Fra ét, til andet

Sofie's liv havde altid været godt. Hun blev set op til på hendes skole, drengene ville være sammen med hende og pigerne ville være hende. Hun var populær, havde en stor vennekreds og en fantastisk kæreste. Eller... fantastisk og fantastisk. Som følge af et væddemål, tager Sofie kontakt til skolens outsider, nemlig hende pigen i det sorte tøj. Pigens navn er Luna og er hun virkelig så slem? Sofie og Luna bliver hurtigt venner, men er det noget der falder i god jord hos Sofie's 'tidligere' vennekreds? Hvad sker der når Sofie opdager, at Luna ikke blot er en ud af mange outsidere, men at hun også har en kæreste? En kæreste Sofie lige pludselig finder sig selv forelsket i...?

1Likes
10Kommentarer
1340Visninger
AA

4. 'Kragen'

Jeg sad midt i tysk timen og tænkte.... Over alt andet end tysk. Jeg så Kragens ( det kaldte vi vores tysklærer, da hun var yderst ubehagelig at være i lokale med) sirlige håndskrift, forme bostaver på tavlen, men ingen kombination gav et ord. Min hjerne var slået fra - skolearbejde havde aldrig optaget en så lille del, af min tanker.

"Sofie," hørte jeg min Kragen sige, hvorefter hun messede et eller andet på tysk.

"Øhh.. Øh Nein... Oder Øh... Vielleicht?" stammede jeg uden den ringeste anelse om, hvad jeg lige havde svaret på.

Helt forkert havde det åbenbart ikke været, for hun lod mig da være.

Netop som jeg sad og tegnede en (efter min egen mening) smuk lille krusedulle ting i mit hæfte, landende en lille lap papir på mit bord. Jeg kiggede ud til siderne, for at finde en mulig afsender, og så RK vinke kort som signal.

Jeg foldede den lille lap ud og læste indholdet:

 Hva så, fik du en aftale med freaken eller hvad?

Og hvad fanden skete der lige, for din syrede retardo opførsel??

Jeg tog en kuglepen og begyndte at skrible et svar ned.

Ja, det gjorde jeg faktisk. Så hvem vandt nu det væddemål?

Jeg havde faktisk lyst til at afslutte sætningen med 'din grimme taber', men stoppede mig selv.

Jeg gav sedlen til Danni, som så sendte den videre til RK.

Jeg så på hende mens hun læste og hun skar en eller anden underlig grimasse som svar tilbage.

Jeg begyndte at tænke på, hvorfor jeg egentlig stadig var 'venner' med RK... Og som sådan også de andre i gruppen. Jeg mener, de virkede faktisk ikke rigtig som om de kunne lide mig... Eller kunne lide hinanden. De gik vel bare sammen med mig og hinanden, fordi det blev forventet af dem. Og jeg gik med dem af samme årsag, som jeg stadig var sammen med Mikkel - jeg var bare VIRKELIG dårlig til at sige nej.

 

Efter skole, mødte jeg Luna under det store træ i gården. Hun havde sin taske over skulderen og ingen jakke, men hendes trofaste blondeparaply i hånden. Den er nu meget fin den paraply, tænkte jeg og gik hen til hende.

"Halløjsa," sagde hun muntert og smilte bredt.

"Hej!" sagde jeg selvsikkert og smilte igen. "Skal vi gå?"

Vi begyndte så små at sætte kursen mod byens isbar, mens tusinde spørgsmål, hobede sig op i mine tanker.

"Må jeg spørge dig om noget?" spurgte hun og til min overraskelse gav jeg et lille fnis fra mig.

"Øh, ja selvfølgelig," svarede jeg og lagde mærke til hendes læber, der i dag var malet sorte.

"Lige først," sagde hun og så på mig. "Du hedder Fie ikke?" hun lød nærmest flov over ikke at være sikker.

"Ja. Eller... Jeg hedder egentlig Sofie, men de andre kalder mig Fie." de andre? tænkte jeg og blev i et kort øjeblik forvirret over ingenting.

"Okay. Jamen så, vil jeg kalde dig Sofie," sagde hun og nikkede bestemt.

Sofie? Det var der ikke mange der kaldte mig længere, men det lød rigtigt og jeg blev næsten helt stolt over at hun ville kalde mig det.

"Super," sagde jeg med en glad mine.

"Ok, Sofie," sagde hun, som om det nye navn lige skulle afprøves. "Hvorfor er du sammen med Mikkel?"

Spørgsmålet chokerede mig og i et øjeblik kunne jeg hverken tænke eller tale.

"Jeg mener, du virker bare meget utryg i nærheden af ham," fortsatte hun. "Og det undrer mig bare."

"J-jeg," forsøgte jeg, men hvad skulle jeg sige? Der var en del af mig, der følte at jeg kunne fortælle hende alt. Og det  var jo ikke ligefrem fordi hun ville snakke med de andre... "Jeg ved d-det ikke. Jeg har det nok bare dårligt med at sige nej, du ved?"

Hun så alvorligt på mig. "Du kan ikke vie dit liv til at gøre andre tilfredse," sagde hun og rettede på sin taske. "You know?"

Vi stod lidt foran isbaren, inden vi gik ind - Vi satte os ved et bord nede bagi.

Vi sad og bladrede igennem kortet med smage og varianter, mens vi pjattede lidt samtidig.

"Hvad skal du have?" spurgte hun og prikkede til mig med kortet.

"Jeg tror at..."

Hej Luna!" afbrøb en stemme mig. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...