Freak - One Direction

Røde øjne, hvidt hår. Beskrivelsen på en albino. Dem ser man ikke så tit, det er folk altid enige om. Men hvad nu hvis man gik på skole med en? Gik i klasse med en? VAR en? Hvordan ville ens liv være? Det har Abeline svaret på. Hun er albino. Det er ikke altid lige fedt. Nej faktisk, så er det aldrig fedt. Mange albinoere går med solbriller, for at skjule deres røde øjne, det gider Abeline ikke. Men hun må leve med en masse øgenavne, som "Vampyr pige" eller bare helt enkelt "Freak". Men hun lever med det, for det ville se åndssvagt, at gå rundt med solbriller i Londons regnfulde vejr. Men hvad sker der, når skolen en uge hiver kendte mennesker ind for at undervise i musik, og være der til interviews. For der er jo nogen på skolen som ikke er gode til musik, men mere til at skrive til skolen blad, foreksempel. Møder hun nogle interessante drenge? Og hvordan ændres hendes liv efter det møde? Vil alt bare være det samme som før?

60Likes
77Kommentarer
7845Visninger
AA

3. Oh. My. Freaking. God!

Dagen var kommet, for at de kendte mennesker skulle komme til vores skole. Jeg vil ikke sige at dagene op til havde været lette. Mange havde lige kommenteret på min nye hårfarve. Men jeg regnede jo ikke med andet, så jeg havde bare stoppet musikken i ørene, og lukket alle deres alt for høje, og meget tøsede stemmer ude af mit hoved. Det gjorde dem egentlig ret sure, når jeg ikke begyndte at reagere på hvad de sagde. Men helt ærligt, så var det jo bare mig der vandt, i sidste ende. Hvad fik de ud af at mobbe mig? Ingenting. Hvad fik jeg ud af det? Tja, måske havde jeg ingen venner, men jeg ville helt hundrede få den allerbedste uddannelse i min klasse. Bare tanken fik mig til at smile. Når de så kørte rundt som skraldemænd eller noget, så kunne jeg sidde og vinke fra mit fancy kontorvindue… Nej, det ville nok ikke ske, men det var en ret fed drøm. Bortset fra at jeg slet ikke kunne se mig selv sådan et sted. Jeg ville skrive bøger, eller manuskripter. Bare noget jeg kunne gemme mig bagved, for jeg ville jo for evigt være albino.

Jeg var med vilje kommet i sidste øjeblik, så jeg slap for kommentarer helle morgnen. Jeg havde da også kun lige sat mig, da læren trådte ind af døren.

”Godmorgen børn,” smilede han alt for kækt. Børn? Hvad skete der lige for det? Hvem kaldte 1. g’er børn? Okay, vi var da nok de yngste på skolen, men det var da også det eneste? De andre elever sukkede også højlydt, men vores lærer, Mr. Martinez, grinede bare af os. Hvorfor var han altid så mærkelig? Nogle gange var jeg sikker på, at han var høj på et eller andet. Det var han dog ikke. Da der var ro på klassen, fortsatte Mr. Martinez igen.

”I dag er nogle meget inspirerende mennesker ankommet til vores skole,” mere nåede han ikke at sige, før klassen nærmest skreg.

”Rolig nu! I får ikke fri eller noget, men i skal ikke møde i klassen i denne uge. I skal gå rundt, og finde ud af hvad i vil. I kan interviewe folk, eller i kan få musik eller skuespiller undervisning. Så nu vil jeg give jer fri tøjler. I har fri klokken halv tre hele ugen,” sluttede vores lærer af, og tre sekunder efter var klassen tom, på nær mig. Jeg ville lige sidde og samle tankerne. Jeg ville helt hundrede dø, hvis Adam Lambert var på skolen. Men det var han sikkert ikke. Han var sikkert i USA, og jeg var stuck i London. Jeg sukkede ved mig selv, inden jeg snuppede min taske, som der ikke var meget i. En computer, lidt mad, og min iPod. Jeg havde ikke brug for mere. Ude på gangen var der et vildt postyr. Hvem gad dog det? vigtige kunne de fucking kendte mennesker sgu da ikke være? Kunne de? Sikkert for nogen. Desværre. Det måtte da egentlig også være vildt træls for de kendte? Eller elskede de det? Hmm, det kunne man godt bruge som et spørgsmål.

Efter at have gået rundt på skolen et stykke tid, fandt jeg et tomt lokale. Det var ikke så stort, men jeg kunne være alene. Jeg havde kun set Ed Sheeran. Han skriver da nogle fantastiske sange, men han sagde mig ikke noget, og desuden var han total omringet af tøser. Hvad skete der lige for det? Jeg sukkede, og gemte mit hoved i mine hænder. Jeg orkede virkelig ikke mere.

Jeg fik et kæmpe chok, da en eller anden nar åbnede døren. Jeg kiggede hen mod døren, og mine øjne trillede nærmest ud af hovedet på mig. Der stod Adam Lambert i egen høje person. Eller, måske var han lidt højere end han egentlig var, for han havde høje sko på. Jeg smilede forsigtigt til ham. Han kom hen mod mig.

”Hvorfor sidder du her?” spurgte han. Jeg fik et helt chok over at han talte til mig.

”Øh.. Der var så mange mennesker ude på gangen,” mumlede jeg. Han nikkede.

”Skal du spille musik, eller hvad skal du?” spurgte han så.

”Jeg vil gerne interviewe folk,” mumlede jeg igen. Jeg kiggede ned hele tiden.

”Hey, er der noget galt?” spurgte han. Han havde lagt mærke til jeg kiggede ned. Jeg rystede på hovedet.

”Så kig op,” grinede han. Jeg rystede igen på hovedet.

”Hvorfor ikke?” spurgte han roligt.

”Jeg er grim,” mumlede jeg stille.

”Det tror jeg ikke på! Kig nu op,” fortsatte han. Jeg sukkede, og løftede stille hovedet. Han smilede til mig.

”Du er da smuk?” mumlede han og smilede til mig.

”Kom, jeg har mødt nogle drenge her, som jeg synes du skal snakke med,” forklarede han, da han hev mig op fra stolen, tog mig i hånden, og gik ud af døren. Det var sgu lidt sindssygt. Adam Lambert trak af sted med mig, gennem min egen skole. Det var lidt af en drøm. Jeg undrede mig bare over, hvem jeg skulle møde. Jeg havde ikke set så mange mennesker, så jeg anede ikke hvem det kunne være. Adam viste mig ind i et lokale, og bad mig vente der.

”Jeg henter dem lige,” smilede han, inden han forlod rummet. Hvorfor lod han mig ikke bare vente i det andet lokale? Var de drengene tættere på det her lokale eller hvad? Ja, det måtte vel være sådan noget. Jeg smilede for mig selv, og begyndte at finde min computer frem. Jeg kunne jo lige så godt være klar, når de kom igen. Jeg kan kun sige at jeg var spændt. Hvem ville blive de næste til at træde ind af døren? Hvad ville de mene om mig? Ville de svare ærligt på mine spørgsmål? Og alt sådan noget, kørte rundt i mit hoved. Jeg var ved at dø af spænding. Så da døren lige så stille begyndte at gå op, sad jeg med hjertet i halsen. Det kunne jo være hvem som helst der trådte ind af døren. ”Jeg slukker lige lyset,” mumlede en velkendt stemme – Adams. Jeg nikkede bare, og håbede han så det. Jeg havde ingen idé om hvorfor lyset skulle slukkes, men jeg var ligeglade. Der kunne være mange grunde. Tre sekunder efter kunne jeg høre nogle højlydte drenge stemmer, der trådte ind i lokalet. Der var ret mange skridt. Kort efter blev lyset tændt og foran mig stod…

 

Okay, det var et kort kapitel, men synes det var et godt sted at stoppe. Mwuhahaha!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...