I Should've Kissed You-1D

Louis Tomlinson har et perfekt liv.
En sød kæreste.
4 dejlige bedste venner.
og en fantastisk bedste veninde.
Hans bedste veninde Nana, har han kendt siden altid, der har altid været noget mellem dem, og han har altid elsket hende måske som mere end bare en ven.
Men har aldrig sagt det.

Han tror at de vil være venner for altid, men hvad sker der når hans kæreste forbyder ham at se hans bedste veninde?
vil han fortælle hende om sine følelser?
Vil hun gengælde dem?
og hvad hvis louis finder ud af at Zayn også er forelsket i hende?

69Likes
93Kommentarer
14441Visninger
AA

29. Kap.29.Forevigt.

Jeg løb så hurtigt jeg kunne hen mod parken, der var et godt stykke, men jeg skule bare mødes med Nan og Stan.

De ville være de første til at vide det.

jeg nåede endelig parken, jeg løb hen mod legepladsen, hvor vi ofte hang ud.

solen var ved at gå ned.

der var ikke mange mennesker i parken.

jeg kunne se dem på afstand.

Stan lå på ryggen og så op i luften.

Nana lå med hovedet på hans mave, og så også op i luften.

jeg løb hen til dem.

min vejrtrækning var helt ude af kontrol

"Hva så Lou hvordan gik dit 30 kilometers marton?" spurgte Nan

"siden hvornår er du begyndt at løbe?" spurgte Stan

"sjovt" stønnede jeg

"tak" sagde de i kor og grinte.

Nan satte sig op og så på mig

"Lou bear, er du okay?" spurgte hun

"jeg.....skal....være...med....i...X.......factor" stønnede jeg

jeg havde endelig fået svar, og jeg skule ind, til audtion

"SERIØST?" skreg Stan

jeg nikkede.

de sprang begge op og hoppede på mig, så vi væltede.

de var lige så glade som mig, de havde altid støttet mig.

"du må ikke glemme os" sagde Stan senere

"hvordan skule jeg kunne gøre det?" spurgte jeg

"når du bliver kendt, og skal på tour, og har piger overalt omkring dig.....må du ikke glemme os" sagde Nana og så lidt trist ud, jeg tog hendes hånd og glemte den blidt.

"jeg vil aldrig glemme jeg, hvordan skule jeg det?" spurgte jeg

"har vi lige sagt" sagde Stan

"Stan i vil ikke lade mig glemme jeg, du vil bare kom kravlende når det passer dig, og Nana slår mig ihjel hvis jeg glemmer hende" sagde jeg

de grinte begge to
"jeg ville ikke slå dig ihjel..........kun halvt" sagde Nan

jeg grinte og puffede til hende

"vi vil altid være dine bedste veninder ikke?" spurgte Stan

"altid" sagde jeg.

 

Jeg kom ind i stuen, Haz var ude hvor ved jeg ikke.

Nan og Stan lå på sofaen og stirrede på fjernsynet.

"hva så?" spurgte jeg

"vi holder fjernsyn, slik dag" sagde Stan

"kom og deltag" sagde Nan

jeg gik hen og satte mig på den anden side af Stan.

det var af en af de dage, hvor vi så på fjernsynet, uden at tænke, og bare stirre, mens vi åd alt vi så der var spiseligt.

rent dovenskab.

"jeg elsker dovne dage" sagde jeg

"spændende" mumlede Stan

"jeg fatter nogle gange ikke hvorfor vi gør det her" sagde Nan

"det er rart" sagde jeg

"jeg elsker at føle mig så elsket af jer" sagde Stan

mig og Nan sad på hver vores side af ham, tæt op af ham.

for at han følte sig elsket.

"jeg elsker at være midtpunktet" sagde Stan
"det ved vi, du stjal opmærksomheden, til Hannahs kareoke fest i 8.kl" sagde jeg

"bare fordi jeg gav den lidt gas til Celine Dion" sagde Stan

"og Britney Spears, Shakira, og alt andet du kunne finde" sagde Nan

"okay, okay jeg overdrev lidt" sagde Stan

"du var tæt på at strippe" sagde jeg

"nej jeg var ej" sagde Stan

"du smed trøjen" sagde Nan

"jeg syntes stadig det er var ondt at Hannah smed mig ud" sagde Stan

"du smed bukserne, og smed dem hen i hendes akvarie, og bagefter hoppede du i det for at rede dem fra at drukne, og blive spist af de farlige guldfisk" sagde jeg

"jeg var fuld" sagde Stan i forsvar

"det var en alcohol fri fest, hendes forældre var der, du kyssede hendes far godnat, og takkede ham for festen" sagde Nan

vi grinte lidt.

"jeg er altid i midten" mumlede Stan

det havde han faktisk oftest været, hvorfor ved vi ikke.

han var vel bare underlig.

men der havde været tider hvor enten mig eller Nan var midtpunktet, men det var nu mest Stan.

Jeg vidste ikke hvordan jeg skule fortælle dem det her.

selvom jeg havde kendt dem hele livet, men det her var noget der svært at fortælle mig selv.

jeg kunne stadig ikke forstå det, jeg havde prøvet at gentage det for mig selv, men det gav ingen mening, det kunne bare ikke ske.

jeg kravlede op i træhuset.

Nan og Stan sad der allerede, med tåre i øjnene.
"hva så?" spurgte jeg, jeg havde selv tåre i øjnene

"du har altså også hørt det?" spurgte Nan

"at mine forældre skal have en skilsmise?" spurgte jeg

hun nikkede

jeg satte mig ved siden af hende, Stan satte sig på den anden side af mig.

"lad mig gætte jeres mødre, fortalte jer det?" spurgte jeg

"dine forældre fortalte det til mine, og mig" sagde Nan

"jeg fatter det ikke" hviskede jeg

"det er okay Lou, din mor kommer ikke til at være ensom, hun har mig og Nanas mødre, og så mange andre...og os" sagde Stan

vi sad i flere timer, og græd stile sammen.

jeg var så glad for at jeg ikke skule sige det, de vidste jeg ikke ville snakke om det nu.

de var der bare, selvom jeg ikke sagde noget.

nogle gange var det som om de var de eneste der altid ville være der for mig, lige meget hvornår.

"jeg hader det her" hviskede jeg

"det gør vi også, men Lou du er ikke alene om det ved du....vi er her" sagde Nan og klemte min hånd

"bliver i hos mig i aften?" spurgte jeg

"vi bliver ved dig, indtil du ikke vil have os der mere" sagde Nan

"og selv når du ber os om at gå, så vil vi blive hos dig" sagde Stan

jeg smilede lidt.

vi kravlede ned og gik ind i mit hus.

min far var i gang med at pakke hans ting.

jeg fik tåre i øjnene igen.

Nan tog min hånd og trak mig med op på mit værelse, Stan fulgte efter.

"de er da stadig venner, det skal du være glad for, dine forældre bliver ikke nogle af dem der råber af hinanden når de mødes, og bagtaler hinanden, det er for det bedste" sagde Stan

"overraskende klogt sagt" sagde Nan og fik mig til at smile

"ja, sådan Nan ødelæg Stan øjeblik" sagde Stan

"det klare du så fint selv søde skat" sagde jeg

"Lou, når jeg kalder en af jer søde skat er det okay, når en pige kalder en pige søde skat, stadig okay, når et familie medlem siger det til et andet familie medlem er det...ofte okay, men når en dreng siger det til anden dreng, så er det bare bøsset" sagde Nan

jeg grinte

"nåååårh bare rolig Boo Bear baby jeg passer på dig...søde skat" sagde Stan og krammede mig

"nåååårh mine to søde piger" sagde Nan og krammede os

"Nana, ikke for noget, men det her er et maskulint mande kram, du må ikke være med" sagde jeg

"nej, så lad mig og min baby bear være" sagde Stan

"jaeeerrr" sagde jeg

"og alle piger er jaloux over at jeg hænger ud med jer" sagde Nan og faldt tilbage på sengen.

mig og Stan knækkede af grin, og faldt ned ved siden af hende.

"vi elsker dig Louis" sagde Nan

"jeg elsker også jer" sagde jeg

"jeg elsker mig selv" sagde Stan og smilede stort. underlige dreng.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...