Freak - One Direction

Røde øjne, hvidt hår. Beskrivelsen på en albino. Dem ser man ikke så tit, det er folk altid enige om. Men hvad nu hvis man gik på skole med en? Gik i klasse med en? VAR en? Hvordan ville ens liv være? Det har Abeline svaret på. Hun er albino. Det er ikke altid lige fedt. Nej faktisk, så er det aldrig fedt. Mange albinoere går med solbriller, for at skjule deres røde øjne, det gider Abeline ikke. Men hun må leve med en masse øgenavne, som "Vampyr pige" eller bare helt enkelt "Freak". Men hun lever med det, for det ville se åndssvagt, at gå rundt med solbriller i Londons regnfulde vejr. Men hvad sker der, når skolen en uge hiver kendte mennesker ind for at undervise i musik, og være der til interviews. For der er jo nogen på skolen som ikke er gode til musik, men mere til at skrive til skolen blad, foreksempel. Møder hun nogle interessante drenge? Og hvordan ændres hendes liv efter det møde? Vil alt bare være det samme som før?

60Likes
77Kommentarer
7844Visninger
AA

4. Drengene...

One Direction. Ja, mange af jer havde sikkert gættet det, men jeg var altså virkelig overrasket. Ville Adam virkelig mene jeg skulle snakke med dem? Tja, hvis det var det han mente, så måtte jeg vel lytte til ham. Jeg var jo stor fan. Fordi lyset havde været slukket før, havde jeg selvfølgelig heller ikke lige tænkt på at slå blikket ned.

”D-dine øjne?” mumlede ham med krøllerne, jeg kendte ikke helt deres navne.

”De er øh, røde?” mumlede en lyshåret én. Den eneste lyshårede. Jeg sukkede.

”Ja,” mumlede jeg bare.

”Jeg ville sige du var albino, men du har helt mørkt hår?” mumlede en anden mørkhåret, som virkede som den kloge. Igen sukkede jeg.

”Farve,” var det eneste der kom ud af min mund. Alle drengene stirrede overrasket på mig. Jeg rystede bare på hovedet af dem.

”Nå, er det nu jeg skal fan girle?” spurgte jeg, med et mindre smil. De smilede.

”Det er hvad fans gør,” grinede en mørkhåret, som havde briller på. Jeg var ellers helt sikker på, at ingen havde briller. Men han bruge vel bare kontaktlinser normalt? Ja, det måtte være sådan noget.

”Nå, men så kan jeg sige, at jeg ikke engang kender jeres navne,” mumlede jeg. Ham med krøllerne kiggede en anelse underligt på mig. Dét var de nok ikke vant til. Det var sjovt, den femte, med det sorte hår. Havde endnu ikke sagt noget. Ærgerligt, for han var virkelig køn. Ikke at jeg sad og forelskede mig i ham, jeg synes bare han var lækker. Sådan er der nogle drengene der er. Selvom man siger, at perfekte drenge kun eksistere i bøger. Okay, det er sikkert rigtig nok, for der er ikke mange perfekte in real life. Der er sikkert ingen perfekte.

”Nå, men så er vi jo egentlig på lige, for vi kender heller ikke dit,” grinede krøllerne. Ej, okay, syg humor, men jeg var vel også lidt syg, ikke?

”Zayn, vil du?” spurgte ham med brillerne. Det så ud som om ham den sorthårede vågnede op. Det måtte være Zayn.

”Ja, sikkert,” han smilede forsigtigt, og bed sig i løben.

”Det her er Harry,” han pegede på ham med krøllerne,

”Niall,” den lyshårede,

”Louis,” ham med brillerne,

”og til sidst Liam,” smilede han, og pegede på den sidste af drengene.

”Og hvis du ikke fik fat i det før, er jeg Zayn,” smilede han, og rakte en hånd frem mod mig. Jeg tog den lidt akavet. Den stod virkelig i kontrast med min blege hud, for han var meget mørk i det.

”Jeg er Abeline, men alle kalder mig Line,” smilede jeg, da stod med Zayns hånd i min. Drengene nikkede alle.

”Og du synger ikke?” spurgte ham der Liam.

”Nej, det gør jeg ikke!” udbrød jeg. Drengene smilede.

”Okay, lad os tage det interview så,” smilede de bare. 

 

Klokken ringede endnu en gang. Vi var midt i interviewet, men det var egentlig frokost tid.

”Orh mad!” råbte Niall. Jeg havde endelig fået styr på deres navne. Jeg grinede stille af ham.

”Skal i have noget at spise?” spurgte jeg roligt.

”Ja, vil du ikke sidde sammen med os?” spurgte Harry hurtigt. Han var ligesom sådan en lille skoledreng.

”Vil I sidde med mig?” spurgte jeg forvirret. De kiggede på hinanden, og nikkede derefter alle. Jeg sukkede, men smilede så. De smilede tilbage. Jeg nåede kun lige at hive min madpakke frem, så var vi ude af døren. Oh shit, nu ville vi helt hundrede blive overfaldet. Jeg sukkede for mig selv, og fulgte bare så godt med som overhovedet muligt. Der blev da også kigget lidt, men de fleste andre havde fundet ned i kantinen. Jeg gad ikke guide drengene, så jeg undrede mig over, hvor lang tid det ville tage dem at finde den. Det tog desværre ikke lang tid. Det ville ellers have været sjovt. Snart efter sad vi ellers bænket ved et bord.

”Det var i hurtige til?” jeg kiggede spørgende på dem. De trak på skuldrende.

”Det var her vi mødtes i morges,” forklarede Liam. Jeg nikkede, og begyndte at åbne min mad. Pastasalat! Okay, det var bare resterne fra aftensmaden, fra dagen forinden, men det så lækkert ud. Niall kiggede forvirret på mig.

”Skal du ikke have mere?” jeg kiggede bare på ham.

”Mere? Så brækker jeg mig da!” udbrød jeg. Drengene kiggede forfærdet på mig.

”Det er da ikke sundt at spise så lidt?” påpegede Harry.

”Jeg spiser mere om aftenen,” mumlede jeg.

”Hvad med om morgnen?” spurgte Liam. Okay, siden hvornår var de blevet diætister? Jeg troede altså de var sangere!

”Der spiser jeg yoghurt,” svarede jeg bare. De nikkede. De var vel tilfredse med at jeg spiste noget.

”HEY! Kommer du ikke med os hjem efter skole, og spiser?” spurgte Louis, sådan helt hyper. Jeg svarede ikke. Jeg vidste det ikke helt.

”Ja, så kan vi jo se hvor meget du spiser?” sagde Harry, som hurtigt var med på idéen. Okay, mit valg stod i mellem at tage med dem hjem, eller hjem til min sure mor. Jeg nikkede stille til sidst. Hvis jeg kunne slippe for min mor gjorde jeg det. Som sagt, jeg elsker hende, men hun er virkelig træls ind i mellem.

”Fedt,” smilede Zayn. Det var længe siden han havde sagt noget. Jeg smilede bare tilbage. Jeg kiggede rundt i kantinen, og mærkede straks alles blikke på os. Det var helt sikkert en sensation, at One Direction var her. Og så sad de sammen med hende albinoen? Det virkede sikkert helt forkert i de dullede pigers øjne, men drengene sagde faktisk ikke noget til det. Ikke udover det de havde sagt da de kom. Selv synes jeg det var en lidt større sensation, at Adam Lambert var her, men det er jo smag og behag.

”Var det så her i mødte Adam?” spurgte jeg forsigtigt. Normalt snakkede jeg ikke så meget, men de var søde nok at snakke med, og de var lidt skræmmende, når de ikke sagde noget. De nikkede.

”Han er meget venlig,” sagde Liam roligt.

”Jeg elsker hans musik,” røg det ud af mig. Drengene grinede af mig. Okay, hvad var der at grine af? Jeg kiggede ret fornærmet på dem. De trak undskyldende på skuldrene.

”Undskyld, alle piger vi møder, plejer bare tit at elske os, eller Bieber,” sagde Niall. Jeg nikkede stille. Jeg vidste at Adam også havde mange fans, det var dem de mødte.

”Helt ærligt, jeg fatter ikke dem der kan lide Bieber,” mumlede jeg. Niall kiggede såret på mig. Jeg kiggede på de andre drenge, og søgte efter hjælp.

”Boy Belieber,” sagde Liam. Jeg nikkede forstående.

”Undskyld, det er jo bare min mening. Respekt for dig!” sagde jeg, og smilede forsigtigt. Han smilede stort til mig, og så var han ellers glad igen. Vi kunne endelig få spist færdig.

Vi gik tilbage til rummet vi var i før. Der færdiggjorde vi interviewet, men drengene ville ikke gå.

”Vi orker virkelig ikke flok der fan girler over os, lige nu,” mumlede Zayn. Jeg nikkede.

”Du er en god interviewer,” sagde Liam rosende. Jeg smilede, men rystede på hovedet.

”Jeg vil hellere skrive bøger,” mumlede jeg.

”Hvorfor?” spurgte Niall.

”Fordi jeg kan lide at skrive, og så slipper jeg for at vise mig for meget i offentligheden,” svarede jeg.

”Hvad er der nu galt med offentligheden?” Louis virkede forvirret.

”Det er kun jer, og Adam som har reageret positivt, på det faktum at jeg er albino – men i har jo heller ikke set mig med mit blege hår,” mumlede jeg, men alligevel tydeligt.

”Det er underligt,” fastslog Harry. De andre nikkede sig enige. Jeg trak bare på skuldrene. De var gode nok, de drenge.

”Nå, jeg kan da lige ringe til min mor, og høre om det er ok jeg spiser hos jer,” sagde jeg roligt. Drengene nikkede bare. Jeg fandt min gamle nokia frem, og fandt min mors nummer.

Efter en tids diskussioner, fik jeg endelig lov. Jeg gik smilende tilbage til drengene. Under samtalen var jeg langsomt endt nede i den anden ende af rummet.

”Fik lov,” smilede jeg bare.

”Må jeg ikke lige se din telefon?” spurgte Harry. Jeg kiggede mistroisk på ham, men nikkede så. Inden låste jeg den dog. De skulle ikke kigge på mine private sager.

”Fuck en fed telefon!” udbrød Louis da han så den.

”Seriøst? Det er jo bare en oldgammel nokia?” jeg kiggede spørgende på ham.

”Ja, den er da sikkert meget mere praktisk end denne,” sagde han, og hev en iPhone op af lommen. Da jeg lige så den på afstand, så den helt perfekt ud, men da jeg fik den i hånden, kunne jeg se nogle små skrammer hist og her.

”Den er måske upraktisk, men den kan da så meget mere?” jeg kiggede stadig på ham.

”Tja, jeg har egentlig også en Blackberry, men den ligger derhjemme,” mumlede han. Jeg måbede. To telefoner? Tja, så er der mig der nøjes med én billig en. Han smilede bare undskyldende.

”Vil du ikke låse den op, så du kan få vores numre?” spurgte Harry, efter at have siddet lidt med den. Efter en kort tænke pause, nikkede jeg, og låste telefonen op. De skrev alle deres numre, og tog et åndssvagt billede af dem selv. Da Zayn havde taget sit billede, fik jeg min telefon igen. Jeg sendte en sms til dem alle sammen, men den skulle der altså laves sjov med, så jeg skrev

#OMG! Jeg har fundet ONE DIRECTIONS NUMRE! OMG, jeg er så meget i himlen nu! Vil i ikke giftes med mig? PLEEEEEASE!# skrev jeg.

Jeg sendte den til Zayn først. Han stod bare og kiggede på skærmen. Kort efter sendte jeg den rundt til de andre, og de kom med samme reaktion.

”Drenge, vi skal have nye numre,” mumlede en halv muggen Niall. Og så flækkede jeg af grin.

”LINE! Det burde vi have vidst,” mumlede Harry. De kiggede på hinanden, inden de alle sammen nikkede. Og så blev jeg overfaldet. De kildede mig helt vildt, og jeg skreg og græd af grin. Jeg prøvede at råbe stop, men det var pænt umuligt. Først da klokken ringede, og klokken var halv tre, stoppede de. Nej, de havde ikke været i gang i flere timer, kun cirka ti minutter. De rejste sig op, og gav mig en hånd. Jeg hev mig selv op, og pakkede mine ting sammen. Jeg glædede mig nu til at se, hvordan de boede.

 

Så fik i et kapitel, håber i kan lide det (:

 

I er i jeres fulde ret til at like^^ 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...