At Opbygge Sit Eget Liv

At Opbygge Sit Eget Liv er historien om den lille solsorte han som bliver efterladt en regnfuld efterårsdag. Han må derfor selv opbygge sit ejet liv. Uden kærlighed og omsorg. Men en dag finder han lykken, og så alligevel ikke. Hvordan vil det gå ham når hans første unge ikke er så perfekt som ventet? Og hvad så når han kæreste ikke er der mere?
Læs historien og find ud af alle svarene :)

12Likes
14Kommentarer
1467Visninger
AA

3. Når Nogen Forlader En

Efter flere dage og uger kom tiden hvor vi skulle sige farvel. Vi indså at vi havde gjort hvad vi kunne for vores lille unge. Vi havde lært ham, alt hvad han skulle bruge som voksen. Alt det jeg ikke måtte lære. Vi tog på en tur den dag. Vi fløj rundt i hele skoven, men vi kunne bare ikke. Vi måtte fortælle ham det. At det var meningen, at skulle leve alene som solsort. At finde sig en kæreste og så leve sammen med hende. Vi satte os på en gren. Og så fortalte vi ham det. Vi gav ham 3 dage til at blive hos os, men så skulle det være slut. Vi kneb alle en tårer. Vi varmede hinanden i trøst. Det var meget hårdt at skulle forlade ham.

Men i de sidste 3 dage vi havde med ham skulle der hygges. Vi fløj sammen rundt til alle haverne i byen. Vi satte os på alle træerne. Vi spiste alle regnormene som kom dasende op af den kolde, fugtige jord. Vi hyggede os rigtigt.

Og den sidste dag. Den 3. dag. Skulle vi sige farvel. Vi lagde og puttede i reden og sagde farvel. Han forstod det godt. Han forstod godt, at han var nød til at sige farvel. At han var nød til at gå. Og så fløj han. Reden blev våd af vores små fugle tårer. Og så begyndte det at regne. Det tordnede og lynede, og vi blev meget bekymret for vores lille skat.

Næste dag, da regnen var gået over, fløj vi ud til den have hvor vi var i mest. Og der lå han. Han lå helt stille på græsplænen. Vi fløj ned til ham, men blev hurtigt jagtet væk af hunden, der normalt var i haven. Hunden tog vores unge i munden, og så gik den over til blomsterbedet, hvor vi havde siddet så tit. Hunden lagde ham på jorden, og så begyndte den at grave. Den gravede et stort dybt hul, tog vores unge i munden og smed ham ned i hullet. Hullet blev dækket til af jord, og så gik hunden igen.

Vi havde aldrig tænkt over, at der hvor vi så tit sad og spiste regnorme, skulle blive vores unges gravsted. At vi i så lang tid. Og så mange gange havde siddet på vores unges gravsted, var underligt at tænkte på

Vi vidste det. Han kunne ikke klare en dag uden os. Han ledte sikkert efter mad. Eller ledte efter os i frygt for at dø.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...