Den befriende død.

Det var blevet nat. Thomas lå i sin seng og stirrede op på de rektangulære loftplader. Lyset fra gaden gav dem et blåligt skær, og hans øjne fulgte de endeløse fuger mellem pladerne. Han kunne ikke sove. Han prøvede ind imellem at lukke øjnene, men når billederne kom frem på indersiden af hans øjenlåg, skyndte han sig at åbne øjnene igen. Fugerne i loftet virkede så langt mere tiltrækkende end de ting hans hoved viste ham. Thomas vidste godt, at det var en uholdbar situation. Han blev nødt til at sove. Hvis han ikke fik en hel nats søvn, var han fuldstændig ødelagt om dagen, og på det sidste havde han været meget irritabel og utilnærmelig. Selv en lille kø på tre personer i supermarkedet kunne gøre ham rasende af utålmodighed, og han kunne mærke, at selv hans nærmeste venner var ved at bliver træt af hans ofte ubehøvlede opførsel. Men sådan var han slet ikke normalt. Det skyldes alt sammen, at han næsten ikke fik sovet, og når han endelig faldt i søvn.

1Likes
0Kommentarer
235Visninger
AA

1. Starten.

 

Det var blevet nat. Thomas lå i sin seng og stirrede op på de rektangulære loftplader. Lyset fra gaden gav dem et blåligt skær, og hans øjne fulgte de endeløse fuger mellem pladerne. Han kunne ikke sove.

Han prøvede ind imellem at lukke øjnene, men når billederne kom frem på indersiden af hans øjenlåg, skyndte han sig at åbne øjnene igen. Fugerne i loftet virkede så langt mere tiltrækkende end de ting hans hoved viste ham.

Thomas vidste godt, at det var en uholdbar situation. Han blev nødt til at sove. Hvis han ikke fik en hel nats søvn, var han fuldstændig ødelagt om dagen, og på det sidste havde han været meget irritabel og utilnærmelig. Selv en lille kø på tre personer i supermarkedet kunne gøre ham rasende af utålmodighed, og han kunne mærke, at selv hans nærmeste venner var ved at bliver træt af hans ofte ubehøvlede opførsel. Men sådan var han slet ikke normalt. Det skyldes alt sammen, at han næsten ikke fik sovet, og når han endelig faldt i søvn, var det ikke nogen særlig forfriskende søvn.

Thomas sukkede i mørket og besluttede sig for, at han måtte forsøge at sove. Han havde ikke lyst, men han måtte prøve. Det kunne ikke være værre end denne evige vågne tilstand. Han øjne flakkede nervøst hen over loftpladerne, inden han tog sig sammen og lukkede øjnene.

Der skete intet til at begynde med. Han lå bare der med lukkede øjne, og var alt for anspændt til at få nogen som helst form for søvn. Men langsomt overmandede trætheden ham, og hans muskler begyndte at blive slappe.

Pludselig var han der. Sebastian kom cyklende lige tværs gennem hans hoved på sin skinnede, nye cykel.

Det gav et ryk i Thomas' krop, men han vågnede ikke.

Lige efter Sebastian kom en anden dreng cyklende. Det var Thomas selv. Hans ben hjulede rundt i forsøget på at følge med Sebastian, men Thomas sakkede langsomt bagud. Han kunne umulig køre lige så hurtig som Sebastian på dennes nye cykel.

Thomas kendte drømmen alt for godt. Det var en scene fra hans barndom, og siden hans mors død for en måned siden, havde han drømt den samme drøm et utal af gange. I drømmen var Thomas 11 år ligesom hans bedste ven Sebastian. De elskede at cykle rundt i jordvoldene fra en byggeplads. De lavede baner og de havde et flyvehop, hvor de konkurrerede om, hvem der kunne flyve længst.

Thomas rullede om på siden og sparkede dynen af sig. Inde i hans hoved grinede Sebastian et hysterisk grin og satte farten yderligere op. Han havde kurs mod flyvehoppet. Thomas prøvede at råbe, men det føltes som at råbe i vand. Han ønskede inderligt, at han kunne stoppe Sebastian, men på den nye cykel var der intet, som kunne bremse ham. Sebastian rejste sig i sadlen og gjorde sig klar til at springe flere meter ud over hoppet.

I sengen gispede Thomas af angst. Han svedte. Så vågnede han op i et pludseligt ryk og slog øjnene op, som havde han slet ikke sovet. Han var fuldstændig stiv af ubehag. Selv med åbne øjne kunne han stadig se Sebastian liggende livløs på jorden. Han kunne stadig høre baghjulet, der langsomt snurrede rundt på Sebastians nye cykel, som ikke lå langt fra Sebastians bevidstløse krop. Thomas prøvede at koncentrere sig om fugerne mellem de blålige loftplader, men drømmen syntes at opfylde hele hans krop.

Da Thomas efter lidt tid begyndte at falde til ro, steg han ud af sengen. Hvis han ikke kunne slippe for den åndssvage drøm, var der ingen grund til at ligge der. Han klædte sig hurtigt på, tog overtøj på og flygtede ud af lejligheden. Han løb ned af trappen for at komme hurtig væk fra lejligheden, som var det dens skyld, at han havde mareridt.

Ud over Thomas var der ikke en eneste person i gaden. Han stod og kiggede lidt frem og tilbage, uden at vide hvilken vej han skulle gå. Langt de fleste vinduer, som vendte ud mod gaden, var sorte, og kun et enkelt butiksvindue spejlede sig i den regnvåde vejbane. Han kunne høre byens lyde langt væk, men ellers var der helt stille. Thomas begyndte lidt tilfældig at gå den ene vej. Hans hoved var fuldt af tanker, og han så næppe, hvor han gik hen.

Han havde egentlig ikke tænkt særlig meget på Sebastians død, før hans egen moder døde. Begivenheden med flyvehoppet lå jo over tyve år tilbage, og han tænkte på den som 'blot en barndomshændelse'. Han havde næsten glemt, præcis hvad der skete dengang, men nu havde drømmene tvunget ham til at genopleve det hele, og det gjorde ham bange.

Thomas krydsede gaden fordybet i tanker. Det var noget hans mor havde sagt, den sidste dag hun levede, som havde begyndt dette endeløse mareridt. Hun havde ligget tynd og bleg i sin hospitalsseng og sagt til Thomas, at han ikke skulle være ked af det. De ville snart ses igen.

Kunne det virkelig være sandt? Ville han møde sin mor, når han selv døde? Ville hun stå et eller andet sted oppe i himlen og vente på ham? Det var selvfølgelig en rar tanke, men betød det så også, at han ville møde Sebastian? Det havde han nemlig slet ikke lyst til. Det sidste han ønskede var at møde en lille 11-årig dreng med brækket hals.

Thomas hørte ikke bilen, og han så den heller ikke, før den kom om hjørnet med kurs direkte mod ham. Den ramte ham frontalt, og som en kludedukke blev han slynget op på forruden og videre om bag bilen.

Det næste Thomas følte, var en gennemgribende fornemmelse af frihed. Han så pludselig gaderne og husene med en helt ny klarhed, og hans dystre humør fra før var fuldstændig forsvundet. Det tænkte han nu ikke på. Han nød blot den tilstand han var i. Da han så ned, opdagede han, at han ikke havde nogen krop, men Thomas kunne ikke have været mere ligeglad. Han hang bare der 3 meter over kørebanen og havde det rart.

Hans krop lå stadig nede på vejen. Thomas kunne se, at den bestemt ikke lå i nogen naturlig kropsstilling, men nu da han var ude af kroppen, betød det ikke noget for ham. Den var som en æggeskal, han ikke havde brug for mere.

Lidt nede af gaden holdt en bil med knust forrude. To mænd kom løbende fra den hen mod Thomas' krop. Da de kom hen til den, knælede de ned og begyndte at undersøge den. De prøvede at ruske liv i kroppen, mens panikken bredde sig i deres ansigter.

Thomas svævede hen over de to mænd og kroppen. Han vidste ikke hvordan; han gjorde det bare. Han kunne høre, at de to mænd diskuterede, hvad de skulle gøre med den nedkørte person. Thomas råbte ned til dem, at de ikke skulle bekymre sig mere om kroppen, for han havde det fint, men det så ikke ud til, at de kunne høre ham. Den ene snakkede bare videre om, at han ikke havde set ham, og den anden mente, at de burde ringe efter en ambulance. 'Han er alligevel død', sagde den første og rystede fortvivlet på hovedet.

Død? Tanken havde end ikke strejfet Thomas. Var han død? Nej, det kunne ikke passe, for hanvar jo stadig. Han kunne både tænke og se og høre. Hvad blev der af det altopslugende sorte, som han forbandt med døden? Og hvis dette var døden, som hans mor mente den var, hvor var hun så, og hvor var Sebastian? Thomas så sig omkring, men gaden var, som den hele tiden havde været, på nær den døde krop og de to mænd.

Det næste der skete, foregik meget hurtigt. Ud af intetheden åbnede der sig et stort sort hul, og inden Thomas kunne nå at overveje, hvad det var, faldt han ned i det. I et vanvittigt ridt blev han suget ned i en mørk, bundløs skakt. Han var som en fjer i et lufttomt rum, der fløj afsted uden luftmodstand.

Inde i Thomas' hoved var der fyldt af tanker og begivenheder fra hans liv. De blev trukket gennem hans hoved, uden at han selv kunne gøre andet end at opleve de udvalgte brudstykker, som på en eller anden havde påvirket hans liv. Der var ikke nogen orden i indtrykkene som røg gennem hans hoved. En tur til tavlen i fjerde klasse blev efterfulgt af en trafikulykke, han havde været involveret i som voksen, som igen blev efterfulgt af en bordtennisturnering, han vandt som ung. Han oplevede hver en detalje selv om begivenheden kun var i hans hoved i et kort sekund.

Og selvfølgelig kom den eftermiddag på byggepladsen også, men denne gang havde den ikke drømmens slørede billede. I et glimt stod den fatale cykeltur helt klart for ham. Han så, hvordan de to drenge kom cyklende ned mod voldene bag byggepladsen, med Sebastian på den nye cykel forrest og Thomas selv på hans halvrustne, gamle cykel lidt efter. Sebastian kørte op på en jordbunke og fortsatte ned på den anden side, for at få ekstra fart på inden han ramte flyvehoppet. Da Thomas nåede toppen af jordbunken, stoppede han, og så hvordan Sebastian trådte hårdt i pedalerne hele vejen hen mod hoppet. De sidste meter rejste han sig i sadlen, for at få et ekstra langt hop, og så fløj han ud over flyvehoppet. Sebastian fløj langt, men mens han hang i luften gled forhjulet ud af forgaflen, og da cyklen ramte jorden, blev Sebastian brutalt kastet ud over styret.

I det korte glimt så Thomas også ambulancen, politibilen, de grædende forældre, de nysgerrige børn og ambulancemanden der sagde, at Sebastian sikkert døde momentant som følge af den brækkede hals.

Men så var han videre, og så sig selv til en fest, hvor han mødte en pige, der senere skulle blive hans kæreste.

Lige så pludseligt som han faldt ind i skakten, lige så uventet kom han ud af den igen. Tankestrømmen var stoppet, og Thomas havde nu overskud til at se sig omkring. Ikke at der var meget at se, for omkring ham var alt gråt og blødt.

Men han fik ikke lov til at vente længe, før et lys dukkede op og nærmede sig ham. Det var et stærkt lys, men det var behageligt at se på og blændede slet ikke. Thomas fornemmede med det samme, at der var et tænkende væsen i lyset - et venligsindet, behageligt væsen som ikke ville ham noget ondt. Var det Jesus eller Gud? Nej, det troede Thomas ikke, men måske var det en slags skytsånd, som skulle byde ham velkommen i de dødes rige.

Da lyset var kommet helt hen til ham, følte Thomas sig næsten opslugt af det, og han huskede ikke nogensinde før at have følt et større behag.

'Hvad har du gjort, som du kan vise mig?' formede et spørgsmål sig i Thomas' tanker. Han vidste instinktivt, at det var Lyset som havde stillet spørgsmålet, men han nåede ikke at overveje, hvordan han skulle svare, før han igen blev ført tilbage til dagen, hvor Sebastian døde. Men denne gang startede gengivelsen tidligere på dagen.

Thomas var så jaloux, at det nærmede sig had, da han cyklede hen mod Sebastians hus. Evig og altid fik Sebastian nye ting af sine forældre. Han havde altid det nyeste legetøj, og nu havde han også fået en helt ny cykel. Thomas syntes aldrig, at han fik noget, og den rustne cykel han havde, havde han selv sparet sammen til af sine lommepenge. Han ville aldrig få råd til en cykel, som den Sebastian havde. Og med den cykel kunne han umulig vinde i længdehopkonkurrencen over Sebastian.

Da Thomas kom over til Sebastians hus, holdt den nye cykel udenfor, men Sebastian var ikke at se nogle steder. Ved siden af cyklen stod Sebastians værktøjskasse og en spand med vand - han havde åbenbart været i gang med at rengøre den. Thomas kiggede sig omkring og gik så over til cyklen. Uden at tænke så meget over det, fandt han en svensknøgle i værktøjskassen og skruede møtrikkerne til forhjulet løse. Så lagde han svensknøglen på plads og gik ind for at hente Sebastian.

Da scenen var færdig, havde Thomas er tykt lag af skyld hængende omkring sig. Det var jo ham der havde slået Sebastian ihjel. Det havde han aldrig tænkt på før - han havde simpelt hen glemt alt om, hvad der var sket før Sebastians død.

Lyset stod stadig foran ham, og det udstrålede stadig den samme positive harmoni. Men bag Lyset opdagede Thomas noget, han ikke havde set før. Der stod en lille skikkelse - en dreng. Det var Sebastian. Han så ud nøjagtig, som han havde gjort i den scene Thomas lige havde set. Han var hverken forslået eller havde brækket halsen.

Sebastian smilede, og Thomas vidste, at han var blevet tilgivet. Men da Thomas prøvede at bevæge sig hen mod Sebastian, blev han stoppet af Lyset.

'Du er ikke klar til at komme her endnu,' hørte Thomas i sit hoved, lige inden han igen faldt ned i en mørk skakt.

Da Thomas slog øjnene op, var alt hvidt omkring ham. Hvilket underligt sted var han nu kommet til? Han følte sig hæmmet og alting syntes at gøre ondt. Han øjne smertede mod lyset, og hans krop smertede, selvom han lå helt stille. Var det helvede, han var havnet i?

Så gik det op for Thomas, at han lå i en seng. Ved siden af sengen hang et stetoskop og glimtede i lyset. Thomas blinkede et par gange og opdagede at stetoskopet hang om halsen på en mand i hawaiskjorte, med en hvid, uknappet kittel hængende udenover. Thomas kunne se, at manden i hawaiskjorten sagde noget, men Thomas kunne ikke høre hvad. Han lukkede atter øjnene og lod sig forsvinde i mørket.

Da Thomas næste gang åbnede slog øjnene op, stod den samme læge der igen, og denne gang kunne Thomas høre, at han sagde: 'Velkommen tilbage'.

'Tak,' mumlede Thomas, hvilket udløste en smertebølge i hele kroppen.

'Det er godt, hvis du kan sove,' sagde lægen.

Thomas formede et 'Ja' på læberne og faldt så i en dyb, drømmeløs søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...