The Vampire Blood (Pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jun. 2012
  • Opdateret: 31 maj 2013
  • Status: Igang
Før var alting normalt, vi var på vej, men den tur blev fuldstændig ødelagt.
Jeg vil tilbage, men noget trækker mig, og får mig til at blive.
Der sker mærkelige ting her, men hvad ved jeg?
Jeg er forelsket, måske bliver det til noget, men jeg tror han hader mig!
Jeg ved ikke hvad jeg skal, hvorfor jeg skal det, eller hvorfor jeg ikke ved nogle af de ting.
Alting er ellers normalt, månen er den samme, solen skinner som altid, luften er frisk, men jeg har forandret mig!

4Likes
9Kommentarer
1112Visninger
AA

7. Tæt på. (Starlow)

Jeg åbner mine øjne, og sætter mig op. Jeg farer sammen, da den hvide fugl flyver hen på dynen der hvor mine ben er under. Jeg rør let ved dens fjerpragt, og tænker mig om.
”Rubia.” Jeg nikker tilfreds over at have fundet et godt smukt navn til hende.
”Jeg havde på et tidspunkt en hest som hed Rubia, en Andalusier hoppe. Hun var også helt hvid, men hun blev solgt fordi mine forældre ikke havde råd til hende. Hvad spiser du?” Jeg ser på fuglen, og smiler, da den ser mig i øjnene.
”Jeg tror at når jeg får et job, så vil jeg købe en ny hest. Jeg har råd til at købe en hest, men ikke til at fodre på en, men så må jeg hellere se efter et job.” Jeg smiler, og tager hånden frem mod Rubia, for at få hende til at gå op på min skulder, men hun letter fra sengen og flyver op på min skulder i stedet for.
”Okay, det er jo også rigtigt, du kan flyve.” Jeg griner og tager dynen af. Jeg rejser mig stille op, da mit hoved begynder at gøre ondt.
”Jeg må nok hellere spørge Erion om han har en hovedpine pille.” Jeg griner med hånden på mit hoved, mens jeg laver en grimasse. Jeg åbner døren, og går ud på gangen, og ser mig omkring. Der er ingen, så jeg træder et skridt længere ud, fuglen siger en underlig lyd, da den letter fra min skulder. Jeg lukker døren, og en kuldegysning løber ned af min ryg.
”Har du brug for en til at vise vej?” Jeg farer sammen af skræk, og vender mig om, men der er ingen.
”Hvem der?” Rubia kurre, en underlig advarende lys, da en hånd lægger sig på min skulder bag mig. Jeg farer sammen, og kommer til at vende mig så hurtigt at jeg mister balancen, men to hænder griber mig. Jeg ser ind i nogle helt blå øjne, de er venlige, men en anelse opspillede. Jeg genkender duften af Erion, da han hjælper mig med at komme helt op at stå. Han holder mit blik fast, og jeg står som forvandlet til en statue. Jeg føler mig svag, tryg, i sikkerhed, men alligevel et sted hvor der er farligt. Da han endelig slipper mit blik, ser jeg ned i jorden, og lukker øjnene.

Jeg falder, men ikke som når man besvimer, jeg bliver ved med at falde. Det er ubehageligt, jeg vil ikke falde længere, men alligevel fortsætter jeg med at falde. Jeg har en følelse af at jeg lige er sprunget ud af jordens tyndekraft, men at noget trækker mig ned mod ingenting. Jeg prøver at finde ud af om det bare er endnu en drøm, men det her føles meget mere virkeligt, jeg kan se en masse ting, eller nærmere en masse planeter, der går eksplodere så snart jeg er faldet forbi dem. Jeg prøver at vende mig om, men noget holder mig fast. Jeg skriger, og kæmper imod det.
Jeg skriger efter hjælp.
Efter mig selv.
Jeg kæmper for at få det til at holde op. Jeg holder efter nogle minutter op med at falde, men skriger stadig. Da alt begynder at eksplodere holder jeg mig om mit hoved, og skriger så højt jeg kan, indtil jeg ikke har mere luft, og lukker mine øjne.

Jeg sætter mig op med et sæt. Jeg har det varmt, og jeg har hovedpine. En kold hånd rør ved min arm, og får mig til at fare sammen. Hånden bliver liggende, og da jeg vender mig, står Liron foran mig. Han ser mig i øjnene et kort øjeblik inden han vender sig, og henter en klud. Han tørrer et lille stykke af min arm, inden han igen ser mig i øjnene.
”Er du okay?” Han holder mit blik fast, og jeg bliver helt stum. Jeg nikker langsom, da døren åbner, og Liron flytter sit blik, og ser mod Erion som kommer ind.
”Kan jeg tale med dig?” Liron ser på mig, så nikker han og går ud sammen med Erion. Da de har lukket døren, ser jeg mig rundt. Det er et smukt værelse, der hænger få billeder af en smuk hvid due, som minder virkelig meget om Rubia. Det eneste der gør at jeg ikke tror at det er hende er fordi de er billeder tilbage fra 1469, og så gammel kan en due da ikke blive. Der er et bord mit i værelset, et bord af glas som er formet som en tiger, der står nogle gamle bøger på, ellers ikke andet. Det er et par store bogreoler som er fyldt helt op med bøger, undtagen et sted, hvor jeg tror de bøger på bordet kommer fra. Jeg ser på sengen, det er en stor dobbelt seng, stolperne ved sengen går op til loftet som søjler. Væggene herinde er en smuk lys creme farve, som for værelset til at lyse op. Der er ingen tæpper på gulvet herinde, så man kan se hele gulvet. Gulvet er lavet af træ, det ser lidt gammelt, men nypudset ud. Jeg fryser lidt, så jeg lægger min hænder på mine arme, for at varme mig, men da jeg rør ved det sted hvor Liron vaskede, ser jeg på min arm.
Jeg har et sår.
Et bidsår.
Det gør mig lidt bange, men inden jeg når at tænke mere, bliver døren åbnet, og Erion kommer ind.
”Hej, så du har set det?” Han nikker mod såret på min arm, så jeg nikker langsomt.
”Ja, men hvad er der sket?” Jeg ser på ham, han går langsom hen til mig og sætter sig ned i sengen ved siden af mig.
”Det er en længere historie, men jeg fortæller dig det på et andet tidspunkt.” Jeg kan mærke hans blik på mig hånd. Han tager hånden langsom mod min, men trækker den så tilbage igen. Jeg ser på ham, da han vender sig og fanger mit blik. Han lænder sig lidt frem, imens han ser mig i øjnene.
”Er du okay?” Han ser stadig på mig imens han siger det, jeg kan ikke andet end at nikke. Han sukker, og skal til at vende sig om, da jeg tager fat i hans hånd. Han ser på sin hånd inden han vender sig om mod mig. Jeg ser ind i hans øjne, da han holder mine øjne fast. Han lænder sig frem mod mig, stadig mens han ser mig i øjnene. Lige inden han når at kysse mig, flyver Rubia ind, og flyver rundt i rummet, imens hun klukker så højt hun kan. Erion lukker hurtigt øjnene, sukker og sætter sig normalt igen. Jeg ser mig rundt, og sukker stille.
”Ved du hvilken slags due hun er? Jeg har ALDRIG set en hvid due.” Jeg smiler lidt, da han ser mig i øjnene.
”Ja, hun er en højstjert.” Han griner lidt, og ser mig i øjnene. Jeg smiler, og ser væk. Rubia flyver hen og lander på foran sengen. Hun ser mig i øjnene, imens hun klukker glad.
”Hvad skal vi lave?” Jeg ser på Erion efter jeg har spurgt.
”Jeg kan følge dig ud til badeværelset, så du kan gå i bad?” han smiler til mig, da jeg nikker hurtigt. Han rejser sig hurtigt op, og rækker sin hånd til mig.
”Jeg kan selv!” Jeg tager dynen af, og smider langsom mine ben ud over sengekanten. Jeg rejser mig langsom op, mine ben ryster, og jeg er ved at falde, da Erion står ved min side, og holder mig oppe.
”Jeg gav dig chancen.” Han smiler til mig, da jeg ser ham i øjnene. Jeg sukker, og følger efter ham ud. Vi går langsom, jeg føler at der går tusinde år, før vi når døren til badeværelset. Han åbner døren for mig, og følger mig ind.
”Har du brug for mere hjælp?” Han ser på mig, da jeg kommer i tanke om en ting.
”Ja, tøj.” Jeg smiler til ham, da han skal til at vende sig om.
”Jeg henter noget nu.” Da han har lukket døren efter sig, ser jeg mig om. Jeg er i det samme badeværelse som sidste gang jeg var i bad. Mine ben ryster, og får mig til at falde sammen på gulvet, det er koldt, og føles underligt. Jeg kravler hen til den ene væg, og sætter mig op ad den. Jeg har en lyserød alt for stor t-shits på, som ikke passer til mig. Inden jeg når at tænke mere over det, bliver det banket på døren, og den åbner sig.
”Jeg har taget et par sorte jeans, og en lilla bluse, jeg håber ikke du har noget imod mit valg.” Erion kommer ind, og vender sig om mod mig, som om han vidste at jeg ville sidde her.
”Og det er noget virkelig frækt undertøj du har!” Han smiler til mig, og viser mig min bh foran sig selv.
”Ville den her passe mig?” Han smiler til mig, og lægger alt sammen på bordet hvor vasken er.
”Kom, du skal i bad, skal jeg ikke også hjælpe dig med det?” Han griner lidt, da jeg ruller med øjnene, og prøver at få ham til at slippe mig, men forgæves.
”Jeg kan godt selv.” Han griner lavt, da jeg siger det. Jeg rejser mig op med væggen som støtte, og begynder at gå hen mod bordet hvor vasken er.
”Ja, du kunne også gå uden hjælp, ikke?” Han følger mig hen til vasken.
”Tro mig, jeg har set mange nøgne kvinder, og du har virkelig brug for hjælp, jeg skal nok lade vær med at kommentere dig.” Han griner igen, og ser på mig.
”Skal jeg vende mig imens du tager tøjet af?” Jeg ruller med øjnene.
”Hvis jeg selv kan tage mit tøj af, så kan jeg da også selv gå i bad!” Imens jeg siger det, går han hen og lukker og låser døren.
”Så du vil have mig til at hjælpe med at tage dit tøj af?” Han smiler imens han går mod mig.
”NEJ TAK!” Jeg tager hånden op, for at få ham til at stoppe, den anden bruger jeg til at holde mig oppe.
”Helt ærligt, du kan ikke engang stå op uden at have noget til at støtte dig, og så vil du gå i bad?” Han ser på mig, og når helt hen til mig.
”Ja!” Han ser mig i øjnene, og holder mit blik fast. Han tager hånden op, og lægger den på min skulder. Mit hjerte slår så hurtigt, og larmende at jeg er bange for at han kan hører det. Han holder mine øjnene fast, og begynder langsomt at nærme sig mit hoved. Hans smil forsvinder, men han ser mig stadig i øjnene. Han flytter sin hånd fra min skulder til min ene kind. Jeg kan mærke hans ånde, den er varm, og den dufter af mint. Jeg føler at jeg skal til at mit hjerte skal til at hoppe ud af mit bryst. Han er tæt på, da han smiler til mig. Hans smil forsvinder brat. Han smiler til mig inden han vender sig om, og begynder at gå.
”Jeg må hellere gå, der bliver kaldt på mig!” Han gå roligt ud af døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...