1000 dage uden vinger

Tør du vende tilbage til 1800-tallet, hvor frie mennesker blev gjort til slaver og arbejdede til deres død? Tør du lytte til en hjerteskærende fortælling, der vil få dig til ryste og græde? Tør du læse en slavehistorie?

Følg den grusomme fortælling om Mamboja og hendes liv som slave i tilfældig rækkefølge, lige til det sidste sandkorn falder på plads i timeglasset...

17Likes
35Kommentarer
2130Visninger
AA

9. Dag 598

 

 

 

”Tillah!” Lød det fra etagen ovenover. Jeg smed gulvsvampen ned i spanden og løb op ad trapperne så hurtigt jeg kunne.

Jeg rundede det sidste trappetrin, og fandt hastigt frem til rummet, hvorfra stemmen kom fra.

”Yes, my Lord,” sagde jeg og najede, som jeg havde lært, jeg skulle gøre.

”Jeg har holdt øje med dig,” sagde Johan Tellweather, der var ejer af denne plantage og ejer af os. Han havde siden vores ankomst studeret vores sprog, så han kunne kommunikere med os. Det var ikke perfekt udtalt, men vi forstod det.

”Jeg føler mig meget ensom her fortiden,” sagde han og foldede sine hænder på ryggen for at gå rundt i en cirkel på gulvet. Han pegede med sin pegefinger på en lille stol ved siden af sengen, som tegn på, at jeg skulle sætte mig.

”Min kone døde af sygdom for lang tid siden.”

Han stoppede op og så på mig, da jeg havde sat mig ned, og gik så videre rundt i sin lille cirkel.

”Ser du, jeg mangler selskab, jeg mangler kærlighed – jeg mangler dig, Tillah.” Han gjorde nogle bestemte fagter og standsede så op og kiggede på mig, da han nævnte mit navn. Jeg begyndte efter sætningens afslutning at få hjertebanken, og overveje flugtmuligheder; men som om han kunne læse mine tanker, gik han hen til døren og lukkede den, for derefter at låse den, uden at slippe sine øjne fra mine et eneste øjeblik.

”Forstår du?” Han stillede sig ret op med hænderne bag på ryggen og så på mig med ubehagelige øjne. Jeg følte mig pludselig så lille og sårbar, at jeg slet ikke kunne svare på spørgsmålet. Jeg vidste godt, hvad han mente, og som mine øjne vovede at kigge på ham, væltede en bølge af frygt ind over mig.

Jeg kunne mærke tårerne presse på.

”Nej,” hviskede jeg og rystede paralyseret på hovedet, ikke som svar på hans spørgsmål, men i fornægtelse.

”Nej,” sagde jeg lidt højere, rejste mig og fra stolen og kiggede på ham med våde øjne. Jeg lukkede dem og lod tårerne få frit løb.

”Det vil jeg ikke, Johan!” Sagde jeg endnu højere, og bevægede mig baglæns væk fra ham. Han stod helt stille og fulgte mig med øjnene. Da jeg kort stoppede op og tog et skridt længere bagud, tog han 5 larmende skridt hen mod mig og stoppede så op, da jeg var trængt op i en krog. Han rykkede sig tættere, til han stod helt op ad mig.

”Lad være. Jeg vil ikke!” Sagde jeg, men han ignorerede mig, for han vidste godt, at jeg var for bange til at flygte. Jeg kom med små lyde, da han begravede sit ansigt bag mit hår og lod sin næse kærtegne min hals. Han kyssede min nakke og førte så sine læber hen mod mit øre og hviskede: ”Det tror jeg nok du vil, hvis altså, du ikke vil se din brors lig i galgen i morgen tidlig.”

Jeg kunne ikke bevæge mig, for jeg var som lammet af hans trussel. Han førte sin ene hånd op langs min arm, greb om en lille tot af mit hår og snurrede den rundt om sin finger. Jeg gjorde en pludselig bevægelse med hovedet, da hans læber prøvede at nærme sig mine.

”Skal vi også partere ham?” Hviskede han som en giftig slange og trængte mig længere op mod de to vægge. Jeg rystede på hovedet, mens billederne af min bror i flere stykker hæftede sig på min nethinde.

”Godt,” hviskede han og trak min kjole ned.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...