The Vampire Blood (Pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jun. 2012
  • Opdateret: 31 maj 2013
  • Status: Igang
Før var alting normalt, vi var på vej, men den tur blev fuldstændig ødelagt.
Jeg vil tilbage, men noget trækker mig, og får mig til at blive.
Der sker mærkelige ting her, men hvad ved jeg?
Jeg er forelsket, måske bliver det til noget, men jeg tror han hader mig!
Jeg ved ikke hvad jeg skal, hvorfor jeg skal det, eller hvorfor jeg ikke ved nogle af de ting.
Alting er ellers normalt, månen er den samme, solen skinner som altid, luften er frisk, men jeg har forandret mig!

4Likes
9Kommentarer
1062Visninger
AA

4. Efter et fremmed skænderig. (Erion)

Jeg fornemmer hvad hun skal til at gøre, men inden jeg når at slippe mit tag i hendes arm, river hun den til sig. Hun vender sig om, og går, jeg kan mærke at det er en dårlig idé at gå efter hende, så jeg står alene tilbage, og ser hende gå sin vej. Jeg sukker dybt, og sætter mig op ad væggen, hvor var jeg dog dum, at sige sådan. Og jeg kende hende ikke engang, hvordan kunne jeg dog stå og sige sådan noget? Jeg sukker igen, og smiler, for det var nu sjovt med et skænderig med et menneske, som ikke kan gøre mig noget. Jeg giner lidt, da Liron stiller sig foran mig, med armene over kors.
”Hvad har du nu gjort?” Jeg rejser mig hurtigt op, og ser ham i øjnene.
”Vi skændtes, og så gik hun sin vej. Hvorfor?” Jeg ser undrende på ham, han ser bebrejdende på mig, som om jeg har slået hende.
”Og det er derfor at hun gik ned, imens hun græd, og løb ud i skoven?” Jeg ser spørgende på ham. Havde jeg gjort hende mere ked af det end hun var før?
”Okay, jeg går efter hende nu.” Jeg vender mig om og skal til at begynde at gå, da Liron tager fat i min arm, og rykker mig tilbage.
”Ja du går efter hende, og du siger undskyld. Forstået?” Han ser alvorlig ud, men jeg nikker bare og river min arm til mig.
”Jeg skal nok sige undskyld til hende!” Jeg løber hurtigt ud, så ingen når at se mig. Da jeg når udenfor, går jeg mod skoven, jeg kan mærke noget, det føles underligt, som om jeg kan mærke hvor hun er, og kan mærke hvad hun føler. Jeg har aldrig prøvet det før, så jeg ved ikke hvordan det kan lave sig gøre. Efter en halv time, hvor jeg har gået som et almindeligt menneske, kan jeg se hende, hun sidder op ad et træ med hovedet i sine hænder. Jeg stopper op, og ser på hende, betragter hende. Jeg kan høre at hun hulker, så jeg går hen til hende, og sætter mig ned, jeg kan stadig lugte hendes blod, men nu er det kraftigere.
”Hmm er du okay?” Jeg lyder underligt som jeg taler til hende nu, men det føles på en underlig måde rart at spørge hende om noget uden at det er et skænderig. Jeg ser på hende, hun nikker en lille smule, men hulker. Jeg lægger min ene arm om hendes skulder, og ser på hende.
”Undskyld, jeg skulle ikke have talt sådan til dig, det var virkelig dumt af mig!” Jeg ser stadig på hende, og strøer min hånd lidt frem og tilbage.
”Du skal ikke sige undskyld, jeg startede, men hvorfor er du her? Og hvordan fandt du mig?” Hun løfter hovedet, og ser på mig. Inden jeg taler, tørre jeg en tåre væk fra hendes kind, og sukker let.
”Jo jeg skal sige undskyld. Jeg er her fordi Liron fortalte mig at du græd, og så fik jeg dårlig samvittighed. Hvordan jeg fandt dig, ved jeg ikke, jeg gik bare.” Jeg ser hende i øjnene, og smiler opmuntrende til hende, men det virker ikke helt.
”Men det var nu et godt skænderi vi havde, det fik sat tingende lidt på plads mellem dig og mig!” Jeg smiler igen til hende, denne gang lykkes det, at få et smil frem på hendes læber.
”Mellem dig og mig? Hvad mener du? Jeg hader at skændes, og jeg kender dig jo egentligt ikke, så jeg havde ingen grund til at kalde dig en idiot.” Jeg griner let, men hun ser alvorligt på mig, så jeg stopper.
”Ja, nu kender vi hinanden lidt mere, og vi er vist begge to lige stædige! Jeg ved ikke, nogle skænderiger er gode andre er ikke, men du har ret, jeg er en idiot. Du kan jo også bare begynde at kalde mig idiot som kaldenavn, så ville jeg være stolt!” Hun griner lidt over det sidste jeg sagde, så jeg smiler til hende.
”Øm vil du med tilbage?” Jeg ser på hende, men hun ryster bare på hovedet, og ser frem.
”Nej, jeg kan godt lide at være her!” Jeg ser på hende, og morer mig over det hun lige sagde, så hun ser på mig.
”Det kan jeg se, du græder her, giver det dig trøst?” Jeg smiler til hende, da hun ser ligeud.
”Nej, jeg ville rigtigt have fortsat, men så sad jeg fast, og stoppede. Da der var gået et stykke tid, ville jeg gå tilbage, men noget fik mig til at blive!” Hun ser på mig, så jeg fanger hendes blik, men da jeg harfanger det, har jeg ikke lyst til at slippe det igen. Hendes blik er varmt, og følsomt, på samme tid.
”Vil du bæres hjem?” Hun flytter sit blik ned i jorden, og ryster på hovedet.
”Nej, jeg tror jeg vil blive her et stykke tid endnu.” Hun ser igen lidt trist ud, jeg tager blidt fat i hendes hage, og løfter hendes ansigt op, så hun ser på mig.
”Jeg bliver her sammen med dig, hvis ikke du har noget imod det.” Hun ser mig igen i øjnene, og nikker så uden at slippe mit blik.
”Hvorfor vil du blive her sammen med mig, når du kunne have det sjovt alene?” Det trækker i hendes ene mundvige, da jeg bare trækker på skulderen.
”Fordi, ellers keder jeg mig, og du er alene, og jeg kan snakke med dig nu!” Hun smiler lidt til mig inden hun nikker. Jeg ser lige frem, skoven er stor, og lidt tæt, hun er meget langt inde i skove, så jeg tænker på om det var fordi hun ikke kunne finde tilbage at hun satte sig her.
”Du taler faktisk i gåde!” Hun ser på mig imens hun siger det, men jeg trækker bare på skulderen, og smiler til hende. Jeg studerer hendes ansigt, hun har et alvorligt udtryk i hendes øjne. Da hun ser på mig, kigger jeg væk, selvom jeg godt ved at hun ved at jeg har set på hende. Efter et stykke tid, kommer jeg til at tænke på hvad hun mente med at jeg taler i gåder, så jeg ser på hende imens jeg rynker min pande.
”Hvad mente du med at jeg taler i gåde?” hun ser på mig, så jeg tager chancen og ser hende ind i hendes øjne.
”Jeg ved det ikke, men nogle gange når du taler, aner jeg ikke hvad du taler om!” Hun griner let, da jeg ruller med øjnene.
”Vil du ikke snart med tilbage? Jeg keder mig!” Jeg ser på hende med bedende øjne, men hun ryster bare på hovedet.
”Nej, skoven er et trygt sted!” Jeg rynker igen øjnene, hvad er der galt med hende? Hun synes skoven er et trygt sted, selvom det ikke er en uge siden hendes forældre døde i skoven. Hvad er der lige galt med hende?

Jeg ser mig rundt, og gaber, ja det kan godt være at skoven er et godt sted, men man bliver altså træt af bare at sidde her i timevis, men det ser ikke ud til at Starlow har det på samme måde. Det er ved at blive mørkt, og så jeg regner ud at vi har sat i skoven i cirka 5 timer, jeg kan ikke være sikker, da min mobil ligger derhjemme.
HVORFOR SKAL SÅDAN NOGET SKE FOR MIG?
Det er bare så typisk, jeg sidder herude sammen med hende, og kunne spise hende med hud og hår fem gange, og så vil hun ikke tilbage!? Og jeg kan jo ikke bare sige det til hende, for så bliver hun jo bange, selvom det kunne være meget rart at slippe lidt for hende!
”NU skal vi altså hjem, skoven er ikke særlig sikker når mørket falder på, og det er ved at blive mørkt, så det er altså nu vi skal hjem.” Hun nikker lidt, og rejser sig så op.Jeg surmuler imens jeg med ryggen til hende rejser mig op, hvis bare jeg havde sagt det noget før, så var vi hjemme nu! Hun ser undrende på mig, men jeg trækker bare på skulderen, og smiler let til hende. Jeg begynder roligt at gå, men stopper op da jeg ikke kan mærke at hun følger efter. Jeg drejer rundt, og ser på hende, hun står op, med et halvtomt blik i sine øjne.
”Er du okay?” Jeg går helt hen til hende, da hun tager hånden op for at få mig til at stoppe, hendes anden hånd hviler mod hendes pande.
”Ja, jeg er bare lidt svimmel, det er det hele.” Hun lukker øjnene, et kort øjeblik inden hun åbner dem, og ser på mig med et par tvivlene øjne. Jeg går hen til hende, og tager fat rundt om hendes skuldre, og ser hende i øjnene, med et bekymret blik. Jeg er blevet meget bedre til at lave bekymrende blikke efter jeg har lært Starlow at kende. Men hvad, hun har brug for at man er meget bekymret for hende når hun er ked af det eller bare har det dårligt, så man vender sig til det. Jeg fanger hendes øjne, og holder dem fast.
”Kom lad os gå, det er nok bedst, så vi ikke skal gå i mørke!” Hun nikker lidt, og begynder roligt og tøvende at gå, jeg lægger min arm rundt om hendes talje for at hjælpe hende. Da vi har gået i godt 20 minutter gør hun sig roligt fri og fortsætter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...