Freak - One Direction

Røde øjne, hvidt hår. Beskrivelsen på en albino. Dem ser man ikke så tit, det er folk altid enige om. Men hvad nu hvis man gik på skole med en? Gik i klasse med en? VAR en? Hvordan ville ens liv være? Det har Abeline svaret på. Hun er albino. Det er ikke altid lige fedt. Nej faktisk, så er det aldrig fedt. Mange albinoere går med solbriller, for at skjule deres røde øjne, det gider Abeline ikke. Men hun må leve med en masse øgenavne, som "Vampyr pige" eller bare helt enkelt "Freak". Men hun lever med det, for det ville se åndssvagt, at gå rundt med solbriller i Londons regnfulde vejr. Men hvad sker der, når skolen en uge hiver kendte mennesker ind for at undervise i musik, og være der til interviews. For der er jo nogen på skolen som ikke er gode til musik, men mere til at skrive til skolen blad, foreksempel. Møder hun nogle interessante drenge? Og hvordan ændres hendes liv efter det møde? Vil alt bare være det samme som før?

60Likes
77Kommentarer
7842Visninger
AA

2. Sorthåret.

 

Klokken var halv syv om morgen. Jeg orkede virkelig ikke at stå op. Ikke i dag. Derfor trykkede jeg bare på ’Snooze’ knappen. Dejlig ro. Den varede omkring to minutter, så kom min mor ind, og hev mig praktisk talt op. Jeg sukkede, og gik ud på mit badeværelse. I spejlet mødte nogle røde øjne. Hvidt hår. Skræmmende bleg hud. Mig selv. Ja, jeg var så albino, hvis i ikke havde gættet det. Jeg hadede mit udseende. Jeg var så unormal. Ja, for at være helt præcis, så måtte jeg være det man kaldte en Freak. En rigtig grim en af slagsen. Ikke at jeg kendte nogle pæne freaks. Faktisk, så kendte jeg ikke nogen. Eller jo, jeg kendte da folk, men jeg havde ingen venner. Jeg var for evigt en grim venneløs taber – freak. Jeg sukkede for mig selv, og begyndte at re mit lange bølgende hår. Hvis nu det var brunt, så ville det var rigtig flot. Men det var hvidt, som en gammel kones. Endnu et af mine tusind øgenavne. Jeg ville bare ønske jeg var normal. Men det forblev et ønske. Jeg ville for evigt bare være hende den mærkelige. Men på grund af manglet på venner, klarede jeg mig utrolig godt i skolen. Jeg havde jo tiden derhjemme, til at bruge på alle de forfærdelige lektier, som alle havde for.

Da jeg endelig var færdig på badeværelset, gik turen til køkkenet. Nu skulle jeg bare have en smule morgenmad, og så i helvede. Jeg mener skole. Men for mig var det et helvede. Jeg hadede den skole som pesten. Eller, ikke skolen, men eleverne på skolen. De var altid efter mig, på grund af mit udseende. Så snart morgenmaden var spist, var jeg på vej til skole. Om jeg gad. Jeg havde musik i ørene, så jeg ikke kunne høre noget. Folk råbte af og til af mig på gaden – altså folk fra skolen. Ikke de der gamle rare mennesker, som synes jeg var ’Uh, så unik!’. Jaja, det var da dem der var rarest. Ikke at jeg kunne lide at være ’unik’, men det var vel bedre end at være en freak, ikke? Jo, det synes jeg. I mine ører spillede Underneath af Adam Lambert. Der var bare en del af sangen, som jeg kunne sætte mig helt ind i. Det var den del når han sang om ”Freak”. Tja, hele sangen passede bare godt på mit liv, hvor gerne jeg ville vise andre hvordan mit liv var, selvom det var deres eget valg. Mit forfærdelige liv. Hvis det ikke er gået op for jer, så hader jeg det. Jeg ville give så meget for at være en anden.

Klokken ringede ind til tredje time. Frikvarteret havde ikke ligefrem været sjovt, så jeg havde bare siddet for mig selv, med alt for høj musik i ørene. Vikar. Det var hvad vi skulle have i denne time. Om jeg gad. Det var enten sådan en helt gammel og rynket en, eller sådan en helt ung og alt for frisk en. Og hvis det var en ung kvinde, så ville drengene og ikke lytte, og hvis det var en ung mand, så ville pigerne ikke lytte. Logik. Det var en kvinde der kom en af døren. En ung en. Jeg kunne se i hendes blik med det samme, at hun synes jeg var underlig. Hun skulle undervise i matematik. Et fag jeg var middel til. Jeg ville hellere have de sproglige fag. Hun stilede dog et spørgsmål, som jeg mente at kende svaret på.

”Er det ikke 530?” svarede jeg, da hun spurgte mig.

”Nej, det er det ikke, besse,” svarede hun med et grin. Kaldte hun mig lige besse? Som i gammel dame? Fordi jeg var hvidhåret? Det var fandme for meget. Jeg snuppede min taske, skubbede min stol bagud så den væltede, og for så ud af lokalet. Jeg hørte da godt vikarens

”nej, hør nu!” men jeg var ligeglad. Jeg skulle hjem, og det skulle være nu. Egentlig var det meget praktisk at smutte, mens der var timer, for der var overhovedet ingen på gangene. Så kunne jeg frit løbe væk derfra. Men hvor hen? Hvis jeg kom hjem, ville det jo være tydeligt at jeg var smuttet. Min far arbejdede ikke, så han var altid hjemme, mens han søgte efter et job. Hvorfor kunne han ikke bare have et fucking job? Det ville jo gøre livet lettere for, like, alle? Jeg sukkede for mig selv. Jeg var efterhånden et stykke væk fra skolen. Mit hår. Det var det der var problemet. Dét, der fik mig til at se ældgammel ud. Dét, jeg blev mobbet med. Jeg fik hurtigt besluttet mig, og skyndte mig mod et supermarked.

Efter turen i supermarkedet, og en tur på McDonalds, som var meget ensom, var jeg nu på vej hjem. Der var stadig tid til vi fik fri, men jeg kunne bare sige, at vi havde fået før fri. Så heldig er man jo ind i mellem. Okay, det var sjældent for lige netop min klasse, men med alle de vikarer vi skulle have i dag, lød det såmænd meget muligt. I undre jer nok over hvad jeg skulle i supermarkedet, men nogle af jer har sikkert gættet det. Til jer, ja, det var hårfarve. En sort én af slagsen. Ikke mere hvidt hår til mig. Jeg smilede ved tanken. Jeg skulle have det ordnet inden min mor kom hjem. Hun ville aldrig give mig lov. Misforstå mig ikke, hun er en fantastisk mor, men hun er vildt overbeskyttende, og det er derfor jeg ikke bare har farvet mit hår før. Jeg burde egentlig have købt nogle af de der spidse hugtænder man bruger til halloween, så når de kaldte mig vampyr, ville jeg bare hvæse af dem, og vise tænder. Men det ville jeg nok ikke få så meget ud af, alligevel.

Farven var blevet gnubbet ind i mit hår, og vasket ud. Jeg stod og betragtede mig selv. Sorthåret. Jeg kunne lide det. Jeg følte mig mindre bleg, selvom min hud så virkelig bleg ud med denne hårfarve. Alligevel passede det mig fint. Nu var det bare spændende hvordan mine forældre ville reagere. De mest uforstående forældre i verden. Jeg sukkede for mig selv, inden jeg forlod badeværelset. Så snart jeg lukkede døren derud, kunne jeg høre min mor komme ind. Fuck. Jeg var jo ikke klar? Nå, whatever, intet i mit liv gik som planlagt, så hvorfor skulle det gå som planlagt for min mor? Hun kunne da lige prøve lidt af mit liv. Da jeg placerede mig i gangen, lagde min mor først ikke mærke til noget, smilede bare glad til mig. Først efter hun et kort sekund kiggede ned, kiggede hun hurtigt op igen, og skreg så.

”Hvad fanden har du gjort ved dit hår?” råbte hun.

”Jeg kunne ikke klare det hvide besse hår mere,” mumlede jeg bare koldt.

Besse hår?” vrissede min mor. Jeg kiggede bare på hende, med et koldt udtryk, inden jeg drejede rundt på hælen, og endte foran min computer på mit værelse. Adam Lambert. Han kunne helt sikkert få mig i bedre humør. Han ved sgu altid hvad han skal synge. Jeg klikkede ind på den ret nye video til Never Close Our Eyes. Jeg så godt ude i siden, hvor der var en af One Direction’s videoer. Jeg havde intet i mod deres musik, men jeg gad ikke lytte til dem. ”You don’t know you’re beautiful, that’s what makes you beautiful,” yeah, my ass. Det var sgu noget pladder, men hvis det fik teenage tøser til at føle sig godt tilpas, var det vel fint. Det hjalp bare ikke på mig. Så heller Shady med Adam Lambert. ”The freaks like us can meet,” se, det var noget jeg gad lytte til. Men selvfølgelig, han kunne jo ikke have det let. han var sprunget ud som bøsse, og selvom mange stadig elskede ham, var der sikkert nogen der var ved at dø. Måske man skulle springe ud som lesbisk? Nej, så var der nok flere der ville hade mig, og så kunne de da også bare mobbe mig med det. Eller bede mig klæde om sammen med drengene til idræt, fordi jeg muligvis tændte på en af pigerne. De duller? Ellers tak. Tror bare jeg holder mig til at være hetero. Det ved man da hvad er. Og så kam man jo sidde og sukke over de hersens lækre drenge, One Direction, som enhver anden. Om jeg gad. Så heller sukke over en der aldrig kan blive ens, fordi han er bøsse. Man kunne jo skrive en lille historie? Hvor man møder ham, og han så lige pludselig er biseksuel eller noget i den stil? Ej, det var dog for lamt.

Jeg tror jeg har glemt at fortælle det. Men jeg glædede mig faktisk til den næste uge på skolen. I morgen skulle en flok kendte mennesker møde op på skolen. De skulle hjælpe nogle musiske elever med musik, og de ville stå til rådighed til interviews, for os skrive narkomaner. Selvom jeg ikke vidste hvilke kendte mennesker der kom, glædede jeg mig. Jeg skulle have et interview med mindst én person. Det var mit mål, og helt ærligt, så tror jeg ikke det ville blive alt for svært igen.

 

Så blev første kapitel skrevet. Det er måske ikke vildt interessant, men skal lige i gang. Kan i lide det? :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...