The Vampire Blood (Pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jun. 2012
  • Opdateret: 31 maj 2013
  • Status: Igang
Før var alting normalt, vi var på vej, men den tur blev fuldstændig ødelagt.
Jeg vil tilbage, men noget trækker mig, og får mig til at blive.
Der sker mærkelige ting her, men hvad ved jeg?
Jeg er forelsket, måske bliver det til noget, men jeg tror han hader mig!
Jeg ved ikke hvad jeg skal, hvorfor jeg skal det, eller hvorfor jeg ikke ved nogle af de ting.
Alting er ellers normalt, månen er den samme, solen skinner som altid, luften er frisk, men jeg har forandret mig!

4Likes
9Kommentarer
1064Visninger
AA

9. Vampyr kysset. (Starlow.)

Jeg ser hen mod døren imens han roligt går ud af den, da han har lukket døren efter sig, trækker jeg min bluse af, og tager den lyseblå skjorte på, som han hentede til mig, jeg lukker den forsigtigt, og med stor omhu, for jeg vil helst ikke have at nogle skal se ind mellem et hul eller to. Da jeg har lukket næsten alle knapperne finder jeg ud af at jeg har knappet forkert helt oppe, så jeg begynder at knappe alle knapperne op. Det tager tid, for knapperne glider hver gang mine fingre tager dem, og trykker mod dem, for at få dem ud gennem hullet. Da jeg har knappet alle knapperne op, begynder jeg igen at knappe, og knapper helt oppe fra toppen, så jeg er sikker på at den ikke bliver knappet skæv igen. Jeg knapper med forsigtighed alle knapperne igen, og da jeg endelig er færdig, knapper jeg de tre øverste op, så den sidder okay på mig, og ikke kvælder mig, og jeg skal alligevel sove alene herinde, så ingen stirre fordi man kan se lidt meget. Jeg trækker mine bukser af, og lægger dem på jorden ved siden af sengen sammen med min bluse.
Jeg gaber, og ser rundt imens jeg strækker mig, jeg er træt, men jeg har ikke lyst til at sove. Et lyn oplyser himlen, og regnen larmer udenfor, jeg kan ikke lade vær med at trække mig sammen med mine arme om mine ben, da det igen tordener. Jeg husker inden Erion gik, det var faktisk hyggeligt, han virkede sød, som om han godt ville være mig ven, men jeg må snakke med ham i morgen, og finde ud af om det bare er fordi han vil have et knald, eller fordi han bliver tvunget til at være sød mod mig, for jeg synes ikke vi klingede så godt før da han kom ud på toilettet. Jeg ser mod døren igen, der er lys på den anden gang, da jeg kommer i tanke om hvor Luck er, jeg har ikke set ham i et par dage, jeg håber han har det godt, men det gør mig urolig at jeg ikke har set ham i så lang tid, men det kan jo være at han har travlt.
Jeg ser hen mod min taske, den står henne ved siden af skabet, som Liron sagde at han ville sætte herind, imens jeg var i bad. Det er et smukt skab, mørkebrunt, men udskæringer som forestiller fugle, blomster, og et træ hvis grene løber ned gennem det mærke træ. Jeg svinger benene forsigtigt over sengen, og overvejer om det er en god idé, men beslutter at det nok skal gå. Jeg rejser mig op, og ser hen mod træet, mine ben gør ondt, så ondt at jeg får lyst til at skrige, og lægge mig på gulvet, sammenrullet.
Jeg holder vejret et kort øjeblik, og griber fast i senge endens kant, jeg kæmper mig langsom hen til skabet, og da jeg er halvvejs giver mine ben efter under mig, og et gisp undslipper mine læber. Det gør såå ondt, smerten er ikke til at udholde, jeg ligger her, på min ene side, og har ikke lyst til at gå eller kravle videre.
Hvordan kan noget gøre så ondt?
Jeg sukker forpustet, det er nok på grund af faldet og anstrengelsen på vejen herhen. Det er som om luften hjælper mig med at komme op og sidde, men vinduerne er lukkede, regnen er blevet tydeligt højere, og det står ned, som om der bliver tømt et ocean ned over huset. Jeg får hurtigt pusten igen, men mine ben gør så ondt at jeg vælger at kravle hen til skabet, det går egentligt godt, men det er som om jeg har løbet et maraton.
Fire eller fem høje tordenslag lyder, hvilket får mig til at krumme mig sammen, tårende løber og jeg skriger, da lyset pludselig går ud. Pis, jeg er virkelig bange, som jeg sidder her, sammenrullet grædende alene. Det er ikke rart, jeg ønsker og beder til at nogle skal komme herind, jeg er ikke mørkered, men jeg er bange for torden, Mia min bedste veninde på min forrige skole blev ramt af et, da vi var ude og løbe sammen, og efter det er jeg blevet bange for tordenvejr. Jeg tror jeg sidder i mørket mens tordenen larmer, og lynene oplyser værelset i cirka fire minutter, før døren bliver åbnet.
Jeg kan ikke se hvem der kommer, men en person løfter mig op i mine arme, jeg holder fast om vedkommendes hals, og klamre mig til personen. Jeg bliver sat i sengen, og vedkommende tager sine hænder om mine kinder. Jeg lukker øjnene, og ønsker at tordenvejret skal stoppe, og lyset komme tilbage, så jeg kan se hvem det er.
Da tordenen holder op i et par sekunder, kan jeg mærke en ånde ved mit øre, den er varm, og blodet skyder op i mine kinder, da Erion taler.
”Slap af, og fortæl.” Hans stemme er mild, og varm, jeg åbner øjnene, tårende løber stadig ned, og da et lyn oplyser mit værelse, kan jeg se hans ansigt. Jeg ryster på hovedet, det virker pinligt at jeg er bange for torden, da det var et lyn der slog ned, men måske forstår han det?
”Kom nu, alle har noget de er bange for, fortæl din frygt, du skal se den i øjnene, ikke flygte fra den, og gemme den.” Han lyder lidt utålmodig i starten, men efter lidt bliver hans stemme igen blid og medfølende.
”Lynet.” Det er det eneste som passere mine læber inden min stemme knækker over.
”Slap af.” Han sætter sig ved siden af mig, og lægger sin arm om mig, hvilket får mig til at se på ham, selvom mine øjne er røde, og tårende løber, han kan alligevel ikke se det i det her mørke. Jeg lænder mig op ad hans skulder, og ryster på hovedet, jeg kan ikke fortælle det, og selvom jeg gerne ville, kan ordene ikke komme over mine læber. Jeg kan mærke hans hånd mod min kind, og hans ånde mod mit hår, jeg føler mig tryg ved at sidde her ved siden af ham, også selvom det lyner, men tordenen får mig til at krumme mig sammen, lige meget hvor meget jeg kæmper imod det. Jeg kan mærke at han bevæger sine læber, men han taler ikke, han er helt stille, så jeg flytter mit hoved lidt, og ser på ham.
”Sagde du noget?” Jeg ser ham i øjnene, de holder mit blik fast, han er stille et halv sekund, som om han overvejer hvad han skal sige.
”Nej, jeg snakker bare til mig selv nogle gange.” Han holder mit blik fast imens han siger det, men jeg bliver i tvivl om han taler sandt, eller om han bare er sur over at han skal være her sammen med mig, for han virker meget anspændt, som han sidder der.
”Jeg ved godt at du garanteret er sur over at du er her, og ikke kan finde ud af hvorfor der intet lys er, men bare gå, jeg skal nok klare mig.” Jeg føler mig lidt dum her, som jeg sidder, blodet skyder igen op i mine kinder, og jeg ser ned.
Er det rigtigt? Er han her bare fordi han bliver tvunget til det?
Jeg vender mit hoved, det gør mig lidt vred, at det måske er derfor han er så anspændt, fordi han er træt af mig, fordi han hader mig. En tåre løber ned ad min kind, men jeg ved ikke hvorfor, jeg ved ikke hvad jeg er ked af, måske er det fordi det jeg lige har fundet ud af, eller måske er det fordi jeg har nogle andre følelser for ham end jeg egentligt troede jeg havde.
”Hej, jeg er ikke sur, og jeg skal nok blive, så slap du bare af, jeg er ikke blevet tvunget til at være her, men jeg er her frivilligt, fordi du har brug for hjælp, og fordi så har jeg da i det mindste en ven.” Han rør ved min hånd, og kører roligt hånden op mod min kind. Jeg ser på ham, og smiler, han kan gøre mig så sur, meget ked af det og irriteret, men alligevel kan han også få mig til at smile, det er meget rart.
Før jeg når at reagere giver jeg ham et knus, det kom virkelig bag på mig, det plejer jeg kun at gøre med Mia, og ingen andre, det må vel være fordi jeg er bange og træt. Han tager mit hoved i hans hænder, og kærtegner mine kinder imens han ser på mig, jeg kan se hans øjne, månens lys giver et blødt skær i hans øjne, jeg bliver tryllebunden af at se på ham. Et lyn får værelset til at lyse op, og de efterfølgende tordenbrag flår mig ud af min trance. Han smiler til mig, inden jeg kan mærke og se hans ansigt nærme sig. Hele tiden ser han mig i øjnene, mit hjerte hopper et par slag over, da jeg mærker hans ånde mod min hud, da han kommer lidt nærmere begynder mit hjerte at galoppere af sted, så hurtigt og højt, at jeg er bange for at han kan hører det.
Det føles som om der går tusinde år, hvor han sidder og ser mig i øjnene, og jeg føler mig lidt svimmel over at være så tæt på ham, han er meget tæt på. Jeg lukker øjnene, da hans læber rør mine, de er bløde, og får mig til at længes efter ham. Alt forsvinder, og det er som om alt er normalt, jeg har hele tiden været forelsket i ham, det er bare først nu det rigtigt er gået op for mig.
Men det når kun at vare et øjeblik, for lige da jeg gængælder kysset tændes lyset, og der bliver banket på døren. Jeg trækker mig tilbage, af bare forskrækkelse, og åbner øjnene.
Nu sidder han og ser ned i sengen, som om han har gjort noget forkert. Jeg tager benene op, og holder mine arme om dem, da endnu et lyn slår ned.
”Undskyld.” Det er det eneste jeg lige kan finde på at sige, han ryster bare på hovedet, og ser på mig. Han smiler til mig på en blid måde.
”Det er mig der skal sige undskyld, du gjorde ingenting galt.” Han er virkelig et mysterium, han har da ingenting at undskylde for. Der bliver igen banket på døren, men denne gang er det en mere utålmodig banken, Erion vender sig som om han vil gå, men bliver siddende.
”Kom ind.” Jeg ser på ham, og han nikker bare, og ser lige frem. Døren bliver åbnet, og Liron kommer ind. Han ser først på mig, og så på Erion, og sådan ser han frem og tilbage i nogle minutter, inden han siger.
”Erion, jeg vil gerne tale med Starlow.” Han venter et øjeblik inden han siger.
”Alene.” 
Erion ser på mig som for at spørge om det er i orden, og da jeg nikker, rejser han sig, og går mod døren. På vej gennem den, sender han Liron et vredt smil, og går så ud og lukker døren vredt. Liron går hen til mig, og sætter sig i stolen foran sengen, han smiler lidt til mig.
”Er du okay?” Han ser på mig, med et lille smil. Jeg nikker og ser mod døren, Liron ser samme vej, inden han igen ser på mig.
”Gjorde han dig noget? Jeg ville være kommet og fortalt at vi snart ville få lyset til at virke igen, men det ville Erion, og så kom han ikke tilbage.” Jeg rynker brynene, og ryster på hovedet.
”Nej, han var meget sød, hvorfor skulle han dog gøre mig noget?” Han ser mod døren, og ryster på hovedet.
”Jeg ved det ikke, han og jeg er bare ikke de bedste brødre i verdenen.” Han ryster svagt på hovedet. Jeg undrer mig over det, og tænker over hvad jeg skal svare på det.
”Sådan har alle det vidst, altså søskende og brødre, de er alle virkelig lede mod hinanden.” Jeg smiler svagt, og tænker på Luck og mig nogle gange, hvor meget vi kan skændes og hade hinanden.
”Det er ikke sådan jeg mener, ja vi er onde mod hinanden, men du forstår ikke hvilket had der er imellem mig og ham, hele tiden, hvis Mickon ikke havde været her, så havde vi nok slået hinanden ihjel, og det er noget jeg mener!” Han ser mig i øjnene, med et alvorligt ansigtsudtryk og ryster roligt på hovedet.
”På et tidspunkt var vi som de bedste venner, men ikke mere, og jeg vil ikke have at han indblander dig eller gør dig noget, som både du og han måske kan komme til at fortryde.” Jeg overvejer hans ord, da det går op for mig, at han mener kysset, det vækker min interesse, men jeg vil helst holde det for mig selv, og spørge Erion end at spørge Liron, for Liron virker meget stram, og ikke som en man bare lige spørger og får et svar.
Jeg ser ned, uden en lyd. Blodet skyder op i mine kinder, da jeg opdager at tordenen er holdt op for en stund, det regner stadig voldsomt, og lynene slå ned, hvilket giver mig kuldegysninger.
”Bare pas på ikke?” Han ser på mig, med et blik min mor altid sendte mig hver gang jeg skulle sove hos min eks kæreste Marc, for at minde mig om at jeg havde hele mit liv så jeg skulle ikke gå i seng med ham bare fordi jeg ville havde det overstået. Det gør mig lidt vred, og jeg bliver meget vred, da han ser på mig som min mor også gjorde.
”Hvorfor skulle jeg ikke passe på? Hallo, sådan er jeg bare slet ikke, og du lyder som min mor gjorde når jeg skulle være sammen med nogle drenge.” Jeg taler vredt til ham, og stirre på ham, han sidder bare roligt og ser på mig, det ligner han overvejer mine ord grundigt inden han svare.
”Fordi alle er ikke som de ser ud til at være. Jeg siger det bare, og ved du hvad? Jeg lyder måske som din mor, men det er kun fordi jeg tager et ansvar.” Han er helt rolig, og sender mig et blidt smil inden han rejser sig op og går mod døren. Jeg sidder lamslået tilbage og stirre efter ham, på hans rolige måde at få på, jeg skammer mig lidt, over at jeg havde talt sådan til ham.
Jeg sidder alene tilbage da han har lukket døren, jeg lægger mig med hovedet mod hovedpuden, jeg er ked af at jeg ikke bare kan tie stille når jeg bliver sur, det ville gøre mit liv meget nemmere!
Jeg hører døren åbne sig, men gider ikke se hvem det er. Jeg vender mig om med et gisp, da en varm hånd lægger sig på min ryg. Erion ser på mig, han sidder på hug foran sengen, hans ansigt er udtryksløst. Af bare lettelse slår jeg armene om ham, og giver ham et knus, han lægger sine arme om mig efter nogle sekunder, og jeg mærker hans ånde mod min pande. Jeg ligger med armene om ham, og han kysser min pande et par gange og holder om mig. Kysset har virkelig gjort et eller andet med os, det har gravet i mine følelser, og fået mig til at indse en masse ting.
1: Mine forældre kommer ikke tilbage, aldrig nogen sinde får jeg dem at se igen.
2: Jeg har været en idiot over for ham.
3: Han har tilgivet mig, og vi er blevet venner.
4: Jeg er forelsket i ham, så forelsket at jeg er bange for om det er gengældt.
Jeg slipper ham, og lænder mig tilbage, da han slipper mig. Han ser på mig, stadig helt udtryksløst, men efter et par sekunder rynker han brynene og åbner munden halvt som om han skal til at sige nået for så at lukke den igen. Det er som om jeg ved at jeg bare skal tie stille, og lade vær med at sige noget, for han kan vidst godt lide den stilhed der er mellem os lige nu. Den er virkelig behagelig.
Han rejser sig op, og sætter sig ved siden af mig, og ser på mig. Jeg sætter mig op, og ser ham et par sekunder i øjnene, inden jeg ser ned i jorden. Studerer han mig? Blodet skyder op i mine kinder, så jeg gemmer dem med hænderne. Han tager hånden hen og løfter min hage, og gør så jeg ser på ham inden han slipper den igen. Igen åbner han munden, og en lille lyd kommer ud, men han lukker den igen, og smiler blidt til mig.
Hans blå øjne ser underligt trætte ud, og han virker meget bleg lige nu. Jeg løfter min hånd, uden jeg egentligt vil det, men det er som om noget i min bevidsthed vil røre ved hans kind, og derefter kysse den. Jeg tøver lidt inden jeg rør den, han sidder fuldstændig stille da jeg nærmer mig hans kind. Jeg kysser blidt hans kind, og da jeg har gjort det, og skal til at læne mig tilbage, vender han sit ansigt mod mig, og ser mig i øjnene.
Jeg stopper af ren reaktion, og ser ham lige i øjnene. Hans øjne glimter, og han nærmer sig mig, meget langsomt. Da han er henne ved mig, lukker jeg igen øjnene, og nyder fulgt ud at mærke hans læber mod mine. Det er som om at alting forsvinder, tiden står stille og alt er fredeligt.
Jeg rykker tilbage, uden en lyd, og han åbner langsomt øjnene, jeg bliver lidt urolig over at se ham. Først ser han på mig, så vender han hovedet ned mod jorden. Jeg smiler da jeg ser hans kinder blive røde, det er sødt, han lægger sig på ryggen på sengen og ser op i loftet. Hans kinder er stadig røde, jeg sætter mig på knæ i sengen ved hans hoved, og ser ned på ham. Han lukker øjnene, og tager en dyb vejrtrækning, inden han åbner dem og ser på mig.
”Er du træt?” Jeg smiler til ham, han ryster på hovedet, og smiler til mig.
”Nej, har bare haft en lidt hård og lang dag, så jeg har brug for at slappe lidt af.” Han ser på mig, med et smil. Jeg vil lægge mig ned, men en smerte jager gennem mine ben, og får mig til at give et hulk fra mig. Han er hurtigt oppe og sidde, han ser på mig, og tørrer en tåre af min kind, som åbenbart løb.
”Du har vidst brug for lidt søvn, du ser træt ud, hvor mange gange har du lige grædt i dag? Jeg ved det ikke kun er en gang, fordi dine øjne er røde, og du ligner en der aldrig nogensinde har set en eyeliner og mascara, så måske skulle du lægger dig til at sove?” Han ser på mig, med et lille smil. Jeg nikker kort, og ser på sengen, det er som om sengen trækker mig, men noget andet holder mig vågen, og sørger for at mine øjne ikke tør lukker sig.
Jeg ser igen på ham, han ser selv mod stolen ved siden af sengen. Han ser på mig, og stolen på skiftevis inden han smiler til mig, og lægger sig igen på ryggen og vender sit hoved mod mig. Han ser mig i øjnene, og holder dem fast, jeg bliver lidt nervøs, men hans øjnene får mig til at blive ved at se på ham. Jeg lægger hovedet på skrå, men jeg slipper ikke hans blik. Jeg kan godt lide hans øjne, de har en mere dyb blå farve en mine, og kan både være varme og iskolde.
Jeg sidder og tænker over hvor flotte hans øjne er i nogle minutter, da han sætter sig op med en fart, og ser ud mod vinduet. Han rynker panden, og sender mig et smil inden han rejser sig op, og går hen til vinduet. Jeg har lyst til at følge efter ham, men mine ben gør så ondt, at jeg helt får lyst til at skrige. Jeg lægger mig langsomt ned, og lægger mig på en måde så mine ben ikke gør ondt.
Smerten er blevet meget værre siden jeg var i bad, jeg tør ikke rejse mig op, tør ikke vende mig om, og det er en næsten uudholdelig smerte, som om der er en der står og knuser hver eneste knogle i mine ben, for at lave dem på magisk vis igen, for så igen at begynde at knuse dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...