Freak - One Direction

Røde øjne, hvidt hår. Beskrivelsen på en albino. Dem ser man ikke så tit, det er folk altid enige om. Men hvad nu hvis man gik på skole med en? Gik i klasse med en? VAR en? Hvordan ville ens liv være? Det har Abeline svaret på. Hun er albino. Det er ikke altid lige fedt. Nej faktisk, så er det aldrig fedt. Mange albinoere går med solbriller, for at skjule deres røde øjne, det gider Abeline ikke. Men hun må leve med en masse øgenavne, som "Vampyr pige" eller bare helt enkelt "Freak". Men hun lever med det, for det ville se åndssvagt, at gå rundt med solbriller i Londons regnfulde vejr. Men hvad sker der, når skolen en uge hiver kendte mennesker ind for at undervise i musik, og være der til interviews. For der er jo nogen på skolen som ikke er gode til musik, men mere til at skrive til skolen blad, foreksempel. Møder hun nogle interessante drenge? Og hvordan ændres hendes liv efter det møde? Vil alt bare være det samme som før?

60Likes
77Kommentarer
7866Visninger
AA

8. So Sick..

Jeg vågnede, da jeg hørte noget rumstere rundt. Jeg fik, efter en tids kæmpen, åbnet mine øjne, og så rundt. Jeg var i et total ukendt rum. HVOR VAR JEG? Jeg kunne ikke helt huske det. Jeg satte mig forsigtigt op, og kiggede lidt mere. Det var virkelig blød sofa, i en meget stor stue. Mit blik faldt på nogle billeder, som jeg kunne se fra sofaen. Deres ansigter genkendte jeg hurtigt. One Direction. Og så fladt brikkerne pludselig på plads, hvilket de også burde, eftersom jeg jo ikke havde været fuld eller noget som helst. Jeg var i Zayns hus. Zayn Maliks hus. Og så er det, at alle de der sindssyge fans ville begynde at skrige, eller hvad man nu gør, når man er i sin idols hus. Det er der nok ingen der ved, for hvem oplever lige det? Nogle ville sige, at jeg oplevede det lige nu, men det gør jeg ikke. Jeg er ikke fan af One Direction, og der har jeg sagt før. Jeg respektere dem, men jeg elsker dem ikke. Og det må de bare leve med. For at være ærlig, tror jeg de var ret glade for det, for så skulle de ikke høre på alt det fangirling, hele tiden. Hvem gider høre på det? Ikke mig, i hvert fald. Selvom det selvfølgelig aldrig ville ske, for jeg ville aldrig blive famous.

 

Lidt efter jeg var vågnet, kom Zayn gående fra rummet ved siden af, som jeg ville gætte på var køkkenet. Han kiggede bekymret på mig, hvilket jeg ikke forstod, så derfor smilede jeg bare til ham. Han besvarede hurtigt smilet, men bekymringen var stadig at se i hans øjne.

"Har du det bedre?" han var efterhånden nået helt hen til sofaen. Han skubbede mine ben helt ind til ryglændet, og satte sig så på kanten.

"Ja.. Det tror jeg nok?" jeg vidste ikke helt hvordan jeg havde det, jeg var kun lige vågnet. Det eneste der var sikkert, var at det var virkelig koldt.

"Sikker?" han virkede meget beskyttende lige nu. Jeg anede ikke hvorfor, for han kendte mig jo næsten ikke.

"Jah.. Her er bare lidt koldt," det sidste mumlede jeg, men jeg smilede alligevel.

"Temperatur svingninger.. Fedt.. Du har helt hundrede feber!" bekendt gjorde han. Det eneste han egentlig sagde tydeligt i den sætning, var oplysningen om min feber. Flot. Jeg hadede at have feber. Så regnede alle med at man havde det forfærdeligt, og var ved at dø, og jeg ved ikke hvad. Zayn rejste sig, men han gik ikke. Nej, han tvang mig ned at ligge, og så lukkede han tæppet omkring mig. Han virkede dog ikke tilfreds.

"Vent her!" sagde han hurtigt, inden han forsvandt fra stuen. Ja, som om jeg har et valg, fjols, no offense. Lidt efter kom han løbende tilbage, med en dyne på slæb. Jeg hævede øjenbrynende. 

"Hvad skal du med den?" spurgte jeg, forsigtigt, men alligevel spydigt.

"Du frøs," mumlede han bare, inden han fjernede tæppet, og lagde dynen tæt om mig. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde det ikke var rart, for selvfølgelig var det dét. Desuden var den dejlig varm. Jeg forstod bare ikke, hvorfor han gad bruge al sin tid på mig. Han burde jo... Eh.. Ja, han burde lave det superstjerner laver når de har fri. Og jeg tror ikke ligefrem at de tager sig af syge albinoer, som de lige har mødt. Det gør normale mennesker sgu heller ikke engang. Helt seriøst, min mor havde været total ligeglad. Måske var det derfor, jeg ikke kunne forstå han tog sig sådan af mig? Han kendte mig altså ikke!

"Tak," mumlede jeg bare,da han var på vej ud af stuen igen. Jeg var ikke sikker på han så det, men han vendte sig om med et lille smil, og bad mig sove. Jeg anede ikke hvorfor, men dynen duftede dejlig af Zayn, så jeg faldt nærmest automatisk i søvn alligevel. 

 

"Tornerooooose! Vågn op!" Zayn kom grinenden ind i stuen. Jeg gned mig i øjnene, men stoppede hurtigt, da jeg så bare ville få mascara over det hele. Jeg fik dog åbnet mine øjne, og så Zayn stå med en bakke mad.

"Ej, jeg kan altså sagtens spise i køkkenet?" jeg hadede virkelig at være til besvær.

"Nej, jeg vil altså gerne sidde her inde. Du får mig ikke til at tage bakken med ud i køkkenet, før du har spist lidt," sagde han beslutsomt. Jeg sukkede, men nikkede så. Zayn smilede tilfreds, og trak så sofabordet tættere på sofaen, mens jeg satte mig ordenligt op. Maden så lækker ud, men jeg følte mig ikke sulten. Derfor tog jeg bare en lille posion over.

"Skal du ikke have mere?" Zayn virkede forvirret. Jeg rystede stille på hovedet. Han sukkede, men sagde heldigvis ikke noget. Hvis han gav mig mere, ville jeg bare brække mig. Jeg begyndte stille at spise. Det smagte fantastisk, det måtte jeg indrømme, men desværre blev det ikke i maven særlig længe. Jeg kunne mærke det komme op i halsen. Zayn havde vidst opdaget det, for han pegede mod gangen, og skyndte sig at råbe:

"døren for enden," så jeg kunne nå ud på badeværelset, inden jeg brækkede mig over det hele. Eller, egentlig bare ned i toilettet. Kort efter kom en og tog mit hår, og eftersom Zayn var den eneste i huset, udover mig, kunne jeg regne ud at det var ham. Jeg fik brækket det sidste op, og gik så hen til vasken. Jeg skulle have den klamme smag ud af munden. Jeg ville også have lidt vand i hovedet, for jeg lignede noget der var løgn.

"Hvordan går det?" spurgte Zayn, og lød helt nervøst. Helt ærligt, hvordan fanden troede han jeg havde det? Jo, jeg havde det skam fantastisk. Jeg svømmede da rundt på en lyserød sky, som i øvrigt var lavet af candyfloss med hjerter omkring. NOT.

"Ikke så godt," var dog det eneste der kom ud af min mund. Typisk. Nu havde jeg jo ellers lige fundet på det geniale svar, og så var det dét der kom ud af min mund? Flot Abeline, virkelig flot. Det var nok en af bivirkningerne ved at være syg.

"Kom, jeg hjælper dig tilbage til stuen," Zayn rakte ud efter mig, og lagde en hånd om livet på mig, mens han førte mig ud af badeværelset, og tilbage til stuen. Han placerede mig på sofaen, og endnu engang lagde han dynen tæt om mig. Den duftede stadig fantastisk af Zayn.

"Jeg gider altså ikke sove igen," mumlede jeg. Zayn smilede bare.

"Det behøver du heller ikke. Det er lidt kedeligt, når man ved, at man har gæster, og de så bare sover," grinede han.

"Det var dig der bad mig om det," mindede jeg ham om. Han trak bare på skuldrene, inden han hurtigt kyssede mig på panden, og så forsvandt han. Igen. Det var dog kun kort tid. Han kom bare med en pude. Jeg smilede taknemmeligt. Det var helt rart, at der var en der tog sig af en. Jeg var jo ikke vant til det.

"Vil du ikke se en film?" spurgte han. Jeg kiggede smilende på ham, og nikkede så.

"Romantisk, komedie, tøse eller gyser?" grinede han. Sagde han lige tøsefilm? Havde han sådan nogle? Nå, ligemeget, det gad jeg ikke se. Jeg gad heller ikke rigtig se en romantisk, slet ikke en komedie, og en gyser ville bare få mig til at tude. 

"Har du Finding Neverland?" spurgte jeg, da den netop dukkede op i mine tanker.

"Nej.. Men der ligger en Blockbuster nede på hjørnet. Jeg kan hente den, hvis du kan vente?" smilede han.

"Sure," grinede jeg, og tre sekunder efter var han ude af døren.

 

Filmen var godt igang, faktisk lakkede den mod enden. Zayn virkede virkelig til at kunne lide den, men det var også en fantastisk film. I slutning virkede Zayn helt trist. Han græd ikke, men han var rørt. Det var tydeligt. 

"Hvordan kan du klare at se sådan en film?" spurgte han, så roligt som muligt, selvom hans stemme rystede.

"Den er smuk," var mit eneste svar. Han nikkede.

"Det må aldrig ske med dig," sagde han, inden han kom over til mig sofa igen. Han skubbede mine ben ind til siden, og lagde hans hænder på begge sider af mit hoved. Før jeg vidste af det, ramte hans læber mine, i et flygtigt kys. Han trak sig væk, og kiggede undskyldende på mig.

"Du bliver bare syg," var det eneste jeg kunne sige. 

"Hvis det er prisen," sagde han kort, inden han lænede sig ned, og kyssede mig igen. Denne gang lidt længere. Utroligt. Det havde jeg ikke lige ventet. Jeg vidste ikke om jeg var klar til det, men Zayn var fantastisk. Dog gad jeg ikke tænke over det, jeg ville bare kysse Zayn. Mine hænder fik kæmpet sig frem fra dynen, så jeg kunne gribe om han nakke. Han smilede i kysset, og lidt efter trak han sig væk.

"Du har ret, jeg bliver bare syg. Selvom det virkelig er en skam!" forsikrede han mig om. Jeg smilede bare skævt. Det sidste jeg hørte, inden jeg lagde mig til at sove, var Zayn der nøs. Jeg kunne ikke overmande trætheden, den overmandede mig, med en drømmeløs søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...