The Vampire Blood (Pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jun. 2012
  • Opdateret: 31 maj 2013
  • Status: Igang
Før var alting normalt, vi var på vej, men den tur blev fuldstændig ødelagt.
Jeg vil tilbage, men noget trækker mig, og får mig til at blive.
Der sker mærkelige ting her, men hvad ved jeg?
Jeg er forelsket, måske bliver det til noget, men jeg tror han hader mig!
Jeg ved ikke hvad jeg skal, hvorfor jeg skal det, eller hvorfor jeg ikke ved nogle af de ting.
Alting er ellers normalt, månen er den samme, solen skinner som altid, luften er frisk, men jeg har forandret mig!

4Likes
9Kommentarer
1079Visninger
AA

10. Vampyr kysset. (Starlow.) fortsættelse

Jeg hader at have ondt, jeg ser mod Erion, han ser ud mod skoven, som om han har set et spøgelse, som slog nogen ihjel. Jeg vender mig langsomt om, da en smerte jager gennem mit ene ben, som gør at jeg kommer til at bide mig selv i læben. En lille smule blod kommer frem, jeg ser på Erion, han er pludselig blevet helt stiv.
Jeg slikker blodet af læben, og ser mod loftet, han er stadig en gåde for mig, det er som om han vil fortælle mig alle sine hemmeligheder, men som om han ikke tør. Jeg lukker mine øjne, men åbner dem igen, da jeg bliver lidt utryg ved at have dem lukkede. Jeg ser på ham, han har vendt sig og ser på mig med et udtryksløst blik. Han kommer hen til mig, og kysser min pande, jeg ligger helt stille, da han ser mig i øjnene.
Han rejser sig op, da jeg prøver at sætte mig op, igen jager smerten gennem mine ben, men jeg lader som om at den ikke er der, men den får mig til at lave en smertens grimmasse. Han lægger hånden på min arm, og ser på mig, med et eller andet udtryk jeg ikke kan læse i hans blik.
Han kysser mig igen på panden, og sætter sig ned. Han slipper først sit tag, da han har sat sig, og lægger sig hoved i hænderne. Jeg rynker på panden, og fortryder lidt alt hvad jeg har gjort og sagt til ham og Liron.
En tårer løber ned af min kind, og minder mig om Luck lige efter ulykken, jeg har ikke set ham siden den aften hvor han kom ind på værelset, og da jeg spurgte Mickon sagde han at han var ude sammen med nogle venner, som om at det er bedst at jeg ikke koncentrere mig om ham, men det gør mig urolig at jeg ikke har set ham. Jeg mangler ham, hans smil og hans beskyttende varme. Jeg mangler min bror, og jeg aner ikke hvor han er eller hvad han laver.
Erion sidder stadig med ryggen til, og jeg føler mig alene herinde. Alting er jo normalt!
Månen er den samme, solen skinner som altid, luften er stadig frisk!
Men jeg har forandret mig, og det gør at alle og alting har forandret sig mere.
Jeg ser månen på en anden måde, solen gør mig i et anderledes humør, og luften gør mig roligere end normalt.
Han vender sig om, og ser på mig.
”Er du okay?” Han ser på mig imens han taler, men jeg nikker bare som altid.
”Ja, hvad med dig?” Jeg ser på ham, han trækker på skulderen, inden han nikker.
”Ja, jeg har det fint, men du skal ikke tænke på mig, koncentrer du dig om at sove, så du ikke er mega træt i morgen.” Han smiler lidt til mig, og rykker lidt tættere på mig.
”Egentligt, hvad skriver du så når du skriver i din dagbog?” Han ser mig i øjnene, og rynker panden, med et underligt mystisk smil.
”Jeg skriver hemmeligheder, på en måde er det for at fortælle en det, men på en måde er det bare til mig selv. Lidt som en påmindelse om at jeg er i live, og altid har været det.” Jeg føler at jeg fortæller ham noget som ikke giver nogen mening, da han ser ud til at skulle tænke lidt over ordene inden han nikker.
”Hvad skrev du så tidligere?” Han ser på mig, men jeg ryster bare på hovedet.
”Det er en måde at fortælle det, hvis man ikke må fortælle det til nogen, men har brug for at sige det, så er det den nemme løsning, hvilket vil sige at du ikke får det at vide.” Jeg griner, og ser ned på sengen.
”Nå, så det er alle de hemmeligheder som jeg ikke må vide?” Han laver en skuffet grimasse, og smiler til mig.
”Som ingen må få at vide, det er jo det der gør hemmeligheder så mystiske, at ingen må få det at vide, og der er højest tre personer der kender til en persons hemmeligheder. Jo mindre at man var flere sammen da det skete, så er der flere der ved det.” Han ryster på hovedet, som om han synes det er lidt dumt.
”Ja ja, i er godt nok underlige der hvor du kommer fra.” Han griner lidt og ser på mig.
”Så du synes at jeg er underlig?” Jeg ser fornærmet ud, normalt ville jeg havde startet et skænderig hvis nogle sagde at jeg var underlig, men det morer mig at han ikke forstår det.
”Nej, bare anderledes end hvad jeg er vant til piger er her. Der fortæller de alle deres hemmeligheder, og der bliver ikke holdt tæt om noget. Men hvad er hemmelighederne som for eksempel så kan det være at jeg måske kan forstå det.” Han ser på mig, og jeg begynder at tænke mig om, noget der er dumt at gøre, som man helst vil have ikke var sket.
”Som for eksempel hvis du har været i seng med en for første gang, som du egentligt hader, men det skete kun fordi du var mega stiv.” Jeg smiler til ham, og tænker på da Dianna fortalte mig det, men det ved han jo ikke, så han ved jo ikke at det er sket for en jeg kender, men det gør mig alligevel lidt utryg at havde fortalt det, fordi det jo er et brud på reglerne.
”Er det sket for dig? Du lyder som om det ved hvordan det er, jeg troede ellers at du var jomfru.” Han ser på mig, det gør mig lidt flov, men jeg flytter ikke blikket ned denne gang da jeg mærker blodet skyde om i mine kinder.
”Nej, det er ikke sket for mig, og hvis det var mig, så havde jeg givet et andet eksempel. Og det sidste får du bare ikke svar på, det er virkelig noget der ikke vedkommer dig om jeg er eller ej. Og jeg er ikke dig!” Jeg bliver mere flov, nok mest fordi jeg faktisk er jomfru, og jeg vil ikke tro at han er det, ikke sådan som han ser ud. Havde han gået på den skole jeg gik på, havde han senest været i seng med en for to år siden, så hvor længe er det lige siden at han gjorde det første gang? Han ser på mig, inden han siger.
”Jeg er altså jomfru at du ved det, og bare fordi jeg ser godt ud går jeg ikke bare i seng med alle de piger som tilbyder det, det er jo dumt!” Han kniber øjnene sammen, og ser på mig.

”Det var ikke sådan jeg mente det, jeg mener bare at det ikke vedkommer dig om jeg er jomfru eller ej, og ja, du ved hvad jeg mener.” Han åbner sine øjne da jeg siger det, og ser ud af vinduet. Han ryster lidt på hovedet, og rejser sig op. Han går hen til den anden side af sengen, og ser ned på mig. Hvordan kom vi egentligt ind på det emne? Jeg kan ikke lige huske det, men jeg vender blikket op og ser ham igen i øjnene. Han sætter sig ned ved siden af mig, og åbner munden, men lukker den hurtigt igen.
Han ser på mig, og tager sit hoved hen til mig. Han er virkelig tæt på igen, det minder mig om rigtigt mange dårlige ting, og desværre tror jeg at han kan fornemme det, for han sætter sig tilbage igen, og ser på mig.
”Er du bange?” Han ser mig i øjnene, jeg ryster på hovedet, selvfølgelig opdagede han det.
”Men der er et eller andet, ikke sandt?” Han rykker sig tættere på, da jeg ser ned på gulvet.
”Hvad er det?” Han ser stadig på mig, og slipper mig ikke af syne.
”Jeg kan ikke fortælle det.” Det gør mig lidt flov, at det stadig skal plage mig, noget der skete for flere år siden.
”Og hvorfor ikke det?” Han ser på mig, han virker lidt vred, men på en ny og underlig beskyttende måde.
”Fordi det står i dagbogen, og mine veninder og jeg har regler, som gør at jeg ikke kan fortælle det.” Han ser ud til at slappe lidt af igen. Jeg sidder helt stille, da han lænder sig hen mod mig, og løfter min hage op ligesom han har gjort flere gange før denne aften. Jeg drejer hovedet og ser på ham, og lænder sig længere frem, og igen mærker jeg hans læber mod mine, og alting forsvinder, alle gamle minder, alle dårlige ting.
Det er som om det kun er mig og ham, og at det altid kun har været sådan. Han afbryder kysset, og rykker sig tættere på, og omfavner mig. Han skal til at fjerne sine arme da der bliver banket på, og jeg lægger mig hoved mod hans skulder, og han ser hurtigt på mig. Døren begynder at åbne, det gør mig lidt for nervøs, så jeg trækker mig tilbage.
Luck står i døren, han ser på Erion, hans øjne er trætte og underligt mørke. Erion rejser sig op, og går ud uden at sige noget hverken til mig eller ham. Luck stirre på ham imens han går ud, da han er ude, går Luck ind, og lukker døren efter sig. Han smiler til mig, og går hen og sætter sig ved siden af mig. Jeg omfavner ham, og tårende begynder igen at løbe ned af mine kinder, det er først nu at jeg opdager hvor meget jeg egentligt har savnet ham. Han ser på mig, og smiler.
”Hvad så Starlow? Hvad har du lavet?” Han smiler kækt til mig, og rynker brynene, som han altid gør når han tror eller ved at jeg er blevet forelsket eller har fået en kæreste. Jeg ryster på hovedet, og smiler.
”Ikke så meget, jeg har brugt hele dagen på at tage et bad, og prøve at slappe lidt af da tordenen og lynen larmede, hvad med dig?” Jeg ser på ham, han kniber øjnene sammen og ser på mig, den købte han vidst ikke.
”Godt for dig, jeg har haft det helt cool, været i byen med vennerne og sådan, og hvordan er det du ser ud? Du ligner noget katten har slæbt med ind, måske skulle du overveje et par dages søvn, og så et langt bad?” Han griner, og smiler glad. Og det er først nu at det går op for mig hvor glad han egentligt er.
”Hvad så, har du fundet en sød pige?” Jeg smiler, og ser på ham, han virker lidt lamslået over hvor ligeud jeg er. Han skal til at ryste på hovedet, men jeg når at stoppe ham.
”Ja ja, sådan noget vil du helst ikke dele med din store søster.” Jeg smiler, og ser mig rundt.
”Jeg ville egentligt bare sige godnat, jeg synes virkelig at du skal tage og få dig noget søvn, ellers tvinger jeg sovepiller ned i dig.” Han griner svagt, og smiler til mig. Jeg gengælder smilet, og overvejer det grundigt.
”Ja du har nok ret, jeg burde nok sove lidt, jeg er også blevet rimelig træt.” Jeg smiler inden jeg gaber. Han giver mig et stort kram, og smiler til mig.
”Jeg har virkelig savnet dig i dag, det er ellers noget jeg ikke plejer at gøre, så jeg er glad for at du kom.” Jeg smiler til ham imens jeg taler. Han afslutter krammet, og giver mig et brorkys i panden inden han rejser sig og går mod døren. Inden han skal til at lukke døren efter sig, ser han ind.
”Godnat Starlow.” Han smiler, og vender sig om.
”Godnat Luck, vi ses.” Jeg smiler, og lukker øjnene. Jeg mærker noget mod min arm, og åbner øjnene. Erion står der, han smiler til mig, og kysser min kind inden han også siger.
”Godnat.” 
Jeg smiler til ham.
”Godnat Erion.” jeg lukker igen øjnene, og efter et øjeblik ligger jeg i en dyb søvn.

De næste måneder gik egentligt fint, jeg er blevet kærester med Erion, og Liron synes ikke om det, Erion prøvede hele tiden at finde ud af hvad jeg skrev i min dagbog hver gang han kom, men han ved det stadig ikke. Jeg græder hver aften, jeg savner mine forældre, og selvom Luck er helt cool, når vi er sammen, hvilket er blevet sjældnere og sjældnere så ved jeg at han ikke kan sove om aftenen, og han græder i skjul.
Han savner dem lige så meget som jeg gør, og jeg kan ingenting gøre, han bliver fjernere og fjernere for hver dag der går. Det eneste tidspunkt jeg ser ham grine og smiler, er når han har sin kæreste Melanie med, og hun siger noget sjovt, eller når vi er alene sammen og jeg eller han siger noget der virkelig er meget sjovt. Jeg savner alt det som jeg har mistet.
Mine forældre, Luck, mine veninder, vi er blevet uvenner over sms, og Erion har prøvet at tale mig fra at kontakte dem, da han siger at det ingenting vil ændre. Jeg har næsten glemt dem, og jeg kan ikke engang huske hvad vi blev uvenner over. Det værste ved det hele er, at efter ulykken er det som om jeg har mistet noget af mig selv, og jeg ved ikke hvordan jeg skal få det til at blive helt igen, måske kan det ikke lade sig gøre.Mine ben var der ingenting galt med, og smerten er også gået væk, men det giver et ryk i mig nogle gange når nogen rør ved dem, fordi jeg er bange for smerten.
Jeg er begyndt i en ny skole, det er virkelig cool, jeg har fået nogle helt vildt cool venner, og det er som om jeg har kendt dem altid selvom jeg kun har kendt dem i halvanden måned. Mickon kommer tit og besøger mig, når jeg sidder alene på mit værelse, kommer han, og snakker med mig og jeg fortæller ham nogle underlige hemmeligheder, som jeg aldrig har fortalt nogle, jeg fortæller ham om mine følelser, og jeg får det meget bedre.
Min tante og onkel, har overtaget ansvaret for Luck og jeg, og de er flyttet ind ved siden af, fordi de ikke må bo så langt væk, og vores adresser er hos dem, men på en måde bor vi her. Det er også bedre, fordi de er ikke vilde med at vi skal bo hos dem, de synes ikke de er ansvarlige nok til at tage sig af os, så da Mickon sagde at vi kunne bo her, blev de virkelig henrykte.
Det er også derfor det her er blevet mit værelse, der er blevet hængt plakater op, som jeg synes om, og Erion brokker sig altid over dem med et smil, han kan ikke lide de plakater.
Her ser ud som jeg kan lide det, men jeg fik dog ikke lov til at male om, så den blodrøde farve fylder stadig væggene.
Jeg håber ikke at jeg glemmer dem, men jeg håber at tiden vil hele mine sår, og få smerten ved at tænke på dem til at forsvinde, for den er næsten ikke til at holde ud mere. Erion er bare så sød, vi har ikke skændtes siden vi blev kærester, men det kommer nok snart, for det kan jeg mærke at vi begge har brug for, det eneste der skal til er at en af os siger noget til hinanden som er bare lidt ondt, eller lyder forkert, mere skal der ikke til, så det kommer nok snart. Jeg glæder mig på en måde til det, men alligevel ikke.
Jeg glæder mig fordi, efter skænderiget bliver vi gode venner igen, men ikke fordi jeg hader at skændes og bliver for det meste rigtig ked af det når nogen siger noget om mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...