Bornholmer Juvelen

Klara er en teenagepige, der har en meget lav selvtillid og hader at gå i skole, pga. hendes manglende venner og klassekammerater der ignorerer hende. Men en dag, da hele klassen skal på en udflugt til Bornholm, sker der noget, der forandrer hendes liv for evigt.

2Likes
1Kommentarer
755Visninger
AA

1. Den blomstrede kjole.

Jeg går gennem gaden og følger en sort kat med øjnene. Der er blodpletter på vejen, efter den. Mørket lægger sig som et tykt tæppe over byen. Katten løber om bag en høj og mørk bygning. Jeg lister forsigtigt over vejen, for at se hvor katten går hen. Jeg vender mig forskrækket om, da en hånd griber fat i min skulder. Et par gule, onde øjne, stirrer vredt på mig og da vågner jeg.

 

”Klara, du skal op. Klokken er 07:35 og I skal af sted til Bornholm.” Råbte min mor, inde fra køkkenet. Vi havde en tradition på min skole, hvor man i 7. klasse, skulle til Bornholm. Jeg satte mig søvnigt op i sengen og gned mine øjne. ”Jeg kommer!” Vrissede jeg. Jeg glædede mig ikke specielt meget til turen. Jeg var sikker på, at alle i klassen ville have det så sjovt, mens jeg ville sidde alene og føle mig ensom og upopulær. Sådan var det altid og især når vi var på udflugter. Jeg gik hen til mit klædeskab og trak en fin, blomstret sommerkjole over mig. Jeg havde et langt spejl hængende ved siden af mit klædeskab. Jeg så tyk ud i kjolen og havde egentligt ikke den største lyst til at have den på, men min far havde givet den til mig, få dage før han døde og jeg er sikker på, at han ville have ønsket at jeg tog den på i dag. Jeg kunne mærke at tårerne pressede sig på, men jeg gjorde mit bedste for at holde dem inde. ”Kommer du snart, Klara?” Råbte min mor utålmodigt. ”Kommer nu.” Jeg løb smilende ind til min mor, så hun ikke kunne se at jeg var trist. ”Godmorgen mor!” Sagde jeg. ”Godmorgen Klara.” Sagde min mor og gav mig et så hårdt kram, at jeg næsten ikke kunne få luft. Jeg satte mig ved køkkenbordet og spiste af den skål yoghurt, min mor havde stillet frem til mig, inden jeg stod op. ”Øh, ja.” Sagde jeg nervøst. ”Det er dejligt at høre.” Sagde min mor. Jeg nikkede. ”Det skal nok blive en god tur og du får det sikkert sjovt med dine klassekammerater.” Fortsatte hun. Min mor vidste ikke, at jeg ikke havde det særligt godt i klassen. Hun troede at jeg havde en masse venner, men hun undrede sig over, hvorfor jeg aldrig havde nogen piger med hjem fra skole. Jeg havde forklaret hende, at jeg bedre kunne lide at være hjemme hos dem. Derfor ventede jeg tit et par timer, med at komme hjem fra skole, så hun troede at jeg var hos en veninde. I stedet sad jeg i parken og nød naturen. ”Ja, det bliver skideskægt.” Sagde jeg med munden fuld af yoghurt. ”Nå, du må hellere se at komme af sted.” Sagde min mor og kiggede på sit armbåndsur. ”Ja, vi ses. Elsker dig!” Sagde jeg, snuppede min taske og susede ud af døren. Jeg boede lige overfor skolen, men alligevel kunne det tage op til 2 minutter at komme derover, på grund af lyskrydset og den travle morgentrafik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...