Freak - One Direction

Røde øjne, hvidt hår. Beskrivelsen på en albino. Dem ser man ikke så tit, det er folk altid enige om. Men hvad nu hvis man gik på skole med en? Gik i klasse med en? VAR en? Hvordan ville ens liv være? Det har Abeline svaret på. Hun er albino. Det er ikke altid lige fedt. Nej faktisk, så er det aldrig fedt. Mange albinoere går med solbriller, for at skjule deres røde øjne, det gider Abeline ikke. Men hun må leve med en masse øgenavne, som "Vampyr pige" eller bare helt enkelt "Freak". Men hun lever med det, for det ville se åndssvagt, at gå rundt med solbriller i Londons regnfulde vejr. Men hvad sker der, når skolen en uge hiver kendte mennesker ind for at undervise i musik, og være der til interviews. For der er jo nogen på skolen som ikke er gode til musik, men mere til at skrive til skolen blad, foreksempel. Møder hun nogle interessante drenge? Og hvordan ændres hendes liv efter det møde? Vil alt bare være det samme som før?

60Likes
77Kommentarer
7923Visninger
AA

7. Twitcam.

 

Vi havde ikke været på skolen ret længe - skolen klokken havde dog nået at ringe, så klokken var blevet otte. Jeg sad og skrev på mit interview, mens drengene enten kiggede mig over skulderen, eller bare sad og hang rundt omkring i lokalet. De virkede til at kede sig, men hver gang jeg spurgte dem, benægtede de. De var virkelig ikke til at blive kloge på. Jeg ventede hele tiden på, at jeg pludselig blev for kedelig, og at de så ville skride. Det så dog ikke meget ud til, at det ville ske, da Liam tog en computer op af hans medbragte taske. Og hvis i var i tvivl, så ja, det var en Mac. Selvfølgelig. Jeg sad selv med et næsten ukendt mærke MSI. Jep, vildt fancy, right? Not.. Han satte sig over for mig, så jeg kunne ikke se hvad han lavede, og desuden skulle jeg koncentrere mig, om artiklen.

"Heeeej!" Råbte Liam pludselig. Jeg kiggede mærkeligt på ham. Hvorfor fanden råbte han bare sådan 'hej'? Det gav jo ingen mening. Jeg kiggede hen på de andre drenge for at søge hjælp. Louis begyndte stille at grine af mig. 

"Liam, vil du ikke lige fortælle Abeline hvad du laver? Hun virker lidt forvirret..." grinede han. Jeg kiggede ondt på ham. Min morgen var stadig dårlig, og deres alt for gode humør, hjalp ikke ligefrem vildt meget. Liam kiggede smilende på mig.

"Ved du hvad et twitcam er?" spurgte han. Jeg kiggede bare endnu mere forvirret på ham, inden jeg rystede på hovedet.

"Det er bare sådan, at jeg kan snakke ud til vores fans, og de kan se det live," svarede han så. Jeg nikkede, stadig lettere forvirret. 

"Argh, alle spørger hvem Abeline er, hvad skal jeg svare?" spurgte Liam. Nu var det ham, der virkede forvirret. Han fik dog hurtigt en plan, for kort efter sad han ved min side, og pegede computeren mod mig, så jeg kunne se mig selv, på den lille skærm. Jeg vinkede kejtet, og først lidt efter, gik det op for mig, at alle kunne se mine øjne, så jeg vendte mig væk. 

"Hvor mange ser det?" spurgte jeg forsigtigt.

"halvfjerds tusind," mumlede Liam. Jeg tabte min kæbe. Var folk ikke i skole? Nå, de var vel ligeglade, deres idol var jo på det såkaldte twitcam. Det gik også op for mig, at alle de mennesker havde set mine øjne. Jeg vendte mig mod min computerskærm, og kiggede dybt og skamfyldt ind i den. Kort efter hostede jeg. Et mindre hosteanfald. Nok på grund af det våde tøj, men jeg lagde ikke noget i det.

 

"Er her ikke ret varmt?" spurgte jeg, da vi kom tilbage fra lokalet, efter frokost. Drengene kiggede forvirret på hinanden. Liam ville fortsætte sit cam, som han jo havde slukket, da vi skulle spise. Han var allerede ved at tænde den igen.

"Her er da ikke varmt?" spurgte Harry forvirret. 

"Jo her er!" udbrød jeg. Der var altså virkelig varmt i rummet. Louis og Harry kiggede lidt rundt i rummet, og lidt efter fik de øje på termometret. De gik begge derhen.

"Her er helt normal stuetemperatur?" bekendte gjorde Louis roligt. Jeg sukkede. Her var altså varmt! Zayn gik over mod mig. Så snart han stod ud for mig, lagde han en hånd mod min pande. Han trak den hurtigt til sig selv, og nikkede så.

"Jeg vidste det. Du har helt hundrede feber," sagde han tydeligt. Jeg kiggede forvirret på ham.

"Nej jeg har ej! Jeg har det fint!" mere nåede jeg ikke at sige, før jeg igen brød ud i et hosteanfald. Liam rejste sig fra computeren, og i stedet gik Niall hen og snakkede med dem der så med. Liam gjorde det samme som Zayn, ved at ligge en hånd på min pande. Han tog også let fat i mit tøj, som var fugtigt.

"Du er syg. Du skal hjem," det var Liams konklusion.

"Kan vi ikke bare blive her?" jeg gad virkelig ikke hjem. Så ville min mor bare blive sur, og sige at jeg ikke passede på mig selv.

"Vi kan da godt vente lidt?" mumlede Harry, som hurtigt fik min stemme. De andre drenge nikkede lidt efter. Derfor satte jeg mig ned, og fortsatte med arbejdet. Liam og de andre drenge, snakkede videre til computeren. Vi blev kun afbrudt, af min telefon der ringede.

"Hej skat, det er mor" startede min mor.

"Ja mor, det kan jeg godt se," mumlede jeg, lettere irriteret.

"Har du husket, at far og jeg rejser i dag?" spurgte hun. Jeg gennemsøgte min hjerne, og langt inde, kunne jeg huske noget om det.

"Nårh ja, det havde jeg glemt... Hvornår er det i rejser?" spurgte jeg. 

"Vi rejser om et par timer. Kan du ikke få en af dine venner til at komme? Eller sove hos en?"  spurgte min mor.

"Jeg skal nok spørge. Jeg ringer tilbage senere," svarede jeg, helt roligt. Hvem jeg skulle spørge, det måtte jeg lige finde ud af.

"Super skat, du ringer bare. Vi ses," hvinede min mor. Og så lagde jeg på. Jeg gad ikke høre mere på hendes hvinende stemme. Derpå vendte jeg mig rundt mod drengene.

"Din mor?" spurgte Harry dumt. Jeg nikkede.

"Hvad ville hun?" brød Niall ind.

"Bare høre om jeg havde nogen at være sammen med, den næste uge her," svarede jeg, mens jeg gik hen mod min computer.

"Hvorfor?" Niall virkede helt vildt interesseret.

"De skal på ferie," svarede jeg kort, måske en smule koldt.

"Har du så nogen at sove hos?" spurgte Harry, før Niall nåede det. Jeg rystede på hovedet. Det medførte at drengene kiggede på hinanden.

"Du kan sove hos mig," tilbød Zayn. Jeg kiggede lidt på ham, og nikkede så. Han smilede til mig, mens jeg ringede til mig mor, for at fortælle det. Hun virkede ikke helt tilfreds med at jeg skulle sove hos en af modsatte køn, og så at han tilmed var verdenskendt. Gad vide hvor min mor vidste det fra? Nå, nevermind. Jeg fik endnu en gang et hosteanfald, da jeg havde lagt på. Jeg var helt vildt træt, men var sikker på, at det var fordi jeg ikke havde sovet nok natten forinden. Varmen var der stadig, men jeg sagde ikke noget.

Da klokken endelig ringede, havde vi en plan. Zayn skulle køre bilen, og jeg ville sætte mig ind ved hans side - okay, de del var ligegyldig. Men altså, vi ville først køre hen og sætte Louis og Harry af, så hen til Liam, hvor Niall også ville opholde sig, og så ville vi køre hen til mig, for at hente nogen ting, inden vi kørte hen til Zayns lejlighed. Det regnede stadig da vi skulle ud til bilen, hvilket var yderst upraktisk. Men vi fik os da kastet ind i bilen.

Vi havde ikke kørt særlig længe, da trætheden overmandende mig, og jeg faldt i søvn. Jeg gad ikke engang åbne øjnene, for at sige farvel, til de forskellige undervejs. Jeg var nemlig vildt træt. Jeg kunne dog mærke nogle stærke arme om mig, da en eller anden - sikkert Zayn, løftede mig om bag i, og lagde mig på Louis og Harrys sæder, så jeg kunne ligge ned. Nu skulle jeg bare vente til vi var ved Zayns hus. Jeg havde nemlig glemt punktet på vores plan, som var mit hus, men det virkede også til at de andre havde glemt det. I hvert fald mærkede jeg nogle minutter efter - omkring et kvarter, at jeg blev lagt på noget blødt, og fik et tæppe over mig. 

Jeg vågnede først, da...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...