Skygger

En historie jeg fik inspiration til efter at have set en film om kunstig intelligens hos robotter. Ikke at det på nogen måde har relation til historien.

5Likes
8Kommentarer
1073Visninger
AA

3. Del 3

Så... vil bare lige informere alle jer der har været så dejlige at følge med om at jeg har rettet nogle få ting i del 1 og omskrevet hele del 2, så jeg vil anbefale at i i hvert fald læser del 2 igennem igen :)

 

 

Sneen lå som et tykt og fint lag der dækkede hele jorden. Alt var hvidt.

Himlen var hvid, træerne var vide, hver lille blomst var dækket af den sprøde hvide sne. Det eneste der skilte sig ud var den smukke fugl der både fløjt højt over træerne og ned langs den kolde hvide jord. Den fløj som ingen andre fugle, dens fjer bevægede sig som ingen anden fjerdragt kunne. Men det mest fantastiske ved fugle var de små mørkegrønne øjne, der var så dybe og intelligente som hos ægte gamling. Men fuglen var også gammel, den havde levet længere end de fleste og oplevet mere end alle verdens væsener til sammen.

To børn kom fredeligt løbende i skoven, ikke sammen men fra hver sin ende. De havde begge set fuglen og var blevet draget af den.

Den ene var ikke meget større end hun lige havde lært at gå, men hendes sind var allerede som havde hun levet hundred år. Hun betragtede fredeligt den lille fugl, og fulgte samtidig dens store skygge der vidnede om mere end den lille pige kunne læse af skygge.

Den anden var en lille dreng, en del ældre end pigen, men stadig så hans forældre havde forbudt ham at gå ud alene. Men drengen havde ikke lyttet, han lyttede sjældent til andre sig selv og sin egen stemme. Derfor var denne dag særlig, han havde lyttet til fuglen og havde fulgt den.

 

Selvom ingen af de to børn vidste hvorfor, og selvom ingen af dem ville huske det senere, havde de blindt fulgt fuglen, og stolet på den intet ondt ville dem.

Men begge børn glemte fuglen og hvorfor den havde virket så dragende da et par isblå og et par dybgrønne øjne havde mødtes, og de begge var flygtet.

 

Aldrig før havde jeg bevæget mig så hurtigt igennem parken. Selvom jeg småløb lykkedes det mig for første gang i lang tid ikke at kollidere med andre mennesker, og derfor undgik jeg også alle de andre travle menneskers sure miner. Undgik var måske så meget sagt, men jeg slap da med de sædvanlige sure blikke, som disse travle mennesker nu engang altid sender.

 

Mødet med den lille pige havde skræmt mig som noget aldrig havde skræmt mig før. De blå øjne havde holdt mig fanget i et tåget minde, der mest af alt føltes som en drøm.

Andet kunne ikke være rigtigt, jeg havde altid troet at mødet med fuglen var en drøm. Så ligesom man gør med alle drømme havde jeg langsomt fortrængt det, og gemt det væk i det bagerste sted i hovedet. Lige indtil der så kom nogen og prikkede til det, og mindede mig om det igen.

 

Paranoidt kiggede jeg mig hurtigt over skulderen. Egentlig troede jeg ikke at pigen var fulgt efter mig, det ville være dybt mærkværdigt. På den anden side så havde hele hændelsen også været dybt mærkværdig, så man kunne jo aldrig vide.

Et kort sekund stivnede jeg da jeg så fuglen flyve rundt langt ude i horisonten. Hurtigt fik jeg gang i mine ben, og skyndte mig så at komme væk.

For ærlig talt, så troede jeg ikke at det kunne være noget jeg bildte mig ind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...