Freak - One Direction

Røde øjne, hvidt hår. Beskrivelsen på en albino. Dem ser man ikke så tit, det er folk altid enige om. Men hvad nu hvis man gik på skole med en? Gik i klasse med en? VAR en? Hvordan ville ens liv være? Det har Abeline svaret på. Hun er albino. Det er ikke altid lige fedt. Nej faktisk, så er det aldrig fedt. Mange albinoere går med solbriller, for at skjule deres røde øjne, det gider Abeline ikke. Men hun må leve med en masse øgenavne, som "Vampyr pige" eller bare helt enkelt "Freak". Men hun lever med det, for det ville se åndssvagt, at gå rundt med solbriller i Londons regnfulde vejr. Men hvad sker der, når skolen en uge hiver kendte mennesker ind for at undervise i musik, og være der til interviews. For der er jo nogen på skolen som ikke er gode til musik, men mere til at skrive til skolen blad, foreksempel. Møder hun nogle interessante drenge? Og hvordan ændres hendes liv efter det møde? Vil alt bare være det samme som før?

60Likes
77Kommentarer
7866Visninger
AA

15. Tilbage i skole

Morgenen kom stille og roligt snigende sig ind på os. Efter at have sovet til klokken 12 de sidste mange dage, var det noget af en tilvænning at skulle op inden 8. Hurra for skoler. Eftersom vi aftenen forinden havde følt at det var verdens bedste idé alle sammen at sove hos Zayn, skulle vi nu alle utrolig tidligt op, da vi alle skulle være færdige inden vi skulle i skole. Yay, endnu engang.  Jeg kunne godt fornemme at i dag ikke var min dag. Men hey, vi havde fri allerede klokken 13, så det var ikke helt dårligt. Det var nok mest fordi de andre tøser skulle hjem og trøstes fordi de ikke nåede at få sangundervisning af One Direction, og faktisk knap nok så dem – ups. Der var stadig et par dage til mine forældre ville være hjemme igen, så for mig var det ikke et farvel til drengene, men derimod bare endnu en opgave der var færdig og skulle afleveres.

”Abeline se nu at få din sløve røv herned, ellers kommer vi alle for sent!” man kunne næsten høre Harrys grin gennem hans råb, hvorefter jeg straks smed alt jeg havde i hænderne, og løb nedenunder. Ikke at jeg havde noget i hænderne, men det får det til at lyde som om jeg var i gang med noget interessant, så jeg lod som om.

”Hvem kalder du langsom, mister?” min seriøse mine holdt langt bedre end forventet, hvilket ikke engang er specielt imponerende. Min forventning var fem sekunder, men tror måske den holdte i, hvad, femten sekunder? Wuhu, go Abeline! Seriøst, de drenge gjorde noget ved mit humør, som jeg faktisk slet ikke kunne klage over.

”Ikke langsom, bare sløv,” grinede Harry, inden vi alle maste os ud af døren, og ned til bilen. Som altid var vi mast ind i bilen, men det var efterhånden en vane, og den var jo ret smart, deres kæmpe bil, så ingen skulle have deres lår mast flade af andres fede røve. Mit sprog skal jeg måske arbejde lidt på… Ups.

Det var rart at ankomme til skolen i en bil, fremfor på gåben, og det viser sig at det går langt hurtigere! Det var overhovedet ikke overraskende. Jeg må arbejde med min humor. Jeg fandt ind i mit klasselokale, ligesom den første gang jeg mødte One Direction, mens de forlod mig for at gå ned i kantinen til de andre kendte mennesker. Det var tydeligt at Louis ikke havde lyst til at sende mig ind i klassen selv, men hvad kunne han gøre? Zayn nåede at trykke min hånd inden de forlod mig. Med et stille suk flyttede jeg mine fødder ind i lokalet. Mine fødder, der ellers lige havde håbet og danset rundt med drengene, var pludselig blevet til betonklodser endnu engang.

Lokalet havde altid været mit eget personlige helvede, og intet havde ændret sig. Der var også kun gået en uge, men alligevel. Det kunne være de havde lært noget? Nej, hvem prøvede jeg at narre. De narhoveder jeg havde fået æren af at gå i klasse med var ikke til at forbedre. De var stuck i deres cirkel af ugennemtænkt ondskab. Heldigvis ringede klokken snart efter jeg havde fundet min plads. Nogle gange var det godt at være sløv om morgenen.

”Godmorgen!” den altid entusiastiske Mr. Martinez var trådt ind af døren så snart klokken kimmede. Som altid. Han var i det mindste punktlig. Overentusiastisk, men punktligt.

”Jeg håber i alle har nydt jeres frihed denne uge, for nu er det slut,” og sådan dræber man humøret, en bog skrevet af Mr. Martinez. Rundt om i klassen bød denne sætning op til snak – hvem havde folk mødt? Havde de lavet en god opgave? Alle tænkelige spørgsmål løb rundt i klassen, i næsten et minut, indtil Mr. Martinez fik nok.

”Jeg vil bede jer aflevere jeres opgaver her. I får dem tilbage på mandag,” og derefter smuttede alle op med deres udskrevne interviews eller USB drev med en video af dem der sang eller dansede. Man kunne jo ikke slippe for at arbejde, bare fordi det ikke var foran en computer arbejdet foregik.

”Tak for det. Og nu vil jeg høre om jeres oplevelse med dette projekt. Alle får taletid, og ingen afbryder hinanden, bare så i ikke tror i kan gemme jer,” hvorfor følte jeg mig truffet? Måske fordi jeg altid holdt mig i baggrunden og ikke sagde noget hvis jeg kunne komme til det.

Som tiden gik, fik alle deres tur. De fleste var godt tilfredse med projektet, og dem der havde pjækket digtede noget op. Nogle undrede sig over at de havde set One Direction to dage, og at de derefter var forsvundet, for så endnu engang at dukke op i dag.

”Abeline, så er vi noget til dig. Hvem mødte du, og har du lært noget spændende?” Mr. Martinez kiggede direkte på mig, mens resten af klassen langsomt gav mig deres opmærksomhed.

”Jo.. Altså.. Jeg startede med at møde Adam Lambert,” ikke den store reaktion fra klassen, hvilket jeg heller ikke regnede med, men det var også irrelevant.

”Og han bad mig møde nogle andre. Så jeg interviewede One Direction,” afsluttede jeg. Det meste af klassen kiggede på mig med åben mund. Udover de hardcore One Direction fans.

”Ehm, undskyld, mr. Martinez? Godtager du bare at hun lyver? Jeg synes det er noget mærkeligt noget at lære elever, at det er i orden at lyve bare for opmærksomhedens skyld,” kom det fra en af de mange blondiner i klassen. Jeg rystede på hovedet for mig selv. Selvfølgelig. Hvorfor tænkte jeg ikke på det? Som om nogle ville tro på mig.

”Jeg kan ikke sige om Abeline taler sandt, men vi kan da finde hendes opgave, og beslutte om det lyder troværdigt,” forslog mr. Martinez. Blondinerne synes dette var en fortrinlig idé, hvilket sendte mr. Martinez til skrivebordet.

”Her er den. Lad os så se… Jo, her er noget. ’…Idet jeg stiller spørgsmålet starter en lille latter, som snart breder sig. – Jo, svarer Zayn, i et forsøg på at overdøve Nialls grin, - Vi har skam haft nogle interessante samtaler sammen. Vi kender nok hinanden en tand for godt, fortæller han, inden han griner videre med drengene. Om det så var svaret på spørgsmålet, det kan diskuteres, men stemning i rummet er løftet, og drengene sidder og venter på flere spørgsmål…’  Jeg ved ikke med jer piger, men jeg godtager det,” og tro det eller ej, mr. Martinez smilede til mig.

 

Omkring klokken 12 blev vi alle kaldt til samling inde i kantinen. På mystisk vis kunne det meste af skolen mase sig sammen derinde, så derfor var det altid der store offentlige arrangementer blev afholdt. Oppe på den lille scene sad alle skolens gæster, og ventede på at sige farvel. Det gjorde de en efter en, og der blev svaret på de sidste spørgsmål, som eleverne ikke havde nået at stille, inden det hele var slut.

Da det blev One Directions tur til at stå frem på scenen var der et hav af hende. Halvdelen af skolens elever havde hånden oppe. Den anden halvdel var drenge, og de var ikke interesserede.  Det eneste spørgsmål alle pigerne sad med, var hvorfor de kun havde set dem tre ud af fem dage. De forklarede at en af deres rigtig gode venner havde været syg, og da denne ikke havde noget sted at være, havde de taget sig af denne ven. Jeg smilede taknemligt ved mig selv.

 

Klokken ti minutter over et sad vi alle i bilen på vej hjem til Zayn. Jeg undrede mig af og til over, hvorfor drengene ikke bare boede sammen, siden de tydeligvis ikke kunne holde sig fra hinanden i længere tid. Da jeg spurgte, fik jeg dog at vide, at de normalt ikke var helt så meget sammen, som de havde været i den forgangne uge.

”Hvornår er dine forældre så hjemme igen?” spurgte Liam, for at bryde stilheden en smule. Jeg smilede sagte inden jeg svarede.

”Om to dage,” ordene kom mumlende ud af munden på mig, og havde man ikke hørt efter, kunne man ikke høre hvad jeg havde sagt.

”Allerede? Uger forsvinder da som sand mellem fingrene,” mumlede Zayn. Han var næsten lige så trist som jeg, uden nogensinde at have mødt mine forældre. Alle drengene havde skabt deres holdning på baggrund, så hvor ægte den var, kan nok diskuteres. Mit dårlige humør fra klassen plejede jeg at slæbe med hjem, men det virkede en smule anderledes i dag. Ikke at jeg var i strålende humør, men det var bedre end det havde været.

”Hvad siger i til pizza og en masse cola i aften? Vi kan se en film igen igen,” smilede Zayn. Vi lavede ikke andet end at spise pizza og se film, men hey, jeg skulle ikke bo hos Zayn for evigt, så man kan jo lige så godt få det bedste ud af en rar situation. De andre drenge stemmede også i, og snart efter var vi samlet om Zayns spisebord og indtog al den pizza vi kunne, mens vi hældte et par liter cola ned i vores halvtomme maver.

”Jeg er klar på endnu en gyser, hvad med jer drenge?” Louis havde et drillende blik i øjet da han foreslog den genre. Et dræberblik kom flyvende i hans retning fra undertegnede, mens de andre drenge nikkede sig enige.

”Surt sjov Line, men fem mod en, og dette er et demokrati,” grinede Harry, hvorefter en high-five kom flyvende i hans retning fra Louis Tomlinson. Jeg kiggede opgivende på dem alle sammen, inden vi gik ind i stuen for at se den omtalte gyser. 

 

_______

 

Woops, der kom et kapitel flyvende - shoking, huh? Hvis nogle læser, så wow, tusind tak. Ellers så skriver jeg dette til mig selv.. Hurra. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...