Skygger

En historie jeg fik inspiration til efter at have set en film om kunstig intelligens hos robotter. Ikke at det på nogen måde har relation til historien.

5Likes
8Kommentarer
1075Visninger
AA

1. Del 1

Som jeg sad der på bænken i parken, lignede jeg nok mest af alt en der var blevet væk, eller havde haft verdens værste dag. Det var nu faktisk ikke tilfældet, min dag havde ganske vist ikke været fortryllende, men den havde heller ikke været dårlig.

Jeg kunne bare godt lide at sidde på bænken, og kigge på de mennesker der kom forbi. Jeg sad her næsten hver dag, og ikke så meget som en gang var der nogen der havde sat sig ved siden af mig. Folk havde altid så travlt med at komme videre. Og skulle det ske en sjælden gang at en stakkels sjæl var nød til at blive her, vandrede de altid hvileløst rundt i små cirkler.

 

I virkeligheden var det slet ikke menneskerne jeg kom for at kigge på. Det var deres skygger.

Skygger er noget af det mest fascinerende, den måde de afspejler deres ejer undertrykte følelser.

Og ligesom alle mennesker er forskellige, har alle mennesker forskellige skygger. Nogle gange er skyggerne deres modsætninger, nogle gange minder de utrolig meget om hinanden. Men alle mennesker har en skygge, næsten alle i hvert fald. Kun en gang har jeg set en person uden en skygge.

Det var en mand, der så ud til at være endnu mere travl end alle andre til sammen. Jeg havde ellers altid troet at de få mennesker der fandtes uden skygge, var de mennesker der ikke undertrykte deres følelser. Det har jeg i hvert fald altid lært i skolen, selvom de fleste af lærerne bliver bange hvis man spørger ind til det. Som om at de er bange for dem uden skygge, dem der er anderledes.

 

Men den mærkelige mand, han havde ikke haft nogen skygge. Han havde virket plaget, nærmest jaget. Han lignede nærmere en der skulle have haft en tydelig og stor skygge, med mange nuancer.

Man kan nemlig læse folks skygger, man kan se hvilke følelser de undertrykker, hvis bare man sætter sig ned, og tager sig tid. Det er der bare ingen der gør.

En skygge fortæller ellers meget om en person, og en skygge lyver aldrig. På den måde ved man altid hvordan folk er, og hvad man kan vente sig af dem.

Nogle gange hænder det at folk bliver opslugt af deres skygge, og bliver alle de ting som de hader. Alle de følelser som de normalt undertrykker, kommer snigende op fra mørket, op til deres øjne hvor lyset er.

Det betyder ikke at de mister deres skygge. Når de undertrykte følelser maser sig frem, bliver de viste følelser skubbet ned i skyggen. Jeg har hørt det skulle være meget frygteligt, fordi man stadig kan mærke hvem man var engang.

Derfor har min mor altid har sagt at man skal vise sine følelser så godt man kan, ellers bliver man ædt af sin skygge en dag.

Som for eksempel damen i den stramme tweed jakke, hendes skygge overtager snart. Men jeg tør ikke sige det til hende.

Jeg fortalte en gang en mand at hans skygge var ved at blive alt for stærk, men han blev sur på mig, og sagde at sådan nogle ting skulle små piger ikke blande sig i. Siden da har jeg aldrig turdet fortælle folk om deres skygge, for måske havde manden egentlig ret.

 

Men jeg kan bare ikke lade være med at kigge på skygger, og jeg gør det altid.

Jeg har altid haft let ved at læse andre folks skygger, og de har altid fascineret mig. Men det er nok fordi jeg ikke har en selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...