Vintereventyr

En gammel historie fra december i 2009, som lå rodede rundt på computer. Tænkte at jeg lige så godt kunne ligge den ind.

0Likes
0Kommentarer
575Visninger

1. Kapitel 1

 

Små snefnug fløj rundt i luften, og ramte blødt mit ansigt. Jeg fik en barnlig trang til at stikke tungen ud, og prøve at fange et, men i stedet for koncentrerede jeg mig om at få Spark ud af stalden. Eller rettere sagt, holde ham tilbage. For han hoppede rundt, og dansede frem og tilbage, snevejret og det sene tidspunkt kørte ham op. Men han var ikke nervøs på nogen måde, han var glad.

Jeg vidste jo selvfølgelig godt det var fuldstændig helt igennem åndsvagt at ride af sted kvart i midnat. Men sneen var så smuk, og jeg havde ikke redet i flere dage. Så nu havde jeg besluttet at det skulle være nu. Jeg spændte gjorden efter, og kom med besvær op i sadlen. Der var allerede landet snefnug på den, så den var en lille smule våd, men det var lige meget.

 

Jeg så mig omkring, sneen dækkede alting så smuk. Man kunne se så meget man skulle kunne, og det formede sig i bløde kurver om landskabet. Himlen var kulsort, bortset fra månen der utroligt nok kunne lyse gennem skyerne. Det var fuldmåne.

Spark travede roligt, og alt var så dejligt, så smukt at jeg var lige ved at le. Mine øjne blev fyldt med tårer, men jeg vidste ikke hvorfor de kom. Det var ikke glædes tårer, for de føltes ikke sådan, men jeg var heller ikke den mindste smule ked af det.

Alt var perfekt, det var som om der kun var os og sneen. Jeg vidste godt alle andre sad indenfor i deres varme stuer, men det var som om at de ikke eksisterede. Jeg så op på himlen, den var stadig sort. Der var ikke en eneste stjerne, kun månen. Så der var jo egentlig månen, os og sneen. Men det var stadig lige så magisk.

Træerne begyndte langsomt at dække mere og mere af himlen, men det gjorde ikke noget. Man kunne se lidt af sneen, selvom vi så grenene nedefra. Sneen var endnu smukkere i skoven, og alt var dækket af et flot hvidt lag.

Sparks rytme ændrede sig da han slog over i galop.

Månen lyste svagt ned på os, det var utroligt den kunne trænge gennem det tykke tæppe af grene og sne. Foran os stor en stor busk, den var dækket af et fint lag sne. Det lignede næsten en magisk port.

Jeg lod Spark sætte farten op, og puste ud en enkelt gang, så luften foran ham et kort øjeblik blev helt hvid. Jeg stak hagen lidt op, og nød den kolde luft. Jo tættere vi kom på busken, jo mere vind kom der. Det var egentlig ret underligt, eftersom vi kom længere ind i skoven. Men jeg tænkte ikke mere over det, for jeg koncentrerede mig kun om alt det smukke omkring mig.

Vinden piskede næsten mit ansigt, men alligevel havde jeg ikke lyst til andet end at forsætte gennem porten. Træet der stod på den modsatte side af vejen end busken, svajede let i vinden. Men selvom det var lille spinkelt, så det samtidig stærkt ud.

Jeg lukkede øjnene og Spark satte farten op, han virkede lige så ivrig som mig. Det var virkelig som om der var noget der trak i os, som om der var en eller anden usynlig kraft. Vinden tog stadig til, men jeg følte at intet kunne stoppe mig.

Små spidse snefnug begyndte at blande sig med sneen, og jeg vidste jeg var tæt på. Jeg knugede øjnene hårdere sammen, rejste mig let i sadlen, og lod Spark løbe alt det han overhovedet kunne.

Og jeg red gennem porten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...