Freak - One Direction

Røde øjne, hvidt hår. Beskrivelsen på en albino. Dem ser man ikke så tit, det er folk altid enige om. Men hvad nu hvis man gik på skole med en? Gik i klasse med en? VAR en? Hvordan ville ens liv være? Det har Abeline svaret på. Hun er albino. Det er ikke altid lige fedt. Nej faktisk, så er det aldrig fedt. Mange albinoere går med solbriller, for at skjule deres røde øjne, det gider Abeline ikke. Men hun må leve med en masse øgenavne, som "Vampyr pige" eller bare helt enkelt "Freak". Men hun lever med det, for det ville se åndssvagt, at gå rundt med solbriller i Londons regnfulde vejr. Men hvad sker der, når skolen en uge hiver kendte mennesker ind for at undervise i musik, og være der til interviews. For der er jo nogen på skolen som ikke er gode til musik, men mere til at skrive til skolen blad, foreksempel. Møder hun nogle interessante drenge? Og hvordan ændres hendes liv efter det møde? Vil alt bare være det samme som før?

60Likes
77Kommentarer
7845Visninger
AA

5. Hjemme hos One Direction

Hej alle. Bare så i ved det, skriver jeg på iPad, så i må leve med stavefejl.:) Det bliver nok heller ikke så langt, men det er jo de dumme årsprøver. Nå, tilbage til historien.

____________________

Har i nogensinde undret jer over hvordan de kendte bor? Ja, for det har jeg i hvert fald. Og nu skulle jeg så endelig se det. Jeg var virkelig spændt. Var det stort? Var det småt? Var det som en borg, eller bare et normalt hus? Eller var det måske nærmere en villa? Ja, det var nok noget over i en villa, men alligevel, man kunne jo aldrig vide, vel? Jeg sad i bilen, mast ind sammen ned drengene. Eller, mast var måske så meget sagt, for det var en stor bil. Harry sad foran, og kørte, og Louis sad ved hans side. De havde et eller andet bånd. Bagi var der plads fire personer. Det vil sige, at d var pladser bag ved føresæderne, så der var rigeligt plads. På grund af min køresyge, sad jeg på en af de "normale" pladser. Ved min side sad Zayn, og overfor mig sad Liam. Ved hans side, sad Niall. Der var lidt stille i bilen, men jeg var ligeglad. Jeg kiggede bare ud af vinduet, for at se vejen. Vi kom egentlig mere og mere afsides, men alligevel ikke. Og da vi endelig holdt stille, tja, så var vi kun fem minutter fra London. Deres hus lå altså ikke midt i London, men lidt væk. Det var rart nok.

Puha, jeg var godt nok spændt, på at se hvordan fem teenage drenge boede sammen. Der måtte virkelig være rodet. Jeg mener, hvem rydder lige op efter dem? I hvert fald ikke dem selv. Eller, måske Liam og Zayn gør det, for det kunne jeg godt forestille mig, og måske Harry, men ikke de andre. De mindede mig ikke ligefrem om nogen der kunne lide rengøring. Faktisk det stik modsatte. Men som sagt, man kunne aldrig vide. Vent, jeg har da helt glemt at fortælle om huset! Men der er også rigeligt at fortælle, tro mig. For det første, så er det ikke et hus, men en villa. Og faktisk så minder det lidt om en borg, fordi det er så stor slået, og murstenene er lidt gamle i det. Eller de ser gamle ud, fordi de er i sådan en brun farve. Tror godt i kender farven, jeg kendte den i hvert fald. Jeg kunne ikke lade være med at smile over huset selvom jeg måske synes det var lidt meget. Men helt ærligt, de havde jo kassen, hvorfor ikke købe et lækkert hus? Det havde jeg altså også gjort. Og så skulle jeg nok sige, at jeg også havde købt en masse designer tøj, men jeg havde da bare gået amok i H&M. Eller, det er måske begrænset hvor meget jeg ville gå amok, men i ved vel hvad jeg mener? Ja, det gør i, det besluttede jeg lige. Ej, stop Abeline, du opføre dig som et barn! Nå ja, whatever. Jeg var vidst gået lidt i stå ude foran huset for pludselig blev mit navn råbt meget højt.

"ABEEEEEEEELINE! Kommer du ikke snart?" Gæt hvem der råbte? Jep, det var så Niall. Utålmodige unge. Men jaja. Jeg smilede, og samlede mine tanker, inden jeg traskede hen mod døren, der var egentlig langt. Der var sådan en lang sti, gennem en meget stor forhave. Det var virkelig flot, men jeg var også helt sikker på, at de havde en gartner.

"Nå, så kom du," Grinede Harry, som vidst selv fandt det meget morsomt. Jeg kiggede bare dumt på ham, og nikkede så, med et mindre smil. Og så var det jeg kom indenfor, og her var VIRKLIG stort. Altså, virkelig stort. Man blev næsten blæst bagover. Eller, okay måske ikke, men i ved vel hvad jeg mener? Det har jeg egentlig spurgt om mange gange nu. Nevermind, det må i altså leve med. Måske historien skulle hedde "Men I Ved Vel Hvad Jeg Mener?" ej, måske ikke.. Nå, men hvor går i først hen når i kommer ind i et hus i ikke kender? Ud over gangen selvfølgelig? Altså personligt, så går jeg ind i stuen, og det tror jeg ikke, at jeg er ene om. Det virker vel mest naturligt? Desuden var drengene allerede gået derind, så jeg fulgte ligesom bare trop. Stuen var virkelig stor, men det var nok også det største rum i huset. Der var et vildt stort fladskærmstv, og så var der hvide læder sofaer, rundt om et glas stuebord, og ude i rummet, der lå skam også en pels, og det var sikkert fra en ko eller nogete. Jeg ville dog ikke spørge, om den var ægte, for det var den muligvis, og det ville jeg ikke have det godt med. Så derfor holdte jeg mund, og kiggede lidt videre.

"Sætter du dig ikke sammen med os?" Spurgte Louis, med et lille grin. Jeg rystede vare på hovedet, og kiggede vider rundt i stuen. Henne i hjørnet af stuen, var der en trappe, som var sådan snoet. Den var virkelig flot. Den gik dog kun op.

"Kan du ikke lide os?" Spurgte Zayn, med påtaget tristhed. Jeg vendte mig om med et smil.

"Jo, men jeg vil se jeres hus," Smilede jeg bare tilbage. Drengene nikkede bare lidt, og sendte hinanden nogle blikke, som jeg ignorede. Nu ville jeg altså finde billeder! Det tog mig dog heller ikke lang tid, så fandt jeg en hylde, som var klistret til med billeder, eller billederne stod bare på en hel masse hylder. Der var fem hylder i alt, og tre af dem, var fyldt med billeder af alle drengene, blandet. De sidste to hylder var kun Louis og Harry.

"Hvorfor er det kun Louis og Harry på de her billeder?" Spurte jeg lettere forvirret. Igen sad drengene og kiggede på hinanden, hvilket irriterede mig groft.

"Du ved virkelig intet om os, vel?" Spurgte Liam roligt. Jeg rystede fortvivlet på hovedet.

"Det her er Luis og Harrys lejlighed, vi er her bare ind i mellem," Fortsatte han. Jeg nikkede forsigtigt. Okay, så måtte de fandme være rige! Hvis det jun var de to der boede her? Og jeg som troede de alle boede her. Nejnej, jeg vidste åbenbart ingenting. Men det var jeg jo vant til. I hvert fald når det kom til drengene. Jeg kendte jo ingenting til deres personligheder eller noget.

"Men hvad så med jer andre?" Spurgte jeg forsigtigt. Drengene kiggede smilende på hinanden. Hvad skete der lige for det? Det gjorde de jo bare konstant. Det var egentlig lidt træls? Hvis man altså kunne sige det. Jaja, i ved hvad jeg mener. Ej! Nu gjorde jeg det igen! Argh, det er træls det her..

"Vi bor hver for sig. Vi skal lige have en mindre pause fra hinanden ind i mellem. Privat liv, du ved," Svarede Liamed et smil. Jeg nikkede. Det kunne jeg godt forstå. Det måtte da også være trættende at være sammen med de samme hele tiden. Også selvom man så er bedste venner.

 

"Skal vi ikke snart have mad?" Nu havde Niall efterhånden været utålmodig i lang tid, og ville have sin mad. Det var syvende gang han spurgte?! Og nej, jeg overdriver ikke, de andre havde bare bedt ham vente, hvilket jeg var taknemlig for, for jeg var ikke så sulten - endnu. Det kunne man vel altid blive, ikke? Drengene blev dog enige om, at det var mad tid, så Harry, Liam og Niall forsvandt ud i køkkenet. Så var jeg ladt alene med Zayn og Louis. Ikke at det gjorde mig noget, tvært i mod. Det var hyggeligt.

"Niall kan ikke lave mad, han elsker bare at være omkring mad," Grinede Zayn. Jeg kiggede uforstående på ham, men grinede så. Han var vidst ikke helt normal, ham Niall. Ikke at jeg. Havde noget i mod det, jeg elskede unormale personer, de mindede mig om mig selv, på flere måder. Selvom jeg hellere ville være unormal på hans måde, og ikke min albino måde. Suk... Men det var da dejligt at have en unormal omkring sig. Vent, ingen af de dige var normale, de var jo alle sammen verdens kendte? Omg.. Og det gik først rigtig op for mig nu? Nå, jeg lod det ligge, de virkede så almindelige, når man var sammen med dem, så det gryde mig ikke så meget. Jeg havde da i hvert fald glemt at de var kendte.

"Hvad ved vi så ikke om dig?" Spurgte Louis en anelse for nysgerrigt. Jeg kiggede bare grinende på ham.

"Riiiiiigtig meget!" Zayn grinede af nit svar, mens Louis så fornærmet ud.

"Det er snyd det der. Hun kan jo bare gå hjem og Google os, det kan vi ikke med hende!" Forklarede han irriteret. Jeg grinede bare af ham.

"Det er jo også snyd, hvis de kun er jer to der får noget at vide, ikke?" Jeg grinede ikke mere, smilede bare stort. Louis så stadig små trist ud, men nikkede alligevel. Han måtte altså lige vente, til der var mad.

"MAAAAAAAAAAAD!" Råbte Niall ude fra køkkenet. Noget sagde mig at der var mad? Sjovt nok.. Jeg sukkede over min egen dødsyge humor, og satte efter drengene ud i køkkenet. Der var dækket op, så der skulle sidde en ved hver bordene, og to på hver side af bordet. Jeg ventede på at drengene ville sætte sig, så jeg kunne se, hvor jeg skulle sidde. Louis og Harry havde sat sig ved bordenderne, hvilket jeg godt forstod, det var jo deres hus.

"Nej, æresgæsten skal da sidde ved bordenen!" Udbrød Liam faderligt. Louis nikkede hurtigt, og rejste sig. Så satte han sig ved Nialls side, og nu skulle jeg så sidder for bordenen. Halleluhja.. Or not... Det var nok ikke det jeg ønskede, for så var jeg centrum. Men det havde jeg vel været under alle omstændigheder. Drengene tvang mig hurtigt til at fortælle om mit liv, så det gjorde jeg. De fulgte interesseret med, hvilket jeg ikke forstod. Deres liv måtte være meget mere spændende, ikke? Eller hvad? Jo, de er rundt og se verden, mens jeg sidder i London og kigger ud af nit vindue. Vildt fedt. Not. Jeg var endelig blevet færdig, da Harry kiggede op mig, med er slesk smil.

"Staus?" Han synes vidst selv, at hans spørgsmål var genialt. Jeg fattede ikke han gad spilde sin tid med det. Var det ikke ret indlysende, at jeg var single? Åbenbart ikke.

"Single," Svarede jeg kort og kontant. Det medførte nogle blikke fra drengene, men jeg kunne leve med det. De var søde nok. Og så spiste vi ellers videre, og jeg fik en masse at vide om deres liv. Da vi havde spist, ville jeg til og hjemad. Zayn havde sagt, at han nok skulle køre mig, så vi var ved at tage tøj og sko på.

 

"Kan vi ikke bare lade som om vi fortsætter med interviewet i morgen?" Spurgte han håbefuldt. Jeg nikkede bare, jeg skulle alligevel rent skrive det, og jeg forstod godt, hvis de ville have en pause fra alle fansne. Vi satte os hurtigt ind i en mindre bil, end den vi kom i, og jeg forklarede min adresse til Zayn. Det var kun cirka et kvarter væk, så vi havde god tid til at snakke. Vi snakkede dog ikke så meget, men det var ikke rigtig akavet. Da vi endelig holdt foran mit hus, skulle jeg til at hoppe ud, men Zayn stoppede mig.

"Lov mig, at du vil komme igen en anden gang," Sagde han, skræmmende alvorligt. Jeg nikkede.

"Selvfølgelig," Og så lod han mig gå.

Den aften tog det mig ikke lang tid at finde min seng. Je havde haft en fantastisk dag, og havde fået nogete jeg nok godt kunne kalde venners hvilket ikke rigtig var så kendt for mig, kun i børnehaven, da alle var ligeglade.

__________________

 

Så fik i er kapitel, håber i kan lide det. Det er nok kort, men det er skrevet på iPad, og det er alt jeg magter lige for tiden, med prøver og sådan.. Men ja, håber i kan lide det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...