Freak - One Direction

Røde øjne, hvidt hår. Beskrivelsen på en albino. Dem ser man ikke så tit, det er folk altid enige om. Men hvad nu hvis man gik på skole med en? Gik i klasse med en? VAR en? Hvordan ville ens liv være? Det har Abeline svaret på. Hun er albino. Det er ikke altid lige fedt. Nej faktisk, så er det aldrig fedt. Mange albinoere går med solbriller, for at skjule deres røde øjne, det gider Abeline ikke. Men hun må leve med en masse øgenavne, som "Vampyr pige" eller bare helt enkelt "Freak". Men hun lever med det, for det ville se åndssvagt, at gå rundt med solbriller i Londons regnfulde vejr. Men hvad sker der, når skolen en uge hiver kendte mennesker ind for at undervise i musik, og være der til interviews. For der er jo nogen på skolen som ikke er gode til musik, men mere til at skrive til skolen blad, foreksempel. Møder hun nogle interessante drenge? Og hvordan ændres hendes liv efter det møde? Vil alt bare være det samme som før?

60Likes
77Kommentarer
7848Visninger
AA

10. What?!

Louis læber nåede kun lige at røre mine i et split sekund. For i samme split sekund kom Zayn ind i stuen. Ikke at han råbte eller noget, nej, jeg hørte det fordi han tabte det mad han havde i hænderne, og Niall råbte hans navn halvsurt. Jeg trak mig hurtigt væk fra Louis, som bare kiggede underligt på mig. Det forstod jeg godt. Ingen vidste jo noget om Zayns og mit kys. Problemet var, at de begge var gået for hurtigt frem. Jeg kendte ingen af dem, jeg havde ikke følelser for dem. Jeg var forvirret. Forvirret over mig selv.

"Hvad fanden laver du?" det var Zayn der brød stilheden. Jeg havde slet ikke set ham, så jeg fik et mindre chok, da han stod henne ved sofaen.

"Jeg kyssede hende. Er det nu ulovligt?" spurgte Louis, med et fjoget, men alligevel alvorligt. 

"Jo det er lidt ulovligt. Jeg kyssede hende i går," mumlede Zayn bare til svar. Han var lidt skræmmende, for han var total stoneface, og han stod helt stille. Det gjorde de andre drenge også. De kiggede frem og tilbage, på Zayn, Louis og mig. Og jeg sad bare dér, og var syg, havde det elendigt, og nu havde jeg to drenge der var bedste venner, som sloges om mig. Det føltes overhovedet ikke godt.

"Af hvad gjorde i?" hvæsede Louis. 

"Kyssede," svarede Zayn stålfast. 

"Er der nogen af jer, som ved hvad Line føler?" mumlede Niall i baggrunden. Og selvom jeg ikke tror vi skulle høre det, så hørte vi det alligevel allesammen. 

"Nej.." mumlede Louis og Zayn i kor. Og så var opmærksomheden mod mig.

"Øh.. Jeg.. Det.. Altså.. Jeg kender jer knap nok drenge. I er helt vildt søde - allesammen, men jeg har bare ikke de følelser for nogen af jer," svarede jeg kort, mens jeg kiggede ned. Jeg kunne stadig føle alles blikke på mig.

"Det kan jeg godt forstå, men..." kom det fra Zayns næsten lukkede mund.

"Ja, jeg forstår det vel også," mumlede Louis istemmende. Jeg sukkede lettet og kiggede op. 

"Zayn, er der et gæsteværelse? Jeg er træt," mumlede jeg. Zayn nikkede straks, og førte mig ind på et værelse. Jeg smilede til ham, og lagde mig på sengen. Han kyssede mig let på panden, og forsvandt så.

Zayns synsvinkel:

 

Jeg stod stadig og svirrede på Louis, efter Abeline var gået. Eller, jeg havde jo fulgt hende ind, men så snart jeg var i stuen, begyndte vores stirrekonkurrence.

"Bare så du ved det, jeg giver ikke op endnu," hvæhvæsede Louis ud mellem sammenbidte tænder.

"Så må du forberede dig på noget konkurrence, for jeg vil heller ikke stoppe!" snerrede jeg tilbage. Han nikkede sammenbidt. De andre drenge kiggede bare lamslået på os. Jeg forstod dem godt. Jeg ville nok også kigge lidt. Hvem ville ikke det?

"Så stopper i det, i to!" det var selvfølgelig Liam der skulle være lidt faderlig. Ikke at jeg ikke respekterede det, men alligevel.

"Ja, hvis i nu slapper af, skal hun nok få styr på sine følelser på et tidspunkt," og der tabte vi allesammen vores kæmper. Harry, Harry Styles, havde lige sagt noget klogt?

"Han har nok ret," mumlede Louis stille. Jeg nikkede bare, og satte mig på sofaen.

"Venner igen?" spurgte Louis roligt. Han hadede at være sur på folk. Jeg nikkede smilende.

"Vi burde ikke skændes sådan om en pige," grinede jeg.

"Nej.. Men vi gør det jo alligevel," grinede Louis med. Og af en eller anden grund, var det vildt morsomt, for snart grinede vi allesammen. Det var en dejlig følelse. Som at få lettet en sten fra hjertet. Og egentlig forstod jeg godt, hvorfor Abeline ikke havde følelser for os endnu. Vi kendte jo næsten ikke hinanden. Ikke at det ændrede mine følelser.

 

Mens vi sad der, og snakkede, en anelse højt måske, havde vi slet ikke hørt Abeline komme. Vi fik i hvert fald et chok da hun pludselig stod der.

"Det er altså umuligt at sove i den her larm," sagde hun, og lød ret muggen. Men helt ærligt, hun havde også morgenhår og det hele. Hun lignede ikke ligefrem en solstråle. Vi begyndte dog alle sammen at grine, for Niall faldt total sammen, på grund af det chok han fik.

"Hej til dig også, Line," mumlede han, mens han satte sig op igen. Hun satte sig bare ned i sofaen, mellem Louis og jeg, og grinede til ham.

"I larmer altså sygt.. Nå, er i to gode venner igen?" spurgte hun, henvendt til Louis og jeg. Vi nikkede begge.

"Godt, for ellers ville det var anstrengende at være her!" smilede hun. Vi smilede tilbage, og fik hende ind i samtalen. Denne gang var vi dog mere rolige, og snart efter faldt hun i søvn. Hun så lidt sød ud når hun sov. Også selvom hendes mund stod let åben, hvilket nok ikke var så lækkert, men jeg tror alle sover sådan.

 

Efter nogle timer, var drengene dog gået igen. Udover Niall, der fandt mit køleskab mere interessant, end Liams. Liam havde dog ikke haft noget i mod det, da han skulle mødes med Danielle. Sygt egentlig, han var den eneste med kæreste. Altså vi rendte rundt alle sammen som 18, 19 og 20 årige drenge, men ingen af os kunne finde en kæreste. Det var ikke fordi folk ikke kunne lide os, for vi havde jo fans, men alligevel. Følelserne skulle jo gengældes fra os af. Og så når man endelig finder en, tja, så finder Louis den samme, og for at gøre det hele værre, så er hun da ikke vild med nogen af os. Ja, sådan er verden jo nu engang skruet sammen. Åndssvagt. 

"Zayn?" lød det mumlende, og søvndrukkent, inde fra stuen af. Jeg skyndte mig der ind, med et lille smil om læben.

"Ja?" spurgte jeg roligt, da jeg dumpede ned i sofaen ved siden af hende.

"Hvor er de andre?" spurgte hun, men hun strakte sig.

"De er lige gået, udover Niall," smilede jeg, og så snart jeg nævnte hans navn, kom han hoppende ind, ude fra køkkenet.

"Skal vi ikke lave noget?" spurgte han, helt hyper. 

"Jeg vil gerne lave noget, som ikke er anstrengende," mumlede Abeline. Jeg nikkede. Jeg ville også gerne lidt i gang.

"Hvad siger du til SingStar, Line?" grinede Niall.

"No way. Jeg synger som en hval, der bliver voldtaget," grinede hun, men så alligevel meget seriøs ud. Niall flækkede af grin.

"Så bliver vi altså nød til at spille!" fik han sagt, mellem grinende.

"Hvorfor?" spurgte Abeline opgivende.

"Fordi jeg aldrig har hørt en hval der bliver voldtaget synge før, selvfølgelig!" sagde Niall, og lavede den der opgivende bevægelse, hvor man slår ud med armene.

"Nå, men så synger jeg som en engel," besluttede Abeline. 

"Så kan vi jo godt spille?" nu var det min tur til at afbryde. Jeg fattede ikke helt hvad hun mente.

"Øh nej?" Abeline kiggede forundret på mig.

"Hvorfor så ikke det?" Niall brød ind i vores samtale.

"Da-ah, i synger jo alle som engle, så derfor behøver i ikke høre mig synge," forklarede Abeline. Vi grinede af hende.

"Du er god.." mumlede Niall. Hun nikkede bare, og smilede stort. 

"I know. Men har i ikke fifa, eller noget?" spurgte hun så.

"Sure, babe," grinede jeg, og fandt spillet. Abeline var ikke ligefrem god til det, men hun havde det sjovt, og det var det vigtigste. Og egentlig var hun vel dygtig nok, men vi var vant til at spille flere timer i en bus, så vi havde ligesom lidt træning.

 

Hvad  synes i om det nye cover? Personligt, kan jeg ret godt lide det, men jeg ved ikke? Men altså, fortsæt med at like, og sådan.♥ Mys.♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...