Freak - One Direction

Røde øjne, hvidt hår. Beskrivelsen på en albino. Dem ser man ikke så tit, det er folk altid enige om. Men hvad nu hvis man gik på skole med en? Gik i klasse med en? VAR en? Hvordan ville ens liv være? Det har Abeline svaret på. Hun er albino. Det er ikke altid lige fedt. Nej faktisk, så er det aldrig fedt. Mange albinoere går med solbriller, for at skjule deres røde øjne, det gider Abeline ikke. Men hun må leve med en masse øgenavne, som "Vampyr pige" eller bare helt enkelt "Freak". Men hun lever med det, for det ville se åndssvagt, at gå rundt med solbriller i Londons regnfulde vejr. Men hvad sker der, når skolen en uge hiver kendte mennesker ind for at undervise i musik, og være der til interviews. For der er jo nogen på skolen som ikke er gode til musik, men mere til at skrive til skolen blad, foreksempel. Møder hun nogle interessante drenge? Og hvordan ændres hendes liv efter det møde? Vil alt bare være det samme som før?

60Likes
77Kommentarer
7869Visninger
AA

12. Random is for life.

 

Næste morgen da jeg vågnede, lå jeg helt alene og forladt i stuen. Troede jeg. For der var ikke nogen på gulvet. Kun mig, min madras og min dyne. Som i øvrigt heller ikke var min. Det var Zayns, som jeg havde lånt. Men altså, alle drengene var skredet. Jeg overvejede bare at skrige højt, og vække dem på den måde. Men det droppede jeg. I stedet kiggede jeg rundt i stuen. Og dér! Midt på sofaen lå en skikkelse.

”Hvorfor stirre du sådan?” jeg fik et ordentligt chok. Personen på sofaen var Zayn, og han var vågen. Hvilket mindede mig om Katy Perry – Wide Awake. Min hjerne må have et problem. Eller måske er det bare mig. Hvem ved? Vent, min hjerne er jo en del af mig. Er den ikke? Jo det er den! Oh for God..

”Du stirre stadig..” Og du hiver mig stadig ud af min tankegang, hvem vinder lige der. Okay, det er gør du nok, men alligevel! Personligt synes jeg, at jeg brude vinde. Nå, back to reality.

”Jeg troede du sov. Og at jeg var efterladt,” genialt svar! How about not?

”Hmm… Jeg er altså vågen. Drengene sover bare rundt på værelserne. Du faldt i søvn under filmen,” forklarede Zayn så smukt. Oh.. Minderne kom ligesom væltende tilbage, med alle de blødende kroppe, og kropsdele, der ikke var på kroppe. AD! Hvorfor mig? Hvorfor skulle jeg se den film? Det fandt jeg ikke rigtig retfærdigt. Det gør jeg stadig ikke. Argh..

”Men øh.. Hvad er klokken?” for jeg fremstammet, mens jeg kløede mig lidt i mit hår. Morgenhår. Ad. Usexet. Og endnu mere usexet er det, at jeg klør mig i det. Ad.

”Den er tolv. Drengene er taget hjem. Vi skal ikke lave noget i dag, men hvis du er frisk nok, tager vi i skole i morgen.” Gud en lang tale! Mit hoved magtede det ikke. Helt seriøst, drak de mig fuld i går? Det føltes sådan. Men det gjorde de ikke, for i stedet sad vi og så klamme splatter gyser film. Sådan nogle man helst vil glemme, men som man ikke kan glemme. Grr..

”Okay…” mumlede jeg bare til ham, og rejste mig så halv handikappet op. Jeg overvejede at falde ned på madrassen og bare sove videre, men i stedet fik jeg mig samlet sammen til at gå ud på badeværelset. Jeg kiggede mig i spejlet. Og det var virkelig verdens største fejl. Man skulle tro en bombe var sprunget lige i hovedet på mig. Det orkede jeg slet ikke, så jeg fandt bare et håndklæde, og gik i bad. Så kunne mit hår være så fucked up, som det nu havde lyst til. For så kunne vandet bare ordne det, og når jeg kom ud, så ville jeg ligne en fe. Eller måske ikke, men man har lov at håbe, ikke?

I ville ikke ønske at være i hus med mig, når jeg er i bad. For jeg laver dampbad, og desuden synger jeg. Og det lyder fantastisk! Eller måske ikke. Faktisk tror jeg en død mand synger bedre end mig. Og jeg er i Zayn Maliks hus. Ham som rent faktisk kan synge. Shit happens, right? Helt seriøst. Det må han bare finde sig i. Jeg var da ligeglad. Teenage Dream, you know?

Okay, back to reality. Zayn blev ikke sur over mit lange bad, for han havde røven fuld af penge – det har han stadig, og så synes han jeg sang som en drøm, og vil nu have mig med på en af deres singler. God humor Line, god humor. Han havde grint højt af min smukke sang. Men hvem ville ikke gøre det? Okay, jeg ville ikke, men jeg regnede også med at blive en stor stjerne en gang. Ahaha, jeg elsker ironi. Jeg ville hellere dø, end at rende med kameraer i røven konstant. Selvom det ville ske, hvis jeg blev med drengene. Men det ved vi jo alle sammen, at det kommer ikke til at ske. Suk.

”Hvad vil du lave i dag?” Zayn og jeg sad bare og så tv, uden at fortage os noget. Hvorfor skulle vi dog også det? Vi skulle altså lade op til i morgen.

”Eh, bage?” Jeg følte mig utrolig random lige der altså. Helt seriøst, hvad puttede de i min cola i går? Mentos? Ej, så ville den bare eksplodere. Men det ville være sjovt. Tror jeg må vende det med fysik læreren. Vent, det betyder skole? Tror bare jeg dropper det igen.

”Jeg kan altså ikke bage,” godt svar Zayn. Eller nej, faktisk ikke, for jeg kunne heller ikke bage. Nå, spændende.

”Heller ikke mig, skal vi komme i gang?” Zayn kiggede på mig som om jeg var skør. Men det var jeg nok også. Skøre mennesker har det sjovere.  Han rystede derefter på hovedet af mig, og jeg hev ham med ud i køkkenet. Der bagte vi, så det stod om ørene på os. Helt seriøst. Det var sjovt. Som i virkelig sjovt. Det var længe siden jeg havde haft det så sjovt. Jeg havde det aldrig sjovt, fordi folk troede jeg var fra en film. En dårlig film. En film med albinoer. Sådan noget, et eller andet. De skulle se mig nu. Jeg stod med mel i hele fjæset, sammen med Zayn Malik! Og så ville de kalde mig famehunter, så måske jeg skulle lade være. Men alligevel.

Kagen var kommet i ovnen, så nu sad vi bare i stuen. Oh gud, kender i det, når man får en sang på hjernen? Det gør i helt sikkert. Og det har jeg nu. En koreansk, som jeg ikke kan synge. Typisk. Alligevel endte jeg med at sidde og mumle

”Walk by gangnam style..” og ind i mellem

”Eh.. Sexy lady!” hvilket medførte en masse blikke fra Zayn. Men der gik ikke lang tid, så hentede han sin computer, fandt sangen, og så stod vi ellers og danses gangnam style. Tro det eller ej. Vi har det måske lidt for sjovt. Kan man have det for sjovt? Det tror jeg ikke.

Biiiiib biiiib! Typisk. Mens man ligger på gulvet, død af grin, så er kagen færdig. Nå, whatever. Op at stå, og ud og hente kage. Jeg er også bare i humør til kage, det kan jeg mærke. Jeg vil have kage. Nu. Kage. Kage. Jeg elsker virkelig kage. Måske det er derfor jeg ikke vejer fyrre kilo. Okay, det ville være klamt. Men alligevel.

”Nu skal vi have kage!” sang jeg, hele vejen ud i køkkenet, som ikke engang var så lang. Jeg sang det også, mens Zayn tog den perfekte kage ud af ovnen. Den var faktisk overraskende flot.

”Hvis du ringer til drengene, ligger jeg glasur på?” Zayn så også stolt ud. Selvfølgelig gjorde han det. Jeg nikkede til ham, og stjal så hans telefon. Jeg kunne sagtens have brugt min, men hans var en iPhone, så det var sjovere.

Hej,” mumlede Harry i den anden ende.

”Hej!” alt for meget energi, Abeline, alt for meget.

”Hej Line, hvad så?” han grinede vidst af mig. Det havde jeg også gjort.

”Vi har bagt kage – vil i smage?” Harry grinede lidt af mig.

Ja. Hvis den ikke er giftig. Det har vi Niall til at finde ud af. Liam og Niall er her, så vi kommer bare over om fem,” derpå lagde han på. Nå, jamen farvel til dig. Tsk, utaknemlig. Whatever.

Zayn havde lavet lyserød glasur, til ære for mig. Sagde han. Det vidste sig at være Liams favorit. Men jeg tog alligevel æren for det. Det er bare sådan noget, sådan nogle som mig gør.

”Niall, du spiser først!” Harry fik hurtigt udstedt den ordre. Niall nikkede bare, og spiste så, med verdens største smil.

”Lever du?” godt spørgsmål Louis, virkelig. Niall rystede på hovedet.

”Jeg er levende død!” Vi grinede alle sammen, og spiste så verdens bedste kage. Den var faktisk ret god. Overraskende, eftersom hverken Zayn eller jeg kunne bage. Utroligt hvordan seks mennesker kan spise en hel kage. Men selvfølgelig, Niall var en af de seks mennesker, og ud af de seks mennesker, var fem af dem drenge. Måske det er meget normalt? Hvad ved jeg?

”Er der mere glasur?” Zayn grinede af mig. Niall smilede til mig. Det endte med at Zayn nikkede, og rakte mig skålen. Jeg tog en ske, og spiste af det. Drengene var ved at dø, udover Niall.

”Hvad? Det må ikke gå til spilde altså!” de grinede af mig. Som altid. Jeg ignorerede dem, og spiste videre. Nam. Glasur. Har jeg fortalt om min kærlighed til glasur? Nej? Nå, men jeg elsker det! Det bedste i verden. Ligesom de her drenge. Selvom jeg ikke ville indrømme det. Så var de dejlige. Så, jeg sagde det. Hurra for mig. Og mere glasur til mig.

Da vi gik i seng om aftnen, sov vi alle hos Zayn, så vi var klar til i morgen. Jeg skulle aflevere min opgave, og drengene skulle sige farvel. Trist men sandt. Godnat folk, sweet dreams og blah blah blah.. 

 

 

______________

 

Aaaaaaand I'm back! Jep, jeg skriver nu på denne igen, når jeg har tid. Hehe.. Ikke specielt spændende kapitel, og meget random, men det må i leve med. Eller dø, ikke mit problem. Selvom det ville være trist.. Sadface.. Nå, men lev mens i lever, ikke?<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...