The Vampire Blood (Pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jun. 2012
  • Opdateret: 31 maj 2013
  • Status: Igang
Før var alting normalt, vi var på vej, men den tur blev fuldstændig ødelagt.
Jeg vil tilbage, men noget trækker mig, og får mig til at blive.
Der sker mærkelige ting her, men hvad ved jeg?
Jeg er forelsket, måske bliver det til noget, men jeg tror han hader mig!
Jeg ved ikke hvad jeg skal, hvorfor jeg skal det, eller hvorfor jeg ikke ved nogle af de ting.
Alting er ellers normalt, månen er den samme, solen skinner som altid, luften er frisk, men jeg har forandret mig!

4Likes
9Kommentarer
1080Visninger
AA

11. Vampyr kysset. (Starlow.) Resten

Jeg sidder og ser ud på haven fra vinduet, den er smuk selvom efteråret er kommet, der ligger noget smukt og mystisk over den. De røde blade der falder af træerne tyder på at noget nyt vil opstå til foråret. Jeg vender mig om, da Erion kommer ind, han smiler til mig, og går hen til mig.
”Hej.” Han ser sig rundt, som om han ikke ved hvad han skal sige.
”Hej, hvad laver du?” Jeg begynder, det hjælper ham måske, han smiler igen til mig, og kysser mig. Jeg gengælder kysset og omfavner ham, han er varm, og da han lægger sine arme om mig, kommer Luck ind. Jeg vender blikket, men slipper ikke Erion, før jeg finder ud af at det er Luck.
Jeg vil meget gerne snakke med ham, når han er her. Han ser alvorlig ud, og stirre et øjeblik på Erion inden han ser mod mig fuldstændig alvorligt.
”Hej, er du okay?” Han ser anspændt på mig, inden han slapper lidt af, og nikker.
”Ja, jeg er okay, jeg ville bare hører hvad du lavede, og om du har set Melanie. Jeg skulle hente noget at drikke til os, og nu kan jeg ikke finde hende.” Han ser på Erion, og det samme gør jeg.
”Nej, jeg har ikke set hende i dag, måske er hun gået udenfor?” Han nikker mod vinduet, og går lidt væk da Luck kommer derhen.
”Og der er hun, du sagde at du ikke havde set hende? Hvordan kunne du så vide at hun var der?” Luck har allerede set sig vred på Erion, det plejer at ske sådan cirka midt i ugen, og så tager han hen til Melanie weekenden, og så er de okay venner igen, men så tidligt på ugen plejer kun at ske når han er i virkelig dårligt humør.
”Jeg havde ikke set hende før jeg havde svaret, og der var hun så, det er ikke min skyld at du ikke kan holde styr på hende.” Det virker lidt ondt af ham at tale sådan, men sådan er Luck også, så snart de er uvenner, skal man bare blande sig udenom.
”Så siger vi det, men du er vidst heller ikke den bedste til at holde styr på folk.” Han nikker mod mig, og vender sig om og går. Jeg stirre efter ham, det var ondt sagt. Jeg vender mig om mod Erion, som smiler svagt til mig, og går hen til mig.
”Og hvad mente han med det?” Jeg undgår hans blik, for så kan jeg hverken tænke eller tale ordentligt, han kysser min pande, inden han svare.
”Jeg ved et ikke, måske mener han at du er for ustyrlig?” Han griner svagt, og kysser igen min pande inden han går hen til sengen og sætter sig. Og det var det der skulle til.
”For ustyrlig? Og det mener du så vel også? Det er bare typisk dig!” Jeg vender mig om og stirre på ham, ham svare næsten med det samme.
”Det var jo ikke det jeg sagde, jeg sagde at det nok var ham der mente det. Selvfølgelig mener jeg ikke det! Typisk mig? Så jeg er typisk, hvad med dig selv, og din egoisme? Kun mig og kun mig, ingen andre!” Av den ramte virkelig hårdt, han stirrer tilbage og hans øjne lyner.
”Ja selvfølgelig siger du det, og måske er jeg egoistisk, men hvad med dig selv? Du kommer kun fordi du vil have at jeg skal tilbede dig, og du prøver at manipulere mig, virkelig rart hva’?” Han ryster på hovedet, og rejer sig op. Han går hen til mig, og ser mig i øjnene, men heldigvis hjælper det ikke når jeg er virkelig vred.
”Som om jeg manipulere dig, du har aldrig oplevet at blive manipuleret rigtigt, hvis du mener at jeg manipulere dig. Det hjælper dig jo heller ikke når du bare er her, du bliver bare mere fjendtlig, og du tror at det hjælper at tale sødt, og være så sød du kan mod din bror, men det hjælper jo ikke. Kan du ikke se hvor meget han hader dig? Og det er i hans hoved på grund af dig at ulykken skete, dig og dit egoistiske hoved, og ved du hvad, jeg tror faktisk at jeg giver ham ret, du er for egoistisk.” Han spidder mig med sine ord, de rammer så hårdt, at jeg virkelig bryder sammen.
"
Så det er det du mener? At det er min skyld, ved du hvad, så kan du bare gøre hvad du vil her, for jeg går, og du skal ikke regne med at jeg overhovedet vil snakke med dig nogensinde igen. Meget ville jeg tro at du troede om mig, men at det var mig der var skyld i ulykken, det kan du ikke mene. Du er for meget du er så!” Tårende triller ned ad mine kinder, da jeg vender mig om og går, men Erion tager fat i min arm, og trækker mig tilbage.
”Ved du hvad? Du er virkelig også for meget, du tror at du kan komme her, og tro at det er dig der er dronning, og behandle andre som du har gjort før, men ved du hvad, det skal du ikke regne med, for folk er mere end træt af dig, de er virkelig begyndt at hade dig, selv din bror, og alligevel tror du at det er fordi du er smuk og ser godt ud, Men det er ikke kun Luck og jeg der tror der, det er der mange andre der også tror. Og ved du hvorfor? Fordi du er en egoistisk ko. Bare gå, denne gang kommer jeg ikke og hjælper dig tilbage!” Han slipper min arm, og vender sig om.
Jeg vender mig igen og begynder at gå, da jeg når ned af trappen ser jeg Luck og Melanie stå og se på mig, se jeg vælger at flygte. Jeg sætter i løb, og løber ud af døren, inden jeg når at smække den efter mig, hører jeg Luck.
”Starlow..” Jeg ser ikke tilbage og fortsætter med at løbe til jeg næsten ikke kan få vejret mere. Flere grene har ramt min hånd, den er forslået, og flere sår får blodet til at løbe ned af min hånd, men smerten er ingenting. Det er allerede begyndt at blive mørkt, selvom klokken kun er halv seks. Jeg sætter mig op ad et træ, og tårende stopper ikke, jeg er så ked af det. Det har gjort mig så ked af det, og her er lidt koldt.
Jeg har kun min grønne stropbluse på, og her er nok kun fire fem grader, så selvom jeg virkelig har løbet langt og hurtigt, så begynder det hurtigt at blive koldt. Jeg græder og græder i et par timer, her er fuldstændig mørkt, og jeg kan ingenting se. Jeg har tænkt mig at blive her, men efter endnu en halv time her, rejser jeg mig op, og begynder at gå længere ind i skoven, her må jo bo nogle.
Jeg går og går, men jeg føler det som om jeg bare går i ring, og her er kulsort. Jeg hører nogle råb, og kan med det samme genkende dem. Erion, han er kommet, han kalder på mig, jeg bliver ked af det, og sætter mig ned igen, det lille men hårde skænderig er for hårdt, jeg ved ikke om han mente noget med det kan sagde, og jeg har ikke lyst til at tænke på det. Jeg sidder med hovedet i hænderne, da mærker hans hånd på mig skulder.
”Starlow, du må virkelig undskylde, jeg ved ikke hvorfor jeg sagde noget at det jeg sagde, og jeg har virkelig fortrudt det, det var ikke min mening at såre dig på den måde, og ordene kom bare ud, fordi jeg er vant til at folk er ligeglade med hvad jeg siger, så det er svært at vende sig til at skulle slappe af og tænke over hvad man siger hele tiden.” Han sætter sig ned ved siden af mig, jeg kan ikke se ham, fordi mine hænder holder for mine øjne, men jeg kan mærke ham.
Et lille lys trænger gennem mine fingre, og får mig til at se på ham, han har en lygte i hånden, han har røde øjne, det ligner at han har grædt. Jeg husker skænderiget igen, og ser lige frem og ignorere ham, men det er meget svært, for han virker ked af det, og jeg har lyst til at søge trøst hos ham, at omfavne ham, og mærke hans læber mod min hud og mod mine læber, mærke hans varme og mærke hans arme om mig.
Et hulk vrider sig gennem min lukkede mund, og får flere tårer til at trille ned af min hud. Jeg har ikke løst til at græde, når han er her, for så virker jeg bare for sårbar, og han tror at jeg bare tilgiver ham for det han har sagt. Jeg forstår ham på en måde godt, men alligevel ikke.
Jeg forstår ham, fordi jeg har det på præcis samme måde, jeg siger bare ting, og er ligeglad med om folk bliver kede af det, for det er jeg vant til, men alligevel ikke, fordi det han sagde, var virkelig at gå for langt. Måske skulle jeg tilgive ham, og så også selv sige undskyld, men jeg ved ikke om jeg kan, jeg kan jo prøve, for noget i mig elsker ham selvom han virkelig er led når vi skændes, og det gør ham faktisk lidt sød.
Jeg vender mig om mod ham, han har selv vendt sig og ser lige frem for sig, som om han er i sin egen verden. Jeg kysser ham langsomt på kinden, og da han vender ansigtet mod mig, ser jeg ham i øjnene, han er dejligt tæt på. Hans ånde dufter, men det er nu hans øjne som jeg koncentrerer mig om, de er virkelig smukke. Jeg ser ned, og tænker mig lidt om inden jeg siger.
”Undskyld, jeg er ked af det, du var ikke den eneste der var virkelig dum, og jeg har lige så meget som dig fortrudt alt det jeg sagde.” Jeg kan mærke han øjne mod mine hænder.
”Du skal ikke undskylde, du havde ret til at tale sådan, da jeg sagde det om dig, er du okay?” Han tager min hånd op, og ser på den.
”Den skal forbindes, vil du med? Du ser ud til at fryse, kom tag den her på.” Han ser på mig, og tager sig bluse af, og giver mig den på.
”Jeg skal undskylde lige så meget som du skal, jeg er bare træt, og ja jeg fryser lidt. Men det her gør ikke engang ondt, det er ingenting.” Han ser på mine hænder, da jeg viser ham dem.
”Men de skal alligevel forbindes, det kan Mickon, for det er han vidst god til.” Han ser på mig, det er først nu jeg lægger mærke til hvor skælvende hans stemme er, det er som om han fryser og har grædt, på samme tid. Jeg ser ham i øjnene, og rykker lidt tættere på ham, så vores læber næsten mødes.
”Har du grædt?” et lille smil kommer frem på mine læber, da han ser ned. Han tør ikke indrømme det, det er sødt! Han ser mig i øjnene efter et øjeblik, og igen kan jeg ikke tænke eller noget.
”Måske har jeg grædt, måske ikke, du har grædt, og du har brug for noget varme, kom med.” Han rykker lidt tættere på, jeg kan mærke hans læber, jeg lænder mig den sidste millimeter hen til ham, og kysser langsomt hans mund. Der går nogle sekunder før han reagerer, og gengælder mig kys.
Han lægger hænderne om mit hoved, og jeg lægger mine om hans hals, jeg tror at det er første gang vi har kysset i mere end tredive sekunder, mest på grund af mig, jeg er lidt bange for at skulle blive såret, hvis det viser sig at han bare leger med mine følelser. Jeg sætter mig på knæ sammen med ham, og mærker hans brystkasse bevæge sig.
Jeg afslutter kysset, og omfavner ham, og mærker med det samme hans arme om mig. Jeg elsker ham virkelig, først troede jeg bare at det var en kæreste som kommer og går lidt ligesom i syvende klasse, men det er det her ikke, jeg vil ønske at det aldrig stopper. Han slipper mig, og ser ned på mig.
”Skal vi ikke gå tilbage? Du ser stadig ud til at fryse, og det er ikke godt vis der går betændelse i det der.” Han nikker mod mine hænder, og kysser min pande. Jeg nikker og rejser mig op sammen med ham, han tager min hånd, og begynder at gå. Han stopper og ser tilbage på mig, da jeg ikke følger efter ham, jeg vender hovedet, og ser mod den anden vej. Jeg er sikker på at der var noget, men da jeg hverken kan se eller hører andet en os og vinden, vender jeg mig igen, og ser på Erion. Han ser ud mod træerne med sammenknibende øjne, det virker lidt mystisk, men jeg tænker ikke videre over det.
Jeg går hen til ham, og klemmer blidt hans hånd, det svier lig på grund af en hudafskrabning på den, det bløder lidt, men ikke noget slemt.
”Kom, vi skal skynde os.” Han klemmer blidt min hånd igen, og begynder hurtigt at gå. Han virker som om der er noget efter os, så jeg følger bare efter, uden at sige noget. Men til sidst kan jeg ikke mere, jeg slipper hans hånd, og stopper op. Han vender sig om, da mine ben giver efter, eller rettere at jeg sætter mig ned med et dump, jeg puster, og har det som om jeg skal til at dø, fordi det er svært at få vejret. Han går hen til mig, men inden han sætter sig på hug foran mig, ser han sig om.
”Slap af, undskyld, jeg tænkte slet ikke på hvor hurtigt jeg løb, jeg er vant til at løbe hurtigt og langt.” Han smiler, og ser rundt igen.
”Kom her, så bærer jeg dig, det nok også bedst.” Han smiler og løfter mig op som om jeg var en underernæret kat, som ingen ting vejer. Jeg holder fast om hans hals, og prøver at få vejret, det gør ondt i halsens, fordi jeg løb mere end jeg havde pusten til. Det føles som om jeg har skreget af mine lungers fulde kraft, så ondt gør det. Jeg kan mærke at vi går, det går utrolig hurtigt, men alligevel går han.
Jeg kan hører ham trække vejret, utroligt at han ikke er eller bliver mere forpustet, også nu hvor han bærer mig. Jeg holder om hans hals, og er så småt begyndt at få vejret, jeg lænder mit hoved ind mod hans hals, og indånder roligt hans duft af mint, det gør mig lidt gladere at være så tæt på ham, men er vi venner endnu? Jeg ved det ikke, måske er vi, måske er vi ikke, jeg ved det ikke, fordi selvom vi har sagt undskyld til hinanden, så føler jeg at der er en vrede i ham, som er peget mod mig. Vi når efter ca. en halv time huset, han sætter mig ned på jorden, og kysser min pande.
”Gå bare ind, jeg kommer om lidt, jeg har det lidt varmt.” Han sender mig et smil, jeg bliver nervøs, og bange for om det måske er på grund af mig, fordi han er sur. Jeg ser ned i jorden imens jeg nikker, jeg skal til at vender mig om, da han tager fast i min hånd, og vender mig om mod ham.
Han kysser mig på panden, og på munden, det er blide kys, som varmer hele min krop. Jeg gengælder kysset, og ser på ham.
”Bare slap af, jeg kommer lige om lidt.” Han smiler til mig, og kysser mig igen, inden han slipper min hånd, og vinker mig af sted med et smil. Jeg vender mig igen om, og går om mod huset, uden at vende mig om for at se på ham, jeg føler mig lidt flov over bare at være løbet, uden at svare Luck, og bare gå ind i huset, og lukke døren omhyggeligt efter mig uden overhovedet at se tilbage på Erion.
Mickon står bag ved mig da jeg vender mig om, jeg farer sammen, og ser ham i øjnene, han sender mig et uskyldigt smil, og går forbi mig uden et ord. Han åbner døren og står og ser lidt ud.
”Jeg tror ikke han er gal på dig, han er nok mere gal på sig selv, for han har narret sig selv til at tro noget om sig selv, det mere end hvad han kan klare på en gang.” Han smiler igen, og smutter ud af døren, hvorefter han lukker døren igen. Jeg står alene tilbage, og ser på den lukkede dør, jeg forstår ikke helt hvad han mente med det, og det gør mig urolig.
Jeg vender mig om, og går hen mod trappen. Da jeg når halvvejs op ad trappen, kommer Liron gående ned af trappen, han ser mig hurtigt i øjnene inden han går videre ned. Jeg vender mig om, og ser ham ryste på hovedet, jeg tænker lidt inden jeg igen vender mig om og fortsætter op ad trappen. Døren står åben inde på mit værelse, og jeg går derind. Et blad ligger henne på mit bord, på siderne er der en smuk rød kjole, den ligner en gammel fransk kjole, som er blevet lavet i en lidt nyere model.
En underlig følelse løber gennem min krop, efterfulgt af en følelse af at nogen står og iagttager mig. Jeg ser rundt, men der er ingen, udenfor er himlen sort som kul, og minder mig om en drøm. En lav fløjten ved døren får mig til at fare sammen, og vende mig om som en bange lille kanin.
Erion står i døren og ser på mig, hans øjne ser trætte ud, og hans hvide T-shirt er beskidt af jord. Igen løber den underlige følelse af at nogen iagttager mig og nu også Erion igennem min krop, og jeg gyser da jeg ser mod det kulsorte vindue. Der er ingen, jeg kan hører Erion komme hen til mig, han lægger sine arme om mig, og holder mig ind til sig.
Noget får mig til at rive mig fri, og se ham i øjnene, hans øjne er blevet tydeligt mørkere, de er næsten helt mørkeblå nu, måske er det på grund af mørket udenfor, måske er det bare mig, men noget herinde føles pludselig meget forkert.
Han ser mod sengen, og ser på stolen ved siden af, hvorefter han går hen til stolen og sætter sig. Jeg kan ikke holde mine øjne fra ham, det er som om det ikke er ham, men alligevel er ham. Som om vi er gamle venner, og det er første gang vi ser hinanden i mange år.
Hans øjne får ham til at se ældre ud, men det lille smil på hans læber minder mest om en lille drengs smil, når han er blevet dybt forelsket i en meget gammel kvinde, som han kun lige har set og som han glemmer lige så snart hun er væk. Han rejser sig, og går hen til mig, jeg står helt stille og holder vejret i et øjeblik.
”Er du okay?” Han ser spørgende på mig, stadig helt uforandret, jeg tør ikke rører mig, hans blik holder mig fast.
”Ja, hvad med dig?” Min stemme er lille, og en tåre løber ned af min kind, noget er forandret, og flår mig ud af min fastlåst hed, og ind i en gråd. Jeg falder i knæ på gulvet, og gemmer mit hoved i hænderne, imens tårerne fortsætter med at komme, jeg mærker igen hans arme om mig, en underlig kulde fylder mig, og jeg føler mig svag.
Noget spidst rammer min hals, og jeg prøver at slippe ud af hans arme, men det er umuligt. Jeg kæmper imod, men hvad nytter det, jeg kan ikke, han er for stærk, det er umuligt for mig at slippe ud af hans jerngreb. En masse sanser og billeder fylder mit hoved, og gør mig helt slap, jeg mister alle mine kræfter, da alt andet forsvinder der bliver fuldstændig sort.
Jeg er alene tilbage inde på mit værelse lyset er tændt og blænder mine øjne utroligt meget. Jeg skygger for lyset, og går ud på gangen. Det føles som om jeg har været ude og drikke, mit hoved gør ondt, og lyset blænder mig. Noget står i døren ind til mit værelse, jeg kan ikke se hvem det er på grund af lyset, og mit hoved føles pludseligt mærkeligt.
Liron kommer hen til mig, og løfter mit hoved, han ser mig i øjnene, og følger mig hen til væggen.
”Sæt dig her, og bliv, jeg kommer tilbage lige om lidt, du må ikke gå nogen steder hen.” Han er væk med det samme, det er som om han slet ikke har været her, men alligevel bliver jeg.
Der går et stykke tid, jeg sidder alene og ser på væggen over for mig, den ser underligt levende ud, den lyser op og bliver igen mørkere. Det er som om den taler til mig, den fortæller om dens historie, en trist historie, om hvordan det er bare at være stille hele tiden, tiden løber og løber, og lampens lys blænder mine øjne, så jeg lukker dem.
Da jeg åbner dem igen, sidder Erion foran mig, han ser lidt forvirret, men også hadefuld ud. Han ser helt anerledes ud, det er som om det ikke er den samme person som jeg talte med inde på værelset, han lægger sine arme om mig, og holder mig ind til sig, jeg kan mærke hele min krop med et bliver helt afslappet, og jeg føler mig tryg i hans arme.
Jeg lægger mit hoved mod hans brystkasse, og indånder roligt hans duft, den får mig til at blive endnu mere afslappet, han giver mig en underlig varme, som jeg aldrig har følt den før. En varme som får min krop til at falde til ro, og gør mig søvnig.
Jeg mærker han lægger sin mund mod mit hår, og jeg løfter mit hoved, for at give ham et kys, men han sætter en finger mod min mund, ser mig dybt i øjnene, men for en gangs skyld, er jeg ligeglad.
Jeg lænder mig længere frem, og kysser ham en gang, jeg forventer ikke at han reagerer, men jeg når kun lige at begynde at sænke mit hoved igen, da han gengælder mit kys, med et dybere kys.
Jeg får lyst til at gengælde hans kys igen, men ser ud af øjenkrogen at Luck kommer op ad trappen, så jeg trækker mig tilbage, også selvom jeg ved at Luck godt ved at Erion og jeg er sammen, jeg bryder mig bare ikke om alt muligt når han er der.
Erion løfter sig hoved, og ser på Luck, der står og ser lidt uroligt på mig. Jeg smiler til ham, for at berolige ham, men det ser ikke ud til at have nogen effekt, han virker rasende, da han sender et ondskabsfuldt blik til Erion, som får mig til at krumme mig sammen.
Jeg rejser mig op, og ser rundt, alle er her, Erion, Luck, Liron og Mickon, alle sammen ser på mig, så jeg rødmer lidt, inden jeg vender mig om og går hurtigt ind på mit værelse, Erion følger åbenbart efter mig, for jeg kan høre at han siger noget til de andre, og høre så at døren bliver lukket. Et eller andet siger mig at jeg bare skal blive stående, men jeg har virkelig lyst til bare at vende mig, og løbe hen til Erion og omfavne ham, græde mod hans skulder, men jeg tør ikke.
Jeg vender mig til sidst om, og ser Erion sidde på jorden foran døren, hans ansigt er vådt af tårer, og jeg tror det er første gang jeg nogensinde har set ham svækket, han virker altid usårlig, og som om intet kan gøre ham noget, men nu virker det som om han er en lille kanin, som er blevet jagtet af en ræv.
Jeg går hen til ham, og sætter mig foran ham, løfter hans hoved med mine hænder, og ser ham ind i de iskolde øjne, jeg har mest lyst til at trække mig væk fra ham, men det virker forkert. Jeg kysser ham flere gange, og omfavner ham, efter noget tid, kan jeg mærke noget røre på sig, en vilje eller styrke som kommer igen, som forvandler den lille kanin til en tiger igen, og gør ham usårlig, lige som han altid er når vi er sammen. Jeg trækker mig tilbage, og ser på ham, ser ham i øjnene, og mærker stadig den voksende kraft i ham, han ser på mig, og det ligner at han har bestemt sig for noget, og en ubehagelig følelse flyder pludselig gennem hele min krop, og får mig til at rykke mig længere væk fra ham.
Han rejser sig op, og rækker en hånd ned mod mig, han holder mit blik fast, og da jeg tager hans hånd, hjælper han mig op, og træder tættere på mig, lægger sine arme om mig, og kysser mig blidt. Jeg gengælder hans kys, og har mest lyst til at bede ham om at blive, men jeg ved at han vil gå lige meget hvad, det føles som om han bare vil gøre mig lidt mere rolig, og vise mig at han vil komme tilbage lige meget hvad. Jeg føler mig slap, da han slipper sit tag om mig, og træder væk fra mig. Jeg ser efter ham, da han går ud af døren, og efterlader mig alene i et tomt rum, kun omgivet at vægge, møbler og mine egne tanker.
Jeg går hen til vinduet, og ser ud uden at vende mig, da Liron kommer ind, jeg vil bare se Erion gå ud ad døren, og forlade gårdspladsen i sin bil. Jeg mærker en hånd på min skulder, men jeg er fuldstændig ligeglad, jeg vender mig først da Erion kommer ud af døren.
Liron står lige foran mig, og jeg får en underlig lyst til at omfavne ham, og lade ham varme min krop, og berolige mig og sige at jeg bare skulle tage det roligt, at Erion ikke ville gøre noget dumt, men det hele er en stor løgn! Jeg føler mig fortabt, og går lige forbi Liron uden at sige noget til ham, jeg skubber alt væk igen, og sætter i løb, jeg løber ud på gangen, ned ad trappen, og ud af døren.
Noget får mig til at stoppe kort op, se mig omkring og se mod huset, men da jeg ser Liron stå i døren, sætter jeg igen i løb, jeg kan virkelig ikke klare mere, det er håbløst at prøve at forestille mig at alt nok skal falde på plads igen. For det gør det ikke, det hele er en stor fed løgn, og ingen kan nogensinde rette op på det. Jeg løber, uden at kende vejen, men noget får mig til at løbe præcist den her vej, det er som om noget trækker mig forbi de mørke træer ud mod en øde sø i skoven.
Jeg stopper bag ved nogle grene, og står bare og ser mig hurtigt omkring. Der er ikke helt mørkt, fordi månen oplyser skoven og dens træer, søen ligger nok tyve meter fra mig, og overfladen skinner op mod himlen.
Den tiltrækker mig, og får mig roligt til at gå ud fra mit gemmested, og hen mod den, den viser mig billeder i mit hoved.
Billederne er fyldt med blod, der er mennesker på dem, som slikker blodet i sig, deres øjne er kul sorte, huden bliver hvidere og hvidere for hver tår de tager, og de smider de døde kroppe på jorden rundt omkring sig, da de er blevet udtømt. Da de er helt færdige og blodet omkring deres mund er slikket væk, forvandler deres hud sig mørkere og mørkere til den er som et normalt menneskes.
Deres øjne skifter farve, helt utrolige farver, som lysende, som jeg aldrig har set dem før, røde som blod, grønne som lyser op i mørket og alle sammen viser tegn på usårlighed.
Pludselig klart som om det var virkelighed, ser jeg Erion og hans brødre i billederne, men jeg når ikke at se mere. Alle billederne forsvinder med et, da noget griber fat i mig, og hiver mig bagud, jeg bliver stiv i hele min krop, og prøver at vende mig om i farten, men det går så stærkt at jeg ikke kan nå det, og lander mod en varm krop.
Jeg fumler mig op, og ser ind i Erions dyb blå øjne, de er usikre, og hele min krop bliver mere stiv end før.
For hvordan kunne jeg se ham i alle de billeder, hvis han nu stod her?
Hvad sker der her? Der er noget der ikke hænger sammen, men jeg når ikke at tænke mere over det, fordi min krop tvinger mig til at bøje mig frem, for at kaste op.
”Hvad laver du her? Det er en meget dårlig idé at være her, når det er mørkt, du burde være i huset, og ikke her.” Jeg rejser mig op, og ser på ham, ser ham i øjnene.
”Spørgsmålet er ikke hvad jeg laver her, det er hvad du laver her, og hvordan du vidste at jeg var her? Jeg forstår det ikke, der er slet ingenting som hænger sammen mere, og det er kun på grund af dig!” Jeg slår ham mod brystet, og skal til at gå forbi ham, da han tager fat i min arm, og hiver mig tilbage.
”Du forstår det ikke vel? Nej selvfølgelig forstår du det ikke, fordi du er lige som alle de andre, et dumt menneske, uden nogen betydning.” Det sidste af hans sætning, får mig til at stirre på ham, lige med et bliver jeg fuldstændig kold i hele min krop, tænk at han kunne finde på at sige noget som det!
”Så det vi har sammen har slet ingen betydning for dig? Selvfølgelig ikke, for du er jo ligeglad med alt! Mig, dine brødre, alle for der er ingen i verdenen der er god nok til dig. Og jeg burde have vidst det!” Jeg ryster hans hånd af min arm, og løfter den da jeg går forbi ham. Jeg når cirka ti skridt væk fra ham, da jeg ikke kan holde tårende tilbage mere, jeg begynder først at hulke og lidt efter kommer alle tårende. Hvordan kan han bare gøre det der og sige de ting?
”Starlow!” Jeg kan høre ham kalde efter mig, men jeg ikke så meget som har lyst til at vende mig om, før han igen står foran mig, jeg fare sammen af skræk, og mine øjne bliver store.
”Undskyld, det var ikke det jeg mente, det vi har, betyder alt for mig! Men du forstår bare ikke min verden!” Han taler vredt til mig, jeg ryster bare på hovedet, og ser væk, jeg er i chok.
”Det hjælper ikke, lad os bare stoppe det vi har okay, for virkelig jeg kan ikke mere, jeg har fået nok. Vi er næsten ikke venner mere, og din verden er for forvirrende for mig, find en der kan finde ud af dig, og kom videre.” Min stemme er lille, fordi min hulken gør mig mere svag.
”Hvad? Ja vi skændes nogle gange, men jeg vil være sammen med dig, jeg er måske en idiot nogle gange, men det er mig, sådan er jeg okay? Måske er det bare fordi du ikke vil finde ud af min verden, og det er fint med mig, for hvis du ikke kan, hvem kan så? Ingen, men det forstår du vel heller ikke, jeg vil være sammen med dig, jeg kan ikke komme videre, og jeg ved at du har det på samme måde, men jeg kan ikke klare at du altid bliver sur, og beskylder mig for en masse lort, og prøver at nedgøre mig, for hvis jeg ville, så kunne jeg nemmere end ingenting komme videre.” Han slår ud med armene imens han taler, nogle gange hæver han stemmen, og bliver vred, andre gange får ham en blød og blid stemme, som beder om tilgivelse.
”Vi skændes ikke kun nogle gange, det er ikke længe siden vi sidst skændtes, og ikke kunne holde hinanden ud, ja vi bliver gode igen, men hvad det er virkelig ikke sådan er et forhold skal være, normalt er man sammen og skændtes næsten aldrig, men sådan er det ikke med os. Jeg er ligeglad med hvem der kan finde ud af dig og din tåbelige verden, du finder bare en, og overdynger med dit udseende, og lader som om det bare fungere, men sådan kommer det virkelig ikke til at være her, for jeg kan ikke mere, du kan jo ikke give mig en ordentlig grund til jeg ikke bare skal gå, og hvis prøver du med dine øjne, og din styrke, men hvis du rør mig, ringer jeg til Liron, han kan i det mindste hjælpe mig. Så enten skal du give mig en meget god grund til at jeg ikke skal gå, ellers går jeg, og så er det virkelig bare slut mellem os.” Jeg prøver at kontrollere min vrede, men det er hårdt at se ind i hans øjne, og vide at han ved noget om de billeder, men ikke vil fortælle mig det, og han er sådan et mysterium.
Tiden går, og der går noget tid før han åbner munden, men lukker den hurtigt igen. Han ved åbenbart overhovedet ikke hvad han skal sige, og det gør jeg heller ikke, jeg kan næsten føle tavsheden i mine hænder, en tavshed som rammer mig hårdt, og gør mig svagere end før. Jeg åbner min mund for at sige noget, men lukker den igen og ryster på hovedet, og begynder at gå. Denne gang er der ingen hænder som tager fat i mig og tvinger mig til at vende mig, denne gang lader han mig gå, jeg har lyst til at vende mig om mod ham, men jeg tør ikke, jeg er for bange for at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre hvis jeg vender mig om nu.
Følelsen af at være alene, fylder mig og gør mig utilpas, jeg ved ikke hvor jeg er eller hvilken vej jeg skal. Jeg går den vej som føles mest realistisk for mig, men jeg føler ikke jeg kommer nogle steder hen, der er mørkt og kulden breder sig i mig. Jeg giver op, og sætter mig ned ved et træ, velvidende at jeg er alene, og Erion ikke kommer efter mig denne gang, og redder mig fra kulden og mørket. Han er taget af sted, og han kommer ikke tilbage, det hele er slut.
Alt har forandret sig på et split sekund, og jeg kunne ikke gøre noget ved det for jeg ved det er min skyld. Jeg fortryder hvad jeg sagde, og jeg ved at jeg ingen grund havde til at sige sådan nogle ting til ham, eller tale til ham på den måde, og jeg har fortrudt det, det har jeg virkelig, men jeg kan ikke ændre på det nu.

Der er gået en time, og jeg går stadig bare rundt i skoven, uden noget mål og uden nogen sans for hvor jeg er henne, det er som om mit sind har givet op, som om jeg har givet op, følelsen gør mig vanvittig, og jeg føler mig ude af mig selv, jeg fryser og der er så mørkt at jeg ikke kan se noget.
Noget bevæger sig bag mig, og giver mig en pludselig kvalme, da en hånd tager fat i mig, jeg vender mig om, og ser ind i Mickons øjne, det er sorte som natten, og medlidenheden i dem får mig til at vende mig væk.
Jeg har ikke brug for medlidenhed lige nu, jeg vil bare være alene, jeg vender mig igen og begynder at gå, men mærker kort efter at han tager fat i min hånd. Han giver min hånd et klem, og trækker mig roligt med sig, og uden en lyd følger jeg efter, ikke fordi jeg har lyst, men fordi jeg ved at han er stærkest, og han ikke vil slippe min hånd før vi når tilbage.

Intet giver mening for mig mere, og jeg begynder at føle mig træt, da vi når enden af skoven, og jeg ser mod mit oplyste værelse. Jeg får et stik af dårlig samvittighed, da jeg ser Erion sidde i vindueskarmen med hovedet mod væggen, jeg stopper op. Jeg bryder den stilhed, som Mickon har holdt fast på under hele vejen.
”Er han meget sur?” Han vender sig om mod mig, med et bekymret udtryk i sine øjne, han strør mig over kinden, og ser op mod vinduet hvor Erion er, så vender han blikket tilbage mod mig igen.
”Nok mere frustreret, jeg ved ikke hvad der er foregået mellem jer, men jeg har aldrig set ham sådan der før” Han venter på mit svar, så da jeg bare nikker, smiler ham lidt opmuntrende til mig.
”Det skal nok blive godt igen, det er jeg sikker på.” Jeg tvinger mig selv til at smile tilbage til ham.
”Det håber jeg det gør!” Jeg tør ikke rigtigt at sige andet, for hvad hvis jeg tager fejl? Jeg slog jo op med ham.
”Kom med ind, du kan jo heller ikke undgå ham for evigt, så du burde gå op til ham med det samme.” Han går mod døren og åbner den for mig. Jeg smutter ind gennem døren, og ser mod trappen.
”Jeg er bange for at han er vred på mig, det hele føles forkert, jeg føler mig som en forræder mod ham. Og det hele er min skyld, jeg skulle bare være blevet her, så ville det hele være meget bedre.” Jeg tørrer en tårer væk fra min kind, og ryster på hovedet.
”Det skal du ikke være, han tilgiver dig hurtigt, i skal nok finde ud af det. Du ville i hvert fald ikke have været ved at fryse ihjel, så det er godt det samme.” Han griner lidt, og smutter forbi mig ind i dagligstuen, hvor jeg ser Liron stå med et alvorligt udtryk i sine øjne.
Jeg vender mig, og går hen til trappen, og tøver lidt inden jeg begynder at gå op ad den. Jeg når hurtigt døren ind til mit værelse, og ser på Erion, han ser ikke mod mig, ser ud af vinduet og ignorere mig fuldstændig. Jeg går hen og sætter mig i den anden side af vindueskammen, og ser på ham.
Der går et par minutter i fuldstændig stilhed, før han vender sit blik mod mig, og sukker. Jeg ser mod mine hænder, uden af vide hvad jeg skal sige, jeg venter på en måde kun på at han skal sige noget, men det lyder ikke til at han har tænkt sig at tage ordet. Jeg bliver jo nød til at sige noget, jeg kan ikke bare komme ind og være fuldstændig stille, det er som om han har tænkt sig at gå, men alligevel virker han helt afslappet.
”Undskyld, det var ikke min mening, jeg var bare sur og jeg vidste ikke..” Han ser mig i øjnene, blikket i hans øje virker træt, og han ryster på hovedet.
”Det har ikke noget med det at gøre okay?” Han vender igen blikket ud af vinduet, som om han vil have at jeg bare skal gå.
”Hvad er det så?” Noget i mig blusser lige pludselig op igen, som om jeg kan tændes som en tændstik, hvert øjeblik.
”Ingenting, okay? Det kan jo være lige meget.” Han ser på mig, han øjne brænder, og sender et jag at smerte gennem hele min krop, en smerte som psykisk får mig til at krumme mig sammen.
”Jeg vidste det.” Jeg ser ham i øjnene, og sender ham et såret blik inden jeg hopper ned fra vindues kammen, og begynder at gå mod døren.

-------------------------------------------------------------

Sry det blev et for langt kapitel, så jeg besluttede at dele det op, håber ikke det gør noget.. :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...