The Vampire Blood (Pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jun. 2012
  • Opdateret: 31 maj 2013
  • Status: Igang
Før var alting normalt, vi var på vej, men den tur blev fuldstændig ødelagt.
Jeg vil tilbage, men noget trækker mig, og får mig til at blive.
Der sker mærkelige ting her, men hvad ved jeg?
Jeg er forelsket, måske bliver det til noget, men jeg tror han hader mig!
Jeg ved ikke hvad jeg skal, hvorfor jeg skal det, eller hvorfor jeg ikke ved nogle af de ting.
Alting er ellers normalt, månen er den samme, solen skinner som altid, luften er frisk, men jeg har forandret mig!

4Likes
9Kommentarer
1119Visninger
AA

5. Et vidunderligt tidspunk. (Starlow)

Jeg ser rundt imens vi går på vejen tilbage til huset, Erion er helt stille, og fjern, vi har nu gået i et godt stykke tid, og det undre mig lidt. Jeg undrer mig, før talte han helt vildt meget, men da der fløj en fugl ud foran os, blev han helt stum, og det har han været siden. Vi har gået i en halvanden time, og vi kan ikke se huset endnu. Jeg skulle rigtigt have startet i skole i dag sammen med Luck, men jeg løb, og tiden fløj af sted. Så jeg begynder vidst først i morgen.
”Er der noget galt?” Jeg ser på Erion, men han trækker bare på skulderen, og smiler usikkert til mig.
”Er du okay?” Jeg ser spørgende på ham, men han trækker bare på skulderen igen. Hvorfor svarer han mig ikke? Det er lidt taveligt, men sådan er han måske bare? Jeg ser mig rundt, skoven er stor, og lidt tæt. Jeg kunne ikke finde en sti på vejen da jeg løb væk, og jeg har heller ikke set en nu hvor jeg går på vej tilbage, men det ser ud til at Erion ved hvilken vej vi skal også uden sti. Jeg følger bare roligt efter ham, men jeg må da sige at jeg er lidt anspændt, vi skændtes i morges, og jeg føler ikke at vi er helt gode venner i nu. Jeg ser ned i jorden, og laver en grimasse. Mine bukser i beskidte, og de er mine yndlings bukser. Jeg trækker på skulderen, og ser igen op.
”Er vi venner igen?” Jeg ser på ham, da han stopper op og venner sig om.
”Er vi da ikke det?” Jeg trækker på skulderen, og ser flovt ned i jorden. Hvad er der galt, før var han venlig, men nu er han lidt underlig!
”Måske skulle vi sætter os ned igen, du ser lidt træt ud?” Han ser på mig med et blik jeg ikke kan læse. Jeg trækker tøvende på skulderen, da han uden et ord, sætter sig op ad et træ. Jeg går stille hen og sætter mig ved siden af ham med blikket rettet mod jorden, jeg er ikke rigtigt træt, men det er nok bare fordi jeg er lidt forvirret.
”Har du det godt?” Jeg nikker, men nu hvor jeg sidder ned, er jeg faktisk træt. Jeg lænder mit hoved mod træet, og mærker den stille brise mod mit ansigt.

Jeg vågner op i en dejlig blød seng, jeg ligger lidt og ser op på loftet, da jeg hører en fugl uden for vinduet. Jeg sætter mig op, og ser på den, den er helt snehvid, den står foran vinduet, og ser på mig imens jeg rejser mig op. Jeg ser rundt, men her er ingen. Gulvet er lavet af de sten som er overalt i huset, men her der noget af gulvet dækket af et sort og blodrødt tæppe. Der hænger et billede af en gammel dame oppe på den ene væk, som pludselig synes så virkeligt for mig. Det ser et øjeblik ud som om damen bevæger sig, men jeg må havde set syner. Hun har hvidt hår, og på hendes skulder sidder en snehvid stor fugl, jeg vender mig om. Fuglen er der stadig, jeg ser lidt frem og tilbage på billedet og fuglen. Efter et øjeblik, går det op for mig at fuglen udenfor er den samme som på billedet. Jeg går hen til vinduet, og åbner det op, fuglen flyver ind, og lander roligt på sengen. Jeg går lidt tøvende hen til den, da jeg er bange for at skræmme den. I stedet er det mig der bliver skræmt, da den letter fra jorden, og flyver hen på min skulder. Jeg ser ned i jorden, af frygt for at den skal bide mig, men den sidder bare rolig på mig skulder. Jeg går så forsigtigt jeg kan hen til sengen, og sætter mig ned, fuglen kravler ned på mine ben, og ser mig i øjnene. Jeg rækker hånden stille op, og rør ved fuglens hoved, da døren åbner og Erion kommer ind, han lukker døren efter sig, og vender sig om. Jeg ser på ham, han stirre på fuglen, som sidder på mine ben.
”Hvor har du den fra?” Han ser bebrejdende på mig, men jeg ignorerer hans blik.
”Den fløj hen til vinduet, og så lukkede jeg den ind.” Jeg smiler, og rør let ved dens hoved. Jeg kæler den forsigtigt, og den lukker øjnene, så det ser ud som om den nyder det, og det tror jeg også at den gør. Dens fjer er bløde og plejet til punkt og prikke.
”Du lukkede den ind? Hvad tænkte du på, at lukke en fugl ind du slet ikke ved om kan gøre skade?” Han går hen imod mig, og rækker hånden frem for at tage fuglen, men den flyver væk, og sætter sig på min venstre skulder.
”Det er den samme fugl som er på billedet, så jeg tænkte at den var venlig, og den er så flot og sød!” Han ser på fuglen, og så på mig inden han sætter sig ned ved siden af mig. Han skal til at sige noget, da døren åbner, og Liron kommer ind sammen med Mickon.
”Der er…” Liron når ikke at gøre sætningen færdig, da han åbner munden, og stirre på den hvide fugl, som sidder på min skulder.
”Hvor har i den fra?” Han stirre bebrejdende på Erion, som nikker imod mig.
”Den fløj hen til vinduet, og så lukkede jeg den ind, det er den samme fugl som er på billedet af den gamle dame, det er derfor jeg lukkede den ind.” Liron, ser mistænkeligt på Erion, men sukker så, og nikker.
”Okay.” Han ser ikke så alvorlig ud mere, som om han har accepteret fuglen, men jeg kan ikke rigtigt læse hans ansigtsudtryk.
”Kender i fuglen?” Jeg ser spørgende på Mickon, men han trækker bare på skulderen. Jeg ser rundt på Mickon, Erion og Liron, men de trækker bare på skulderen. Jeg sukker opgivende, og himler med øjnene, inden jeg rejser mig op, og går. Da jeg når hen til Liron og Mickon, laver jeg tegn til at de skal gøre plads, så jeg kan komme forbi. Liron gør det med det samme, men Mickon ser ud som om han er i en helt anden verden, så ham går jeg bare forbi. Døren er åben, så jeg har fri mulighed for at komme ud uden at skulle bruge tid på at åbne den dør. For dørende i huset er nogle gange meget besværlige at åbne! Fuglen fløjter en blid melodi, som jeg mindes jeg har hørt før, men trækker opgivende på skulderen, da jeg ikke kan komme i tanke om hvor jeg har hørt den før. Jeg går ned af gangen, men opdager hurtigt at jeg ikke aner hvor jeg er, jeg kan kende stedet på den dejlige beroligende duft, men jeg har aldrig været på denne gang før. Jeg stopper op, og ser mig rundt. På den anden gang var der en hel masse døre, men her er der en hel masse gange som garanteret fører forskellige steder hen. Jeg vender mig om, og skal til at gå, da jeg støder lige ind i Erion, og tager roligt fat i min skulder, da jeg er ved at vælte. Fuglen sidder på min skulder, og ser rimelig uskyldig ud, så jeg ser op, Erion træder et skridt tilbage, og ser undrende på mig.
”Hvor skal du hel?” Han smiler på en underlig måde som får mig til at smile, så jeg ser ned i jorden helt tavs, og trækker på skulderen.
”Jeg prøver vel på at finde ud, eller noget.” Jeg rødmer, så jeg sætter mine hænder op for mine kinder, så han ikke skal se det, da jeg ser på ham. Jeg prøver at undgå hans blik, men han fanger mit blik, og holder det fast.
”Jeg skal nok følge dig til stuen!” Jeg smiler, da jeg kommer til at tænke på Luck, det føles som om jeg ikke har set ham i evigheder, og jeg savner ham.
”Hvor er Luck?” Erion holder stadig mit blik fast, og han åbner munden for at svare.
”En af jer skal jo gå i skole!” Han smiler lidt, men det svar gjorde mig faktisk lidt vred.
”Du er virkelig en idiot!” Jeg vender mig om, og begynder at gå, da Erion tager fat i min skulder og hiver mig tilbage.
”Hallo, du ville vide hvor han var, og jeg svare at han er i skole.” Jeg stirre på ham, og river min arm til mig, og begynder at gå. Jeg har gået cirka ti skridt, da jeg kommer i tanke om noget, og vender mig om mod Erion igen.
”Hvad skete der i går? Jeg kan huske at vi sad ned, og så kan jeg kun huske at jeg vågner op på det der dumme værelse, hvor der kommer en fugl, som jeg lukker ind. Og så siger alle at det er en dårlig idé at jeg lukkede den ind, hvad sker der?” Jeg spørger på en hård måde, men han er selv uden om det.
”Vi snakkede, og så gik vi tilbage, og du ville sove hernede.” Han svare ikke på alle mine spørgsmål, og jeg føler at han ikke har fortalt mig sandheden. Jeg sukker og vender mig om igen, og skal til at begynde at gå, da noget tager fat i min skulder, og trykker mig op af en kold væk. Jeg får kuldegysninger, da Erion er på vej væk, fuglen fløjter en truende melodi. Hvad det er ved jeg ikke, men det holder mig fast, jeg kan ikke skrige, noget har taget min stemme fra mig. Fuglen flyver frem som om den prøver at angribe det som holder mig fast, men det er som om det bare er vinden. Da der er gået et stykke tid, falder fuglen til jorden, og ligger helt stille, da det er som om min energi bliver suget ud af mig. Da der er gået et halvt minut mere, har jeg det dårligt, og nu slipper det der før holdt mig fast mig, og jeg falder til jorden, ligesom fuglen, da jeg ikke kan stå på mine ben. Jeg har det virkelig dårlig, og jeg bruger resten af min energi på at kæmpe mig hen til fuglen, som ligger helt stille på jorden. Jeg ser på den, da den åbner sine sorte øjne, og ser mig i øjnene. Den øjne er varme og undskyldende på samme tid, men jeg forstår ikke hvordan en fugl kan have sådan et blik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...