Freak - One Direction

Røde øjne, hvidt hår. Beskrivelsen på en albino. Dem ser man ikke så tit, det er folk altid enige om. Men hvad nu hvis man gik på skole med en? Gik i klasse med en? VAR en? Hvordan ville ens liv være? Det har Abeline svaret på. Hun er albino. Det er ikke altid lige fedt. Nej faktisk, så er det aldrig fedt. Mange albinoere går med solbriller, for at skjule deres røde øjne, det gider Abeline ikke. Men hun må leve med en masse øgenavne, som "Vampyr pige" eller bare helt enkelt "Freak". Men hun lever med det, for det ville se åndssvagt, at gå rundt med solbriller i Londons regnfulde vejr. Men hvad sker der, når skolen en uge hiver kendte mennesker ind for at undervise i musik, og være der til interviews. For der er jo nogen på skolen som ikke er gode til musik, men mere til at skrive til skolen blad, foreksempel. Møder hun nogle interessante drenge? Og hvordan ændres hendes liv efter det møde? Vil alt bare være det samme som før?

60Likes
77Kommentarer
7870Visninger
AA

9. Boys Again.

Jeg vågnede langt om længe, den næste morgen. Jeg lå stadig på sofaen, og det var ved at blive rigtig varmt. Jeg lå også stadig med Zayns dyne over mig, og i mit tøj fra dagen for inden. Det var varmt! Jeg kunne igen høre nogen rumstere i køkkenet, og med usikre ben, rejste jeg mig fra sofaen, for at gå derud. Jeg kunne vel godt lige låne noget tøj af Zayn, ikke? Det blev han bare nød til at give mig, for det her tøj var for klamt, og der var langt hjem. Logik, logik, logik. Da jeg endelig nåede køkkenet, fik jeg en mindre overraskelse. Det var et virkeligt stort, og fantastisk køkken. Det var bare smukt.

"Hvad laver du her?" var det første Zayn sagde, da han opdagede mig.

"Jeg... Vågnede?" jeg kiggede spørgende, og forvirret på ham. Hvorfor måtte jeg nu ikke være i køkkenet.

"Nårh.. Okay," smilede han. "Godmorgen så," grinede han let.

"Godmorgen. Må jeg låne noget tøj?" jeg kiggede hen på ham, og måtte lige lette mit blik lidt, da jeg ikke var den højeste, og jeg ville gerne se på hans smukke, men mystiske øjne. Jeg bed mig dog let i læben. En vane, jeg måske var ved at få fra ham? Ja, det måtte være der det kom fra.

"Eh.. Ja?" han smilede forsigtigt, mens han kløede sig i håret. Han havde ikke sat det endnu, så det lå stadig lidt uglet, og var helt vildt nuttet. Jeg smilede for mig selv, og fulgte efter ham, da han gik. Det var så første jeg gang, jeg skulle se hans værelse. Og det var det første tydelige bevis på, at han stadig bare var en dreng. For her var rodet, og helt igennem drenget. Jeg smilede lidt. Endelig et rum, der rent faktisk havde charme. Det havde de andre rum altså ikke vildt meget af. Ikke at de ikke var pæne, for det var de skam, men det her var bare.. Anderledes.. Andet kunne man vel ikke sige.

"Her!" nåede Zayn lige at sige, inden han kastede noget tøj hen mod mig. Et par sweatpants, og en hættetrøje. Det var nok ikke ligefrem køligere, men det var en del rare, end det andet tøj. Jeg smilede som tak, og gik ud på badeværelset, for at skifte, og få lidt vand i hovedet. Tandbørstning måtte klares efter morgenmad, hvis jeg kunne holde det i maven.. Det skulle nok blive spændende.

 

Tøjet var selvfølgelig alt for stort, men det gik lige. Jeg håbede bare han ikke ville grine for meget af mig. Da jeg selv synes jeg var fin nok, af en syg albino at være, gik jeg ud i køkkenet igen. Zayn var færdig med morgenmaden, så jeg tog en bolle, og satte mig overfor ham.

"Ikke lige din størrelse?" spurgte han med et lille grin.

"Ikke helt.." mumlede jeg bare, med mad i munden. Han grinede let.

"Drengene kommer over i dag, for de ville ikke tage op på skolen, når nu jeg havde dig her," sagde han roligt. Oh fuck! Jeg burde jo være i skole.

"Jeg skal da i skole?!" udbrød jeg, smask forvirret.

"Du er stadig syg," påpegede Zayn.

"So what?" hvæsede jeg lavt.

"Du skal ikke skole når du er syg, no matter what. Og gider du godt lade være med at hvæse af mig, en anden gang?" sagde Zayn ud i en lang køre, og i et hårdt tonefald.

"Undskyld. Det er bare... Min mor sender mig altid i skole, selvom jeg har feber, så det er jeg ligesom vant til," mumlede jeg, og slog blikket ned.

"Det er okay, men lad os nu bare være syge i dag, ikke?" spurgte Zayn stille, og smilede kort til mig. Jeg nikkede stille, men tog mig så til hovedet, da en smerte skød igennem det. Zayn reagerede meget hurtigt på det, for tre sekunder efter, stod han ved siden af mig, og kyssede min pande let, inden han rakte mig en arm, så han kunne følge mig tilbage til sofaen. For første gang i lang tid, følte jeg, at nogen ville tage sig af mig, og at jeg kunne tillade mig at være syg.

"Bare slap af. Drengene kommer om et kvarter cirka," smilede Zayn, inden han hostede kort. Jeg smilede til ham.

"Så kan du lære ikke at kysse mig," grinede jeg, og blinkede til ham. Han skulede bare til mig, men med et stort smil om læberne, inden han forsvandt. Han skulle nok lige ordne sig.

 

Tyve minutter senere, sad vi alle i sofaerne. Zayn havde fået mast sig ned i den sofa, jeg ellers lå på, og de andre var spredt forholdsvis på gulvet, og den anden sofa. Det vil sige, at Louis, Harry og Liam sad i den anden sofa, og Niall sad på gulvet, som et lille barn, på fem år. Det var lidt sødt, men også lidt mærkeligt. Gad vide hvor rent gulvet var? Nå, han var vel ligeglad?

"Okay, Line, vi ved du ikke er fan af os, men hvad kan du så lide at lytte til?" Louis brød tavsheden. Jeg smilede stort.

"Adam Lambert," svarede jeg bare.

"Hvorfor lige ham?" spurgte Liam, nysgerrigt. Han smilede også til ham.

"Hans musik er mere for nogen som mig. I begynder jo ikke synge om freaks, vel?" sagde jeg, og mente hvert ord. Drengene kiggede lidt på mig.

"Det har du vel ret i. Men hvorfor kan du lide at høre han synger om fx freaks?" Harry virkede forvirret.

"Fordi, jeres 'What Makes You Beautiful', ikke virker på mig. Jeg føler mig ikke smuk når jeg høre den, selvom jeg har på fornemmelsen, at det er det, der er meningen med den. Adam synger også om mørke og lyse sider, hvilket jeg kan sætte mig meget mere ind i, og så føler jeg mig mere som en freak, end en smuk pige, for det er jo ikke fordi jeg render rundt med tusind venner, og en fantastisk kæreste, og er leder for cheerleader holdet. Okay, den der med cheerleaderholdet var måske for meget, men i ved vel hvad jeg mener? Jeg er ikke et typisk tilfælde," afsluttede jeg min lange tale. Drengene havde alle sammen tabt kæben. Louis var den første til at samle sig.

"Du gør alt for meget ud af det faktum at du er albino. Hvorfor kan du ikke bare forstå at du er helt normal?" spurgte han, ret hårdt.

"Hvorfor fatter du ikke, at ingen nogensinde har behandlet mig normalt?! Alle kalder mig freak, eller vampyr pige. Den anden dag, kaldte vores vikar mig besse! Det er sgu da ikke normalt?" råbte jeg lavt, mens tårene begyndte at strømme ned af mine kinder, hvorfor fattede de det ikke? Måske man bare skulle være blevet der hjemme, alene.. Jeg kunne dog også være lidt påvirket af min feber, men ikke så meget.

"Roooolig," mumlede Zayn i mit øre, og fangede mine tåre, med hans tommelfinger. De andre drenge kiggede lamslået på mig.

"Jeg fatter dem ikke," sagde Louis, og fortsatte så: "du burde ikke lade dig gå sådan på af det. Liam, har du fortalt hende folks reaktioner, da de så hende på twitcam?" han kiggede mod Liam, som langsomt rystede på hovedet.

"SÅ SIG DET DOG!" råbte Louis. Jeg blev helt bange. Jeg var ikke vant til den side af Louis.

"De synes alle sammen at du var smuk - unik," mumlede Liam.

"Hørte du det?" spurgte Louis, og satte sig hen på knæ foran mig, og kiggede på mig, med blødere øjne.

"Det er nogle narhoveder du går i klasse med. Du burde ikke lytte til dem," fortsatte han, og lagde sin hånd, på min kind.

"Det ved jeg godt - altså at de er nogle narhoveder. Men det er svært ikke at lytte til dem, når det er hver evig eneste dag," svarede jeg ham. Han nikkede.

"Det skal stoppe," mumlede han, inden han rejste sig op igen. Der var blevet stille i stuen, men vi var da kommet til enighed.

 

Zayn rejste sig, for at gå ud i køkkenet, og hente mad til Niall. Tre sekunder efter, sad Louis i min sofa. Han undskyldte sig med, at han ikke havde plads i den anden sofa, selvom jeg vidste, at det bare var en lam undskylding, sagde jeg intet. Jeg vidste også, at han for ikke så længe siden, havde slået op med hans kæreste. Jeg vidste ikke hvorfor.

"Undskyld for det før. Jeg vil bare ikke have, at du føler, at du ikke er smuk, for det er du virkelig," fik Louis mumlet ud i en lang køre. Jeg nikkede bare til ham, og smilede hans øjne, der stirrede let, ind i mine. De var helt fantastiske. Lige så fantastiske som Zayns. Hvis jeg ikke boede hos Zayn, havde jeg helt hundrede været ved ham og Harry. 

"Det er okay," mumlede jeg, da det gik op for mig, at jeg havde været helt væk i hans øjne. Hans fantastiske, perfekte øjne. Jeg rejste mig op, i ordenlig siddende stilling. Louis rykkede langsomt tættere og tættere på mig, mens jeg glemte alt andet omkring mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...