøre?"

 

Dette skrev jeg hurtigt i min dagbog, som jeg for en sikkerheds skyld havde taget med, hvis det nu bliver for kedeligt. "Silvia?" min historielærers stemme afbrød mine tanker. Jeg lukkede hurtigt dagbogen i med et smæld, og blev nærværende. "Vi er der nu" Meget rigtigt. Netop nu kørte vores bus ind i borgens indkørsel, og holdt lidt efter stille på en parkeringsplads. Alle steg ud ad bussen, og i samlet flok fulgtes vi ad gennem borggården og op til den blåmalede messinghoveddør. En kvinde iført en nattesort kjole lukkede døren op. Hendes læber var krænget i et venligt smil. "Goddag, kære elever og lærere" sagde hun, "Jeg vil nu guide jer rundt i Black Hill borgen, som blev opført i 1583. Bare følg mig" kommanderede hun. "Mit navn er for resten Sophie" dette var ikke et navn, som jeg forventede, at en ældreudseende kvinde ville hedde. Men det gjorde hun altså. Og hun viste tydeligvis interessere for hvad hun præstere os i alle rummene, vi studerede. Det var modsat os, der ikke hørte det mindste efter hendes monotone stemme, der gav genlyd i de hvælvede gange.  Snart kom vi til et rum, hvor der hang fem forskellige gobeliner hvævet i silke. Gobelinerne forestillede riddere, der kæmpede i en slagmark, eller folk, der levede dengang og et forestillede borgen. Okay, kald mig bare sindssyg, men jeg kunne næsten høre hestenes hovslag mod jorden, og råbende ophidsede stemmer af desperate kæmpende riddere.  På en eller anden måde blev jeg alligevel fascineret af alle detaljerne i gobelinerne, hvilket gjorde at jeg fik lyst til at røre ved et af dem. "Silvia! Kom nu, vi skal videre!" råbte min historielærers stemme.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...