Skygger

En historie jeg fik inspiration til efter at have set en film om kunstig intelligens hos robotter. Ikke at det på nogen måde har relation til historien.

5Likes
8Kommentarer
1074Visninger
AA

2. Del 2

Som jeg gik der i parken og vandrede rundt, lignede jeg nok mest af alt en hjemløs mand. Trods det at jeg ikke havde samme alder som den stereotypiske hjemløse, og heller ikke ligefrem udstrålede ’’hjemløs’’ så kendte jeg udmærket godt folks fordomme.

Det var ene og alene det faktum at jeg hver dag gik formålsløst rundt i parken, der fik folk til at undre sig, og drage deres egne konklusioner. Så havde min evigt flakkende skygge sikkert også en indvirkning, den styrkede dem i hvert fald nok i deres tro.

De nærmest sikre på at jeg kommer fra det man kalder en belastet familie, med alle de problemer der som regel ramler ned over disse stakkels mennesker der er permanent stemplet af samfundet.

Men jeg bebrejder ingen, vi gør det alle i dette såkaldte moderne samfund.

Ligesom jeg længe gik og troede at den lille pige der hver eneste dag sad på bænken, gjorde det for at slippe væk fra hendes familie derhjemme.  Indtil det gik op for mig, at jeg gør præcist det samme. Befinder mig i parken, uden formål, fordi der er et eller andet ved den der drager mig. Der er så mange ting og mennesker at kigge på, så mange tanker at tænke, ergo, et sted lige efter mit hoved.

Men det undre mig, at vi hver dag er to såkaldte børn i den præcis sammen park, og at der ikke er nogen af os der foretager os noget. I hvert fald ikke noget almindelig mennesker ville betegne som fornuftigt. Jeg er i hvert fald rimelig sikker på at det er det samme vi laver. Observere ting, tænker dybe men alligevel formålsløse tanker, og tænker over hvordan verden i dag hænger sammen.

Jeg elsker at se hvordan alting hænger sammen, hvordan et menneske reagere på en fugl kommer flyvende. Eller hvordan folks ubevidste handlinger giver plads til andre folk eller dyr eller sågar planters ubevidste handlinger.

Men aldrig hvad folk går og tænker på, hvad der går og plager dem. Det er en ting jeg finder dybt uinteressant.

 

En skulder blev mast forbi min, sammen med lyden af en brusk stemme og et: ’’Se dig lige for!’’ Hvor efter jeg hørte en svag mumlen og ubehøvlede teenagere. Jeg sukkede lavt og blev endnu engang bekræftet i to ting. At folks tanker er og bliver dybt uinteressante, fordi det som regel er noget negativt. Og trods det at jeg bruger alt min tid på at observere mine omgivelser, aldrig rigtig opdager hvad der foregår omkring mig. Temmelig sikkert fordi jeg ikke har så travlt som alle andre i vores kære og såkaldte moderne samfund.

En dag kan jeg jo bare håbe at det lykkedes mig ikke at gå ind i nogen, men det ville kræve at endte jeg eller hele verden ændrede sig. Eftersom jeg ikke føler mig specielt generet af min person, mener jeg at det er hele verden der burde tage en dyb indånding og sætte farten ned. ’’Is på, is på’’ som min søster ville sige. Men det ville være ufatteligt naivt at tro på, så jeg må nok bare finde mig at gå ind i folk resten af livet.

 

I et desperat forsøg på at undgå endnu et sammenstød, fangede en fugl min opmærksomhed. Den måde den fløj på, selv dem måde dens fjer sad på, lignede ikke noget jeg før havde set på nogen fugl. Fuglen i sig selv lignede ikke noget jeg havde set før, noget der hørte til her.

Den fløj i store rolige baner, helt alene. Den var så afslappet at se på, så modsat af alt der var her.

Svagt mærkede jeg endnu et slag på min skulder efterfulgt af en lavt mumlen. Ikke fordi jeg rigtig lagde mærke til det, det eneste jeg havde øje for var fugle.

Jeg følte mig næsten tryllebundet, den måde fuglen bevægede sig rundt på, dens øjne der havde en menneskelig glød. Det var næsten for meget, for fantastisk til jeg troede det var virkeligt. Men der var også noget velkendt over fuglen, som om jeg havde set den før.

Med en hurtig og flydende bevægelse skiftede fuglen retning, mens mit blik blev hængende på hvad der havde været bag fuglen.

Et par isblå øjne kiggede på mig, den lille pige. Opmærksomt fulgt jeg hendes øjne, da jeg alligevel ikke helt følte det var mig hun kiggede på. Hvilket jeg havde ret i, hendes blik hang på min skygge, studerede den, så meget så en lille fin rynke kom til syne i hendes pande.

Automatisk søgte mine øjne efter hendes skygge, men før jeg fandt den skiftede de isblå øjne fokus og så direkte ind i mine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...