The Vampire Blood (Pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jun. 2012
  • Opdateret: 31 maj 2013
  • Status: Igang
Før var alting normalt, vi var på vej, men den tur blev fuldstændig ødelagt.
Jeg vil tilbage, men noget trækker mig, og får mig til at blive.
Der sker mærkelige ting her, men hvad ved jeg?
Jeg er forelsket, måske bliver det til noget, men jeg tror han hader mig!
Jeg ved ikke hvad jeg skal, hvorfor jeg skal det, eller hvorfor jeg ikke ved nogle af de ting.
Alting er ellers normalt, månen er den samme, solen skinner som altid, luften er frisk, men jeg har forandret mig!

4Likes
9Kommentarer
1088Visninger
AA

8. Uvejr. (Erion.)

Jeg går ud af badeværelset, og ser på Liron, han står med et vredt ansigtsudtryk og ser på mig.
”Hvad er der galt?” Jeg ser ham i øjnene.
”Bare følg med, så kan vi snakke.” Han begynder at gå, og da jeg følger efter hører jeg døren ud til badeværelset blive låst. Han går hurtigt fremad, og da vi når til trappen vender han sig om mod mig. Han ser sig om, og vender sig igen, og går ned af trappen. Da vi er nede af trappen, stopper han, men begynder efter et par sekunder at gå mod døren. Han åbner døren, og går ud og venter på mig uden foran døren uden at sige en lyd. Efter jeg er gået ud, lukker han døren, og ser på mig.
”Hvad foregår der i dit hoved?” Han ser på mig med lynene øjne, han ser på en underlig måde vred ud, men det er jo bare mig eller.
”Ingenting, hvad skulle der være galt med det?” Jeg smiler, og ser chokeret ud, selvom jeg er fuldstændig ligeglad med det.
Han sukker og ryster opgivende på hovedet med en alvorlig mine.
”Pas på du ikke træder forkert!” Han går roligt mod skoven, men vender så rundt, og løber med fart mod mig. Jeg træder til siden hurtigere end han når at ramme mig, så han ryger forbi mig med en fart som en racerbil i et løb, når den kører hurtigst.
”Jeg er stadig hurtigst, og det er sjældent at jeg træder forkert, det er noget andet med dig. Du laver fejl, og gør ting som gør at vi måske bliver opdaget, helt ærligt, er det særlig smart at lade som om at du er et helt almindeligt menneske? Det gør bare at du bliver opdaget før mig, men på den anden side, vis du bliver opdaget bliver vi andre det også.” Jeg smiler med en anelse skuffelse i smilet, bare for at gøre ham mere vred. Jeg ser ind i hans øjne, han overvejer et øjeblik hvad jeg har sagt, inden han tager fat i mit tøj, og kaster mig mod skoven. Jeg lander blødt på mine ben, og ser på ham, han er hurtigt henne ved mig, for at slå mig til jorden og sparke mig i maven. Jeg er hurtigt oppe igen, og giver ham et slag i brystet der får han til at gå i knæ.
”Men det gode ved at være mig, er at jeg ikke giver op.” hHan er oppe at stå og har igen skubbet mig et par meter hen af jorden på et øjeblik. Så forberedt var jeg ikke denne gang, jeg rammer ind i et træ, og falder til jorden, den sveg. Han er henne ved mig igen, og kaster mig mod et andet træ. Jeg når at vende mig i luften inden jeg rammer træet. Han ser mig i øjnene, han øjne er blevet rolige, man kan stadig se en antydning af vrede, men den er ved at gå væk. Jeg rejser mig hurtigt op, og kniber øjnene sammen.
”Er vi færdige?” Han ser ud som om han kunne give mig flere tæv, men han ved at han ikke får noget ud af det, det er nok derfor han spørger. Jeg løber med lynets fart hen og skubber ham ind i et træ, som han rammer med en høj lyd.
”Nu er vi færdige.” Han skal ikke være den sidste der slår, for så tror han at jeg bare giver op, jeg kunne godt skubbe ham ind i flere træer, og skærer hans bryst over med en kniv, men efter nogle minutters slåskamp bliver det kedeligt, og det er derfor at jeg ikke gør det. Det er meget sjovere at gøre det ved mennesker inden jeg skal slå dem ihjel ved at drikke deres blod.
”Du skal ikke prøve at gøre Starlow noget, du skal lade hende være i fred.” Han ser mig i øjnene.
”Nå hun betyder noget for herren, men ved du hvad? Jeg har ansvaret for hende, og jeg gør hvad jeg har lyst til!” Jeg tænker mig lidt om, og undrer mig over hvorfor jeg ikke har drukket af hende endnu.
”Du kan bare prøve, vi kan hurtigt smide dig ud at du ved det.” Han ser hen mod huset, inden han igen ser på mig.
"
Slap af, jeg skal da nok lade være, men hvem ved, måske er jeg ikke den ondeste i det hus, har du spurgt Mickon hvad han fik til aftensmad?” Jeg griner lidt halv ondt, for et vi spiser egentligt ikke aftensmad, og Mickon har kun en gang i sit vampyrliv drukket menneskeblod, og det var under forvandlingen. Men selvom han ikke har det, ved jeg at Liron er nem at overbevise, om nogle ting, måske er dette en af dem.
”Bare lav sjov, du er den eneste der stadig rør menneskeblod, og jeg ved at Mickon ikke ville gøre det om så det gjaldt hans liv, så prøv med en anden løgn en anden gang, som måske er lidt mere realistisk.” Han vender sig rundt og går roligt tilbage til huset, men en beskidt grå bluse på. Hans mørkegrå bukser ser ud som om han har tegnet på dem med en tus, det ser dumt ud, så jeg håber da han skifter til noget andet. Jeg ser op mod Starlows `værelses’ vindue, for at se om hun står der, men heldigvis gør hun ikke det. Jeg går tilbage til huset, og skifter til noget andet tøj, for det jeg havde på er såå beskidt, og jeg hader beskidt tøj. Da jeg har taget tøjet på, er Starlow stadig ikke kommet ud fra toilettet, så jeg beslutter at gå derhen. Jeg banker på inden jeg med en blid stemme siger
"Starlow, er du okay?” Jeg kan hører hende pusle rundt derude. 
Det går lidt langsomt, hendes vejrtrækning er roligt og pulsen er lidt høj, men det kan jo godt være at hun har lidt problemer med at komme rundt derinde. Det går et halv minut, før døren bliver låst op. Jeg åbner døren, og træder ind, her dufter på en underlig måde godt herinde, lidt af blomster og frugt, blandet med blodet fra Starlow.
”Hej, jeg blev lidt bekymret for dig, fordi du var rimelig længe herude, er du okay?” Hendes blå øjne møder mine, inden hun nikker. Hun sender mig et lille genert smil, og ser ned i jorden.
”Er du sikker på at du er okay?” Jeg rækker hånden frem, og hører at hendes puls langsom stiger, hun ser på mig med et lille smil som om hun prøver at overbevise mig om at hun virkelig er okay, men jeg er stadig ikke sikker. Hun gør mig usikker, det må være første gang nogen sinde det er sket!
”Lad mig hjælpe dig.” Jeg går hen til hende, og da jeg skal til at løfte hende, træder hun hurtigt tilbage, og er ved at falde sammen, da hun ikke har noget at støtte sig til. Jeg griber hende, og ser hende i øjnene.
”Du behøves ikke hjælpe, jeg kan godt selv.” Jeg kan mærke at noget i mig begynder at rører på sig, som hun står der og ser mig i øjnene.
”Nej, lad mig i det mindste støtte dig, og tage dine ting med.” Noget gør at jeg 
hungre efter at hjælpe hende, det gør mig lidt lettere skør, og jeg føler det som om jeg har drukket en masse whisky, og skal kaste op. Det føles underligt på en god måde. Jeg kan se at hun overvejer det, men lige da hun skal til at nikke, farer hun sammen med et halvkvalt skrig da der lyder et stort tordenslag oven over huset.
”Undskyld, virkelig meget undskyld, jeg fik bare et chok.” Hun ser sig tilbage, inden hun igen ser på mig og nikker.
”Du må gerne hjælpe mig med mine ting, men jeg har ikke bruge for støtte, jeg skal nok klare den.” Jeg ser undersøgende på hende, der må ligge et eller andet bag hendes skrig, men beslutter først at undersøge det når hun er gået i seng. Jeg nikker, og henter hendes ting, alt er pakket sammen i en lille taske, så den tager jeg over skulderen. Da vi kommer ud på gangen står Liron med ryggen til og snakker med Mickon, jeg vælger at overhøre de ting de siger om mig. Det er lidt svært, men det skal jeg nok klare. Jeg ser hende på Starlow, det går så langsomt at jeg er bange for at vi først når hendes `værelse’ når det bliver lyst. Jeg ryster på hovedet, nu er vi gået halvdelen af vejen, og har holdt pause to gange, fordi hun var ved at falde sammen. Jeg går hen til hende, og uden en lyd løfter jeg hende op i mine arme, i det første sekunder stritter hun lidt imod, men holder hurtigt op, da hun opdager at det ikke hjælper.
”Hvorfor kan du ikke lade mig gå selv?” Hun stirrer vredt ind i mine øjne, men jeg ryster på hovedet, og ser lige frem.
”Hvorfor?” Hun fortsætter, så jeg vælger bare at svare hende med en kort bemærkning.
”Fordi ellers ville vi først komme frem i morgen.” Jeg smiler med et tilpas godt glimt af *det var bare for sjov*, men hun ser ikke ud til at synes at det er spor sjovt.
”Helt ærligt, vi har snart brugt en halv time for at komme tilbage, og det tager alt for lang tid, især for en som mig. Jeg er en af de personer der har meget lidt tålmodighed, bare så du ved det.” Hun ser ned, jeg alligevel kan jeg se et lille smil spille på hendes læber. Endelig når vi det rigtige værelse, jeg lægger hende ned i sengen, og går hen til det store brune skab med de fineste udskæringer, som åbenbart er blevet stillet herinde imens hun var i bad, jeg ser mig rundt, hun har sat sig op i sengen, og ser på mig. Jeg stiller roligt tasken ned, hendes seng er også blevet redt, det havde jeg ikke lagt mærke til før. Hun ser smuk ud som hun sidder og ser hen mod vinduet, hun må havde vent sig da jeg var henne med tasken. Jeg sætter mig ved siden af hende, og ser hende i øjnene, hendes blå øjne ser først på mig, inden hun ser ned i jorden. Hvad går der af alt det der se ned i jorden noget, det får mit hjerte til at hoppe et slag over.
”Er du okay? Du virker lidt forandret fra da jeg forlod dig derude til jeg kom tilbage og hentede dig?” Jeg lager hånden hen under hendes hage, og løfter hendes ansigt op, så hun kigger på mig. Hun fjerner mig hånd inden hun siger.
”Jeg har bare haft meget at tænke over, ikke noget du skal koncentrere dig om.” 
Flere tordenslag lyder, lige oppe over huset, som får hende til at krumme sig sammen. Det begynder at regne, meget voldsomt, så jeg rejser mig og går hende og lukker vinduet, for lyden irritere mig, nu hvor jeg er sammen med Starlow igen.
”Jeg vil gerne hører på dig hvis du har noget, jeg skal nok lade vær med at komme med indvendinger!” Hun ser på mig med undersøgende øjne.
”Nej, det er noget som du ikke forstår, og som jeg gerne vil holde for mig selv lidt endnu.” Jeg ser på hende, hun sender mig et smil, inden hun igen ser væk.
”Er du sikker? For måske kan jeg hjælpe dig, har du spørgsmål? Ting som du ikke kan sige til nogle? Hemmeligheder? For det er bedst at fortælle sådanne ting til nogle, så hvis du har spørgsmål, kan du få dem besvaret, ting som du ikke kan sige til nogle, kan du fortælle til mig, for det kan ødelægge dig at havde dem for dig selv, hemmeligheder, ja, jeg lytter og er fuldstændig tys.” Jeg ser på hende, og håber på at hun igen vil se mig i øjnene.
”Nej, det er ikke det, det er noget som jeg ikke kan fortælle dig, fordi jeg ikke selv er sikker på det, og når jeg ikke er det, så ved jeg ikke hvordan du vil tage det, hvis jeg vidste om det var rigtigt, så ville jeg havde en forestilling om hvordan du ville tage det, men det har jeg ikke, så jeg kan ikke sige det endnu.” Hun taler hurtigt, som om hun bare vil væk fra samtalen. Hun ser ikke på mig overhovedet, som om hun taler til sig selv, eller forestiller sig at jeg vil gå hvis hun ikke gør det, men det er jeg nu lidt for stædig til. Jeg bliver til hun fortæller det, om så jeg ingen ting skal havde at spise i en hel uge, for jeg ved, Mallin, den gamle husholderske kommer med mad til hende og Luck, så det er jeg ikke bekymret for. Hun gemmer øjnene i hænderne og krummer sig sammen da et lyn slår ned, og oplyser himlen, efterfulgt af fire eller fem tordenslag.
”Er du bange for tordenvejr?” Jeg smiler, hun ser op og endelig hen på mig, imens hun halv nikker halv ryster på hovedet.
”Ja-na ikke rigtigt, jeg bryder mig bare ikke om det, for det larmer, og er virkelig farligt.” Jeg ser på hende, og tager hånden om hendes skulder, imens jeg ser på hendes reaktion. Jeg fornemmer hendes varme brede sig i mig, hun rødmer lidt, og ser ned i jorden, uden at sige noget.
”Er det mig? Er der noget galt med mig?” Jeg ser på hende, da hun ryster på hovedet, jeg kan mærke at lige meget hvor meget jeg vil presse hende, vil hun nægte at sige det, så jeg dropper emnet, og sidder ved hendes side uden at sige noget.
”Jeg er lidt træt, såå jeg tror at jeg vil sove, hvis du altså ikke har noget imod det.” Jeg ser på hende, og nikker for at sige at det er i orden.
”Har du brug for en ny natbluse? Jeg har mange skjorter, hvis du vil låne en til.” Hun ser op, inden hun nikker stille, hun åbner munden, men lukker den igen, som om hun vil sige at det vil hun godt, men hun ikke kan få ordene frem.
”Jeg kommer tilbage om lidt.” Jeg rejser mig op uden at vente på hendes reaktion, og går ud af døren. Jeg går som et normalt menneske hen til mit eget værelse, og henter en skjorte, som jeg tror hun vil se godt ud i. Jeg går roligt tilbage, for hun skal ikke tro at jeg har overnaturlige evner, fordi jeg er tilbage for hurtigt. Da jeg kommer ind, sidder hun og skriver i en lille tyk rød bog hvor der står noget på bagsiden af med sort skrift. Jeg ser på den, men da hun opdager at jeg er kommet tilbage, lukker hun den hurtigt og gemmer den bag ryggen.
”Hvad er det?” Jeg løfter øjenbrynene og lægger hovedet på skrå.
”Hmm, det er en dagbog, den er lidt gammel, men jeg skriver stadig i den.” Hun ser ned i jorden, og tager bogen frem, nu kan jeg se hvad der står på den.
´Forever`
Det er som om ordene fortryller mig, for jeg står som tryllebunden og ser på den.
”Er den gammel?” Jeg går tættere på, og ser på hende. Hun nikker, og smiler lidt.
”Ja, den er cirka 13 år gammel, men jeg begyndte først at skrive på den for et par år siden, og så fortsatte jeg.” Jeg nikker, og giver hende skjorten.

”Her, jeg har hentet en til dig.” Jeg ser på hende, hun ser mig i øjnene, og jeg tror kun hun ville havde gjort det i et øjeblik, men jeg holder hendes øjne fast, og giver hende et lille smil. Jeg ser hen på lampen, som står ved siden af hende, inden jeg igen sætter mig ned ved hendes side. Jeg prøver at fange hendes blik, men hun tvinger sig selv til ikke at kigge på mig. Mine fingre begynder at prikke, jeg har lyst til at kører den over hendes kind, jeg mindes da jeg stod ude på toilettet sammen med hende, det var en rar følelse. Tør jeg? Måske skal jeg lade være, men noget siger mig at jeg burde gøre det. Jeg løfter hånden og kører den blidt over hendes kind, den er lys og blød som silke. Endelig ser hun op på mig, hun ser mig i øjnene, men nu lyder et tordenslag igen, og det hele er igen ødelagt.
”Jeg må nok hellere gå, så du kan sove. Her er skjorten.” Jeg smiler til hende, og ser hen mod døren.
”Tak.” Hun smiler let til mig, og da jeg er på vej ud af døren, hører jeg hende igen.
”Godnat Erion, vi ses.” Jeg smiler for mig selv, og nikker, for selvom jeg står med ryggen til, ved jeg at hun ser på mig.
”Godnat Starlow, ja vi ses.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...