The Vampire Blood (Pause)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jun. 2012
  • Opdateret: 31 maj 2013
  • Status: Igang
Før var alting normalt, vi var på vej, men den tur blev fuldstændig ødelagt.
Jeg vil tilbage, men noget trækker mig, og får mig til at blive.
Der sker mærkelige ting her, men hvad ved jeg?
Jeg er forelsket, måske bliver det til noget, men jeg tror han hader mig!
Jeg ved ikke hvad jeg skal, hvorfor jeg skal det, eller hvorfor jeg ikke ved nogle af de ting.
Alting er ellers normalt, månen er den samme, solen skinner som altid, luften er frisk, men jeg har forandret mig!

4Likes
9Kommentarer
1065Visninger
AA

1. Alene Igen. (Starlow)

Bilen kører tyve kilometer for stærkt, min mor og min far sidder og snakker og min lillebror sidder og kigger ud af vinduet med et kedeligt udtryk i sine brune øjne. Min fars sortfarvede hår sidder klodset, hans brune øjne er rettet halvt mod vejen.

Han koncentrerer sig ikke, da han endelig kigger ordentligt på vejen, sætter han foden i bremsen. Jeg når kun lige at høre ordet ”Elg” da min far svinger bilen uden om dyret, og alt bliver sort.

Da jeg åbner mine øjne, ligger min bror Luck og kigger op på loftet. Da jeg forsigtigt sætter mig op, vender han sit hoved mod mig. Jeg kigger hen på min mor, og da jeg kigger på min far, går op for mig hvad der egentligt er sket. Det første der rammer mig er chok, følelses af ikke at vide hvad jeg skal gøre, gør mig bange. Jeg kommer hurtigt ud af bilen, og vender mig om og kigger på den. Den holder smadret op af et træ, ruderne er ødelagte, og bilens ene fordør vender indad. Tårende strømmer som et vandfald ned af mine kinder, da Luck kommer ud af bilen. Jeg løber hen til ham, og holder ham væk fra bilen, selvom han er stærk, ved han at det jeg gør er det bedste for ham. Jeg vil nemlig ikke have at han skal se synet af vores mor og far, de har blod over det hele. Og fars ansigt er knust fladt, mors mave er skåret op, og jeg ved med det samme at de begge er døde, og ikke kan redes. Vi er alene dybt inde i en skov, min mobil er der intet signal på, og Luck´s er ødelagt. Og jeg nægter at prøve at finde min mor eller fars mobil.
Jeg bryder sammen i gråd, og sætter mig sammen med Luck op ad et træ. Vejret er gråt, og koldt, og Luck og jeg er helt alene. Luck er min lillebror, han har brune øjne, og lyst hår, ligesom vores forældre, men min far får altid sit hår farvet sort. Det er fordi jeg har sort hår, og dybblå øjne, min far siger altid at det er fordi jeg er speciel, men jeg tror ikke rigtigt på det.
Nu har vi siddet her i cirka to timer, da der kommer en ung mand på min alder, det vil sige at han ligner en i alderen mellem 16-19 år gammel. Han har brunt hår, og en lys hud. Luck kigger op, da han ser manden kigger han på mig. Tårende løber vådt ned af mine kinder, da jeg rejser mig op. Han kommer hen imod os, da det ligner at han er cirka tyve meter væk, rejser Luck sig op. Da jeg kigger på Luck bliver jeg chokeret, han græder, men alligevel ser han aggressiv ud. Jeg vender mig mens tårende løber ned af mine kinder om mod ham, det er som om han er i en helt anden verden, for han kigger end ikke på mig, det er som om han kigger ud i ingenting.
Manden er næsten henne ved os, da han siger. ”Skoven er ikke et sikkert sted, hvorfor er i her?” Luck bryder med det samme sammen, så jeg må svare.
”Vi kørte… Vores forældre de er…” det er svært at få ordene frem, men han nikker, også selvom jeg ikke fortæller hvad der egentligt er sket. Det ser til at han ved at jeg vil sige at vores forældre er døde, også uden at jeg siger det. Hans ansigt er udtryksløst, men alligevel kan jeg se en lille smule medlidenhed i hans sorte øjne.
”Kom med mig, det bliver snart mørkt, og skoven er ikke et rart sted om natten.” Luck rejser sig op, da manden vender sig om for at gå.
”Jeg hedder Mickon, i har vel også et navn?” Det lyder mere som en konstatering end et spørgsmål, men jeg svare alligevel.
”Min lillebror hedder Luck Kiefer, og jeg hedder Starlow Salerno Kiefer.” Jeg stammer lidt, da tårende stadig løber. Mickon nikker kort, så drejer han af stien, og fortsætter mod syd. Efter et stykke tid, mærker jeg en kold brise, så begynder min venstre hånd at gøre frygteligt ondt. Jeg kigger på den, da jeg ser noget ulækkert, der er blod, og der er meget, synet af blod, gør mig svimmel. Jeg tager mig til hånden, og et hulk som jeg prøver at skjule så godt som muligt passerer mine løber i smerte, så bliver alt sort.

Da jeg åbner mine øjne, ligger jeg på noget blødt og varmt. Jeg tager mig til min venstre hånd, den er forbundet, men med hvad det ved jeg ikke. Mine tanker kører rundt, mest om hvor Luck er henne. Men jeg stopper med at tænke da en smerte ryger gennem mit hoved. Jeg sætter mig forsigtigt op, alt er stadig mørkt, og da jeg ikke kan se eller høre noget, beslutter jeg mig for at rejse mig op, men da jeg rejser mig, svimler det for mig.
Jeg mærker straks to støttende hænder på mine skuldre, jeg hører en mand sige noget.
”Det er en dum idé at rejse dig, du har brug for hvile, så du er klar i hovedet.” Jeg kan ikke se hvem det, men han har en varm stemme, og hans ånde mærkes varm mod min hud. Jeg nikker, men inden jeg lægger mig ned igen, vil jeg spørge hvem han er. Men da jeg åbner min mund for at spørge ham, lægger han en finger over mine læber. ”Senere.” da han siger det, synker jeg sammen i den bløde ting som jeg vågnede på. Jeg gætter på at det er en seng. Så glider mine øjne langsom i, og jeg falder i en dyb søvn.

Da jeg vågner, er der lyst, men der er ingen sol, kun skyer. Jeg sætter mig forsigtigt op, og kigger rundt. Jeg ligger i et smukt møbleret rum, væggene er mørkerøde, og gulvet er af sten. Jeg kigger hen i stolen til venstre for den seng jeg ligger i. Der ligger en sorthåret ung mand, hans hår stritter lidt, men ikke meget. Han har lettere brun hud, som gør at hans sorte hår passer perfekt til ham, og som gør at hans sorte hår ikke gør ham bleg. Han ligner en på 18, og hvis det er rigtigt er han to år ældre end mig, men hvem ved?
Jeg rejser mig forsigtigt og prøvende op, for jeg hader at være svimmel. Endelig står jeg op uden at være svimmel, men jeg fare sammen af forskrækkelse, da en varm hånd lægger sig på min skulder. Jeg vender mig om, og kigger på manden som sov lige før. Han kigger mig i øjnene, med et smil, han har dybblå øjne ligesom mig, og sammen med hans sorte hår ser han fantastisk ud. Selvom han smiler, har han et alvorligt udtryk i sine øjne, et udtryk som jeg ikke kan læse.
”Jeg er Erion Mantinore, din bror er nedenunder sammen med min bror.” Jeg nikker kort, men da han slipper min skulder, og jeg forsigtigt tager et skridt, og begynder at gå med flere tøvende skridt, for at komme ned til Luck, vender han sig om mod mig og spørger.
”Hvad hedder du?” Jeg stopper og vender mig lidt for hurtigt om mod ham, så jeg er ved at vælte, men han lægger en hånd på mig skulder igen for at støtte mig inden jeg svare.
”Jeg hedder Starlow.” Han nikker, men da jeg forsigtigere end før vender mig om mod døren, står der endnu en mand.
Hans grønne øjne stirrer vredt på Erion. Hans røde hår stritter, det er så rødt at det ligner at der er ild i det.
”Erion, jeg sagde du skulle holde dig væk!” Han lyder som om han vil slå Erion ihjel. Erion ser ud som om han vil svare igen, men vender sig i stedet om mod mig.
”Starlow, gå ned og find din bror, du kan også finde Mickon, han vil sikkert give dig noget at spise hvis du er sulten. Han kan også fortælle dig om stedet her.” Han lyder mere fjern end han havde gjort inden den rødhårede mand kom. Efter at han har sagt det til mig, går jeg mod døren, og Erion vender sig om mod manden. Han lader mig komme forbi, men uden at flytte blikket fra Erion.
Jeg går ud på gangen, og beslutter mig for at gå mod trappen, da jeg er henne ved trappen, hører jeg Erion.
”Liron, er du her igen?”
Jeg går ned af en bred trappe, der er et rødt tæppe på, som er så mørkerødt at det ligner blod. Jeg når hurtigt enden af trappen, da jeg vender mig om og kigger rundt. Det af huset jeg indtil videre har set, giver mig en varm fornemmelse, en fornemmele af at huset er gammelt, og dets møbler er i god stand, men de ser ud til at være lige så gamle. Jeg hører en lyd, og vender mig om, men da jeg gør det bliver alt sort.

Jeg åbner mine øjne på klem, og kigger til siden, der er et underligt pres på min venstre hånd. Jeg åbner mine øjne, og sætter mig op lidt for hurtigt, så jeg bliver lidt svimmel, jeg kigger rundt, men her er ingen. Jeg kigger på det jeg ligger på, det er en stor rund seng, det er ikke til at sige hvad der er sket. Jeg vil ønske jeg kunne se hvad klokken er, men her er ingen ure, det er begyndt at være mørkt udenfor, men ikke så meget, det ligner at det først lige er begyndt at blive mørkt. Jeg kigger på min hånd, den er blevet forbundet på ny, med en ny forbinding, denne gang er forbindingen ikke hvid, men lilla. Jeg lader mine ben falde ud over sengens kant, og ned på gulvet, det er også af sten det her. På en måde har jeg lyst til at rejse mig, men mine ben gør på en underlig måde ondt. Jeg beslutter at lade vær, og bliver i stedet siddende. Nu lægger jeg for første gang mærke til hvad jeg har på, jeg har mit undertøj på, men jeg har ikke det tøj jeg havde på før, på nu.
Jeg havde et par sorte jeans på og en hvid og sort stribet bluse på, men nu har jeg ingen bukser på, og en blå bluse på. Den er min, heldigvis, men jeg ved at jeg ikke selv har taget mine jeans og bluse af, og jeg har heller ikke selv taget den blå bluse på. Der er stadig meget lyst udenfor, også selvom solen ikke er der, og det er begyndt at blive mørkere. Jeg beslutter mig for at rejse mig op, men da jeg har stået op i et halvt minuts tid, skriger jeg. Mit ben gør så ondt, at jeg falder sammen, smerten borer sig gennem hele min krop, lige inden alt bliver sort ser jeg en skygge, og mærker en hånd på min arm.

Det er som om jeg er gået tilbage i tiden, jeg sidder på bagsædet af bilen, jeg ser min far som kører bil, jeg ser min mor som lægger makeup imens hun taler med min far, og jeg ser min lillebror som kigger ud af vinduet med et kedeligt udtryk i øjnene. Endelig husker jeg hvad vi skal og hvor vi er på vej hen, vi skal ned til vores nye hjem i Wichita, som ligger i USA. Mere husker jeg ikke, for nu ser jeg ulykken igen, men denne gang mere klart. En sort elg den største jeg nogensinde har set, løber ud foran bilen. Far svinger uden om den for ikke at skade den, imens han sætter foden i bremsen, og nu er alt sort. Lige pludselig er det som om jeg er tilbage i rummet igen, men jeg sover, og det mærkes som om jeg ikke kan vågne.
Alt i mine drømme eller hvad det er, alt går væk, der er intet ikke mørke ikke lys, intet.
Som om jeg er i intetheden.

Igen åbner jeg mine øjne, men kun på klem, jeg ligger i en blød seng, jeg åbner mine øjne helt op.
Jeg kan ikke huske hvor jeg er, men jeg husker ulykken, mine læber prøver at bevæge sig. Men der kommer intet ud af dem. Jeg føler mig alene, men jeg kan se noget, kun en skygge men der er noget. Tårende begynder at løbe ned af mine kinder, og det føles som om jeg skal til at hulke, men intet kommer der ud af mine læber. Jeg hører noget, der er nogen der taler, men det er som om jeg ikke forstår hvad de siger, det er en underlig følelse.
Jeg prøver igen at sige noget, og nu er det som om en dæmon sætter mig fri efter at havde holdt mig fanget. Der kommer en lille lyd ud af mine læber, en lyd så underlig, at jeg ikke kender den. Jeg fare op fra sengen, og kigger mig forskrækket rundt, der er ingen, men jeg kan høre nogen snakke. De taler højt, og det lyder som om de er vrede, jeg begynder at høre og forstå hvad de snakker om, så jeg koncentrerer mig om noget andet, jeg prøver i stedet at rejse mig. Det tager fem minutter for mig bare at svinge mine ben ud over kanten af sengen. Mit hoved gør ondt, og det samme gør min hånd.
Jeg rejser mig langsomt op, og da jeg er oppe at stå, tager jeg et skridt, og så et til mindre tøvende, men da jeg tager næste skridt stivner jeg, døren åbner sig. Lyset bliver tændt, og i døren står Luck, og kigger på mig, han ser søvnig ud. Han går hen imod sengen, og efter ham kommer en mand som jeg kender, jeg tænker mig om, og efter lidt husker jeg hvem han er, det er Erion.
Han ser frisk ud, han går med et lille smil bag ved Luck, Luck ser ud til at vågne op, da han vender sit hovedet og ser mig. Han farer hen til mig, med hurtigt skridt, og omfavner mig, med sine store arme. Han er meget højere end mig, men han ligner ikke en på 15 år, det ligner at han er meget ældre end mig. Jeg står i hans favn, og lægger mine arme om ham, for at gengælde hans kram. Tårende løber stadig ned ad mine kinder, da Luck træder tilbage, og kigger på mig, han ser lykkelig ud som han står og kigger på mig.
”Du må hellere gå i seng, og sove, jeg skal også havde sovet inden vi skal i skole i morgen.” Jeg kigger spørgende på ham men han smiler bare, kysser mig godnat på panden, og går. Erion er her stadig, han ser på mig, med et smil, jeg har lyst til at spørge ham om hvad Luck mente, men det er som om jeg ikke vil. Jeg kigger hen på ham, og tager et tøvende skridt hen mod døren, men da jeg gør det, kommer han hen til mig. Han lægger sine hænder på mine skuldre, og smiler til mig.
”Du skal i seng.. kom.” Han kigger på mig, da jeg er henne ved sengen, vender jeg mig langsomt om mod ham. Hans hoved er tæt på, og hans ånde er varm mod min hud, jeg åbner min mund for at spørge ham hvad der er sket, men der kommer ingen lyd ud over mine læber.
”Har du brug for nyt tøj-nattøj?” Jeg kigger på ham, med et spørgende ansigtsudtryk, men han smiler bare, og går hen til en skuffe.
”Du kan låne denne af mig, da din kuffert ligger ved din bror.” Jeg skal lige til at spørge om hvordan de havde fået fat i den, da han kaster en skjorte til mig.
”Her, tag denne her på, den vil passe perfekt til dine øjne.” Jeg griber ud efter den, men er ved at falde. I det mindste fik jeg fat i den uden at falde, jeg kigger afventende på ham, for at han skal vende sig om. Efter lidt, tror jeg det går op for ham hvorfor jeg ikke er begyndt at tage den på.
”Når ja, jeg vender mig om.” Han smiler lidt, og vender ryggen til mig, jeg tager min blå bluse af, og mine sorte gamacher af. Dem havde jeg ikke på før, så jeg skynder mig at tage skjorten over skulderene, og begynder at knappe imens jeg vender mig om. Han står stadig med ryggen vendt mod mig, men da jeg vender mig, vender han sig om mod mig.
”Skal jeg vende mig igen?” Han ser lidt flov ud, men jeg ryster bare på hovedet, og knapper de sidste knapper.
”Det er ikke nødvendigt, jeg er færdig med at knappe den.” Skjorten er meget stor, men det går, jeg skal jo kun sove i den. Jeg kigger spørgende på ham, men han smiler bare.
”Hvem to…” Jeg når ikke at sige mere, for han tager sin finger op til sin mund, og tysser på mig.
”Du skal sove, jeg går når du har lagt dig.” I stedet for at sætte mig på sengen, som jeg nok burde gøre, kigger jeg ham i øjnene.
”Hvad er der sket? Hvorfor?” Mit hoved snore rundt, men jeg holder mig oprejst, og sætter hånden mod væggen som støtte. Jeg ser ham i øjne, jeg må se helvedes bleg ud i forhold til ham, han ser også mig i øjnene, og går hen til mig.
”Jeg ved det ikke.” Han lægger sin hånd på mig skulder, med medlidenhed i sine dybblå øjne. Det er som om hans dybblå øjne bliver mere dybblå nu hvor jeg ser ham ordentligt i øjnene. Jeg lader mine arme falde ned ad siden, så væggen ikke støtter mig mere, men da jeg gør det, vakler jeg lidt. Han griber fat i mig, og holder mig oppe, han holder i begge mine skuldre, og ser mig ind i mine øjne.
”Hvis jeg vidste det, ville jeg fortælle hvorfor, men jeg ved det ikke.” Jeg sætter mig ned på sengen, og holder mine hænder om mit ansigt, for tårende presser sig på, og jeg kan ikke holde dem tilbage. Han slipper mine skuldre, og sætter sig ved siden af mig, han lægger den ene arm på min ryg.
”Er der noget jeg kan gøre for dig?” Jeg ryster på hovedet, det er som om hele min verden er styrtet sammen, der er intet tilbage lige bortset fra Luck. Jeg er træt, jeg er sulten og jeg føler mig alene, kan det blive værre? Jeg løfter mit hoved, og kigger på Erion, han ser på mig, jeg hader at folk kigger på mig når jeg græder, for jeg får røde øjne.
”Jeg vil bare godt sove.” Han nikker lidt, så stryger han trøstende sin hånd over min ryg et par gange og rejser sig.
”Hvis der er noget, er jeg inde ved siden af, ud på gangen og så til venstre, og den første dør der kommer. Ellers ligger din bror inde ved siden af, til højre i stedet for, og igen den første dør. Mickon er over for dette rum, altså ud på gangen er der en dør lige overfor her hvor du sover, der er han. Og Liron, ham skal du nok ikke gå ind til, men hvis du har brug for det er han i det første rum ved siden af mig.” Jeg nikker, og prøver at huske det, men det er svært, for mit hoved kører rundt om alt andet end det lige nu. Men da jeg tror at jeg kan huske det, lægger jeg mig ned, og lægger dynen over hele min krop. Han vender sig om, og bøjer hovedet lidt.
”Godnat.” Da han vender sig om, og tager det første skridt svare jeg ham.
”Godnat.” Jeg kan ikke se hvordan han reagere, men jeg føler mig lettet, over at sige godnat til en. Han slukker lyset efter sig, og lukker døren, men jeg kan ikke sove, jeg ligger og tænker og græder i over fire timer, før jeg falder i et dybt mareridt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...